De gode, gamle dage på biblioteket

Husker du biblioteket i 80’erne? Eller 90’erne?

Jeg husker søde, men stille og lidt skræmmende bibliotekarer. De var autoriteter, men også smagsdommere.

Jeg husker tungt belæssede reoler med rygvendte og oftest ens indbundne bøger i samme matte farvepalet. De var ikke just indbydende og man fik ikke meget ud af at græsse mellem dem.

Jeg husker også stilheden, manglen på liv, kartotekskort i armlange skuffer og skrankerne. Dem må vi ikke glemme, skrankerne. Skanserne, hvorfra mine fortidige kolleger holdt verden på afstand og sikrede ro og orden.

Er det virkelig det bibliotek, vi ønsker tilbage?

Nej, vel?

Nok elskede jeg min barndoms bibliotek. Det gjorde jeg virkelig. Bibliotekarerne var søde og hjælpsomme. Især elskede jeg det helle, jeg fandt der. Det Ahmed Akkari kalder det ”tavse dannelsesrum for den enkelte,” tænker jeg.

MEN jeg elsker nutidens levende, pulserende, støjende og opsøgende bibliotek endnu mere. Og det gør bibliotekets brugere også. I rapport efter rapport hiver bibliotekerne lovprisning på lovprisning hjem.

Hvilket vi også oplever dagligt. Der er især en episode, der rinder mig i hu, hvor en ældre herre kom hen til mig på min udlånsvagt. Han så en smule brysk ud, og jeg tænkte, han muligvis ville kommentere på de, indrømmet, lidt vel livlige poder, der buldrede rundt i børnebiblioteket. Det er nok ingen hemmelighed af avislæsere og horder af børn ikke altid er den bedste kombination på et bibliotek. Men nej. I stedet udtrykker han sin store glæde over, at biblioteket var fyldt med liv, glæde og grin.

Fantastisk!

Inden man afskriver det moderne bibliotek som et frivolt sted for gøgl og gæk, bør man spørge sig selv, hvad ville der ske, hvis det ikke var der? Ville danskerne læse mere? Ville dannelsesniveauet stige? Ville vi blive mere oplyste? Ville børn og unge blive mere kildekritiske og bedre læsere? Ville karaktererne stige på uddannelsesinstitutionerne? Ville de, indrømmet, mange penge blive brugt bedre andetsteds?

Nok næppe.

Derfor skal vi vare os mod at købe fortællingen om et bibliotek i krise. Et bibliotek uden relevans, identitet og fremtid. For nok er der udfordringer, men brugerne elsker os og de kommer i hobetal.

Så, kære kritikere, hvad end I nu sidder i tænketanke, diverse forfatterforeninger eller med forbavsende mangel på selvironi kalder jer biblioteksvenner, måske I skulle besøge et bibliotek en dag. Opleve, hvor levende og hvor fuld af mennesker det er. Hvor glade folk er, unge som ældre. Eller, hvis det er for meget at forlange, så i det mindste kigger på fakta og holder jer til dem næste gang, I føler trang til at brokke jer.

Biblioteket er nemlig i live, har det godt og er fuld af vaskeægte levende mennesker. Ganske som det bør være.

Med venner som disse …

Med venner som den selverklærede biblioteksven, Ole Münster, eller de ellers gode folk i tænketanken CEPOS har det danske biblioteksvæsen ikke behov for fjender. Om end man som tingene står selvfølgelig kan diskutere, hvor gode venner af biblioteksvæsnet, der egentlig er tale om.

Heldigvis hviler folkebiblioteket på et solidt fundament, både fagligt og historisk. Et fundament, der rækker længere end til blot bøgerne, som ellers synes at være bibliotekets raison d’etre i manges øjne. Ikke mindst de såkaldte biblioteksvenner.

MEN, kan jeg næsten høre et hav af stemme indskyde, er et biblioteket ikke et sted for bøger. Er det ikke det navnet betyder?  Det korte svar er nej; alene af den grund, at oldtidens grækere gjorde det mere i bogruller end bøger, og de gamle romere tillagde ordet bibliotheca betydningen af en litteraturliste. Lektien heri er, at ord ændrer betydning med tiden og udviklingen, og nutidens bibliotek derfor er et andet sted end for bare 20 år siden.

Vi må nemlig huske, at bibliotekerne handler om dannelse, og her er bøgerne midlet, ikke målet. Det er også klart formuleret i den første bibliotekslov, hvor der står, at bibliotekerne skal ”udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. Formålet er altså ikke at have bøger på hylderne eller låne dem ud, men at danne, myndiggøre og oplyse borgerne.

Det gælder også den nyeste bibliotekslov. Her er formålet ligeledes klart. ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.” Bid her mærke i ”andre egnede materialer.”

Der er altså en klar adskillelse af formål og metode, selv i loven. Ganske som biblioteksloven også gør klart, at folkebibliotekerne har til opgave af formidle ”… information om samfundsforhold i øvrigt.” Der er med andre ord intet i vejen for, at bibliotekerne udlåner robotstøvsugere for nu at tage et konkret eksempel – det kan være med til at afmystificere ny teknologi og udbrede den blandt borgere, der normalvis vil være svært berøringsangst overfor den slags.

Humlen er, at når diverse kritikere taler om, at biblioteket bevæger sig væk fra det traditionelle, så tager de fejl. Det traditionelle bibliotek handler som skrevet ovenover ikke om bøger eller materialer, men om formål, funktion og resultater. Bibliotekstænkeren R. David Lankes skriver da også, at et tomt lokale med en bibliotekar er et bibliotek, mens et lokale fyldt med bøger uden en bibliotekar blot er et rum med bøger.

Derfor undrer det mig også såre, der fortsat snakkes og skrives så meget om netop bibliotekernes metoder og brug af værktøjer. CEPOS ynder eksempelvis at bringe yoga og de famøse robostøvsugere frem, når de er ude med riven, mens Münster gerne taler om CD’er og bøger.

Når vi taler håndværk, så taler vi om produktet og håndværkerens færdigheder, ikke værktøjet. Hvis formålet er at bygge et hus, bedømmer vi husets kvalitet og kundens tilfredshed, ikke de værktøjer mureren bruger. Kunne man forestille sig en lang debat om murerskeer i medierne? Om tænketanke, murervenner og dagblade, der skrev, bloggede og højlydt klagede sig over murerskeer? Nej, vel?

Det ville klæde debatten og diverse biblioteksvenner, at fokusere mindre på bibliotekets metoder og mere på formålet, på resultaterne og på brugerne. Ikke mindst, når vi til efteråret skal til at tale om en eventuel revision af biblioteksloven. Det moderne bibliotek er nemlig så meget mere end blot en bogsamling. Det er en portal mod verden. Det er uegennyttig formidling. Det er borgernes hus.

Og det vedbliver det forhåbentlig med at være.