Mens jeg slog mine folder i Odense Bibliotekerne, var jeg tovholder på en lektiecafé, hvor en gruppe unge studerende uselvisk, med stor entusiasme og glæde kastede sig ud i at hjælpe områdets poder med deres lektier.

En af dem var Hanne, der på det tidspunkt var ved at tage sin kandidat. Derfor tænkte jeg, det kunne være interessant at høre Hannes holdning til bøger og biblioteker, samt hendes håb for dem i fremtiden. Bibliotekerne, altså.

Lad os som altid starte med at spørge, hvem Hanne M. Holsøe egentlig er.

Hanne M. Holsøe – biblioteksgænger, Cand. Mag. Pæd. og tidligere frivillig.

Prins Valiant var en favorit!

Hanne: ”I highlights er jeg: 31 år, single, bosiddende i Odense og uddannet Cand. Mag. Pæd.

Den lidt længere historie er, at jeg er fra en lille by ude på landet, på Sydvestfyn.

Jeg er en del af en dejligt stor familie, hvor jeg er nr. 5 i en søskendeflok på 8 – du ved dine, mine og vores børn -, og en af de efterhånden få privilegerede, der fik lov at lege uden opsyn, og til tider først kom hjem når mørket faldt på.

Jeg kan huske indførelsen af de første mobiltelefoner, de første modems der overtog fastnetforbindelsen, walk-mans – og hvordan man overspillede bånd med tape på kanten – og heldigvis, kan jeg også huske fornøjelsen af den faste rutine, det var at komme på biblioteket i den nærmeste by Glamsbjerg en gang om ugen.”

SP: Kan du sige lidt mere om dit barndomsbibliotek?

“Her kom jeg med min mor og brødre – de 3 af dem. Der blev flittigt lejet film – på VHS-bånd selvfølgelig – og utallige tegneserier, især Prins Valiant var en favorit!

Jeg kan huske, at biblioteket var delt op i forskellige sektioner, hvor børne-/ungeafdelingen lå i kælderen. Her fandt mine søskende og jeg hurtigt ned, mens vores mor tålmodigt ventede. Jeg husker ikke om det var vores mor, eller biblioteket der havde sat en grænse for hvor meget vi måtte låne pr. gang. men det endte i alt fald altid i store forhandlinger om, hvem man kunne overtale til at låne netop den ekstra ting, man gerne ville have med.”

SP: Er det anderledes i dag, tænker du?

Hanne: ”Ja, jeg husker biblioteket fra min barndom som et sted, hvor man var meget bevidst om at være stille og ellers nok skulle blive irettesat af den alvorlige bibliotekar. Så det var ikke for den gode stemnings skyld, vi kom, men for de mange film, tegneserier og bøger, der kunne blive vores for en uge. Den fristelse var for svær at modstå, til trods for den sure midaldrende dame, der kiggede surt og helt tydeligt ikke brød sig om børn.”

SP: Hvordan ser du så på nutidens bibliotek? Har stemningen ændret sig?

Hanne: ”I dag ser jeg biblioteket, nogle steder, som en meget mere levende arena. Her er plads til børn, nogle steder er der sågar legepladser inde i bibliotekerne. Der bliver budt indenfor til lektiecafeér, højtlæsning for store som små, der er studiepladser, udstillinger, foredrag og koncerter. Det er i højere grad, end jeg husker det fra barndommen, mange steder, gjort op med den selvhøjtidelige intellektualitet og der er i stedet blevet plads til en større kulturel udveksling.”

SP: Apropos det, hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Hanne: ”Mit håb for fremtidens biblioteker er, at de bliver ved med at udvikle på måden, der kan indgås tværkulturelle samarbejder på. Hvis biblioteker skal vedblive med at være en aktuel spiller i forhold til at udbrede kendskab til litteratur, kan man med fordel se mod det de tiltag, der igennem de seneste år har været på Odense hovedbibliotek. Der er herfra, jeg har kendskab til en del af de førnævnte eksempler og jeg håber, at de i høj grad kan tjene som inspiration for mange andre biblioteker. Jeg ser desværre ofte stadig mange eksempler på biblioteker, der i højere grad har karakter af mit barndomsbibliotek, end den levende arena jeg ser andre steder. ”

SP: Er du den fødte læser?

Hanne: ”Jeg har, som jeg husker det, altid været en ivrig læser. Som barn var det i høj grad tegneserier, der fangede mig.

I min ungdom var det i højere grad skønlitteratur og at kunne drømme sig væk i romantiske fortællinger om kærlighed og drama, der fangede min interesse. Derudover følte jeg på et tidspunkt en forpligtigelse til at læse, hvad jeg anså som klassikere. Det inkluderede f.eks. titler som ‘Oliver Twist’, ‘Den kroniske uskyld’ og lidt senere mere filosofiske værker som ‘Sofies verden’.

I mange år, har jeg primært læst biografiske eller historiske værker. Jeg har en stor forkærlighed for krigshistorie, primært 1. og 2. verdenskrig. Derudover læser jeg som nævnt ivrigt biografier. Det har indtil videre inkluderet alt fra rockmusikere til politikere, fodboldspillere, kriminalkommissærer m.m. Hvis de har noget spændende at fortælle, er jeg fanget.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du f.eks. er blevet færdiguddannet, end tidligere?

Hanne: ”De seneste par år hvor jeg har læst min Cand. Mag. har jeg desværre været meget sløv til at læse andet end faglitteratur.

Nu er jeg endelig det sidste års tid kommet i gang med at “læse” igen, men det har indtil for nyligt primært været i lydbogsformat.

Lige nu ligger Morten Papes ‘Planen’ dog på natbordet, venligst udlånt af en kær ven.

Det er en skønt endelig at læse og lytte for sin fornøjelses skyld igen!”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Hanne: ”En af de forfattere, der i høj grad brændte sig fast i mine ungdomsår, er Hanne-Vibeke Holst, specielt trilogien: ‘Til sommer’, ‘Nattens kys’ og ‘Hjertets renhed’. De bøger er blevet læst så mange gange, at det snart er svært at tyde omslaget på de paperbacks, jeg har stående i reolen.

En af de bøger der for nyligt har gjort størst indtryk er ‘Homo Deus – A Brief History of Tomorrow ‘ af Yuval Noah Harari. Den er klart et læs værd, men giv dig god tid, den er svær at slippe!”

Mere end blot et bibliotek

Jeg ville nok aldrig selv have tænkt på at bruge ordet “arena” i sammenhæng med biblioteket, men det giver god mening. Ikke mindst, når man beskriver det moderne folkebibliotek, hvor der klart er et element af cirkus og gøgl, men på et andet niveau er arena også et rammende udtryk.

Historisk har folkebiblioteket altid været en kampplads. Måske ikke for gladiatorer, men som scene for kampen om ideer, for meningsudvekslinger og tidernes kulturelle hundeslagsmål. Det var og, håber jeg fortsat, her folk kom for at klæde sig på til at møde verden med oprejst pande – eller slippe lidt væk fra livets mange krav gennem underholdning.

Ganske som Hannes ord også sætter en tyk streg under, hvorfor det er så vigtigt, at bibliotekerne er bevidst om at skabe en god stemning og tage godt imod folk. Især børn og unge. Ikke kun er de fremtidens biblioteksbrugere, men de er også på mange måder kernepublikummet, hvis man ønsker at skabe nye generationer af stærke læsere og engagerede, kritiske borgere.

Her er billedet af en arena igen sært passende, for her kommer man også i høj grad pga. stemningen og sammenholdet.

Så at se det moderne folkebibliotek, som en arena for liv, men også for debat, kulturudveksling og, naturligvis, gøgl og gæk er slet ikke nogen dum måde at se biblioteket på.