Biblioteket som mødested

Er det i det hele taget nødvendigt med mødesteder i det offentlige rum? Kunne vi ikke bare mødes på cafeen, på nettet eller tage en hurtig snak nede i supermarkedet?

Eric Klinenberg vil sige nej. Neutrale, offentlige mødesteder – eller fælles byrum, om man vil – er nemlig en vigtig del af den sociale infrastruktur. De er med til at forme og skabe relationer mellem mennesker i en tid, hvor folk synes mere ensomme og alene end tidligere, og de fælles områder ser ud til at være på retræten.

Det er en opgave bibliotekerne søger at løfte gennem brætspilscafeer, samtalesaloner, strikkecafeer, læsekredse, lytteklubber, fællesspisning og lignende.

Og det gør de ret godt.

F.eks. fik jeg selv skabt nogle gode venskaber gennem en spilcafé på mit barndomsbibliotek i Haslev. Ikke mindst med Sune Sporring, som jeg den dag i dag over 30 år senere stadig er så heldig at tælle som min gode ven. Det er et bånd og et venskab, der i den grad har været med til at forme og præge min udvikling.

Sune Sporrings tanker om biblioteket

Netop fordi vi mødte hinanden på et bibliotek og begge to er grumt nørdede bog- og rollespilsnørder, så tænkte jeg, jeg ville plage min kammesjuk med et par spørgsmål om bøger og biblioteker.

Sune Sporring – en god ven med meninger.

Traditionen tro, så starter vi med at spørge ind til, hvem Sune er.

Sune: ”44 år, far til tre, videnskabsmand, kemiker, rollespiller, del af samfundets hamsterhjul, sur over ligegyldigheder, glad over det som tæller. Frit efter Kirkegaard; At have travlt er det dummeste man kan have.”

SP: Når man nævner Kirkegaard i flæng, så er det oplagt at spørge, om du er den fødte læser?

Sune: ”Haha, jeg har læst nok til, at der skal briller til efterhånden. Men læser faktisk ikke så hurtigt som andre. Tygger nok lidt på det hele.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Sune: ”Det var jo Haslev bibliotek. Vi lavede udstillinger om rollespil, lånte bøger og mødte mennesker. Dejligt lille sted på størrelse med en Facebook-korrekt murermestervilla i dag.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Sune: ”Meget effektivt, men har mistet lidt af charmen. Bibliotek i dag har en meget bredere betydning end bøger. Det er blevet et medborgerhus og et sted, hvor unge hænger ud på godt og ondt; et sted man fornyr sit pas; et sted gråhårede damer mødes og hører om måder at bruge deres tid på der resonerer med Alt For Damerne; et sted, hvor egoistgenerationen (68-erne) søger indhold i deres ellers meningsløse liv. Hvem sagde kæphest?”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Sune: ”At de finder deres plads for alvor i det virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice, de for tiden skal håndtere.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du er blevet far, end det havde, da du var barn?

Sune: ”Ja, nu læser jeg mest fagbøger. Man har også laaangt mindre tid, end man havde som barn. Men så på den anden side, har jeg fundet virkelig mange bøger med alle børnene, mens vi gik rundt blandt reolerne, som vi derefter læste hjemme om aftenen, inden man skulle sove, i stedet for at zombificere sig foran en skærm. Masser af gode bøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Sune: ”Der er tre: Tolkien, Kirkegaard og Rowling. Alle tre giver noget at tænke over og forestille sig.”

Et sted for egoister?!

En af de ting, jeg holder meget af ved Sune, er hans evne til at få mig til at tænke nærmere over tingene. Som i samtalen her, formår han altid at udfordre og oftest også provokere mig lidt.

Bl.a. med udtalelsen om egoistgenerationen og deres meningsløse liv. Jørgen Goul Andersen ville nok gøre indsigelser og hævde at 68’erne er langt fra egoister, om end jeg dog forstår, hvad Sune mener. Men er det ikke netop en del af bibliotekets rolle at hjælpe folk med at finde mening med tingene og vokse som mennesker? Er det i bund og grund ikke det, dannelse betyder?

Om ikke andet kan jeg godt lide tanken om, at folk mødes på biblioteket og finder ikke kun hinanden, men mening med tingene og måske endda verden.

Vi skal bare huske at holde fast i charmen, for jeg tænker, at Sune har en pointe. Bibliotekerne har en tendens til at blive strømlinede, pæne og måske også lidt for effektive. Selvbetjente biblioteker er et godt eksempel på at effektiviseringen og det knap så charmerede har taget overhånd.

Ganske som vi også skal være opmærksomme på at have et fokus på kernen i bibliotekernes virke. Det nytter ikke noget, at opgaven med at danne og oplyse forsvinder i et ”virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice.”

Men vigtigst af alt, hvis det ikke havde været for biblioteket som mødested, så ville jeg ikke have mødt Sune og i årene efter brugt en uendelighed på at diskutere verdens tilstand og spille rollespil.

Om at sige farvel …

For to måneder siden sagde jeg mit job i Odense Bibliotekerne op …

Det endte med 5 fantastiske år i det fynske, hvor jeg har fået lov at gøgle lystigt løs. Jeg har skrevet for aviser og blade. Været i radio og tv. Podcastet. Debatteret på Christiansborg. Holdt oplæg og stået på et hav af scener. Stablet shows, festivaler og arrangementer på benene. Rejst land og rige rundt. Alt sammen noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle foretage mig som bibliotekar, men som jeg fik mulighed for i Odense.

Det skyldes ikke mindst mine gode chefer, søde kolleger og den flok fantastiske ildsjæle, der er løs i Odense. Jeg skylder dem alle stor tak. Ikke kun for at have holdt mig ud, men også for både at have udfordret og støttet mig.

Jeg havde oprindeligt ikke tænkt mig at være mere end et par år på Fyn, men det blev til hele fem, og det vidner om den ånd og stemning, der er i Odense Bibliotekerne og, ikke at forglemme, Odense by. Ganske som et bibliotek kan gøre meget for byen, så betyder byen også meget for biblioteket.

Det er nok den vigtigste lektie, jeg har med mig fra Odense. Det lokale bibliotek har stor betydning – eller kan i hvert fald have det, hvis man vælger at fokusere på det – for lokalområdet og beboerne i nærområdet har stor betydning for biblioteket – eller bør i hvert fald have det.

F.eks. kom der jævnligt en ung somalisk far med sine to døtre på mit bibliotek, og en dag efter at have siddet længe i vores computerlokale, spurgte han, om jeg ikke ville læse hans jobansøgning igennem. Normalt er det ikke noget, vi gør det i, men han spurgte pænt, var en af vores faste brugere og lige den dag havde jeg god tid, så det gjorde jeg. Desværre kommer han ikke så tit mere, men heldigvis fordi han fik jobbet.

Det skyldes ikke mig, iler jeg med at indskyde. MEN biblioteket gav en skulder at læne sig op ad og en lille, venlig hjælpende hånd. Vi gjorde en forskel på biblioteket. En helt konkret forskel. Især efter at have læst Klinenbergs ’Palaces for the people’ står det mig klart, det er et vigtigt budskab.

Sedlen på billedet hang på min skærm på Tarup Bibliotek, og den efterlod jeg, da jeg rejste. Jeg håber, den også vil inspirere min afløser, som den inspirerede mig.

Stor tak skal i øvrigt lyde til Amdi Silvestri og David Ledstrup for at inspirere mig til at nedfælde mit nye mundheld. Amdi skrev på Instagram ”Du har et valg” om en seddel, han havde hængende. Sedlen skulle minde ham om ikke altid at følge den nemme og den slagne vej, når han skrev. Det er kloge ord, og de mindede mig om noget, David engang havde fortalt mig. Han havde en tanke om, at man skulle have en (imaginær) plakette eller lignende hængende over sit skrivebord med en kort sætning, der beskrev, hvorfor man gjorde, hvad man nu gjorde. Altså, kernen i ens virke. Så kunne man altid kigge op og blive ført tilbage på ret spor.

Sådan en plakette eller seddel – imaginær eller ikke – bør vi alle have hængende.

Og hvad så nu, spørger du sikkert? Pascal Merciers skriver det så smukt i ’Nattog til Lissabon’: ”Jeg har ingen anelse om hvad det nye skal være. Men det tåler ingen opsættelse, ikke den mindste. Min tid løber nemlig ud, og måske er der ikke så meget tilbage af den.”

Forhåbentlig bliver det et sted, hvor jeg kan gøre en forskel.