Når biblioteket betyder noget

Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at det måske kun er for mig og en snæver kreds af mine bognørdede kolleger bibliotekerne betyder noget. Det er heldigvis tanker, der hurtigt manes bort, når man taler med folk rundet om.

Blandt andet med min barndomsven Vilhelm.

Et andet syn på verden

Vilhelm og jeg er meget forskellige. På overfladen tror jeg ikke, man kan finde to mennesker, der er mere forskellige end os, men – og måske i virkeligheden derfor – har jeg altid haft stor glæde af mine samtaler med Vilhelm og stor respekt for hans syn på verden.

Jeg har kendt Vilhelm længe. Helt tilbage fra mine skoletid, og det er efterhånden en rum tid siden. Vi rendte ikke rundt i de samme cirkler, så i ny og næ mistede vi kontakten, men for nogle år siden begyndt vi at tale sammen igen.

Og sjovt nok ofte om bøger og sidenhen biblioteker.

Derfor faldt det mig oplagt at tage en snak med min gamle ven. For en ting er jo, hvad jeg og mine kolleger i biblioteksvæsnet går rundt og tror om os selv. Noget andet er, hvordan verden ser os.

Men allerførst, hvem er Vilhelm?

Vilhelm Rytters glæde ved biblioteker
Vilhelm: ”Det er et godt spørgsmål, og jeg tror ikke, man kan komme med et endeligt svar, da jeg jo stadig udvikler mig som menneske og dermed også både bliver klogere og får andre holdninger… Så hvis man skal forsøge at sætte ord på må det være noget i stil med kompleks og nysgerrig …”

Vilhelm Rytter – en mand, der holder meget af biblioteker.

SP: Er du den fødte læser?

Vilhelm: ”Nej, jeg vil ikke mene, jeg er den fødte læser. Jeg har aldrig været den boglige type, og det var først, da jeg omkring 7. klasse fik en lærer, som lærte mig, hvad et bibliotek indeholdt udover tegneserier, og hvordan jeg fandt de ting, som fyldte min nysgerrighed, interesse og fantasi.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Vilhelm: ”Selvom jeg ikke var den fødte læser, var mit barndomsbibliotek stadig et sted, jeg kom en del. Både for at læse tegneserier, men det var også lidt et sted, jeg kunne finde ro. Jeg kæmpede som ung med mit temperament, og biblioteket var netop et sted, jeg havde fred for de værste bøller og kunne finde en pause fra alt det, der skubbede en ud over kanten. Så for mig var biblioteket et sted, der betød mere, end jeg nok selv ville stå ved som barn.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Vilhelm: ”Som sagt før, så var det et sted, der betød meget, men som ikke handlede om bøger. I dag ser jeg nok lidt anderledes på biblioteket, da det for mig nu betyder viden, samt at slippe fantasien løs. Det er stadig et fristed, men nu er det ikke et sted, jeg søger tilflugt og gemmer mig mellem rækkerne, men et sted, hvor jeg finder inspiration og glæde. I dag ser jeg også biblioteket som et sted, hvor folk er i øjenhøjde, et sted hvor selv ung, gammel, dansk som udlænding, pludselig kan hjælpe hinanden på lige fod og med en næstekærlighed jeg tit synes mangler andre steder i vores samfund.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde da du var barn?

Vilhelm: ”Det har helt sikkert en anden betydning i dag. Både fordi man med alderen har fået andre interesser og er blevet klogere på livet, men ja, det at blive far har nok også haft en virkning, da det også har været med til at gøre biblioteket til en “legeplads”, hvor man gennem leg og hygge har kunne inspirere sit barn til at se biblioteket som et sted, der kan give svar på praktisk talt alt i livet.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Vilhelm: ”Jeg håber og tror, at deres vigtighed igen vil fylde i bevidstheden. Vi ser i dag bibliotekerne lave en masse begivenheder for folk i alle alder, og jeg kan bare se på, hvad mit lokale bibliotek i Nykøbing F. har af tilbud i løbet af et år, og er sikker på, det er med til at gøre biblioteket til et tilholdssted, både i forbindelse med bøger, men også oplevelser, gruppeopgaver under uddannelse, og fristed til at fordybe sig. Jeg syntes jo, bibliotekerne gennem min levetid har udviklet sig fra at være et sted, man læste og var meget stille til et sted, hvor alt kan ske. Mange vil nok sige, at biblioteket er gået af mode grundet internettet, og den nemme genvej til løsninger og svar. Men det er kun kort tid siden, jeg sammen med en ven snakket om alt det, vi ikke kunne finde på nettet, grundet de er fra før EDB-tiden, mange af de ting føler vi os dog sikker på, man kan finde i bibliotekets arkiver … Så jeg tror også, biblioteket har sin plads i samfundet om 100 år.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Vilhelm: ”Puha, den er svær. Kun en bog eller forfatter? Jeg vil nok sige at den, der har gjort mest i forbindelse med at få mig til at elske bøger, må være Dennis Jürgensen, og han skriver jo bøger til alle aldre. Jeg har da også læst netop nogle af hans bøger for min søn. For hvem kan leve uden bøvsende drager, grever, der drikker røde sodavand, og en ulv, der elsker musik? Men det er jo kun en forfatter og en meget lille del af den verden, bøger har givet mig.”

Opsamling …

Jeg kan ikke andet end blive glad efter sådan en snak. Gamle venner vækker selvfølgelig altid glæde, men her får jeg også et skud energi rent professionelt. For Vilhelm peger på nogle af de ting, jeg 1) selv havde stor gavn af som ung og håber, bibliotekerne fortsat tilbyder, og 2) ser som bibliotekets fineste opgave og funktion som ældre. Biblioteket er et helle og et sted for alle. Det er et sted, der hjælper folk, høj som lav, og ikke har andre interesser end borgernes ve og vel.

Det er også sådan, det skal være. Bibliotekerne betyder nemlig noget.

 

Den gode kamp

Jeg er indrømmet lidt sent på den, men gode nyheder fortjener at blive råbt fra tagene. Især gode nyheder om biblioteker.

De gode borgere i Tarm har med succes forsvaret deres lokale bibliotek mod spare-ivrige politikere og embedsfolk, og fik sidste tirsdag byrådspolitikerne i Ringkøbing-Skjern til at sløjfe det meget omdiskuterede spareforslaget om at lukke biblioteket.

Tarm Bibliotek (Foto: Wikipedia)

Efter kommunesammenlægningerne ser det ud til, at kulturtilbud og meget af den sociale infrastruktur i øvrigt samles i de nye kommuners dominerende by, og den tendens synes desværre at leve i bedste velgående. Jeg forstår godt tilbøjeligheden til at tænke, at stort er bedre. Om ikke andet, så er det noget sjovere med store nye ting, som man kan prale med, end kedelig drift af eksisterende tilbud. Politisk monumentsyge er beklageligvis ikke nogen ny ting.

Men hvad borgerne i Tarm ved, og jeg tænker, du og jeg også er klar over, er, at det ikke nødvendigvis er en god ting med store forkromede hovedbiblioteker eller kraftigt centraliserede kultur- og læringstilbud. Det er ikke godt for mindre byer og bydele, hvis der ikke er en form for social infrastruktur. Byer og bydele fungerer bedst, hvis det er steder, hvor man ikke kun bor, men rent faktisk også lever.

For ti (10!) år siden skrev forfatter og journalist Bente Dalsbæk i Berlingske: ”Hvorom alting er bor ikke alle mennesker i Hovedstaden, endsige i en stor by. Det betyder, at nogle sociale funktioner på landet stadig varetages af bibliotekarer, postbude, brugsuddelere m.fl. De er de små samfunds omsorgsuddelere. Jeg synes ikke man skal undervurdere betydningen af et levende menneske bag disken eller skranken. Heller ikke i forhold til børn og unge, hvis sociale kompetencer mildt sagt kan miste lidt finesse. For man behøver ikke sige Tak eller Hav en god dag til en maskine. Den skal bare levere, synes de. Og hvis den ikke virker, kan den jo få et spark.”

Det er så sandt, som det er skrevet. Sammen med skoler, sundhedshuse, forsamlingshuse, svømme- og idrætshaller og den lokale købmand er biblioteker den lim, der binder lokalsamfund og dermed samfundet som sådan sammen. De skaber de fælles rum, der gør det muligt at møde andre mennesker og skabe nye fællesskaber. De elementer, der udgør civilsamfundet med andre ord.

Civilsamfundet er ikke, hvilket politikerne rundt om måske bør ihukomme, noget, der kun finder sted i eller udspring af større byer eller monumentale institutioner. Det er ikke noget, man kan centralisere eller skabe oppe fra. Det kræver spirende græsrødder og levende lokalsamfund.

I JydskeVestkysten fortæller Hanne Laier, en af hovedkræfterne bag modstanden mod at lukke biblioteket i Tarm: ”Det har været en taknemmelig sag at lave noget PR for, fordi folk generelt bakker op om deres bibliotek. Her i processen er det blevet meget tydeligt, hvor mange funktioner biblioteket har, og at mennesker i alle aldersgrupper bruger det.”

Det er dejligt at høre! Tillykke til Hanne og borgerne i Tarm. I skal have tak for indsatsen. Det er godt kæmpet.

 

 

 

 

Litteraturen lever og har det godt på bibliotekerne

Nogle gange får man det indtryk, de danske folkebiblioteker er dinosaurer, der ligger langsomt udåndende og uelskede i et glemt hjørne af samfundet. I hvert fald, hvis man læser noget skrevet af den serie af ældre mænd, der i ny og næ brillerer i medierne som selvbestaltede eksperter på området.

Igen og igen møder vi historien om faldende udlånstal, og som regel også et eller andet om keramik og biblioteksloven, hvis bølgerne går rigtig højt. Det, at udlånstallene falder på landsplan, bruges ofte til at vise, hvor grelt det står til, hvor utidssvarende og konkurrenceforvridende bibliotekerne er og hvordan de har glemt deres kerneopgave.

Som velbevandret i kildekritik og statistik, så ved man, at det naturligvis ikke er hele historien og at diverse skribenter skamløst og uden at blu ridder deres kæpheste. Bibliotekerne er nemlig ikke ens. De danske folkebibliotekerne er ikke homogene enheder med samme nærområder, opgaver, prioriteter og betjeningsniveau.

Djævlen findes med andre ord som altid i detaljen.

For nok er det sandt, at udlånstallet falder på landsplan, men det gælder langt fra alle steder. Men hvor det faldende udlån har flere årsager, så er der en række fællestræk og gennemgående faktorer ved de biblioteker, hvor udlånet er fladet ud eller ligefrem stigende.

Lad os kigge nærmere på dem.

4 fokuspunkter til at øge udlånet

Betjeningen, det vil sige det frontvendte personale, har en stor indflydelse på udlånstallet. En høj grad af service og fokus på litteraturen både til dagligt og ved arrangementer betyder noget. Det nytter ikke noget, der er år og dag mellem, man møder en bibliotekar eller at man skal bestille tid for at tale med en. Hvor længe ville du f.eks. vente på betjening i en butik? Ikke længe, tænker jeg.

Den lokale kobling har også relevans. Biblioteker med en stærk tilknytning til lokalområdet ser ud til at klare sig bedre, når det kommer til udlån af bøger. Mit bud er, det skyldes, folk er mere tilbøjelige til at komme på det lokale bibliotek, fordi det er et sted, man kan tage hen med familien og hvor man har et forhold til de ansatte. Det er Sams Bar effekten, der spiller ind her, og den skal man ikke undervurdere. Hvor ofte kommer du et sted, du har føler en forbindelse til og med? Og vender du tilbage igen og igen, hvis ikke du føler dig velkommen og taget godt imod? Nok ikke.

Nærområdet spiller også en stor rolle. Her tænker jeg ikke kun på tilgængelighed og sådan noget som parkeringspladser, om end begge dele har en betydning. Jeg tænker mere på, at der er en demografi med mange forskellige brugergrupper i området omkring biblioteket. Børn, unge, familier, ældre, studerende og ting som skoler, børnehaver og lignende giver en bred, differentieret brugerskare, der alle har behov for bøger i en eller anden grad. Eller i hvert fald et behov, der kan opdyrkes og giver mulighed for formidling og mersalg, så at sige.

Sidst, men ikke mindst betyder samlingen noget. Altså, udbuddet af bøger, deres stand og i hvor lang tid, de kan lånes. Mange kviklånsbøger – altså, nyere og populære bøger, der kun kan lånes i 14 dage – vil hjælpe med til at hæve omsætningshastigheden og dermed udlånstallet. Der kommer med andre ord flere lånere pr bog hurtigere. Det i sig selv virker ofte tiltrækkende på flere lånere. Man kan simpelthen få bøger hurtigere og man går sjældent forgæves.

Kort sagt, kend dit publikum, relater til dem, dyrk dem og køb ind til dem.

Desværre ser vi oftere og oftere den nye biblioteksstruktur med selvbetjening, mindre personale i udlånet og centraliseret materialeindkøb trækker i den modsatte retning. Vi kender ikke vores lånere, vi taler ikke med dem og vi køber, ikke ind i blinde, men ind efter nogle overordnede retningslinjer, der ikke nødvendigvis er, hvad bibliotek X har brug for, selvom bibliotek Y har det.

Det er trist, når alt tyder på, det er relationer og den tætte, målrettede kontakt, der betyder noget. Vi skal med andre ord have mere Sams Bar. Meget mere.

Den gode historie om biblioteket

Hvis man den seneste tid har fulgt med i medierne, så kunne man hurtig få det indtryk, det danske biblioteksvæsen står på kollapsets rand, og ingen låner endsige læser en fysisk bog mere. Enten er folk helt holdt op med at læse eller også er de alle blevet digitale.

Det er i hvert fald fortællingen.

Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. Det reelle billede er noget mere nuanceret. De danske folkebiblioteker er ingen homogen masse. Især ikke når man dykker ned i de større kommuners forskellige filialer, hvor stærke lokalsamfund og forhold spiller ind.

Tag nu bare Odense. Odense Biblioteker & Borgerservice består af flere enheder, hvoraf Hovedbiblioteket blot er en og derfor, sin størrelse til trods, på ingen måde repræsentativ. Tre af de andre biblioteker – de store lokalbiblioteker i Dalum, Tarup og Vollsmose – har stabile og svagt stigende udlånstal. I Tarups tilfælde endda flot stigende.

Det er med andre ord biblioteker, der går imod tendensen på landsplan og leverer fortsat stigende udlånstal. Interessen for den fysiske bog og for bibliotekerne er der altså stadig.

Bibliotekerne er dog mere end blot udlånet af bøger. Det er værd at ihukomme, at det drejer sig om dannelse og oplysning. Ganske som det står skrevet i bibliotekslovens første paragraf.

At måle på udlånet fremfor effekten af bibliotekerne svarer til at bedømme folkeskolen på antallet af lærebøger, der hvert år stikkes de håbefulde elever i poterne fremfor på karaktererne. Karaktererne er nemlig, lidt firkantet sagt, et udtryk for effekten af undervisningen, og dermed skolens og undervisernes aftryk. Det samme burde gøre sig gældende for bibliotekerne.

Så slipper vi også for den evige klagesang om faldende udlån og manglende relevans. For selvom det går godt på de odenseanske lokalbiblioteker, i Allerød, i Lyngby-Taarbæk, i Nyborg, i Ikast-Brande osv., så er det stadig en misvisende måde at opgøre bibliotekernes indsats på.

Indlægget er en bearbejdet udgave af et læserbrev i Fyens.

 

Lokalsamfund har brug for biblioteker

Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Bibliotekerne og de som blev ladt tilbage

Folkebiblioteker spiller en ikke helt lille rolle i mindre byer og lokalsamfund. Det er der mange, der godt ved. Ikke mindst ude i de mindre byer og i de større byers lokalsamfund. Dog er der vanen tro en masse mennesker i administrationen og i de politiske lag, der ikke helt synes at have fanget det. I hvert fald hvis man skal dømme efter den måde bibliotekerne behandles i disse dage.

De burde næsten tvinges til at læse Eric Klinenbergs ’Palaces for the people’, som jeg har skrevet om andetsteds, eller Robert Wuthnows ‘The Left Behind’.

De som blev efterladt

Umiddelbart skulle man ikke tro, en bog som Robert Wuthnows ‘The Left Behind’ ville have noget med folkebiblioteker at gøre.

Men det har den. Om end indirekte.

Bogen undersøger, hvad der sker blandt de mindre byer på landet i USA, og hvordan folk tænker, lever og ser verden ude på de endeløse amerikanske vider.

Det er fascinerende læsning, ikke mindst når Wuthnow dykker ned i, hvad der får en by og et lokalsamfund til at hænge sammen og hvordan det giver sig til udtryk.

Her dukker biblioteket nemlig op.

Wuthnow beskriver på et tidspunkt en mindre by, hvor det går godt, og her fremhæver han, at “the library is well staffed”, byens park velholdt, skolen åben, kirken velbesøgt osv. Her peger Princetonprofessoren på de ting, Eric Klinenberg i ‘Palaces for the people’ kalder for social infrastruktur, og understreger dermed vigtigheden af, at hvis et lokalsamfund eller en by skal trives, så kræver det et rammeværk og samlingspunkter, så som skoler, biblioteker, parker osv.

I kontrast er det tydeligt, at de byer, der affolkes eller på anden vis oplever en deroute, ikke har nogen social infrastruktur eller har sparet den ihjel. Og det kan man se i den måde fællesskabet og lokalsamfundet fragmenteres og bliver mere og mere flosset i kanterne.

Den frygt og de bekymringer deler mange danskere også på deres by eller lokalområdes vegne. I mange tilfælde med god ret.

Men er det nu også vigtigt med en social infrastruktur?

Har man fulgt debatten sommer over i Ringkøbing-Skjern kommune, hvor byrådet synes endog meget opsat på at demontere enhver form for social infrastruktur i Tarm, heriblandt biblioteket, så forstår man til fulde, at folk kan være bekymrede for deres lokalsamfunds ve, vel og fremtid.

Den bekymring er både reel og forståelig; sociale infrastruktur er nemlig ikke uden betydning.

I ’Palaces for the people’ starter Klinenberg med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

I det tilfælde var social infrastruktur simpelthen et spørgsmål om liv og død.

Social infrastruktur er de rammer, der gør en by eller et lokalsamfund kan eksistere, trives og leve deres liv. Det er skoler, bibliotekerne, offentlig transport, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, kirker, bænke, fortove osv.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

Og det kræver en social infrastruktur at have et civilsamfund, og den kan ikke trylles frem eller skabes nedefra af græsrødder. Som en bekymret Tarmborger sagde på et borgermøde i juni; ”I siger, at tingene skal gro nedefra, men det er der ikke så meget ved, hvis I piller det ned ovenfra.

Og det er en rigtig god pointe.

Vi må ikke glemme, der er forskel på at bo og leve et sted. At bo et sted betyder dybest set bare, det er der, man sover og spiser sine måltider, mens det sted, man lever, er der, hvor ens børn går i skole, hvor man går i parken på en sommerdag og hvor man møder sine naboer, når man handler eller går på biblioteket.

Hvis de muligheder altså er til stede.

I større byer og i mange kommuner efter kommunesammenlægningen er der langt mellem de, der træffer beslutningerne, og dem, det går ud over. Tilfældet Ringkjøbing-Skjern er et godt eksempel. Foruden borgmesteren hele tiden kom til at sige ”Skjern” i stedet for ”Tarm”, så var det tydeligt, at man på det fjerne rådhus havde nogle andre mere højtflyvende ambition end man havde lokalt. Her ville man bare gerne have sit bibliotek, og så betød fluffy fraser som ”Tarm som kulturby” og håndbold- og teatertiltag mindre.

Som Hanne Nørgaard lakonisk indskød på samme borgermøde; ”Jeg ved ikke, hvordan I vil gøre Tarm til en kulturby uden et bibliotek.”

 

Formidling der virker

I Odense arbejder vi en del med temaer. F.eks. er der ikke mange i biblioteksvæsnet, der ikke har hørt om Søren Dahls enormt succesfulde festival Magiske Dage eller den sprudlende fest, der er Det Store Bogshow. Men lad os kigge på nogle tiltag, der stadig befinder sig i vækstlaget så at sige.

Eksemplets magt – Strømninger og Skrækfest

Strømninger i Lyd & Litteratur er en foredragsrække sat i verden af Bogshowets Camilla Faieq Jensen og Claus Teglgaard Madsen, og fortæller med udgangspunkt i årtier om tendenser i musik og litteratur. Her er med andre ord igen tale om en tværmedial formidlingstilgang, hvor to medier bruges til at skabe interesse og nå to målgrupper på samme tid.

Strømninger i Lyd & Litteratur er et fremragende eksempel på tværmedial tematisk formidling.

Faieq Jensen fortæller: ”Strømninger i Lyd & Litteratur fokuserer i høj grad på at tegne det kontekstuelle billede af et givent årti med to tilsyneladende differentielle indgangsvinkler, men som på magisk vis alligevel er et symbiotisk par.” Ved at bruge et tema og fokusere på årtier giver man også mulighed for at tiltrække forskellige grupper af publikummer. ”Publikum kommer af mange forskellige grunde; interesse, nostalgi eller nysgerrighed, hvilket er en forfriskende oplevelse.” Og publikum ikke kun kommer, de er også ofte atypiske biblioteksgæster.

Den samme gør sig gældende for SKRÆKFEST, hvor et skarpt tematisk fokus på at sætter forskellige elementer af en genre – i dette tilfælde som navnet antyder gys og horror – i spil. SKRÆKFEST er der allerede skrevet og talt en del om, men det er på mange måder kulminationen af de erfaringer og tanker, festivalleder Niels Mark og jeg har gjort os.

Prisvindende Anne-Marie Vedsø Olesen kombinerede i sit oplæg på #SKRÆK18 litteratur og musik.

Fælles for de to eksempler er, at de trækker folk til, rammer nye målgrupper og bruger flere medier i sammenhæng. Ganske som man også ved at bruge en kombination af medier og oplæg kan skabe et naturligt flow under og op til arrangementet og dermed skabe interesse og buzz på flere planer.

I det hele taget er det værd at slå fast, at det er temaet og ikke mediet, der er i centrum.

Den lokale forankring og det gode samarbejde

En anden vigtig lektie er den lokale forankring i miljøer, der allerede eksisterer. Skal man udtrykke det kort, så giver det ingen mening at bruge en masse tid på at samle et publikum, hvis de allerede sidder hungrende og venter i kulissen.

Udover at understøtte allerede eksisterende lokale miljøer og trække på deres viden, så er det også en måde for biblioteket at skabe lokal sammenhængskraft og gøre sig til en ønskværdig partner og medaktør.

Oprindeligt var det også tanken med SKRÆKFEST. Her er Odense så heldig, at der netop er en underskov af forlag og et aktivt horrormiljø i byen. Selv om festivalen vokser og bliver mere orienteret mod hele Danmark frem for kun Fyn og Odense, så vil fundamentet være det lokale. Det er er her, publikum, ildsjælene og energien er.

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i eksempelvis det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne.

Få plads i mediebilledet

Det er nok ikke nogen overraskelse, at de fleste i kulturverdenen ser det som ekstremt attraktivt at få et samarbejde eller et makkerskab op at køre med et større medie. Ikke kun hjælper det med at finde vej til avisernes spalter eller på anden måde få omtale i medierne, man når også både længere og bredere ud.

I den forbindelse, så gav den tidligere redaktør på Ugeavisen Odense, Jan Bonde, det råd at fokusere på noget, som avislæserne kan forholde sig til, deltage i og bruge i deres hverdag. Lokale og regionale medier især beskæftiger sig helst med mennesker, altså den menneskelige vinkel. Kan man ramme den og sætte den ind i en større ramme, så er man allerede langt.

På spørgsmålet om, hvorfor det er interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i et større biblioteksarrangement, svarede Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Den linje følger den nye redaktør, Klaus Knakkergaard, også og samarbejdet mellem de lokale medier og biblioteket er kun blevet stærkere.

Her er den lokale forankring vigtig, ikke mindst hvis man samarbejder med de lokale og regionale medier. Mange medier har en klar interesse i et samarbejde med andre aktører og spille en aktiv i rolle i det kulturelle liv. Og i den sammenhæng spiller printmedier, selvom de er under pres, stadig en stor rolle. De giver en bred eksponering og adgang til grupper, som et bibliotek eksempelvis ikke altid vil kunne nå.

Den dybe tallerken ER opfundet …

Der er ingen grund til at gøre det sværere for sig selv end højest nødvendigt. Hvis der sidder et publikum klar i kulissen, så kan man i sine formidlingstiltag lige så godt tage udgangspunkt i dem og deres interesser fremfor at genopfinde den dybe tallerken igen og igen.

Tricket her er at fokusere på tematisk tværmedial formidling med forankring i det lokale område og miljø. De lokale kræfter sikre et publikumsfundament, sparringspartnere og frivillige hænder. Oftest vil lokale medier også gerne rapportere om og fra aktiviteter med en lokal vinkel.

Det er win-win hele vejen rundt.

 

Er der patent på dannelse?

Ville et privat vagtværn, der klagede over konkurrence fra Politiet blive taget alvorligt? Ville du nikke og tænke ”det kan der være noget om”, hvis et privathospital klagede over unfair konkurrence fra det offentlige sygehusvæsen? Eller hvis et privat plejehjem klagede sig højlydt over det kommunale plejehjem?

Politi, sygehusvæsen, skoler og ældrepleje er det fundament Danmark hviler på. Vi efterspørger, forventer og betaler til, at disse institutioner findes. De er en naturlig del af samfundet og fællesskabet.

Sådan er det også med folkebibliotekerne.

Derfor undrer det mig såre, når direktøren fra FOF Aarhus, Søren Peter Hansen, uimodsagt i en af landets største aviser for nyligt konkluderede, at ”det er ulige konkurrence”, når de danske folkebiblioteker driver oplysende virksomhed.

For hvornår er dannelse og oplysning blevet et spørgsmål om penge? Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge?

Ikke en forretning

Bibliotekerne er ikke en forretning, men en offentlig institution, der er sat i verden for at oplyse og danne. Gerne, ikke mindst de senere år, med en lokalt forankret social funktion. Det står sågar tydeligt i biblioteksloven.

Når keramikere, lystfiskere, modelbyggere, strikkeklubber og mange andre mødes på bibliotekerne, så drejer det oftest om at skabe interesse, vise sig frem og i mange tilfælde blot at være sammen om en hobby. Det samme gør sig gældende, når bibliotekerne arrangerer festivaler eller events. Det drejer sig om at samle folk, skabe interesse og understøtte kultur og læring.

Bibliotekerne er for mange et første skridt på vejen mod at deltage i et kursus hos et oplysningsforbund eller en aftenskole. Vi indgår med andre ord i en fødekæde, der skaber en lyst til at blive klogere og lære mere. Man skal immervæk have en vis interesse for at strikke i forvejen før, man f.eks. er villig til at betale FOF Aarhus kroner 1.405,- for et strikkekursus.

FOF tager faktisk kroner 1.405,- for kurser i strik og quilting. Det er der ikke meget folkeoplysning over i min optik, og prislejet kunne måske forklare FOF’s problemer med at tiltrække kursister.

Interessant nok har Søren Peter Hansen tidligere i Århus Stiftstidende udtalt, at ”vi skal have folk til at mødes. Det er det, som betyder noget. Hver gang, mennesker mødes, bliver noget sat i gang, og folkeoplysning handler meget om at gå sammen om noget.”

Det lyder jo meget, som det bibliotekerne arbejder med, nemlig god gammeldaws folkeoplysning. Det er bibliotekerne særegent gode til. Vi må nemlig ikke glemme det folkelige element af bibliotekerne virke. Det hedder ikke folkebiblioteker uden grund.

Og det ved Hansen også godt.

I hvert fald, hvis man skal tage hans egne ord for gode vare. ”Det er folkerøsten. Et sted, der er åbent for alle, for oplysning om livet, et sted, vi kan mødes og tale sammen, ikke formel undervisning og ingen eksamen. For hvorfor skal man have tal på alt? Det handler om at komme ud i virkeligheden.”

Det lyder unægteligt som netop dét, bibliotekerne gør. Og altid har gjort. Uden at tage tusinder af kroner for det.

Med det in mente, så kunne jeg egentlig godt tænke mig nogle konkrete eksempler på kultur- eller læringsinstitutioner, der har oplevet konkurrence fra bibliotekerne. Min virkelighed er nemlig en anden. Jeg har samarbejdet med oplysningsforbund, aftenskoler, ungdomsskoler, biografer, boghandler, spillesteder, museer osv., og på intet tidspunkt har jeg hørt nogen klage over konkurrencen.

Hverken biblioteker, aftenskoler eller oplysningsforbund har patent på dannelse. Tværtimod, så supplerer og komplementerer diverse institutioner hinanden. Der er ingen konkurrence. De eksempler, der nævnes af Hansen og andre kritikere, overlapper heller ikke. Biblioteker, aftenskoler og oplysningsforbund tilbyder, når man kigger nærmere på tilbuddene, ikke de samme ting.

Der er ikke tale om gudgivne eller naturlige grænser mellem skoler, biblioteker og forbund, men et større fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Og sådan skal det være. Det handler nemlig ikke om os, men om danne og hjælpe vores medborgere.

 

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af et debatindlæg, der tidligere har været bragt i Arbejderen.

 

Om at være på valg

Jeg stiller op til Bibliotekarforbundets Hovedbestyrelse.

Ord, jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre mig selv ytre, men jeg er glad for, jeg for det første blev spurgt og for det andet sagde ja.

Normalvis er jeg ikke synderlig pjattet med fagforeninger, men Bibliotekarforbundet er en fagforening, andre forbund kan tage ved lære af og som jeg er stolt af at være medlem af. Ikke nok med den er oprigtig apolitisk – selv forhærdede liberale som jeg har en plads her -, så er det også en fagforening, der arbejder for at opkvalificere medlemmerne og hjælpe dem, der pt. Ikke er i arbejde. Især sidstnævnte er prisværdigt.

Dog er der tre områder, der fortjener lidt mere opmærksomhed og også har min interesse.

3 områder af særlig interesse

Som bibliotekar med base på et folkebibliotek, så er der naturligvis en masse emner, der er relevante for ens daglige virke, men der er særligt tre områder, der interesserer mig.

1) Bibliotekarens position i samfundet.

2) Koblingen mellem uddannelsesinstitutionerne og bibliotekerne.

3) Bibliotekets rolle og forankring i lokalområdet.

En del af bibliotekarernes “problemer” som faggruppe bunder i, hvordan vi og især folkebibliotekerne bliver opfattet. Vi fylder simpelthen ikke nok og er alt for ofte associeret med kulturelt flødeskum. Faget skal synliggøres og autoriteten genrejses. Når der f.eks. på DR tales om de positive effekter af bøger og et hjem med bugnende bogreoler, så skal det falde naturligt at invitere en bibliotekar i studiet. Når der tales misinformation, så skal der sidde en bibliotekar med ved bordet. Når talen falder på læsevaner, så bør bibliotekarer være det første, der tænkes på.

Og så videre …

Et sted, vi kan vise klokkeklare resultater og at vores faglighed virkelig spiller en rolle, er på uddannelsesinstitutionerne. Her tænker jeg, vi bør rette et stærkt fokus og associere faget mere med læring end kultur. Det vil i min optik højne vores status og (gen)skabe en autoritet og rolle for bibliotekaren i både samfundet og på arbejdsmarkedet.

Personligt tror jeg aldrig, jeg har oplevet at have større faglig slagkraft, end da jeg arbejdede med ungdomsuddannelserne som en del af en målrettet indsats i Ringsted. Ved at indgå i et tæt samarbejde med gymnasierne blev biblioteket og de ansatte meget synlige for elever, undervisere og forældre.

Er bibliotekernes rolle i samfundet OG lokalområdet tydelig, og bliver de ansatte set som værende essentielle for dets ve og vel, så er det ikke kun sværere at spare dem ihjel, det er også sværere at sætte spørgsmålstegn ved, hvad bibliotekerne egentlig nytter.

Men hvad kan du så bibringe?

Min baggrund er nok en kende anderledes end mange af mine kollegers. Min far var selvstændig snedkermester og min mor arbejde i mange år i hjemmeplejen. Det har givet mig en dyb respekt for små erhvervsdrivende og en vis mistro til regler og skrankepaver.

Folkebiblioteket og dets ansatte har betydet alt for mig – det håber jeg at kunne give videre.

Vi væltede ikke just i penge i mit barndomshjem, men bøger og viden betød noget, og jeg endte med at tilbringe en stor del af min barndom på Haslev Bibliotek med at pløje mig gennem samlingen af sci-fi, fantasy, historie og tegneserier.

Så vidt jeg ved, er jeg den eneste i min familie med en kandidatgrad og det tilskriver jeg helt klart den læsekultur, der var i mit barndomshjem og som biblioteket understøttede.

Det forklarer sikkert også min liberale grundholdning og store glæde ved folkebiblioteket som institution. Ikke at det er bedre eller værre, men det giver mig et andet perspektiv på verden og bibliotekerne.

Uden Haslev Bibliotek, dets ansatte og glæden ved læsning og læring ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.

At vælge eller ikke at vælge …

Hvad end du nu stemmer på mig eller ej, så husk at stemme. Medlemsdemokratier er, hvad vi gør dem til.

Med folk som Jacob Krogsøe, Sarah Hvidberg, Martin Schmidt-Nielsen, Kristine Sofie Højen, Daniel Ackey m.fl. på valg, så er det et i særklasse stærkt felt, og hvordan stemmerne end lander, så får Bibliotekarforbundet en ekstraordinært duelig kommende hovedbestyrelse.

Og det fortjener BF.

(Er du ikke BF’er, så send din yndlingsbibliotekar en tanke eller rend en tur på biblioteket og sig hej, lån en bog, læs avisen eller deltag i et arrangement.)

 

Undskyld, er der en bibliotekar tilstede?

Er det et autoværksted uden en mekaniker? Et snedkeri uden en snedker? Eller en god cafe uden betjening?

Tænk på din yndlingsbutik eller forretning. Hvad ser du for dig? En bygning? Et rum? Varerne? Eller får du mere en fornemmelse. En fornemmelse af at være velkommen, værdsat og i gode hænder?

Ja, så tænker du nok på personalet.

Tænk nu på tallet 316. Så mange åbne eller måske mere korrekt selvbetjente biblioteker er der i skrivende stund i Danmark. 316 ud af 416 folkebiblioteker.  Omkring 75 % af landets biblioteker er altså uden bemanding i større dele af deres åbningstid.

Og det tal ser ikke ud til at falde.

Debatten om de selvbetjente biblioteker er igen yderst aktuel med truslen om store besparelser på biblioteksområdet i Græsted, Kerteminde og nu også Greve. Fælles for de tre kommuner synes at være en tanke om, at selvbetjente biblioteker er en fin måde at spare nogle penge på.

Og det kan der umiddelbart være noget om.

Selve konceptet med åbne bibliotek er som udgangspunkt solidt og tænkt som brugerorienteret. Det er, som det skal være. Kunderne først.

Men, og sådan et er der naturligvis. Et ret stort et endda.

Nutidens store problem er ikke en manglende adgang til litteratur, viden og læring, men at navigere i informationsstrømmen og blive inspireret til at læse og lære. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed.

Her spiller personalet – mennesker, om du vil – en stor rolle. Hvem skal ellers hjælpe den studerende med at finde rundt i databaserne, den specialestuderende med at finde statistikker, børnefamilien med at finde bøger til at fremme den første læsning osv. osv.?

Bibliotekerne og de ansatte GØR en forskel

På et tidspunkt havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en række af min hjembys ungdomsuddannelser. Her gjorde det personlige møde er stor forskel. Ikke kun for mig, men også for flere af eleverne. Især de måske lidt bogligt svage. Et fint eksempel er en ung gut fra HF, der efter et oplæg jeg holdt på hans skole, kom på biblioteket for første gang. Oven i købet i selskab med et par medstuderende. De studerende fortsatte med at komme på biblioteket og endte med en ganske flot eksamen.

Derfor er den personlige betjening og service vigtig. Det er vigtigt for os i biblioteksvæsnet – på den måde lærer vi vore brugere at kende og skaber fællesskaber. Og det er lige så vigtigt, om ikke vigtigere for brugerne. For uden os, hvordan skal de så komme længere end til det i forvejen kendte, lære noget nyt eller lade sig inspirere.

Vi knytter os til mennesker, ikke steder, og ønsker vi i biblioteksvæsnet kontakt til vores brugere, så skal vi være der for dem. Ønsker vore brugere at få hjælp, inspiration og vejledning, så gælder det samme. Det kræver et menneske. Det kræver samtale. Det kræver kontakt.

Den oplagte løsning er naturligvis flere betjente åbningstimer eller mere opsøgende arbejde. Her er det, vi internt er nødt til at prioritere den daglige drift og publikumskontakten højere. Ganske som vi også må investere i mere intuitive søgesystemer og en indretning, der er understøtter brugernes færden i det ubetjente biblioteksrum. Måske vi kan lære af vore kolleger i museerne. Det er i hvert fald en tanke.

Men en ting er sikkert, selvbetjente biblioteker er ikke i sig selv en løsning og vil medføre, at bibliotekerne mister relevans, status og, værre endnu, at Danmark bliver dummere.

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af en kronik, der tidligere har været bragt i Berlingske. Desværre ser det ud til at være mere aktuelt end nogensinde før.