En verden uden biblioteker

Hvordan ville en verden uden biblioteker se ud?

For mig er det ikke just en opløftende tanke, for verden ville se grum og mørk ud, men nu er jeg selvfølgelig også bibliotekar og måske en smule forudindtaget.

Bare en smule.

MEN det er et spørgsmål borgerne i Kerteminde Kommune i disse dage enten spørger sig selv eller snart bliver nødt til at se i øjnene. Der cirkulerer nemlig et spareforslag, hvor bibliotekerne i Kerteminde noget nær rundbarberes.

Interessant nok er spareforslaget udarbejdet af et konsulentfirma, ikke engang af kommunes egne folk eller politikere. Den prioritering kan man mene meget om, men jeg vil overlade det til andre at konkludere på det. Men sigende er det, at man hellere vil klatte penge væk på konsulenttimer og -rapporter end investere i borgerne.

Er det sådan fremtidens biblioteker kommer til at se ud? Tomme, livløse skaller. (Foto: Pixabay)

Hvordan ville verden se ud for f.eks. dig? Ville det betyde noget, hvis bibliotekerne ikke var der? Mit bud er, mange nok umiddelbart ville svar nej. Og i en travl hverdag, så betydet et bibliotek måske ikke det store.

Begynder du at tænke lidt over det, så tror og håber jeg, du pludselig vil huske de gode oplevelser på biblioteket, menneskene, du har mødt og vigtig viden, du har tillært dig. Hvordan du i din studietid har fundet plads og hjælp på biblioteket. Hvordan som barn havde frirum og måske endda også fandt noget fantastisk læsestof. Måske er du også kommet på biblioteket med dine børn eller børnebørn.

Og det er gode billeder på, hvad bibliotekerne gør og kan.

For uden bibliotekerne og de ansatte, hvem skal så …

… hjælpe studerende med kilder, statistikker og databaser?

… hjælper børn og unge, samt deres forældre, med stimulere læselyst og underbygge læseindsatsen?

… hjælpe ældre medborgere, der ikke er så digitale?

… sikre et frit, bredt udbud af aviser, tidsskrifter og andre materialer?

… skabe rammerne for oplæg om litteratur, videnskab og politik?

… og mange, mange andre ting …

Har vi lyst til at leve i et Danmark, hvor vi ikke nødvendigvis bliver dummere, men hvor vi heller ikke har mulighed for at blive klogere? Hvor information er begrænset til de få? Hvor nyhedskanalerne bliver færre og fremfor alt mindre tilgængelige? Og hvor vi ikke kan være sikre på, at der ikke ligger en skjult motivation bag de nyheder eller den information, vi får serveret?

For lukker vi folkebibliotekerne eller begrænser adgangen til dem, så er det konsekvensen. I en tid med misinformation, stigende digitalisering og flere og flere krav fra bl.a. det offentlige, så er det måske ikke rette tidspunkt at fratage borgerne i en kommune muligheden for at væbne sig mod uvidenhed og magtesløshed.

Inden man afskriver det moderne bibliotek som et frivolt sted for gøgl og gæk, bør man spørge sig selv, hvad ville der ske, hvis de ikke var der? Ville danskerne læse mere? Ville dannelsesniveauet stige? Ville vi blive mere oplyste? Ville børn og unge blive mere kildekritiske og bedre læsere? Ville karaktererne stige på uddannelsesinstitutionerne? Ville pengene blive brugt bedre andetsteds?

Nok næppe.

Men konsulenterne vil utvivlsomt have kronede dage.

De gode, gamle dage på biblioteket

Husker du biblioteket i 80’erne? Eller 90’erne?

Jeg husker søde, men stille og lidt skræmmende bibliotekarer. De var autoriteter, men også smagsdommere.

Jeg husker tungt belæssede reoler med rygvendte og oftest ens indbundne bøger i samme matte farvepalet. De var ikke just indbydende og man fik ikke meget ud af at græsse mellem dem.

Jeg husker også stilheden, manglen på liv, kartotekskort i armlange skuffer og skrankerne. Dem må vi ikke glemme, skrankerne. Skanserne, hvorfra mine fortidige kolleger holdt verden på afstand og sikrede ro og orden.

Er det virkelig det bibliotek, vi ønsker tilbage?

Nej, vel?

Nok elskede jeg min barndoms bibliotek. Det gjorde jeg virkelig. Bibliotekarerne var søde og hjælpsomme. Især elskede jeg det helle, jeg fandt der. Det Ahmed Akkari kalder det ”tavse dannelsesrum for den enkelte,” tænker jeg.

MEN jeg elsker nutidens levende, pulserende, støjende og opsøgende bibliotek endnu mere. Og det gør bibliotekets brugere også. I rapport efter rapport hiver bibliotekerne lovprisning på lovprisning hjem.

Hvilket vi også oplever dagligt. Der er især en episode, der rinder mig i hu, hvor en ældre herre kom hen til mig på min udlånsvagt. Han så en smule brysk ud, og jeg tænkte, han muligvis ville kommentere på de, indrømmet, lidt vel livlige poder, der buldrede rundt i børnebiblioteket. Det er nok ingen hemmelighed af avislæsere og horder af børn ikke altid er den bedste kombination på et bibliotek. Men nej. I stedet udtrykker han sin store glæde over, at biblioteket var fyldt med liv, glæde og grin.

Fantastisk!

Inden man afskriver det moderne bibliotek som et frivolt sted for gøgl og gæk, bør man spørge sig selv, hvad ville der ske, hvis det ikke var der? Ville danskerne læse mere? Ville dannelsesniveauet stige? Ville vi blive mere oplyste? Ville børn og unge blive mere kildekritiske og bedre læsere? Ville karaktererne stige på uddannelsesinstitutionerne? Ville de, indrømmet, mange penge blive brugt bedre andetsteds?

Nok næppe.

Derfor skal vi vare os mod at købe fortællingen om et bibliotek i krise. Et bibliotek uden relevans, identitet og fremtid. For nok er der udfordringer, men brugerne elsker os og de kommer i hobetal.

Så, kære kritikere, hvad end I nu sidder i tænketanke, diverse forfatterforeninger eller med forbavsende mangel på selvironi kalder jer biblioteksvenner, måske I skulle besøge et bibliotek en dag. Opleve, hvor levende og hvor fuld af mennesker det er. Hvor glade folk er, unge som ældre. Eller, hvis det er for meget at forlange, så i det mindste kigger på fakta og holder jer til dem næste gang, I føler trang til at brokke jer.

Biblioteket er nemlig i live, har det godt og er fuld af vaskeægte levende mennesker. Ganske som det bør være.

Med venner som disse …

Med venner som den selverklærede biblioteksven, Ole Münster, eller de ellers gode folk i tænketanken CEPOS har det danske biblioteksvæsen ikke behov for fjender. Om end man som tingene står selvfølgelig kan diskutere, hvor gode venner af biblioteksvæsnet, der egentlig er tale om.

Heldigvis hviler folkebiblioteket på et solidt fundament, både fagligt og historisk. Et fundament, der rækker længere end til blot bøgerne, som ellers synes at være bibliotekets raison d’etre i manges øjne. Ikke mindst de såkaldte biblioteksvenner.

MEN, kan jeg næsten høre et hav af stemme indskyde, er et biblioteket ikke et sted for bøger. Er det ikke det navnet betyder?  Det korte svar er nej; alene af den grund, at oldtidens grækere gjorde det mere i bogruller end bøger, og de gamle romere tillagde ordet bibliotheca betydningen af en litteraturliste. Lektien heri er, at ord ændrer betydning med tiden og udviklingen, og nutidens bibliotek derfor er et andet sted end for bare 20 år siden.

Vi må nemlig huske, at bibliotekerne handler om dannelse, og her er bøgerne midlet, ikke målet. Det er også klart formuleret i den første bibliotekslov, hvor der står, at bibliotekerne skal ”udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. Formålet er altså ikke at have bøger på hylderne eller låne dem ud, men at danne, myndiggøre og oplyse borgerne.

Det gælder også den nyeste bibliotekslov. Her er formålet ligeledes klart. ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.” Bid her mærke i ”andre egnede materialer.”

Der er altså en klar adskillelse af formål og metode, selv i loven. Ganske som biblioteksloven også gør klart, at folkebibliotekerne har til opgave af formidle ”… information om samfundsforhold i øvrigt.” Der er med andre ord intet i vejen for, at bibliotekerne udlåner robotstøvsugere for nu at tage et konkret eksempel – det kan være med til at afmystificere ny teknologi og udbrede den blandt borgere, der normalvis vil være svært berøringsangst overfor den slags.

Humlen er, at når diverse kritikere taler om, at biblioteket bevæger sig væk fra det traditionelle, så tager de fejl. Det traditionelle bibliotek handler som skrevet ovenover ikke om bøger eller materialer, men om formål, funktion og resultater. Bibliotekstænkeren R. David Lankes skriver da også, at et tomt lokale med en bibliotekar er et bibliotek, mens et lokale fyldt med bøger uden en bibliotekar blot er et rum med bøger.

Derfor undrer det mig også såre, der fortsat snakkes og skrives så meget om netop bibliotekernes metoder og brug af værktøjer. CEPOS ynder eksempelvis at bringe yoga og de famøse robostøvsugere frem, når de er ude med riven, mens Münster gerne taler om CD’er og bøger.

Når vi taler håndværk, så taler vi om produktet og håndværkerens færdigheder, ikke værktøjet. Hvis formålet er at bygge et hus, bedømmer vi husets kvalitet og kundens tilfredshed, ikke de værktøjer mureren bruger. Kunne man forestille sig en lang debat om murerskeer i medierne? Om tænketanke, murervenner og dagblade, der skrev, bloggede og højlydt klagede sig over murerskeer? Nej, vel?

Det ville klæde debatten og diverse biblioteksvenner, at fokusere mindre på bibliotekets metoder og mere på formålet, på resultaterne og på brugerne. Ikke mindst, når vi til efteråret skal til at tale om en eventuel revision af biblioteksloven. Det moderne bibliotek er nemlig så meget mere end blot en bogsamling. Det er en portal mod verden. Det er uegennyttig formidling. Det er borgernes hus.

Og det vedbliver det forhåbentlig med at være.

 

Biblioteket er også til for de liberale

Er liberalisme kun et spørgsmål om økonomi eller er det et spørgsmål om mennesker, om individer og frihedsrettigheder? Liberale, som mig selv, vil nok sige, det er et spørgsmål om mennesker, mens folkene omkring CEPOS ser ud til at have en anden opfattelse.

Med en halv livstid som liberal bag mig, så er det med stigende forundring, jeg læser det ene udfald efter det andet mod de danske folkebiblioteker fra CEPOS. Når det ikke er Henrik Christoffersen, så er det Martin Ågerup eller senest cheføkonom Mads Lundby Hansen, der igen og igen kritiserer bibliotekerne.

Kritikken falder så nemt og indædt, at man med rette kan spørge sig selv, hvornår  Folkebiblioteket er blevet det liberale Danmarks fjende.

Vi er endda nået til et punkt, hvor cheføkonomen i Danmarks mest prominente liberale tænketank frimodigt og uden at skamme sig melder ud, at der er skidt for økonomien, hvis arbejdsløse danskere bruger dagen på biblioteket eller museet.

Tænk, engang var man bange for, at ungdommen spildte deres tid med at hænge formålsløst på gadehjørnerne. Nu er man så bange for, danskerne bruger for meget tid på biblioteker og museer.

Der er – og det kan de fleste heldigvis godt se, hvis man skal dømme efter den medfart CEPOS har fået i medierne de seneste dage – noget galt med præmissen.

For sjovt nok så synes kritikken af bibliotekerne ikke at være møntet på, hvem der betaler og hvordan – for det synes jeg oprigtig godt, man kan diskutere -, men oftest mere om, hvad man egentlig skal med de der biblioteker.

Det er Lundby Hansens kommentar i Information et godt eksempel på. Her er fokus ene og alene på økonomi, ikke på mennesker. I Lundby Hansens optik, så fører bibliotekerne og muserne nemlig til, at arbejdsudbuddet er lavt og fok åbenbart pjatter tiden væk. Især hvis de er arbejdsløse.

MEN biblioteksvæsenet er til for de økonomisk svagest stillede i samfundet. Det er hele folkebibliotekets institutionelle raison d’etre at hjælpe dem, der er arbejdsløse, under uddannelse, eller på anden vis har behov for hjælp. Biblioteket hverken er eller har været ren kulturel flødeskum, men en institution for dannelse og for myndiggørelse af borgerne.

Der er for eksempel ikke meget flødeskum i den rolle, biblioteket spillede for Ahmed Akkari i hans rejse fra religiøs skråsikkerhed til nysgerrig humanisme. Heller ikke i Ahmad Mahmouds fortælling om, hvordan biblioteket hjalp ham til at finde sin vej i livet. I begge tilfælde spiller biblioteket en rolle som neutralt, åbent sted, hvor man kan finde viden og blive klogere på verden.

Godt hjulpet på vej af personalet i mange tilfælde.

Og selv veluddannede mennesker, der ellers har fundet deres plads i livet, har behov for hjælp. Det bliver ikke demonstreret bedre end i Berlingske i sidste måned, hvor professor Kristine Niss under overskriften ”Jeg er chokeret over, hvor svært det er at finde børnebøger om seje piger” ufrivilligt bliver et godt eksempel på, at særdeles højtuddannede mennesker heller ikke nødvendigvis kan navigere i det moderne medielandskab. Det er nemlig endog meget nemt at finde børnebøger om seje piger. Hvis man vel at mærke går til enten en bibliotekar eller en boghandler.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Umiddelbart skulle man jo mene, det var noget liberale kunne bakke op om over en bred kam. Det er i alles interesse, at vi danskere hele livet igennem har mulighed for at bliver klogere og lære noget. Især de af os, der har mindst og måske har det lidt svært.

Så hvad end man nu er arbejdsløs, akademiker eller liberal tænker, så er der behov for de danske folkebiblioteker.

 

 

Velkommen til

Velkommen til DGBib.dk eller helt præcist, velkommen til Den Grå Bibliotekars hjemmeside.

Som så meget andet i DGB-regi, så forsøger jeg mig lidt frem. Til tider mere famlende end ellers. Dog håber jeg, at siden stille og rolig tager fin form efterhånden, som jeg bliver bedre til at mestre WordPress.

Det kan man i hvert fald håbe.

Nuvel, den kommende tid vil jeg nørkle, tilpasse og justere siden, samt, naturligvis, skrive nogle forhåbentlig læseværdige indlæg om bøger, biblioteker og sociale medier. Vi fortsætter altså i stilen fra Facebooksiden. Dog med en forskel, at jeg her på DGBib.dk selv står for alt indholdet.

Velkommen til.