Er det et autoværksted uden en mekaniker? Et snedkeri uden en snedker? Eller en god cafe uden betjening?
Tænk på din yndlingsbutik eller forretning. Hvad ser du for dig? En bygning? Et rum? Varerne? Eller får du mere en fornemmelse. En fornemmelse af at være velkommen, værdsat og i gode hænder?
Ja, så tænker du nok på personalet.
Tænk nu på tallet 316. Så mange åbne eller måske mere korrekt selvbetjente biblioteker er der i skrivende stund i Danmark. 316 ud af 416 folkebiblioteker. Omkring 75 % af landets biblioteker er altså uden bemanding i større dele af deres åbningstid.
Og det tal ser ikke ud til at falde.
Debatten om de selvbetjente biblioteker er igen yderst aktuel med truslen om store besparelser på biblioteksområdet i Græsted, Kerteminde og nu også Greve. Fælles for de tre kommuner synes at være en tanke om, at selvbetjente biblioteker er en fin måde at spare nogle penge på.
Og det kan der umiddelbart være noget om.
Selve konceptet med åbne bibliotek er som udgangspunkt solidt og tænkt som brugerorienteret. Det er, som det skal være. Kunderne først.
Men, og sådan et er der naturligvis. Et ret stort et endda.
Nutidens store problem er ikke en manglende adgang til litteratur, viden og læring, men at navigere i informationsstrømmen og blive inspireret til at læse og lære. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed.
Her spiller personalet – mennesker, om du vil – en stor rolle. Hvem skal ellers hjælpe den studerende med at finde rundt i databaserne, den specialestuderende med at finde statistikker, børnefamilien med at finde bøger til at fremme den første læsning osv. osv.?
Bibliotekerne og de ansatte GØR en forskel
På et tidspunkt havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en række af min hjembys ungdomsuddannelser. Her gjorde det personlige møde er stor forskel. Ikke kun for mig, men også for flere af eleverne. Især de måske lidt bogligt svage. Et fint eksempel er en ung gut fra HF, der efter et oplæg jeg holdt på hans skole, kom på biblioteket for første gang. Oven i købet i selskab med et par medstuderende. De studerende fortsatte med at komme på biblioteket og endte med en ganske flot eksamen.
Derfor er den personlige betjening og service vigtig. Det er vigtigt for os i biblioteksvæsnet – på den måde lærer vi vore brugere at kende og skaber fællesskaber. Og det er lige så vigtigt, om ikke vigtigere for brugerne. For uden os, hvordan skal de så komme længere end til det i forvejen kendte, lære noget nyt eller lade sig inspirere.
Vi knytter os til mennesker, ikke steder, og ønsker vi i biblioteksvæsnet kontakt til vores brugere, så skal vi være der for dem. Ønsker vore brugere at få hjælp, inspiration og vejledning, så gælder det samme. Det kræver et menneske. Det kræver samtale. Det kræver kontakt.
Den oplagte løsning er naturligvis flere betjente åbningstimer eller mere opsøgende arbejde. Her er det, vi internt er nødt til at prioritere den daglige drift og publikumskontakten højere. Ganske som vi også må investere i mere intuitive søgesystemer og en indretning, der er understøtter brugernes færden i det ubetjente biblioteksrum. Måske vi kan lære af vore kolleger i museerne. Det er i hvert fald en tanke.
Men en ting er sikkert, selvbetjente biblioteker er ikke i sig selv en løsning og vil medføre, at bibliotekerne mister relevans, status og, værre endnu, at Danmark bliver dummere.
PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af en kronik, der tidligere har været bragt i Berlingske. Desværre ser det ud til at være mere aktuelt end nogensinde før.