Kategoriarkiv: Blogpost

Biblioteker og glæden ved fabeldyr – Trine Løw om bøger, ord og biblioteker

Udgivet den af

Verden er nogle gange forbavsende lille. F.eks. viste det sig, at flere af mine venner og veninder fra folkeskolen, handelsskolen og gymnasiet arbejder eller bor i Roskilde, hvor jeg nu slår mine bibliotekariske folder.

Bl.a. Trine Løw, der med stor glæde i en anden sammenhæng kommenterede på, hvor meget hun holdt af netop Roskilde Bibliotek. Derfor var det også oplagt at tage en snak med hende om netop biblioteker og, naturligvis, bøger.

Så lad os starte med at spørge; hvem er Trine?

 

Clinical Project Manager og connaisseur af det skrevne ord

Trine: ”Jeg er Clinical Project Manager og mor til to drenge på 10 og 11. Vi bor i Roskilde, tæt på både by og megen smuk natur. Jeg elsker det skrevne ord. Bøger, litteratur, artikler, digte, tekster, klummer, kvad, rim …

Jeg oplever ofte et værdifællesskab med andre læsere. Vi behøver ikke at læse det samme og at holde af samme type bøger, men at begge parter elsker at læse, er ofte begyndelsen på gode samtaler.”

Trine og bøgerne

Trine og bøgerne

SP: Hvad kan du sige om dit barndomsbibliotek?

Trine: ”Haslev Bibliotek. Vi kørte ofte ned og fyldte cykelkurven med bøger. Det var et hyggeligt bibliotek med nålefilt på gulvene og Inge ved skranken. Når vi lånte bøger op til sommerferierne, kan jeg huske, vi ofte nåede vores max på ca. 25-30 bøger. Og alle bøgerne havde papkort bagest, som skulle datostemples. Jeg holdt meget af at gå ned af trapperne til børne- og ungdomsafdelingen. Der var stille, man måtte ikke larme, tale eller spise. Der var noget næsten andægtigt over det …

Begge mine forældre tog min søster og mig med på skift. En dag havde min far set i lokalsprøjten, at der var ‘bogudsalg’, da biblioteket skulle flytte til nye lokaler i hovedgaden. Vi mødtes foran hovedindgangen, og vi gik ned i katakomberne. Min fars begejstring over at finde ’Det lykkelige Arabien’ til datidens kun 5 kr., kan jeg stadig huske. ”Det er et fund, min pige,” kan jeg huske, han sagde. ”Jeg vil forære dig den, du kommer til at læse den mange gange”. Den var ret kedelig, helt blå, ingen illustrationer og skrevet på gammelt dansk med dobbelt a og navneord med stort. Men han havde ret. Jeg har læst den 3 gange og hver gang, har jeg haft lige stor glæde af den, selvom plottet røbes allerede på side 50; Kun een af de seks mænd vender levende tilbage til Danmark.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Trine: ”Jeg kan godt lide Roskilde Bibliotek. Plads til mangfoldighed og alle aldre. Elsker at se på kunstudstillingerne. Super service af bibliotekarerne, som altid kan finde, hvad jeg leder efter. Jeg mistede min veninde forrige sommer og manglede litteratur, som kunne hjælpe mig i gang med de svære samtaler med mine drenge om det at miste. På ultrakort tid fandt de 6-7 bøger om emnet, som passede i alderen 7-15 år.

Jeg bruger ikke e-reolen, film, lydbøger og musik. Jeg er nok for gammeldags. Men mine drenge gør begge

Borgerservice ligger lidt for sig selv inde i biblioteket. Egentlig synes jeg ikke, det hører hjemme på et bibliotek, men på Roskilde Bibliotek er det nu løst fint.”

SP: Hvad er dit håb for fremtidens biblioteker?

Trine: ”Uden at tale politik i øvrigt, så håber jeg inderligt, at vi kan undgå brugerbetaling på bibliotekerne. Det vil forringe adgangen for mange. Særligt de som måske i forvejen er svære at lokke til bibliotekerne! Biblioteker er adgangen til viden og verdenen ’udenfor’. For studerende ville det også være ren fallit, hvis vi indfører brugerbetaling.”

SP: Er du den fødte læser?

Trine: ”Ja, det tror jeg. Jeg er så heldig, at jeg lærte at læse tidligt og, at mine forældre gav mig glæden ved at læse. Jeg læser også en del faglitteratur, og jeg læser qua mit job. Da jeg blev færdig med mit studie og havde været oppe til den sidste eksamen, kan jeg huske, at jeg gik direkte hjem og læste non-stop et døgn, før festerne begyndte. Det er ren lise for mig at læse.”

SP: Efter du er blevet mor, har bøger og biblioteker så en anden betydning end tidligere?

Trine: ”Det er gået op for mig, hvor ofte mine forældre læste for mig og min søster, hvilket jeg nu prøver at give videre ved at læse sammen med mine børn. Jeg tvinger dem ikke til at læse selv. De må ikke synes, det er kedeligt, så vi læser sammen hver aften på skift. De kender udmærket Roskilde Bibliotek, de har været med fra de var ganske små.”

SP: Hvilken bog eller forfatter har givet dig den helt store læseoplevelse eller haft en særlig betydning for dig?

Trine: ”Det kan jeg ikke svare kort på …

Jeg kan huske, at jeg havde alle De Fem-bøgerne med på 3 ugers ferie i Sverige og læste dem fra ende til anden, da jeg lige havde lært at læse.

For nogle år siden var jeg et par uger i Trinidad og Tobago med en lige så læselysten veninde. Vi havde pakket hver 5 bøger og nåede vist at læse næsten dem alle sammen hver især.

Da jeg var ca. 14-15 år læste jeg med min familie hver søndag eftermiddag højt af Alexander Dumas’ ’De tre musketerer’. Vores veninder kom og lyttede med, det var en god afslutning på ugen, hvor vi havde været for alle vinde.’

Og en mindeværdig læseoplevelse af den mere historiske slags må være Sigurd Hoels beskrivelser i ’Mødet ved Milepælen’. Han beskriver, hvad der kunne få almindelige mennesker, til at blive nazister og at forråde deres fædreland, venner og demokrati. Han tegner portrætter af eksistenser, som er lette ofre, som er kommet skævt ind på livet. Om man så må sige. Det var en øjenåbner for mig. I øvrigt er hele hans forfatterskab yderst læseværdigt. Omend det var lidt tungt at komme i gang med i gymnasiet.

Den seneste helt store oplevelse med bøger er mine drenges begejstring for Harry Potters univers. De er meget imponerede over Rowlings evne til at finde på navne til hele persongalleriet og til fabeldyrene. Det er jeg egentlig også.’’

 

Fælles minder og de gode oplevelsers magt

Pointen omkring læselyst er ret interessant. Hvordan skaber man en glæde om det at læse? Højtlæsning og den smittende glæde. Her tænker jeg, den interesse for bøger og glæde ved bøger, man oplever i sit barndomshjem eller blandt voksne fra sin barndom/ungdom betyder en del for den måde, man selv kommer til at opleve bøger og det at læse på.

Men også bibliotekspersonalet er vigtigt for ’det gode besøg’. Det er i hvert fald sigende, at det er et gennemgående træk ved mange af de samtaler, jeg har haft med biblioteksbrugere, at personalet og det, at de er der og kan vejlede, betyder meget.

Verden er som sagt lille, og det er på et personligt plan helt fantastisk ikke kun at tale med en veninde fra folkeskolen, men også opdage, at mange af vores barndomsminder er de samme. For Trines oplevelser med Haslev Bibliotek minder utroligt meget om mine egne …

Og, har jeg en mistanke om, rigtig mange andres også, når det kommer til barndommens bibliotek.

Og det er egentlig ikke så ringe endda.

 

At være nysgerrig på verden

Udgivet den af

Nogle gange virker det som om, vi helt glemmer hvor meget kultur og kulturen betyder for den gode samtale og for dannelsen af nye venskaber.

Hvor ofte har en snak om film, musik eller bøger ikke været den perfekte begyndelse på enten en god samtale eller et venskab?

For mig sker det ganske tit.

Blandt andet i dette tilfælde, hvor jeg faldt i snak med min navnebror om historie og historiebøger i Jarl Corduas Facebookgruppe for ’Hitlers Æselører’. Det viste sig, Jan havde en stor forkærlighed for biblioteker og kultur over en bred kam, så det var ganske oplagt at tage en snak om netop det.

’Hitlers Æselører’ er i øvrigt en fremragende podcast om Anden Verdenskrig, som jeg kun kan anbefale. Det er fremragende historieformidling.

Nå, men tilbage til Jan. Den anden af os, altså.

Og lad os som altid starte med at spørge, hvem er Jan Wammen?

 Den bog- og biblioteksglade politolog

Jan W: ”Jeg er gift med Nina, der er gymnasielærer i spansk og samfundsfag, og vi har en datter på 3 år, som hedder Anna Victoria og går i skovbørnehave. Jeg er oprindeligt fra Køge, og jeg har siden 2014 boet i Holstebro.”

Jan Wammen – den bog- og biblioteksglade politolog

“Jeg er selv uddannet cand.scient.pol. med en mastergrad i international politisk økonomi fra LSE, og jeg er vicekontorchef i Finanstilsynet i kontoret for forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Min familie nyder naturen lokalt i det skønne Mejdal ved Holstebro, og elsker at rejse, når det er muligt. Min kone og jeg har bl.a. været i Rusland og Vietnam sammen.

Jeg har allerede flyttet lidt rundt i vores dejlige land, og jeg har også boet i London og Bruxelles, hvor jeg hhv. studerede på LSE og arbejdede som praktikant i Europa-Kommissionen.

Det, synes jeg, bidrager til min egen dannelse. I gamle dage tog de velbeslåede på dannelsesrejser og håndværkerne på valsen i forskellige lande, og det at bo forskellige steder både indenlands og udenlands er med til at give din person både dybde og perspektiv – ud over det snævre studie- eller erhvervsmæssige formål med at bo forskellige steder.

Min kone har i øvrigt netop fået job på Stenhus Gymnasium i Holbæk fra 1. august 2021, så planen er nu at flytte til Roskilde/Holbækområdet.”

SP: Hvad kan du sige om dit barndomsbibliotek?

Jan W: ”Mit barndomsbibliotek var Køge Bibliotek, som jeg startede med at besøge i en tidlig alder med mine forældre. I første omgang stod den på tegneserier, men ret hurtigt blev jeg sporet ind på at læse om anden verdenskrig, som også havde min afdøde fars store interesse.

Køge Bibliotek er et supper hyggeligt sted, og en del af biblioteket er Danmarks ældst daterede bindingsværkshus. Jeg husker også særligt en ældre bibliotekar, Ruth Svensgaard, der hjalp mig meget med at slå op i forskellige oversigter, og bestille bøgerne hjem til mig fra andre biblioteker. Hun var en institution i sig selv.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Jan W: ”Mit nuværende bibliotek er Holstebro Bibliotek, og jeg har senest boet i Greve og på Frederiksberg, og der er fremragende biblioteker og engagerede bibliotekarer alle tre steder. Jeg har også selv holdt foredrag om historiske emner alle tre steder.

På den baggrund ser jeg nutidens bibliotek som et kulturelt midtpunkt, som ikke mindst er vigtigt herude vestpå i Holstebro. Et kulturelt midtpunkt, der dels satser på kerneforretningen at udlåne bøger, og dels også ad anden vej søger at fremme læselysten, som er gavnligt for både den enkelte og samfundet.”

SP: Hvad er dit håb for fremtidens biblioteker?

Jan W: ”For mig at se er bibliotekernes vigtigste mål at fremme læselysten. Bibliotekerne kan fremme læselysten ad flere veje som for eksempel via foredrag som mine egne, hvor man trækker på lokale ressourcepersoner fra foreninger, kirken, virksomheder mv., og hvor man så henviser til relevant litteratur. Bibliotekerne kan ligeledes indbyde forfattere, der fortæller om deres bøger.

Jeg har selv for eksempel nydt at høre Jesper Bugge Kold fortælle om sin gode roman ’Land i datid’ om DDR-tiden på Herning Bibliotek. Jesper Bugge arbejder jo i øvrigt til daglig som bibliotekar på Svendborg bibliotek, og han har høstet stor anerkendelse i udlandet. Hvis du virkeligt vil forstå, hvordan nazismen langsomt trak folk ind i systemet, så skal du læse hans roman ’Vintermænd’ om to tyske brødre under anden verdenskrig.

Men bibliotekerne kan også gå nye veje ved for eksempel at samarbejde med lokalradioer, skoler, museer, anvende digitale virkemidler mv., hvad der sikkert også er mange, der gør allerede.

Det vigtigste er, at man fastholder kerneforretningen med at udlåne bøger. Jeg tror ikke meget på, at bibliotekerne helt skal afskaffe de fysiske bøger og alene køre digitalt. Det glæder mig i øvrigt i denne forbindelse, at den fysiske bog modsat mange forudsigelser fortsat er en vigtig del af mange danskeres dagligdag samtidigt med, at man også anvender nye medier som lydbøger mv.”

SP: Er du den fødte læser?

Jan W: ”Jeg vil sige, at jeg har haft en god ballast med hjemmefra i form af, at min mor var folkeskolelærer i dansk, tysk og latin, og hun er fortsat en flittig læser.

Min far havde travlt med sit job, hvor han blandt andet var projektchef på Storebæltstunnellen, men han var som sagt med til at fremme min interesse i anden verdenskrig, som var min indgang til en bredere interesse for historie.

Vi var bl.a. i London med familien og så The Imperial War Museum og The Cabinet War Rooms. Det er interessant at se stederne for begivenhederne, som man læser om. Jeg var også senere på egen hånd på en D-dagstur til Normandiet og i det gamle Østpreussen, der nu er delt mellem Rusland og Polen, med rejseselskabet Cultours.”

SP: Efter du er blevet far, har bøger og biblioteker så en anden betydning end tidligere?

Jan W: ”Jeg vil indledningsvist sige, at en af de største gaver, som man kan give sine børn, er glæden ved at læse, og Anna Victoria og min kone og jeg har også fat i forskellige børnebøger udover, at vi naturligvis også får set en del Disney+ .”

Fremtidens læseheste er allerede godt på vej

“I forhold til min egen læsning, var der især de første to år efter fødslen af Anna Victoria naturligt begrænset tid til dette, men til gengæld havde jeg en del pendlertid i bilen til min daværende arbejdsplads i Esbjerg. Her hørte jeg en del podcasts og lydbøger. Jeg kan i denne forbindelse klart anbefale både Audible og Bookmate, samt den gratis eReolen som supplement til den fysiske læsning.

Her i Coronatiden har jeg naturligvis haft langt mindre pendling, men til gengæld er Anna Victoria begyndt at gå lidt tidligere i seng efter, at hun er startet i skovbørnehave, og jeg har fået mere tid til selv at læse flere fysiske bøger.

Jeg er aldrig rigtigt blevet fan af at læse ebøger, idet jeg synes, at jeg læser rigeligt på computeren i forvejen, og jeg nyder at bladre frem og tilbage i den fysiske bog.”

SP: Hvilken bog eller forfatter har givet dig den helt store læseoplevelse eller haft en særlig betydning for dig?

Jan W: ”Jeg vil pege på østrigeren Stefan Zweig og bogen ’Verden af i går’. Jeg har en stor fascination af perioden 1871-1914 som franskmændene kalder ”la belle épogue” op til, hvad George Kennan kalder ”det 20. århundredes urkatastrofe” – første verdenskrig.

Tiden minder på sin vis meget om vores egen med stigende globalisering og enorme tekniske fremskridt inden for blandt andet transport og kommunikation, men samtidigt havde man dengang, synes jeg, større fokus end i dag på orden, dannelse, kultur og sprogkundskab.

Hvem der bare kunne have rejst det gamle Europa med kejser- og kongeriger tyndt som en anden Stefan Zweig uden pas og tilhørende den øvre middelklasse!

Hvis jeg skal pege på en mere aktuel forfatter, der også skriver, om den tidsperiode med en faghistorisk tilgang, så vil jeg pege på australieren Christopher Clark. Han beskriver og analyserer på fremragende vis stormagtsspillet i Europa op til første verdenskrig i bogen ’The Sleepwalkers’, hvor hovedpointen er, at det kun var måske 10-20 statsmænd, der besluttede at kaste Europa ud i en krig primært af frygt for fremtiden, men samtidigt, at de ikke kun var tyske, men også østrigske, serbiske, russiske, franske og engelske statsmænd. Tyskland havde ikke eneansvaret for første verdenskrig.

Herudover interesserer jeg mig ligeledes for krimier for eksempel af Philip Kerr, der desværre er død, men som skrev nogle fremragende bøger om politimanden Bernie Gunther, der foregår i Tyskland lige inden, under og efter anden verdenskrig. Craig Russell skriver ligeledes nogle spændende bøger om kriminalkommissær Jan Fabel ved Hamburgs Politi, og senest har jeg i den lettere ende kastet mig over Mari Jungstedts krimier, der foregår på Gotland. Helt oprindeligt blev jeg fanget af Arthur Conan Doyles univers omkring Sherlock Holmes og doktor Watson, som vi også kender fra utallige serier og film, og som foregår i mit elskede London.

Jeg synes i det hele taget, at det er spændene at læse krimier med en historisk og/eller geografisk baggrund, som man kan relatere til.”

Kultur gør nysgerrig

Der er mange guldkorn og vinkler, jeg kunne tage udgangspunkt i, men en ting, der slår mig, når jeg tænker tilbage på min snak med Jan, er, at kultur er god at blive klog af og nysgerrig på verden omkring en.

Ikke kun synes mennesker, der værdsætter kultur bredt, at være mere nysgerrige, men de synes også at have en interesse i at lære noget hele tiden. At blive klogere på verden, hvad end det nu er i en historisk sammenhæng eller i nutiden, og på andre mennesker.

Og det er måske i bund og grund kulturens store styrke. Kultur giver os mulighed for at lære noget, stille spørgsmål, være nysgerrige, og, hvis man er heldig, møde ligesindede, der har det på samme måde.

Kultur kan i hvert fald være med til at skabe rammerne for en god samtale, og det starter alt sammen med en nysgerrighed for andre og for verden.

Skal man sætte det lidt på spidsen, så kunne man være fræk at sige, det i virkeligheden starter på biblioteket. For fælles for alle de gode mennesker, jeg har talt med, er interessant nok en glæde for biblioteket. En glæde, der meget ofte bunder i barndommens biblioteksbesøg.

Og den åbenbaring, at folkebiblioteket skaber nysgerrige mennesker, er slet ikke ringe at få som bibliotekar.

Folkebiblioteket – et tilbud med hjerte

Udgivet den af

Hvad ved vi egentlig om folkebiblioteket og borgernes syn på samme? Er det lutter mavefornemmelser og faglig stolthed, når biblioteksfolk landet over påpeger lige netop deres fag og branche som relevant og betydningsfuldt?

Det har Roskilde Centralbibliotek og konsulenthuset Seismonaut sat sig for at undersøge, og resultatet foreligger nu i form af rapporten ’Folkebibliotekets betydning for borgerne i Danmark’.

Men hvorfor nu undersøge sig selv?

Som det er nu, vurderes de danske folkebiblioteker gerne på parametre som udlåns- og besøgstal, men sjældent, hvis nogensinde på effekt. Det betyder, at diskussionen om bibliotekets relevans og rolle ofte tager sit udgangspunkt i ”hvor mange udlån havde biblioteket” i stedet for ”hvad betød det for brugerne, at låne materialerne”.

Og kigger man alene på, hvor meget de benyttes, så tegner der sig et klart billede af en usædvanlig populær kulturinstitution. Den mest populære i Danmark, faktisk.

Men er popularitet og relevans det samme? Og er besøg- og udlånstal nødvendigvis den bedste måde at belyse biblioteket på.

Det mener biblioteks- og borgerservicechef i Roskilde og initiativtager til undersøgelsen Christian Lauersen ikke. ”Formålet er ikke at finde den ultimative sandhed om folkebibliotekets betydning, men at skabe en mere nuanceret debat om det folkelige biblioteks rolle og betydning i samfundet og for borgerne – nu og i fremtiden. Vi vil skabe sprog der i højere grad kan rumme den betydning og værdi folkebibliotekerne bidrager med og ikke kun brug”.

Ved at sætte brugerne i centrum for undersøgelsen og fokusere på deres oplevelser, så kommer man væk fra de lidt ensidige målepunkter og belyser i bedste fald bibliotekets egentlig relevans, mens man i værste fald nuancerer debatten. Ganske som det eksempelvis også er svært af feje kritik væk ved blot at henvise til de gode besøgstal.

De gennemgående træk

Ikke overraskende betyder folkebiblioteket noget forskelligt for hver enkelte bruger, men der er en række gennemgående træk, når undersøgelsen koges ind.

Folkebibliotekets betydning samlet set (s.15)

Overordnet er der 4 træk, der stikker ud i følge undersøgelsen:

Frirum:

Folkebiblioteket er et frirum i hverdagen, hvor borgerne finder plads til fordybelse og tager sig tid til sig selv og hinanden.

Perspektiv:

Folkebiblioteket er en troværdig formidler af viden og bidrager til et oplyst og kritisk perspektiv på tilværelsen.

Kreativitet:

Folkebiblioteket er en kilde til inspiration og stimulerer borgernes fantasi og forestillingsevne. Folkebiblioteket kan også bidrage til at motivere borgerne til at prøve noget nyt og tilegne sig nye færdighed.

Fællesskab:

Folkebiblioteket er et sted, hvor man oplever samvær – alene, eller sammen med andre – og understøtter fællesskabet ved at være et fælleseje uden økonomiske barriere for adgang og brug.

Det, kan man mene, er lidt fluffy, men under overfladen gemmer der sig nogle ting, der for det første gør folkebiblioteket særegent og for det andet vigtigere end nogensinde før.

I en tid med alternative sandheder og løbske konspirationsteorier, så er en institution, der formidler og hjælper med til at skabe perspektiv ikke uden betydning. F.eks. mener 83 % af de adspurgte, at biblioteket tilbyder fri og lige adgang til viden og kultur for alle, mens kun 28 % mener, at diverse digitale tjenester har gjort institutionen mindre relevante.

Ganske som muligheden for at underbygge kreativitet og engagement taler ind i de krav og ønsker, der stilles både fra erhvervslivet og politisk hånd. Personligt tænker jeg også, det understøtter samfundets, ikke mindst lokalt, sociale infrastruktur på bedste vis.

Slutteligt, så skal man nok heller ikke undervurdere betydningen af hhv. et frirum og et fællesrum. 75 % mener f.eks., at folkebiblioteket styrker lokalmiljøet. I bund og grund er det her, det moderne bibliotek for alvor skiller sig ud fra andre lærings- og kulturinstitutioner. Ikke mindst, hvis man som jeg læner sig op ad Eric Klinenbergs teorier om social infrastruktur og den betydning netop fri- og fællesrum har for mennesker.

Det handler (stadig) om mennesker

En anden vigtig pointe i undersøgelsen viser nemlig, at folkebiblioteket som arena for mødet og interaktion mellem mennesker betyder meget for brugerne.

Og her spiller ikke mindst personalet en særlig rolle. For udover bogstaveligt talt at være bibliotekets ansigt udadtil, så er de ansatte også for mange brugere et holdepunkt og en kobling til lokalsamfundet og det offentlige.

Christian Lauersen er ikke overrasket. ”I den kontekst har folkebiblioteket som institution og sted en vigtig rolle nu og i fremtiden,” fortæller Lauersen og fortsætter ”mit job handler i udgangspunktet ikke om biblioteker, det handler om mennesker. For at lave gode biblioteker, der gør en forskel i samfundet, må du tage udgangspunkt i mennesker.”

Det kommer da heller ikke bag på biblioteks- og borgerservicechefen, at netop de ansatte fremhæves. Det har han givet udtryk for i en tidligere artikel i BogMarkedet, og mener fortsat, at når folk i stadig højere grad vender sig mod biblioteket at få hjælp, så er vigtigheden af et menneskeligt ansigt kun stigende.

Og her er folkebiblioteket stadig noget ganske særligt.

”Du skal ikke trække nummer, men kan gå lige hen til personalet og så skal de nok hjælpe dig på vej”, som en bruger udtrykker det i undersøgelsen. Det er utvivlsomt også derfor, at folkebibliotekerne er så vellidte og afholdte. Biblioteket er ikke en myndighed eller ses som en hindring på brugernes vej i livet, og det afspejler sig i holdningen til folkebibliotekerne.

En holdning, vi nu er blevet meget klogere på.

 

Blogposten er en lettere bearbejdet udgave af en artikel, jeg skrev til BogMarkedet den 16. marts, 2021.

Det moderne folkebibliotek er en arena

Udgivet den af

Mens jeg slog mine folder i Odense Bibliotekerne, var jeg tovholder på en lektiecafé, hvor en gruppe unge studerende uselvisk, med stor entusiasme og glæde kastede sig ud i at hjælpe områdets poder med deres lektier.

En af dem var Hanne, der på det tidspunkt var ved at tage sin kandidat. Derfor tænkte jeg, det kunne være interessant at høre Hannes holdning til bøger og biblioteker, samt hendes håb for dem i fremtiden. Bibliotekerne, altså.

Lad os som altid starte med at spørge, hvem Hanne M. Holsøe egentlig er.

Hanne M. Holsøe – biblioteksgænger, Cand. Mag. Pæd. og tidligere frivillig.

Prins Valiant var en favorit!

Hanne: ”I highlights er jeg: 31 år, single, bosiddende i Odense og uddannet Cand. Mag. Pæd.

Den lidt længere historie er, at jeg er fra en lille by ude på landet, på Sydvestfyn.

Jeg er en del af en dejligt stor familie, hvor jeg er nr. 5 i en søskendeflok på 8 – du ved dine, mine og vores børn -, og en af de efterhånden få privilegerede, der fik lov at lege uden opsyn, og til tider først kom hjem når mørket faldt på.

Jeg kan huske indførelsen af de første mobiltelefoner, de første modems der overtog fastnetforbindelsen, walk-mans – og hvordan man overspillede bånd med tape på kanten – og heldigvis, kan jeg også huske fornøjelsen af den faste rutine, det var at komme på biblioteket i den nærmeste by Glamsbjerg en gang om ugen.”

SP: Kan du sige lidt mere om dit barndomsbibliotek?

“Her kom jeg med min mor og brødre – de 3 af dem. Der blev flittigt lejet film – på VHS-bånd selvfølgelig – og utallige tegneserier, især Prins Valiant var en favorit!

Jeg kan huske, at biblioteket var delt op i forskellige sektioner, hvor børne-/ungeafdelingen lå i kælderen. Her fandt mine søskende og jeg hurtigt ned, mens vores mor tålmodigt ventede. Jeg husker ikke om det var vores mor, eller biblioteket der havde sat en grænse for hvor meget vi måtte låne pr. gang. men det endte i alt fald altid i store forhandlinger om, hvem man kunne overtale til at låne netop den ekstra ting, man gerne ville have med.”

SP: Er det anderledes i dag, tænker du?

Hanne: ”Ja, jeg husker biblioteket fra min barndom som et sted, hvor man var meget bevidst om at være stille og ellers nok skulle blive irettesat af den alvorlige bibliotekar. Så det var ikke for den gode stemnings skyld, vi kom, men for de mange film, tegneserier og bøger, der kunne blive vores for en uge. Den fristelse var for svær at modstå, til trods for den sure midaldrende dame, der kiggede surt og helt tydeligt ikke brød sig om børn.”

SP: Hvordan ser du så på nutidens bibliotek? Har stemningen ændret sig?

Hanne: ”I dag ser jeg biblioteket, nogle steder, som en meget mere levende arena. Her er plads til børn, nogle steder er der sågar legepladser inde i bibliotekerne. Der bliver budt indenfor til lektiecafeér, højtlæsning for store som små, der er studiepladser, udstillinger, foredrag og koncerter. Det er i højere grad, end jeg husker det fra barndommen, mange steder, gjort op med den selvhøjtidelige intellektualitet og der er i stedet blevet plads til en større kulturel udveksling.”

SP: Apropos det, hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Hanne: ”Mit håb for fremtidens biblioteker er, at de bliver ved med at udvikle på måden, der kan indgås tværkulturelle samarbejder på. Hvis biblioteker skal vedblive med at være en aktuel spiller i forhold til at udbrede kendskab til litteratur, kan man med fordel se mod det de tiltag, der igennem de seneste år har været på Odense hovedbibliotek. Der er herfra, jeg har kendskab til en del af de førnævnte eksempler og jeg håber, at de i høj grad kan tjene som inspiration for mange andre biblioteker. Jeg ser desværre ofte stadig mange eksempler på biblioteker, der i højere grad har karakter af mit barndomsbibliotek, end den levende arena jeg ser andre steder. ”

SP: Er du den fødte læser?

Hanne: ”Jeg har, som jeg husker det, altid været en ivrig læser. Som barn var det i høj grad tegneserier, der fangede mig.

I min ungdom var det i højere grad skønlitteratur og at kunne drømme sig væk i romantiske fortællinger om kærlighed og drama, der fangede min interesse. Derudover følte jeg på et tidspunkt en forpligtigelse til at læse, hvad jeg anså som klassikere. Det inkluderede f.eks. titler som ‘Oliver Twist’, ‘Den kroniske uskyld’ og lidt senere mere filosofiske værker som ‘Sofies verden’.

I mange år, har jeg primært læst biografiske eller historiske værker. Jeg har en stor forkærlighed for krigshistorie, primært 1. og 2. verdenskrig. Derudover læser jeg som nævnt ivrigt biografier. Det har indtil videre inkluderet alt fra rockmusikere til politikere, fodboldspillere, kriminalkommissærer m.m. Hvis de har noget spændende at fortælle, er jeg fanget.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du f.eks. er blevet færdiguddannet, end tidligere?

Hanne: ”De seneste par år hvor jeg har læst min Cand. Mag. har jeg desværre været meget sløv til at læse andet end faglitteratur.

Nu er jeg endelig det sidste års tid kommet i gang med at “læse” igen, men det har indtil for nyligt primært været i lydbogsformat.

Lige nu ligger Morten Papes ‘Planen’ dog på natbordet, venligst udlånt af en kær ven.

Det er en skønt endelig at læse og lytte for sin fornøjelses skyld igen!”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Hanne: ”En af de forfattere, der i høj grad brændte sig fast i mine ungdomsår, er Hanne-Vibeke Holst, specielt trilogien: ‘Til sommer’, ‘Nattens kys’ og ‘Hjertets renhed’. De bøger er blevet læst så mange gange, at det snart er svært at tyde omslaget på de paperbacks, jeg har stående i reolen.

En af de bøger der for nyligt har gjort størst indtryk er ‘Homo Deus – A Brief History of Tomorrow ‘ af Yuval Noah Harari. Den er klart et læs værd, men giv dig god tid, den er svær at slippe!”

Mere end blot et bibliotek

Jeg ville nok aldrig selv have tænkt på at bruge ordet “arena” i sammenhæng med biblioteket, men det giver god mening. Ikke mindst, når man beskriver det moderne folkebibliotek, hvor der klart er et element af cirkus og gøgl, men på et andet niveau er arena også et rammende udtryk.

Historisk har folkebiblioteket altid været en kampplads. Måske ikke for gladiatorer, men som scene for kampen om ideer, for meningsudvekslinger og tidernes kulturelle hundeslagsmål. Det var og, håber jeg fortsat, her folk kom for at klæde sig på til at møde verden med oprejst pande – eller slippe lidt væk fra livets mange krav gennem underholdning.

Ganske som Hannes ord også sætter en tyk streg under, hvorfor det er så vigtigt, at bibliotekerne er bevidst om at skabe en god stemning og tage godt imod folk. Især børn og unge. Ikke kun er de fremtidens biblioteksbrugere, men de er også på mange måder kernepublikummet, hvis man ønsker at skabe nye generationer af stærke læsere og engagerede, kritiske borgere.

Her er billedet af en arena igen sært passende, for her kommer man også i høj grad pga. stemningen og sammenholdet.

Så at se det moderne folkebibliotek, som en arena for liv, men også for debat, kulturudveksling og, naturligvis, gøgl og gæk er slet ikke nogen dum måde at se biblioteket på.

 

 

 

Betyder kultur egentlig noget?

Udgivet den af

Selv for en gammel, forhærdet bibliotekar som mig, kan det nogle gange være mere end almindelig svært at sætte fingeren på og kommunikere, ikke at forglemme, hvad det er kultur kan og hvorfor det er så vigtigt.

Måske fordi kultur i den offentlige debat ofte bliver ligestillet med eller endda forvekslet med kunst.

Nuvel, det er en anden snak.

Men kan man ikke nødvendigvis umiddelbart pege på fordelen ved kultur, så kan man skyde sig ind på det ved at se på, hvad der sker, når et samfunds kultur og historie enten undergraves eller ligefrem ødelægges.

George Orwell har sågar gjort en stor del af arbejdet for mig.

‘1984’ er om mulig endnu mere relevant, end da den blev skrevet i 1948 og udgivet året efter.

Orwell og manglen på kultur

Orwells ’1984’ har altid stået for mig som en potent advarsel mod overvågnings-samfundet, men i virkeligheden advarer Orwell mod noget meget værre, nemlig det kultur- og historieløse samfund, hvor man er bange for ord og frygter tanker.

Et evigt nutidigt og totalitært samfund uden tilknytning til fortiden, der bevidst skaber et sprog, der er renset for nuancer eller kulturelt betingede referencer, og ene og alene er der for at skabe og underbygge den nye virkelighed, som Partiet ønsker. Et samfund og en virkelighed, hvor selvstændig tænkning ikke længere er muligt, for både værktøjerne og færdighederne – historisk viden og sproget – til at udtrykke dissens er væk.

Et sprog, der ikke kan beskrive verden, er ikke kun ligegyldigt, det er også ufarligt … for magthaverne.

Men Nysprog er én ting.

Kulturen som hele noget andet. Og meget større.

For kommunister, nazister, islamister og lignende yderliggående tankeretninger, så må virkeligheden rette ind efter ledernes tanker, ikke omvendt, og derfor er fortiden, historien, sproget og fælles referencerammer – kulturen med andre ord – farlig, for her ser man, hvor besværlig og ubelejlig et samfunds kulturelle fælleshukommelse kan være for en flok verdensomvæltende revolutionære.

Så svaret er selvfølgelig at nedbryde kulturen og tilpasse virkeligheden til de revolutionære ideologier og hensigter, hvilket da også er det, Orwell så skræmmende og rammende beskriver i ‘1984’.

Kina – eksemplets magt

For nyligt påpegede en af mine venner, at udviklingen i hhv. Taiwan og Kina kunne være interessant at kigge på, hvis man ville have et indblik i betydningen af kultur, og han havde ret. Da nationalisterne flygtede fra fastlandet til Taiwan, tog de et væld af Kinas kulturskatte med. Nogle vil sige, de tyvstjal dem, andre at de reddede dem.

Med Kulturrevolutionen in mente, hælder jeg selv til sidstnævnte.

Fælles for kommunister, nazister og islamister er en sær frygt for fortiden. I Kina gav den sig udtryk i en hærgen og ødelæggelse, der fysisk og mentalt næsten udslettede det gamle Kinas kultur og historie til fordel for en ny, mere passende, nemlig en om Bonden, om Arbejderen og om Partiet.

I Taiwan derimod forsøgte man at værne om sin kultur og historie. Det er der mange grunde til, ikke mindst at Kuomintang var nationalister, men det havde den afledte effekt, at Taiwan og Kina udviklede sig på to meget forskellige måder. Og ikke kun i tilgangen til økonomi og politik, men helt grundlæggende og menneskeligt.

Kina hviler på en ideologi, der søger at erstatte det eksisterende og ikke tåler en konfrontation med egen historie, mens Taiwan hviler på klassiske kinesiske dyder og er et, ja, kulturelt og civiliseret sted. Det er et sted, der ikke er bange for sin fortid eller frygter sin historie, og derfor også et sted med sammenhold og samfundssind.

Og et åbent sind overfor anderledestænkende mennesker og forandringer.

Det er naturligvis meget hårdt tegnet op, og der findes naturligvis et hav af undtagelser, men samme udvikling ses i lande, hvor andre ekstreme ismer har slået rod. Seneste i Levanten med Islamisk Stat, mens ellers er Det Tredje Rige, Sovjetunionen og i nogen grad Iran fine skræmmebilleder på, hvordan fortiden er forsøgt ændret og en ny ideologi forsøgt indskrevet i historien.

Hver eneste gang har det ført til utallige lidelser og et mere korrupt, uempatisk og brutalt samfund, hvor man brændte bøger, begrænsede udtryksformer, smadrede monumenter, manipulerede billeder, fjernede kilder, omskrev historien osv. osv.

Alt sammen i et forsøg på at ensrette og kontrollerer befolkningen og måden mennesker tænker på.

Orwell beskriver det så rammende med følgende ord: ”Alle beretninger og optegnelser er blevet tilintetgjort eller forfalsket, alle bøger er blevet skrevet om, alle malerier er blevet ændret, alle statuer, gader og bygninger er blevet døbt om, alle kendsgerninger er blevet forandret. Og denne proces fortsætter dag for dag og minut for minut. Historiens gang er standset. Der eksisterer kun en nutid, hvor Partiet altid har ret.”

Her kunne man fristes til at se nogle paralleller til den flokmentalitet, der trives på de sociale medier. De tilbøjeligheder til i en eller anden sags navn at omskrive historien og forkaste kulturarven, selv de meste grumme, pinlige og bedagede elementer, må vi kæmpe imod. For hvor skal vi ellers lære af vore fejl og synder? Forstå fortiden og give kommende generationer noget at lære af?

Man forstår pludseligt hvorfor Chaplin var skræmt ved tanken om det brutale hovedløse monster, en pøbel udgør.

Uden historien, kulturen og et levende, frit sprog, så befinder vi os i en endeløs nutid. En brutal hovedløs en af slagsen.

Er man i tvivl om, hvor horribelt det ville være, så er ’1984’ værd at læse.

 

(I år er det i øvrigt 75 år siden, Orwells ’Animal Farm’ (’Kammerat Napoleon’) udkom, og ganske som med ’1984’ er den både værd at læse og blive klog af.)

 

Må biblioteket bestå for evigt!

Udgivet den af

Krystalgade midt i København har betydet meget for mig. Da jeg boede i København, kom jeg her ofte. Bl.a. på grund af Hovedbiblioteket, hvor jeg da også endte med arbejde, men især på grund af den fantastisk hyggelige frokostbeværtning, der ligger i kælderen lige ved siden af.

Og det var her på Halvvejen – er det i øvrigt ikke et fantastisk navn til en beværtning? – jeg mødte Lotte Eskildsen for første gang for over 20 år siden.

Vi har altså kendt hinanden længe, Lotte og jeg. Det kan måske overraske folk, der kender os, for på mange måder er vi meget forskellige.

En ting, udover en stor glæde ved at komme på Halvvejen, vi dog havde til fælles var glæden ved bøger og derigennem også biblioteker.

Blogs, bøger og biblioteker

Derfor tænkte jeg, det var oplagt at tage en kort snak med min veninde om netop bøger og biblioteker.

Men lad os som altid starte med en kort introduktion.

Lotte Eskildsen – bogblogger og bibliotekselsker

SP: Hvem er Lotte?

Lotte: ”44 år, nørd, bogblogger, konsulent i politiet og p.t. underlagt den moderne verdens største trussel: stress. Ses ofte med en kop kaffe i hånden og med ufattelige mængder kattehår på tøjet.”

SP: Hvad kan du sige om dit barndomsbibliotek?

Lotte: ”Skolebiblioteket i tilknytning til Holmegårdsskolen i Hvidovre. En uendelig verden af viden, oplevelser og ro. Det var ikke et sted hvor man kom for at møde andre, men et sted man kunne bruge timer på at lede gennem hylderne.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Lotte: ”Nutidens biblioteker har udviklet sig med stor fart, men har i rejsen mistet noget af sin tiltrækningskraft. I mine øjne, altså. I dag skal biblioteker for at kunne retfærdiggøre deres eksistens rumme alle de rigtige elementer i effektivitetens navn.

Med fare for at lyde ældgammel, så savner jeg at kunne udforske biblioteket i fred og ro. At kunne slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger. I dag er biblioteket mere café, studiegrupper og Borgerservice.
Dog er ”mit” bibliotek (Københavns Hovedbibliotek) stadig i stand til at overraske mig og få mig i andre læseretninger. Senest da jeg var på jagt efter en Chris Carter roman, men endte med en bog om Holocaust.”

SP: Hvad er dit håb for fremtidens biblioteker?

Lotte: ”Mit største håb er, at de består! Og at der ikke indføres brugerbetaling, for i mine øjne er biblioteket stadig den ypperste form for tilgang til viden og generel dannelse. Derfor er det også dejligt, at København alligevel ikke lukker for Filmstriben, der netop tilbyder film udover de blockbusters eks. biografen tilbyder.”

SP: Er du den fødte læser?

Lotte: ”Som introvert og særligt sensitiv kan svaret kun være et stort JA. Så længe jeg kan huske har jeg fundet fred og ro i bøgernes verden, og har også fundet inspiration i mine forældres bibliotek. Bøger kan underholde, overraske, chokere og lære mig noget, og det skal man ikke kimse ad.”

SP: Gør dit virke som bogblogger, at bøger har en anden betydning i dag?

Lotte: ”Ja, på nogle måder gør det faktisk. Jeg læser bøgerne på en anden måde, og tænker mere over flere ting. Måske kan man sige, at blogning har givet mig mere grundlag til at reflektere over de bøger jeg læser.”

SP: Hvilken bog eller forfatter har givet dig den helt store læseoplevelse eller haft en særlig betydning for dig?

Lotte: ”Puha, det er svært at svare på, for der ryger mellem 150-170 bøger gennem læsefilteret om året.

Som yngre var det specielt Hans Kirk, hvor specielt ’Fisker’ og ’Daglejerne’ ramte godt. De stod på mine forældres hylder, og er sikkert blevet valgt grundet mangel på andet. Også Jørn Riels bøger blev slugt, fordi min far – før min fødsel og senere i livet – boede og arbejde på Grønland.

Da min yngste storebror stadig boede hjemme, lå der en bog som støtte under hjørnet på hans klædeskab. Jeg glædede mig til han flyttede hjemmefra – for så kunne jeg endeligt få fingre i den bog! Sådan var min læselyst som barn og i dag. Bogen var ’Børnene i Nyskoven’ og blev læst flere gange de følgende år.

Generelt kan jeg godt lide bøger der overrasker mig eller lærer mig noget – selvom jeg absolut også er til underholdende krimier.”

Ro på! Biblioteket er til for alle …

En ting, jeg har med fra min samtale med Lotte, er, at mit bibliotekssyn måske trænger til en lille justering. Jeg tror, jeg har undervurderet bibliotekets betydning som ”stillezone”, altså som et sted, man søger hen for at få lidt fred, komme en kende ned i gear og føle en vis ro om sig.

Selv er jeg stor fan af det moderne og livlige folkebibliotek, og det er jeg fortsat. Dog vil jeg have in mente, at biblioteket også har en rolle som fristed for en travl og støjende verden. En rolle, det kun kan opfylde, hvis der er ro og plads til nyde sit eget selskab. Ikke i form af mine ellers så elskede læsesale, men i form af et biblioteksrum, der også giver plads til, at man kan ”slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger” uden alt for meget kalas og ståhej.

Du kan følge Lotte blog Cats, Books and Coffee her, og det bør du klart gøre. Den er sjældent velskrevet og går med stor indsigt i dybden med de anmeldte bøger uden at blive akademikertør.

At drømme om et trofast sværd og en nævefuld magi

Udgivet den af

Det ligger dybt i vores natur at drømme. At drømme om bedre tider, at drømme om magt eller bare at drømme os andre steder hen.

Mens det er den store styrke i litteratur generelt, så er det i genrelitteratur og særligt i fantasygenren, man for alvor kan drømme. Her kan man drømme sig til en svunden tid eller til andre verdener, hvor drager krydser himlen, hvor guder besvarer dine bønner, hvor mægtige troldmænd kogler fra høje tårne, hvor riddere kækt drager ud på heltetogt og så videre …

Klicheerne står nærmest i kø, og selv om de unægteligt er en del af fantasy, så er genren meget mere end det.

Antologien er et fremragende eksempel på styrken i velskreven genrelitteratur.

Lad os dykke ned i, hvad fantasy er, kan være, og hvori tiltrækningskraften består.

Den spæde begyndelse – sandaler, sværd og nye verdener

De tidligste spæde fantasyskridt blev taget med det babylonske helteepos ’Gilgamesh’, men det var med de gamle grækere, at de første fantasyfortællinger i form af myter og sagn slap ud i verden og tog en form, vi i dag kan nikke genkendende til. Homers ’Odysseen’ og de mange andre fortællinger om gamle grækere, der drog hærgende rundt og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre er i bund og grund fantasy.

God fantasy endda, men det skal man nok være varsom med at sige til sin oldtidskundskabslærer.

Vi skal dog helt frem til Robert E. Howards ikonisk Conan-figur i 1930’erne, før vi får en sand fantasyfortælling. Nok låner Howard fra gamle myter, men fortællingerne er hans egne og introducerer en række af de typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem mennesker og guder, skurkagtige troldmænd og forsvundne civilisationer. Conan er i dag nok bedste kendt for filmatiseringerne med hhv. Arnold Schwarzenegger i starten af 1980’erne og senere Jason Momoa 2011, men bøgernes indflydelse på genren må ikke underkendes.

Den mere moderne vinkel på fantasy tog form med J.R.R. Tolkiens ’Hobbitten’ og ikke mindst ’Ringenes Herre’ i 1950’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre de skikkelser, vi har set i et hav af bøger efterfølgende. Her ændrede fantasy sig lidt og blev til kampen mellem det gode og det onde. De grå nuancer svandt til fordel for en mere klar konflikt.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor endnu et gennemgående tematisk træk blev introduceret nemlig den alternative virkelighed og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens rejse oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serie om ’Fionavar-Gobelinen’, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Genren har taget nogle gevaldige skridt siden pionerernes første togter udi det fantastiske, og fantasy har bevæget sig fra at være ugleset eskapisme til at blive betragtet som rigtig litteratur. Men der er ingen tvivl om, at den fantastiske indpakning og netop klicheerne har gjort det svært for genren at blive taget alvorligt og accepteret som ”rigtig” litteratur.

Men hvorfor egentlig det? Hvorfor har fantasy haft det så hårdt?

Klicheer eller ej – drager må der til

Som genrenavnet mere end antyder, så hviler fantasy på et fundament af fantastiske elementer. Det har gjort det svært for mange at tage genren alvorligt og se de litterære kvaliteter, der ganske ofte er at finde i bøgerne. Især når det kommer til børne- og ungdomslitteratur, hvor mere voksne typer gerne kalder på opbyggelig hverdagsrealisme, og ser det fantastiske og muligheden for at drømme sig bort som noget negativt og uden værdi.

Fantasy er da også noget nær en direkte modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget social- eller hverdagsrealisme at hente i fantasy. Medmindre det bruges til at tegne forskellen op og vise helten eller heltindens grå, trælse hverdag, inden alt det fede (eller skræmmende) indtræffer.

Og tak guderne for det!

Harry Potter havde eksempelvis været jævnt træls at komme igennem, hvis ikke det meste af handlingen havde udspillet sig i det magiske univers. Nok er familien Dursley og Harrys prøvelser i den virkelige verden ret underholdende, men mest som afsæt for resten af historien, for det fantastiske. Netop den fantastiske ramme giver mulighed for at belyse en problemstilling på nye måder, og fortælle de store historier uden den bagage, som en almindelig skønlitterær bog ville have i læserens øjne. En læser vil hurtig danne sig et forhåndsindtryk af eller have forventninger til en historie sat i eksempelvis Vollsmose med Mohammed i hovedrollen. De fordomme vil en læser ikke have med, lad os sige, Kalmira fra Oliandeskoven, og det giver forfattere af fantasy stor frihed.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur, som f.eks. horror og science fiction. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”.

Oftest vil det være en helt, der starter som ung, fanget i en verden, der ikke forstår ham eller hende, og oftest også uden nogen indflydelse på egen skæbne. Derefter følger så en fantastisk dannelsesrejse fyldt med prøvelser. Her ligger også et element af identitetsudvikling, som især er tydeligt i værker, der omhandler yngre hovedpersoner.

Rejsen fra noget nær ingenting til mægtig helt eller i hvert fald til egen skæbnes mester og sjæls kaptajn er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier. Vi har Pevensie-børnenes eventyr i ’Narnia’. Vi har de små, uskyldsrene og naive hobbitter i ’Ringenes herre’. De unge studerende i ‘Fionavar-Gobelinen’. ’Harry Potter’ har bogstaveligt talt en række børn, der gennem serien bliver voksne. De gennemgår ikke kun heltens rejse, men også en åndelig udvikling. Helten vokser både fysisk og psykisk undervejs i historien.

Det tema binder overordnet set antologien, du sidder med, sammen og går igen i de enkelte noveller. Hele rejsen fra intet til noget, det umiddelbart identificerbare, eskapismen og den åndelige vækst er blot nogle af grundene til, at fantasy har en bred appel på tværs af aldre, kulturer og geografi.

Vores egen historie – nu med et godt sværd og en nævefuld magi

Tolkien sagde engang, at han ikke brød sig om allegorier og lignelser, men foretrak historie – I much prefer history – med alle de mange fortolkningsmuligheder, der er i en fortælling baseret på en, indrømmet, fiktiv historie fremfor at være koblet direkte op på et eller andet konkret tema med rod i nutiden.

Og det er jeg ganske enig i.

Vi bringer nemlig alle vore egne historier ind i de fortællinger, vi læser, hører og ser. Vi kan identificere os med heltens trængsler og fornemmelsen af at være fanget et sted, hvor vi ønsker mere indflydelse eller selvkontrol.

Alt for ofte forveksles anvendelighed desværre med sammenligninger, hvilket berøver læseren en mulighed for at se sig selv i fortællingen. Det første giver læseren mulighed for at spejle sig i historien, mens det sidste knytter fortællingen til forfatterens hensigt, og i god fantasy, så bør læseren være i fokus.

Det giver også ofte fortællinger med en længere holdbarhed.

Man kunne fristes til at indskyde, at det moderne liv, hvor alt er reguleret, og hvor ens livsvej på mange måder ligger fast, kun gør fantasy til en om muligt endnu mere appellerende genre. For nok er historierne fantastiske og virkelighedsfjerne på overfladen, men de bedre fortællinger har en psykologisk realisme. Det gælder ikke mindst, når det kommer til ungdomslitteratur, hvor identitetsdannelse for alvor kommer i centrum.

Vi kan altså, som Tolkien ville sige, anvende de gode fantasyhistorier på vores eget liv og på vores egne præmisser, og på den måde lære noget nyt om os selv, om verden og få næring til vores drømme.

Fantasybøger giver læseren mulighed for at blive klogere, finde sin egen vej og identitet, om ikke ligefrem sin skæbne. Det er muligt at finde normer i fantasy, drømme sig væk og finde sine rollemodeller blandt helte, heltinder, skurke og de mange karakterer, der er lidt af hvert på samme tid. Alt sammen noget, der vækker en dyb klangbund hos publikum.

For, hånden på hjertet, hvem har ikke drømt om at pløje sin egen vej gennem livets forhindringer og stå imod store uretfærdigheder ved brug af sit trofaste sværd og en nævefuld magi, og på den måde vinde kontrollen med sin skæbne?

*

Teksten er en lettere bearbejdet udgave af det forord, jeg skrev til Ulven og Uglens fantasyantologi ’Ind i det ukendte’.

 

 

 

 

Biblioteket er løftet om frihed

Udgivet den af

For mig spiller et velfungerende og aktivt folkebibliotek er stor rolle for et lokalområdes trivsel og for borgernes ve og vel. Med andre ord, ønsker man et velfungerende civilsamfund, så er biblioteket en hjørnesten og en central aktør.

Derfor faldt mig også lige for at spørge en af mine venner, der om nogen brænder for civilsamfundet, men også ofte er kritisk over for offentlige institutioner, om han ikke ville dele nogle af sine tanker om biblioteker med mig.

Den finurlige vej til et venskab

Man skulle måske ikke tro det, især ikke i disse dage, men en god diskussion om politik og litteratur på sociale medier kan føre til gode venskaber.

F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner, der for mange nok er kendt som en liberal og diskussionslysten debattør på ikke mindst de sociale medier.

Siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – både Søren og jeg er ikke just mænd af få ord -, at jeg endte med at dele samtalen op i en post om biblioteker her på DGBib.dk og en om bøger og læsning ovre på Bogsnak.dk.

Søren Kenner med egne ord

SP: Hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Tror for det meste på det gode i mennesker og mener, at man må og skal respektere alle menneskers individuelle frihedsrettigheder. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Livsnyder og meget rejsende – og vi har også efterhånden boet mange steder: Stevns, København, Malta, Los Angeles og nu Cambridge. Storforbruger af læseoplevelser og læser masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

SP: Hvad var dit første møde med biblioteket?

Søren: ”Jeg lærte at læse tidligt og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer og senere til Marshall McLuhan, Viktor Frankl, Hannah Arendt, Sartre, Simone de Beuvoir, Anais Nin, James Mitchener, Herbert Marcuse med flere.”

SP: Det lyder som om, at skolebiblioteket betød meget for dig?

Søren: “Det gjorde det. Mine forældre flyttede fra København til Vallø på Sydsjælland, da jeg var 10. Jeg var “kloge Aage” i en klasse fyldt med drenge, som var vant til at bruge kræfterne på gården, værkstedet og alle mulige andre steder. Det blev ret turbulent. De mobbede mig sindssygt og jeg fandt mig ikke i det, så slagsmål, slagsmål og endnu flere slagsmål – og brækkede arme med mere – og fortsat “helle” på det nye lokale skolebibliotek, som var okay, men ikke lige så godt som det, jeg kom fra.”

”Til gengæld kunne man cykle til biblioteket i Køge, som var veludstyret, og det gjorde jeg så i hvert fald en gang eller to om ugen. Eneste problem var ideen om en opdeling mellem “voksen” og “børn”, som var vanvittigt frustrerende. Jeg kunne låne debile Rasmus Klump og idiotiske Christiane F, men kunne ikke tage hverken Einstein, Rifbjerg eller Panduro med hjem.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Søren: ”Biblioteker er ikke kun en velfærdsydelse, men i realiteten noget meget mere essentielt og vigtigt. De er menneskehedens hukommelse, opsamlingen af den viden, vi besidder – og lever af – og intet er vel i virkeligheden vigtigere for en åben, demokratisk civilisation som vores end gode biblioteker med betydelig tyngde.”

”I et lille land som Danmark forfalder biblioteker ofte til at være arkiver over passeret litteratur eller accepteret faglighed, men i virkeligheden er de bedste biblioteker ekstremt brede i den forstand, at de både tilbyder den gode og lette læseoplevelse for novicen og samtidig adgangen til den ypperste viden, vi har og forudsætningen for at danne ny viden ud fra det, vi allerede ved.”

”Det er i øvrigt en af de gode ting ved at bo i Cambridge; bare tanken om at være indenfor få minutter af nogle af verdens bedste forskningsbiblioteker får mig til at sove bedre om natten.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Søren: ”At de redefinerer deres rolle og holder op med at tænke på sig selv som “underholdning” og får et bedre greb om det enorme (samfunds)ansvar der hviler på deres skuldre for så vidt angår adgang til bevidstgørelse, arkivering af det vi i det hele taget ved, stimulatorer af vidensbegær og redskaber der giver adgang til både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, altså, at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den.”

”Biblioteker er “repositories of knowledge” og med det følger et ansvar både for at formidle adgang, skabe interesse for litteraturen og selvfølgelig ikke mindst sikre, at det man har på hylderne, er relevant i en større sammenhæng og for det mestes vedkommende også kan gøres tilgængeligt digitalt.”

Biblioteket er mere end velfærd – det er frihed

Frihed er et begreb og et udtryk, der tolkes meget forskelligt og bærer kimen til mange indædte diskussioner i sig, men jeg har altid tænkt frihed som friheden til at leve sit liv, som man nu har lyst i fred for andres hævede pegefingre og utidige indblanding.

Derfor er frihed på mange måder lig med dannelse. Det kræver nogle gange mulighed for en pause, for et helle og det kræver især, at man forstår verden omkring sig. Ting, der giver en muligheden for at tage livet i egne hænder. Den mulighed hjælper bibliotekerne med til at give.

For biblioteket er et helle, det er et rum uden andre krav end et modikum af god opførsel og et sted, hvor man kan finde sig selv og blive klogere. Det er en vigtig del af civilsamfundet.

Som Søren er inde på, så er det vigtigt ”at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den” og viden og kultur, dannelse med andre ord, kan være med til at skabe forståelse mellem mennesker med forskellige meninger og holdning, men fremfor alt give dem et fundament af viden og selvtillid til at være de mennesker, de er, og frihed til at leve de liv, de gerne vil leve.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det i hvert fald svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Derfor er bibliotekerne løftet om frihed.

Biblioteket som mødested

Udgivet den af

Er det i det hele taget nødvendigt med mødesteder i det offentlige rum? Kunne vi ikke bare mødes på cafeen, på nettet eller tage en hurtig snak nede i supermarkedet?

Eric Klinenberg vil sige nej. Neutrale, offentlige mødesteder – eller fælles byrum, om man vil – er nemlig en vigtig del af den sociale infrastruktur. De er med til at forme og skabe relationer mellem mennesker i en tid, hvor folk synes mere ensomme og alene end tidligere, og de fælles områder ser ud til at være på retræten.

Det er en opgave bibliotekerne søger at løfte gennem brætspilscafeer, samtalesaloner, strikkecafeer, læsekredse, lytteklubber, fællesspisning og lignende.

Og det gør de ret godt.

F.eks. fik jeg selv skabt nogle gode venskaber gennem en spilcafé på mit barndomsbibliotek i Haslev. Ikke mindst med Sune Sporring, som jeg den dag i dag over 30 år senere stadig er så heldig at tælle som min gode ven. Det er et bånd og et venskab, der i den grad har været med til at forme og præge min udvikling.

Sune Sporrings tanker om biblioteket

Netop fordi vi mødte hinanden på et bibliotek og begge to er grumt nørdede bog- og rollespilsnørder, så tænkte jeg, jeg ville plage min kammesjuk med et par spørgsmål om bøger og biblioteker.

Sune Sporring – en god ven med meninger.

Traditionen tro, så starter vi med at spørge ind til, hvem Sune er.

Sune: ”44 år, far til tre, videnskabsmand, kemiker, rollespiller, del af samfundets hamsterhjul, sur over ligegyldigheder, glad over det som tæller. Frit efter Kirkegaard; At have travlt er det dummeste man kan have.”

SP: Når man nævner Kirkegaard i flæng, så er det oplagt at spørge, om du er den fødte læser?

Sune: ”Haha, jeg har læst nok til, at der skal briller til efterhånden. Men læser faktisk ikke så hurtigt som andre. Tygger nok lidt på det hele.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Sune: ”Det var jo Haslev bibliotek. Vi lavede udstillinger om rollespil, lånte bøger og mødte mennesker. Dejligt lille sted på størrelse med en Facebook-korrekt murermestervilla i dag.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Sune: ”Meget effektivt, men har mistet lidt af charmen. Bibliotek i dag har en meget bredere betydning end bøger. Det er blevet et medborgerhus og et sted, hvor unge hænger ud på godt og ondt; et sted man fornyr sit pas; et sted gråhårede damer mødes og hører om måder at bruge deres tid på der resonerer med Alt For Damerne; et sted, hvor egoistgenerationen (68-erne) søger indhold i deres ellers meningsløse liv. Hvem sagde kæphest?”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Sune: ”At de finder deres plads for alvor i det virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice, de for tiden skal håndtere.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du er blevet far, end det havde, da du var barn?

Sune: ”Ja, nu læser jeg mest fagbøger. Man har også laaangt mindre tid, end man havde som barn. Men så på den anden side, har jeg fundet virkelig mange bøger med alle børnene, mens vi gik rundt blandt reolerne, som vi derefter læste hjemme om aftenen, inden man skulle sove, i stedet for at zombificere sig foran en skærm. Masser af gode bøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Sune: ”Der er tre: Tolkien, Kirkegaard og Rowling. Alle tre giver noget at tænke over og forestille sig.”

Et sted for egoister?!

En af de ting, jeg holder meget af ved Sune, er hans evne til at få mig til at tænke nærmere over tingene. Som i samtalen her, formår han altid at udfordre og oftest også provokere mig lidt.

Bl.a. med udtalelsen om egoistgenerationen og deres meningsløse liv. Jørgen Goul Andersen ville nok gøre indsigelser og hævde at 68’erne er langt fra egoister, om end jeg dog forstår, hvad Sune mener. Men er det ikke netop en del af bibliotekets rolle at hjælpe folk med at finde mening med tingene og vokse som mennesker? Er det i bund og grund ikke det, dannelse betyder?

Om ikke andet kan jeg godt lide tanken om, at folk mødes på biblioteket og finder ikke kun hinanden, men mening med tingene og måske endda verden.

Vi skal bare huske at holde fast i charmen, for jeg tænker, at Sune har en pointe. Bibliotekerne har en tendens til at blive strømlinede, pæne og måske også lidt for effektive. Selvbetjente biblioteker er et godt eksempel på at effektiviseringen og det knap så charmerede har taget overhånd.

Ganske som vi også skal være opmærksomme på at have et fokus på kernen i bibliotekernes virke. Det nytter ikke noget, at opgaven med at danne og oplyse forsvinder i et ”virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice.”

Men vigtigst af alt, hvis det ikke havde været for biblioteket som mødested, så ville jeg ikke have mødt Sune og i årene efter brugt en uendelighed på at diskutere verdens tilstand og spille rollespil.

Om at sige farvel …

Udgivet den af

For to måneder siden sagde jeg mit job i Odense Bibliotekerne op …

Det endte med 5 fantastiske år i det fynske, hvor jeg har fået lov at gøgle lystigt løs. Jeg har skrevet for aviser og blade. Været i radio og tv. Podcastet. Debatteret på Christiansborg. Holdt oplæg og stået på et hav af scener. Stablet shows, festivaler og arrangementer på benene. Rejst land og rige rundt. Alt sammen noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle foretage mig som bibliotekar, men som jeg fik mulighed for i Odense.

Det skyldes ikke mindst mine gode chefer, søde kolleger og den flok fantastiske ildsjæle, der er løs i Odense. Jeg skylder dem alle stor tak. Ikke kun for at have holdt mig ud, men også for både at have udfordret og støttet mig.

Jeg havde oprindeligt ikke tænkt mig at være mere end et par år på Fyn, men det blev til hele fem, og det vidner om den ånd og stemning, der er i Odense Bibliotekerne og, ikke at forglemme, Odense by. Ganske som et bibliotek kan gøre meget for byen, så betyder byen også meget for biblioteket.

Det er nok den vigtigste lektie, jeg har med mig fra Odense. Det lokale bibliotek har stor betydning – eller kan i hvert fald have det, hvis man vælger at fokusere på det – for lokalområdet og beboerne i nærområdet har stor betydning for biblioteket – eller bør i hvert fald have det.

F.eks. kom der jævnligt en ung somalisk far med sine to døtre på mit bibliotek, og en dag efter at have siddet længe i vores computerlokale, spurgte han, om jeg ikke ville læse hans jobansøgning igennem. Normalt er det ikke noget, vi gør det i, men han spurgte pænt, var en af vores faste brugere og lige den dag havde jeg god tid, så det gjorde jeg. Desværre kommer han ikke så tit mere, men heldigvis fordi han fik jobbet.

Det skyldes ikke mig, iler jeg med at indskyde. MEN biblioteket gav en skulder at læne sig op ad og en lille, venlig hjælpende hånd. Vi gjorde en forskel på biblioteket. En helt konkret forskel. Især efter at have læst Klinenbergs ’Palaces for the people’ står det mig klart, det er et vigtigt budskab.

Sedlen på billedet hang på min skærm på Tarup Bibliotek, og den efterlod jeg, da jeg rejste. Jeg håber, den også vil inspirere min afløser, som den inspirerede mig.

Stor tak skal i øvrigt lyde til Amdi Silvestri og David Ledstrup for at inspirere mig til at nedfælde mit nye mundheld. Amdi skrev på Instagram ”Du har et valg” om en seddel, han havde hængende. Sedlen skulle minde ham om ikke altid at følge den nemme og den slagne vej, når han skrev. Det er kloge ord, og de mindede mig om noget, David engang havde fortalt mig. Han havde en tanke om, at man skulle have en (imaginær) plakette eller lignende hængende over sit skrivebord med en kort sætning, der beskrev, hvorfor man gjorde, hvad man nu gjorde. Altså, kernen i ens virke. Så kunne man altid kigge op og blive ført tilbage på ret spor.

Sådan en plakette eller seddel – imaginær eller ikke – bør vi alle have hængende.

Og hvad så nu, spørger du sikkert? Pascal Merciers skriver det så smukt i ’Nattog til Lissabon’: ”Jeg har ingen anelse om hvad det nye skal være. Men det tåler ingen opsættelse, ikke den mindste. Min tid løber nemlig ud, og måske er der ikke så meget tilbage af den.”

Forhåbentlig bliver det et sted, hvor jeg kan gøre en forskel.