Det moderne folkebibliotek er en arena

Mens jeg slog mine folder i Odense Bibliotekerne, var jeg tovholder på en lektiecafé, hvor en gruppe unge studerende uselvisk, med stor entusiasme og glæde kastede sig ud i at hjælpe områdets poder med deres lektier.

En af dem var Hanne, der på det tidspunkt var ved at tage sin kandidat. Derfor tænkte jeg, det kunne være interessant at høre Hannes holdning til bøger og biblioteker, samt hendes håb for dem i fremtiden. Bibliotekerne, altså.

Lad os som altid starte med at spørge, hvem Hanne M. Holsøe egentlig er.

Hanne M. Holsøe – biblioteksgænger, Cand. Mag. Pæd. og tidligere frivillig.

Prins Valiant var en favorit!

Hanne: ”I highlights er jeg: 31 år, single, bosiddende i Odense og uddannet Cand. Mag. Pæd.

Den lidt længere historie er, at jeg er fra en lille by ude på landet, på Sydvestfyn.

Jeg er en del af en dejligt stor familie, hvor jeg er nr. 5 i en søskendeflok på 8 – du ved dine, mine og vores børn -, og en af de efterhånden få privilegerede, der fik lov at lege uden opsyn, og til tider først kom hjem når mørket faldt på.

Jeg kan huske indførelsen af de første mobiltelefoner, de første modems der overtog fastnetforbindelsen, walk-mans – og hvordan man overspillede bånd med tape på kanten – og heldigvis, kan jeg også huske fornøjelsen af den faste rutine, det var at komme på biblioteket i den nærmeste by Glamsbjerg en gang om ugen.”

SP: Kan du sige lidt mere om dit barndomsbibliotek?

“Her kom jeg med min mor og brødre – de 3 af dem. Der blev flittigt lejet film – på VHS-bånd selvfølgelig – og utallige tegneserier, især Prins Valiant var en favorit!

Jeg kan huske, at biblioteket var delt op i forskellige sektioner, hvor børne-/ungeafdelingen lå i kælderen. Her fandt mine søskende og jeg hurtigt ned, mens vores mor tålmodigt ventede. Jeg husker ikke om det var vores mor, eller biblioteket der havde sat en grænse for hvor meget vi måtte låne pr. gang. men det endte i alt fald altid i store forhandlinger om, hvem man kunne overtale til at låne netop den ekstra ting, man gerne ville have med.”

SP: Er det anderledes i dag, tænker du?

Hanne: ”Ja, jeg husker biblioteket fra min barndom som et sted, hvor man var meget bevidst om at være stille og ellers nok skulle blive irettesat af den alvorlige bibliotekar. Så det var ikke for den gode stemnings skyld, vi kom, men for de mange film, tegneserier og bøger, der kunne blive vores for en uge. Den fristelse var for svær at modstå, til trods for den sure midaldrende dame, der kiggede surt og helt tydeligt ikke brød sig om børn.”

SP: Hvordan ser du så på nutidens bibliotek? Har stemningen ændret sig?

Hanne: ”I dag ser jeg biblioteket, nogle steder, som en meget mere levende arena. Her er plads til børn, nogle steder er der sågar legepladser inde i bibliotekerne. Der bliver budt indenfor til lektiecafeér, højtlæsning for store som små, der er studiepladser, udstillinger, foredrag og koncerter. Det er i højere grad, end jeg husker det fra barndommen, mange steder, gjort op med den selvhøjtidelige intellektualitet og der er i stedet blevet plads til en større kulturel udveksling.”

SP: Apropos det, hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Hanne: ”Mit håb for fremtidens biblioteker er, at de bliver ved med at udvikle på måden, der kan indgås tværkulturelle samarbejder på. Hvis biblioteker skal vedblive med at være en aktuel spiller i forhold til at udbrede kendskab til litteratur, kan man med fordel se mod det de tiltag, der igennem de seneste år har været på Odense hovedbibliotek. Der er herfra, jeg har kendskab til en del af de førnævnte eksempler og jeg håber, at de i høj grad kan tjene som inspiration for mange andre biblioteker. Jeg ser desværre ofte stadig mange eksempler på biblioteker, der i højere grad har karakter af mit barndomsbibliotek, end den levende arena jeg ser andre steder. ”

SP: Er du den fødte læser?

Hanne: ”Jeg har, som jeg husker det, altid været en ivrig læser. Som barn var det i høj grad tegneserier, der fangede mig.

I min ungdom var det i højere grad skønlitteratur og at kunne drømme sig væk i romantiske fortællinger om kærlighed og drama, der fangede min interesse. Derudover følte jeg på et tidspunkt en forpligtigelse til at læse, hvad jeg anså som klassikere. Det inkluderede f.eks. titler som ‘Oliver Twist’, ‘Den kroniske uskyld’ og lidt senere mere filosofiske værker som ‘Sofies verden’.

I mange år, har jeg primært læst biografiske eller historiske værker. Jeg har en stor forkærlighed for krigshistorie, primært 1. og 2. verdenskrig. Derudover læser jeg som nævnt ivrigt biografier. Det har indtil videre inkluderet alt fra rockmusikere til politikere, fodboldspillere, kriminalkommissærer m.m. Hvis de har noget spændende at fortælle, er jeg fanget.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du f.eks. er blevet færdiguddannet, end tidligere?

Hanne: ”De seneste par år hvor jeg har læst min Cand. Mag. har jeg desværre været meget sløv til at læse andet end faglitteratur.

Nu er jeg endelig det sidste års tid kommet i gang med at “læse” igen, men det har indtil for nyligt primært været i lydbogsformat.

Lige nu ligger Morten Papes ‘Planen’ dog på natbordet, venligst udlånt af en kær ven.

Det er en skønt endelig at læse og lytte for sin fornøjelses skyld igen!”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Hanne: ”En af de forfattere, der i høj grad brændte sig fast i mine ungdomsår, er Hanne-Vibeke Holst, specielt trilogien: ‘Til sommer’, ‘Nattens kys’ og ‘Hjertets renhed’. De bøger er blevet læst så mange gange, at det snart er svært at tyde omslaget på de paperbacks, jeg har stående i reolen.

En af de bøger der for nyligt har gjort størst indtryk er ‘Homo Deus – A Brief History of Tomorrow ‘ af Yuval Noah Harari. Den er klart et læs værd, men giv dig god tid, den er svær at slippe!”

Mere end blot et bibliotek

Jeg ville nok aldrig selv have tænkt på at bruge ordet “arena” i sammenhæng med biblioteket, men det giver god mening. Ikke mindst, når man beskriver det moderne folkebibliotek, hvor der klart er et element af cirkus og gøgl, men på et andet niveau er arena også et rammende udtryk.

Historisk har folkebiblioteket altid været en kampplads. Måske ikke for gladiatorer, men som scene for kampen om ideer, for meningsudvekslinger og tidernes kulturelle hundeslagsmål. Det var og, håber jeg fortsat, her folk kom for at klæde sig på til at møde verden med oprejst pande – eller slippe lidt væk fra livets mange krav gennem underholdning.

Ganske som Hannes ord også sætter en tyk streg under, hvorfor det er så vigtigt, at bibliotekerne er bevidst om at skabe en god stemning og tage godt imod folk. Især børn og unge. Ikke kun er de fremtidens biblioteksbrugere, men de er også på mange måder kernepublikummet, hvis man ønsker at skabe nye generationer af stærke læsere og engagerede, kritiske borgere.

Her er billedet af en arena igen sært passende, for her kommer man også i høj grad pga. stemningen og sammenholdet.

Så at se det moderne folkebibliotek, som en arena for liv, men også for debat, kulturudveksling og, naturligvis, gøgl og gæk er slet ikke nogen dum måde at se biblioteket på.

 

 

 

Betyder kultur egentlig noget?

Selv for en gammel, forhærdet bibliotekar som mig, kan det nogle gange være mere end almindelig svært at sætte fingeren på og kommunikere, ikke at forglemme, hvad det er kultur kan og hvorfor det er så vigtigt.

Måske fordi kultur i den offentlige debat ofte bliver ligestillet med eller endda forvekslet med kunst.

Nuvel, det er en anden snak.

Men kan man ikke nødvendigvis umiddelbart pege på fordelen ved kultur, så kan man skyde sig ind på det ved at se på, hvad der sker, når et samfunds kultur og historie enten undergraves eller ligefrem ødelægges.

George Orwell har sågar gjort en stor del af arbejdet for mig.

‘1984’ er om mulig endnu mere relevant, end da den blev skrevet i 1948 og udgivet året efter.

Orwell og manglen på kultur

Orwells ’1984’ har altid stået for mig som en potent advarsel mod overvågnings-samfundet, men i virkeligheden advarer Orwell mod noget meget værre, nemlig det kultur- og historieløse samfund, hvor man er bange for ord og frygter tanker.

Et evigt nutidigt og totalitært samfund uden tilknytning til fortiden, der bevidst skaber et sprog, der er renset for nuancer eller kulturelt betingede referencer, og ene og alene er der for at skabe og underbygge den nye virkelighed, som Partiet ønsker. Et samfund og en virkelighed, hvor selvstændig tænkning ikke længere er muligt, for både værktøjerne og færdighederne – historisk viden og sproget – til at udtrykke dissens er væk.

Et sprog, der ikke kan beskrive verden, er ikke kun ligegyldigt, det er også ufarligt … for magthaverne.

Men Nysprog er én ting.

Kulturen som hele noget andet. Og meget større.

For kommunister, nazister, islamister og lignende yderliggående tankeretninger, så må virkeligheden rette ind efter ledernes tanker, ikke omvendt, og derfor er fortiden, historien, sproget og fælles referencerammer – kulturen med andre ord – farlig, for her ser man, hvor besværlig og ubelejlig et samfunds kulturelle fælleshukommelse kan være for en flok verdensomvæltende revolutionære.

Så svaret er selvfølgelig at nedbryde kulturen og tilpasse virkeligheden til de revolutionære ideologier og hensigter, hvilket da også er det, Orwell så skræmmende og rammende beskriver i ‘1984’.

Kina – eksemplets magt

For nyligt påpegede en af mine venner, at udviklingen i hhv. Taiwan og Kina kunne være interessant at kigge på, hvis man ville have et indblik i betydningen af kultur, og han havde ret. Da nationalisterne flygtede fra fastlandet til Taiwan, tog de et væld af Kinas kulturskatte med. Nogle vil sige, de tyvstjal dem, andre at de reddede dem.

Med Kulturrevolutionen in mente, hælder jeg selv til sidstnævnte.

Fælles for kommunister, nazister og islamister er en sær frygt for fortiden. I Kina gav den sig udtryk i en hærgen og ødelæggelse, der fysisk og mentalt næsten udslettede det gamle Kinas kultur og historie til fordel for en ny, mere passende, nemlig en om Bonden, om Arbejderen og om Partiet.

I Taiwan derimod forsøgte man at værne om sin kultur og historie. Det er der mange grunde til, ikke mindst at Kuomintang var nationalister, men det havde den afledte effekt, at Taiwan og Kina udviklede sig på to meget forskellige måder. Og ikke kun i tilgangen til økonomi og politik, men helt grundlæggende og menneskeligt.

Kina hviler på en ideologi, der søger at erstatte det eksisterende og ikke tåler en konfrontation med egen historie, mens Taiwan hviler på klassiske kinesiske dyder og er et, ja, kulturelt og civiliseret sted. Det er et sted, der ikke er bange for sin fortid eller frygter sin historie, og derfor også et sted med sammenhold og samfundssind.

Og et åbent sind overfor anderledestænkende mennesker og forandringer.

Det er naturligvis meget hårdt tegnet op, og der findes naturligvis et hav af undtagelser, men samme udvikling ses i lande, hvor andre ekstreme ismer har slået rod. Seneste i Levanten med Islamisk Stat, mens ellers er Det Tredje Rige, Sovjetunionen og i nogen grad Iran fine skræmmebilleder på, hvordan fortiden er forsøgt ændret og en ny ideologi forsøgt indskrevet i historien.

Hver eneste gang har det ført til utallige lidelser og et mere korrupt, uempatisk og brutalt samfund, hvor man brændte bøger, begrænsede udtryksformer, smadrede monumenter, manipulerede billeder, fjernede kilder, omskrev historien osv. osv.

Alt sammen i et forsøg på at ensrette og kontrollerer befolkningen og måden mennesker tænker på.

Orwell beskriver det så rammende med følgende ord: ”Alle beretninger og optegnelser er blevet tilintetgjort eller forfalsket, alle bøger er blevet skrevet om, alle malerier er blevet ændret, alle statuer, gader og bygninger er blevet døbt om, alle kendsgerninger er blevet forandret. Og denne proces fortsætter dag for dag og minut for minut. Historiens gang er standset. Der eksisterer kun en nutid, hvor Partiet altid har ret.”

Her kunne man fristes til at se nogle paralleller til den flokmentalitet, der trives på de sociale medier. De tilbøjeligheder til i en eller anden sags navn at omskrive historien og forkaste kulturarven, selv de meste grumme, pinlige og bedagede elementer, må vi kæmpe imod. For hvor skal vi ellers lære af vore fejl og synder? Forstå fortiden og give kommende generationer noget at lære af?

Man forstår pludseligt hvorfor Chaplin var skræmt ved tanken om det brutale hovedløse monster, en pøbel udgør.

Uden historien, kulturen og et levende, frit sprog, så befinder vi os i en endeløs nutid. En brutal hovedløs en af slagsen.

Er man i tvivl om, hvor horribelt det ville være, så er ’1984’ værd at læse.

 

(I år er det i øvrigt 75 år siden, Orwells ’Animal Farm’ (’Kammerat Napoleon’) udkom, og ganske som med ’1984’ er den både værd at læse og blive klog af.)

 

Må biblioteket bestå for evigt!

Krystalgade midt i København har betydet meget for mig. Da jeg boede i København, kom jeg her ofte. Bl.a. på grund af Hovedbiblioteket, hvor jeg da også endte med arbejde, men især på grund af den fantastisk hyggelige frokostbeværtning, der ligger i kælderen lige ved siden af.

Og det var her på Halvvejen – er det i øvrigt ikke et fantastisk navn til en beværtning? – jeg mødte Lotte Eskildsen for første gang for over 20 år siden.

Vi har altså kendt hinanden længe, Lotte og jeg. Det kan måske overraske folk, der kender os, for på mange måder er vi meget forskellige.

En ting, udover en stor glæde ved at komme på Halvvejen, vi dog havde til fælles var glæden ved bøger og derigennem også biblioteker.

Blogs, bøger og biblioteker

Derfor tænkte jeg, det var oplagt at tage en kort snak med min veninde om netop bøger og biblioteker.

Men lad os som altid starte med en kort introduktion.

Lotte Eskildsen – bogblogger og bibliotekselsker

SP: Hvem er Lotte?

Lotte: ”44 år, nørd, bogblogger, konsulent i politiet og p.t. underlagt den moderne verdens største trussel: stress. Ses ofte med en kop kaffe i hånden og med ufattelige mængder kattehår på tøjet.”

SP: Hvad kan du sige om dit barndomsbibliotek?

Lotte: ”Skolebiblioteket i tilknytning til Holmegårdsskolen i Hvidovre. En uendelig verden af viden, oplevelser og ro. Det var ikke et sted hvor man kom for at møde andre, men et sted man kunne bruge timer på at lede gennem hylderne.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Lotte: ”Nutidens biblioteker har udviklet sig med stor fart, men har i rejsen mistet noget af sin tiltrækningskraft. I mine øjne, altså. I dag skal biblioteker for at kunne retfærdiggøre deres eksistens rumme alle de rigtige elementer i effektivitetens navn.

Med fare for at lyde ældgammel, så savner jeg at kunne udforske biblioteket i fred og ro. At kunne slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger. I dag er biblioteket mere café, studiegrupper og Borgerservice.
Dog er ”mit” bibliotek (Københavns Hovedbibliotek) stadig i stand til at overraske mig og få mig i andre læseretninger. Senest da jeg var på jagt efter en Chris Carter roman, men endte med en bog om Holocaust.”

SP: Hvad er dit håb for fremtidens biblioteker?

Lotte: ”Mit største håb er, at de består! Og at der ikke indføres brugerbetaling, for i mine øjne er biblioteket stadig den ypperste form for tilgang til viden og generel dannelse. Derfor er det også dejligt, at København alligevel ikke lukker for Filmstriben, der netop tilbyder film udover de blockbusters eks. biografen tilbyder.”

SP: Er du den fødte læser?

Lotte: ”Som introvert og særligt sensitiv kan svaret kun være et stort JA. Så længe jeg kan huske har jeg fundet fred og ro i bøgernes verden, og har også fundet inspiration i mine forældres bibliotek. Bøger kan underholde, overraske, chokere og lære mig noget, og det skal man ikke kimse ad.”

SP: Gør dit virke som bogblogger, at bøger har en anden betydning i dag?

Lotte: ”Ja, på nogle måder gør det faktisk. Jeg læser bøgerne på en anden måde, og tænker mere over flere ting. Måske kan man sige, at blogning har givet mig mere grundlag til at reflektere over de bøger jeg læser.”

SP: Hvilken bog eller forfatter har givet dig den helt store læseoplevelse eller haft en særlig betydning for dig?

Lotte: ”Puha, det er svært at svare på, for der ryger mellem 150-170 bøger gennem læsefilteret om året.

Som yngre var det specielt Hans Kirk, hvor specielt ’Fisker’ og ’Daglejerne’ ramte godt. De stod på mine forældres hylder, og er sikkert blevet valgt grundet mangel på andet. Også Jørn Riels bøger blev slugt, fordi min far – før min fødsel og senere i livet – boede og arbejde på Grønland.

Da min yngste storebror stadig boede hjemme, lå der en bog som støtte under hjørnet på hans klædeskab. Jeg glædede mig til han flyttede hjemmefra – for så kunne jeg endeligt få fingre i den bog! Sådan var min læselyst som barn og i dag. Bogen var ’Børnene i Nyskoven’ og blev læst flere gange de følgende år.

Generelt kan jeg godt lide bøger der overrasker mig eller lærer mig noget – selvom jeg absolut også er til underholdende krimier.”

Ro på! Biblioteket er til for alle …

En ting, jeg har med fra min samtale med Lotte, er, at mit bibliotekssyn måske trænger til en lille justering. Jeg tror, jeg har undervurderet bibliotekets betydning som ”stillezone”, altså som et sted, man søger hen for at få lidt fred, komme en kende ned i gear og føle en vis ro om sig.

Selv er jeg stor fan af det moderne og livlige folkebibliotek, og det er jeg fortsat. Dog vil jeg have in mente, at biblioteket også har en rolle som fristed for en travl og støjende verden. En rolle, det kun kan opfylde, hvis der er ro og plads til nyde sit eget selskab. Ikke i form af mine ellers så elskede læsesale, men i form af et biblioteksrum, der også giver plads til, at man kan ”slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger” uden alt for meget kalas og ståhej.

Du kan følge Lotte blog Cats, Books and Coffee her, og det bør du klart gøre. Den er sjældent velskrevet og går med stor indsigt i dybden med de anmeldte bøger uden at blive akademikertør.

At drømme om et trofast sværd og en nævefuld magi

Det ligger dybt i vores natur at drømme. At drømme om bedre tider, at drømme om magt eller bare at drømme os andre steder hen.

Mens det er den store styrke i litteratur generelt, så er det i genrelitteratur og særligt i fantasygenren, man for alvor kan drømme. Her kan man drømme sig til en svunden tid eller til andre verdener, hvor drager krydser himlen, hvor guder besvarer dine bønner, hvor mægtige troldmænd kogler fra høje tårne, hvor riddere kækt drager ud på heltetogt og så videre …

Klicheerne står nærmest i kø, og selv om de unægteligt er en del af fantasy, så er genren meget mere end det.

Antologien er et fremragende eksempel på styrken i velskreven genrelitteratur.

Lad os dykke ned i, hvad fantasy er, kan være, og hvori tiltrækningskraften består.

Den spæde begyndelse – sandaler, sværd og nye verdener

De tidligste spæde fantasyskridt blev taget med det babylonske helteepos ’Gilgamesh’, men det var med de gamle grækere, at de første fantasyfortællinger i form af myter og sagn slap ud i verden og tog en form, vi i dag kan nikke genkendende til. Homers ’Odysseen’ og de mange andre fortællinger om gamle grækere, der drog hærgende rundt og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre er i bund og grund fantasy.

God fantasy endda, men det skal man nok være varsom med at sige til sin oldtidskundskabslærer.

Vi skal dog helt frem til Robert E. Howards ikonisk Conan-figur i 1930’erne, før vi får en sand fantasyfortælling. Nok låner Howard fra gamle myter, men fortællingerne er hans egne og introducerer en række af de typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem mennesker og guder, skurkagtige troldmænd og forsvundne civilisationer. Conan er i dag nok bedste kendt for filmatiseringerne med hhv. Arnold Schwarzenegger i starten af 1980’erne og senere Jason Momoa 2011, men bøgernes indflydelse på genren må ikke underkendes.

Den mere moderne vinkel på fantasy tog form med J.R.R. Tolkiens ’Hobbitten’ og ikke mindst ’Ringenes Herre’ i 1950’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre de skikkelser, vi har set i et hav af bøger efterfølgende. Her ændrede fantasy sig lidt og blev til kampen mellem det gode og det onde. De grå nuancer svandt til fordel for en mere klar konflikt.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor endnu et gennemgående tematisk træk blev introduceret nemlig den alternative virkelighed og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens rejse oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serie om ’Fionavar-Gobelinen’, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Genren har taget nogle gevaldige skridt siden pionerernes første togter udi det fantastiske, og fantasy har bevæget sig fra at være ugleset eskapisme til at blive betragtet som rigtig litteratur. Men der er ingen tvivl om, at den fantastiske indpakning og netop klicheerne har gjort det svært for genren at blive taget alvorligt og accepteret som ”rigtig” litteratur.

Men hvorfor egentlig det? Hvorfor har fantasy haft det så hårdt?

Klicheer eller ej – drager må der til

Som genrenavnet mere end antyder, så hviler fantasy på et fundament af fantastiske elementer. Det har gjort det svært for mange at tage genren alvorligt og se de litterære kvaliteter, der ganske ofte er at finde i bøgerne. Især når det kommer til børne- og ungdomslitteratur, hvor mere voksne typer gerne kalder på opbyggelig hverdagsrealisme, og ser det fantastiske og muligheden for at drømme sig bort som noget negativt og uden værdi.

Fantasy er da også noget nær en direkte modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget social- eller hverdagsrealisme at hente i fantasy. Medmindre det bruges til at tegne forskellen op og vise helten eller heltindens grå, trælse hverdag, inden alt det fede (eller skræmmende) indtræffer.

Og tak guderne for det!

Harry Potter havde eksempelvis været jævnt træls at komme igennem, hvis ikke det meste af handlingen havde udspillet sig i det magiske univers. Nok er familien Dursley og Harrys prøvelser i den virkelige verden ret underholdende, men mest som afsæt for resten af historien, for det fantastiske. Netop den fantastiske ramme giver mulighed for at belyse en problemstilling på nye måder, og fortælle de store historier uden den bagage, som en almindelig skønlitterær bog ville have i læserens øjne. En læser vil hurtig danne sig et forhåndsindtryk af eller have forventninger til en historie sat i eksempelvis Vollsmose med Mohammed i hovedrollen. De fordomme vil en læser ikke have med, lad os sige, Kalmira fra Oliandeskoven, og det giver forfattere af fantasy stor frihed.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur, som f.eks. horror og science fiction. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”.

Oftest vil det være en helt, der starter som ung, fanget i en verden, der ikke forstår ham eller hende, og oftest også uden nogen indflydelse på egen skæbne. Derefter følger så en fantastisk dannelsesrejse fyldt med prøvelser. Her ligger også et element af identitetsudvikling, som især er tydeligt i værker, der omhandler yngre hovedpersoner.

Rejsen fra noget nær ingenting til mægtig helt eller i hvert fald til egen skæbnes mester og sjæls kaptajn er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier. Vi har Pevensie-børnenes eventyr i ’Narnia’. Vi har de små, uskyldsrene og naive hobbitter i ’Ringenes herre’. De unge studerende i ‘Fionavar-Gobelinen’. ’Harry Potter’ har bogstaveligt talt en række børn, der gennem serien bliver voksne. De gennemgår ikke kun heltens rejse, men også en åndelig udvikling. Helten vokser både fysisk og psykisk undervejs i historien.

Det tema binder overordnet set antologien, du sidder med, sammen og går igen i de enkelte noveller. Hele rejsen fra intet til noget, det umiddelbart identificerbare, eskapismen og den åndelige vækst er blot nogle af grundene til, at fantasy har en bred appel på tværs af aldre, kulturer og geografi.

Vores egen historie – nu med et godt sværd og en nævefuld magi

Tolkien sagde engang, at han ikke brød sig om allegorier og lignelser, men foretrak historie – I much prefer history – med alle de mange fortolkningsmuligheder, der er i en fortælling baseret på en, indrømmet, fiktiv historie fremfor at være koblet direkte op på et eller andet konkret tema med rod i nutiden.

Og det er jeg ganske enig i.

Vi bringer nemlig alle vore egne historier ind i de fortællinger, vi læser, hører og ser. Vi kan identificere os med heltens trængsler og fornemmelsen af at være fanget et sted, hvor vi ønsker mere indflydelse eller selvkontrol.

Alt for ofte forveksles anvendelighed desværre med sammenligninger, hvilket berøver læseren en mulighed for at se sig selv i fortællingen. Det første giver læseren mulighed for at spejle sig i historien, mens det sidste knytter fortællingen til forfatterens hensigt, og i god fantasy, så bør læseren være i fokus.

Det giver også ofte fortællinger med en længere holdbarhed.

Man kunne fristes til at indskyde, at det moderne liv, hvor alt er reguleret, og hvor ens livsvej på mange måder ligger fast, kun gør fantasy til en om muligt endnu mere appellerende genre. For nok er historierne fantastiske og virkelighedsfjerne på overfladen, men de bedre fortællinger har en psykologisk realisme. Det gælder ikke mindst, når det kommer til ungdomslitteratur, hvor identitetsdannelse for alvor kommer i centrum.

Vi kan altså, som Tolkien ville sige, anvende de gode fantasyhistorier på vores eget liv og på vores egne præmisser, og på den måde lære noget nyt om os selv, om verden og få næring til vores drømme.

Fantasybøger giver læseren mulighed for at blive klogere, finde sin egen vej og identitet, om ikke ligefrem sin skæbne. Det er muligt at finde normer i fantasy, drømme sig væk og finde sine rollemodeller blandt helte, heltinder, skurke og de mange karakterer, der er lidt af hvert på samme tid. Alt sammen noget, der vækker en dyb klangbund hos publikum.

For, hånden på hjertet, hvem har ikke drømt om at pløje sin egen vej gennem livets forhindringer og stå imod store uretfærdigheder ved brug af sit trofaste sværd og en nævefuld magi, og på den måde vinde kontrollen med sin skæbne?

*

Teksten er en lettere bearbejdet udgave af det forord, jeg skrev til Ulven og Uglens fantasyantologi ’Ind i det ukendte’.

 

 

 

 

Biblioteket er løftet om frihed

For mig spiller et velfungerende og aktivt folkebibliotek er stor rolle for et lokalområdes trivsel og for borgernes ve og vel. Med andre ord, ønsker man et velfungerende civilsamfund, så er biblioteket en hjørnesten og en central aktør.

Derfor faldt mig også lige for at spørge en af mine venner, der om nogen brænder for civilsamfundet, men også ofte er kritisk over for offentlige institutioner, om han ikke ville dele nogle af sine tanker om biblioteker med mig.

Den finurlige vej til et venskab

Man skulle måske ikke tro det, især ikke i disse dage, men en god diskussion om politik og litteratur på sociale medier kan føre til gode venskaber.

F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner, der for mange nok er kendt som en liberal og diskussionslysten debattør på ikke mindst de sociale medier.

Siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – både Søren og jeg er ikke just mænd af få ord -, at jeg endte med at dele samtalen op i en post om biblioteker her på DGBib.dk og en om bøger og læsning ovre på Bogsnak.dk.

Søren Kenner med egne ord

SP: Hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Tror for det meste på det gode i mennesker og mener, at man må og skal respektere alle menneskers individuelle frihedsrettigheder. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Livsnyder og meget rejsende – og vi har også efterhånden boet mange steder: Stevns, København, Malta, Los Angeles og nu Cambridge. Storforbruger af læseoplevelser og læser masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

SP: Hvad var dit første møde med biblioteket?

Søren: ”Jeg lærte at læse tidligt og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer og senere til Marshall McLuhan, Viktor Frankl, Hannah Arendt, Sartre, Simone de Beuvoir, Anais Nin, James Mitchener, Herbert Marcuse med flere.”

SP: Det lyder som om, at skolebiblioteket betød meget for dig?

Søren: “Det gjorde det. Mine forældre flyttede fra København til Vallø på Sydsjælland, da jeg var 10. Jeg var “kloge Aage” i en klasse fyldt med drenge, som var vant til at bruge kræfterne på gården, værkstedet og alle mulige andre steder. Det blev ret turbulent. De mobbede mig sindssygt og jeg fandt mig ikke i det, så slagsmål, slagsmål og endnu flere slagsmål – og brækkede arme med mere – og fortsat “helle” på det nye lokale skolebibliotek, som var okay, men ikke lige så godt som det, jeg kom fra.”

”Til gengæld kunne man cykle til biblioteket i Køge, som var veludstyret, og det gjorde jeg så i hvert fald en gang eller to om ugen. Eneste problem var ideen om en opdeling mellem “voksen” og “børn”, som var vanvittigt frustrerende. Jeg kunne låne debile Rasmus Klump og idiotiske Christiane F, men kunne ikke tage hverken Einstein, Rifbjerg eller Panduro med hjem.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Søren: ”Biblioteker er ikke kun en velfærdsydelse, men i realiteten noget meget mere essentielt og vigtigt. De er menneskehedens hukommelse, opsamlingen af den viden, vi besidder – og lever af – og intet er vel i virkeligheden vigtigere for en åben, demokratisk civilisation som vores end gode biblioteker med betydelig tyngde.”

”I et lille land som Danmark forfalder biblioteker ofte til at være arkiver over passeret litteratur eller accepteret faglighed, men i virkeligheden er de bedste biblioteker ekstremt brede i den forstand, at de både tilbyder den gode og lette læseoplevelse for novicen og samtidig adgangen til den ypperste viden, vi har og forudsætningen for at danne ny viden ud fra det, vi allerede ved.”

”Det er i øvrigt en af de gode ting ved at bo i Cambridge; bare tanken om at være indenfor få minutter af nogle af verdens bedste forskningsbiblioteker får mig til at sove bedre om natten.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Søren: ”At de redefinerer deres rolle og holder op med at tænke på sig selv som “underholdning” og får et bedre greb om det enorme (samfunds)ansvar der hviler på deres skuldre for så vidt angår adgang til bevidstgørelse, arkivering af det vi i det hele taget ved, stimulatorer af vidensbegær og redskaber der giver adgang til både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, altså, at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den.”

”Biblioteker er “repositories of knowledge” og med det følger et ansvar både for at formidle adgang, skabe interesse for litteraturen og selvfølgelig ikke mindst sikre, at det man har på hylderne, er relevant i en større sammenhæng og for det mestes vedkommende også kan gøres tilgængeligt digitalt.”

Biblioteket er mere end velfærd – det er frihed

Frihed er et begreb og et udtryk, der tolkes meget forskelligt og bærer kimen til mange indædte diskussioner i sig, men jeg har altid tænkt frihed som friheden til at leve sit liv, som man nu har lyst i fred for andres hævede pegefingre og utidige indblanding.

Derfor er frihed på mange måder lig med dannelse. Det kræver nogle gange mulighed for en pause, for et helle og det kræver især, at man forstår verden omkring sig. Ting, der giver en muligheden for at tage livet i egne hænder. Den mulighed hjælper bibliotekerne med til at give.

For biblioteket er et helle, det er et rum uden andre krav end et modikum af god opførsel og et sted, hvor man kan finde sig selv og blive klogere. Det er en vigtig del af civilsamfundet.

Som Søren er inde på, så er det vigtigt ”at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den” og viden og kultur, dannelse med andre ord, kan være med til at skabe forståelse mellem mennesker med forskellige meninger og holdning, men fremfor alt give dem et fundament af viden og selvtillid til at være de mennesker, de er, og frihed til at leve de liv, de gerne vil leve.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det i hvert fald svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Derfor er bibliotekerne løftet om frihed.

Biblioteket som mødested

Er det i det hele taget nødvendigt med mødesteder i det offentlige rum? Kunne vi ikke bare mødes på cafeen, på nettet eller tage en hurtig snak nede i supermarkedet?

Eric Klinenberg vil sige nej. Neutrale, offentlige mødesteder – eller fælles byrum, om man vil – er nemlig en vigtig del af den sociale infrastruktur. De er med til at forme og skabe relationer mellem mennesker i en tid, hvor folk synes mere ensomme og alene end tidligere, og de fælles områder ser ud til at være på retræten.

Det er en opgave bibliotekerne søger at løfte gennem brætspilscafeer, samtalesaloner, strikkecafeer, læsekredse, lytteklubber, fællesspisning og lignende.

Og det gør de ret godt.

F.eks. fik jeg selv skabt nogle gode venskaber gennem en spilcafé på mit barndomsbibliotek i Haslev. Ikke mindst med Sune Sporring, som jeg den dag i dag over 30 år senere stadig er så heldig at tælle som min gode ven. Det er et bånd og et venskab, der i den grad har været med til at forme og præge min udvikling.

Sune Sporrings tanker om biblioteket

Netop fordi vi mødte hinanden på et bibliotek og begge to er grumt nørdede bog- og rollespilsnørder, så tænkte jeg, jeg ville plage min kammesjuk med et par spørgsmål om bøger og biblioteker.

Sune Sporring – en god ven med meninger.

Traditionen tro, så starter vi med at spørge ind til, hvem Sune er.

Sune: ”44 år, far til tre, videnskabsmand, kemiker, rollespiller, del af samfundets hamsterhjul, sur over ligegyldigheder, glad over det som tæller. Frit efter Kirkegaard; At have travlt er det dummeste man kan have.”

SP: Når man nævner Kirkegaard i flæng, så er det oplagt at spørge, om du er den fødte læser?

Sune: ”Haha, jeg har læst nok til, at der skal briller til efterhånden. Men læser faktisk ikke så hurtigt som andre. Tygger nok lidt på det hele.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Sune: ”Det var jo Haslev bibliotek. Vi lavede udstillinger om rollespil, lånte bøger og mødte mennesker. Dejligt lille sted på størrelse med en Facebook-korrekt murermestervilla i dag.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Sune: ”Meget effektivt, men har mistet lidt af charmen. Bibliotek i dag har en meget bredere betydning end bøger. Det er blevet et medborgerhus og et sted, hvor unge hænger ud på godt og ondt; et sted man fornyr sit pas; et sted gråhårede damer mødes og hører om måder at bruge deres tid på der resonerer med Alt For Damerne; et sted, hvor egoistgenerationen (68-erne) søger indhold i deres ellers meningsløse liv. Hvem sagde kæphest?”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Sune: ”At de finder deres plads for alvor i det virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice, de for tiden skal håndtere.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du er blevet far, end det havde, da du var barn?

Sune: ”Ja, nu læser jeg mest fagbøger. Man har også laaangt mindre tid, end man havde som barn. Men så på den anden side, har jeg fundet virkelig mange bøger med alle børnene, mens vi gik rundt blandt reolerne, som vi derefter læste hjemme om aftenen, inden man skulle sove, i stedet for at zombificere sig foran en skærm. Masser af gode bøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Sune: ”Der er tre: Tolkien, Kirkegaard og Rowling. Alle tre giver noget at tænke over og forestille sig.”

Et sted for egoister?!

En af de ting, jeg holder meget af ved Sune, er hans evne til at få mig til at tænke nærmere over tingene. Som i samtalen her, formår han altid at udfordre og oftest også provokere mig lidt.

Bl.a. med udtalelsen om egoistgenerationen og deres meningsløse liv. Jørgen Goul Andersen ville nok gøre indsigelser og hævde at 68’erne er langt fra egoister, om end jeg dog forstår, hvad Sune mener. Men er det ikke netop en del af bibliotekets rolle at hjælpe folk med at finde mening med tingene og vokse som mennesker? Er det i bund og grund ikke det, dannelse betyder?

Om ikke andet kan jeg godt lide tanken om, at folk mødes på biblioteket og finder ikke kun hinanden, men mening med tingene og måske endda verden.

Vi skal bare huske at holde fast i charmen, for jeg tænker, at Sune har en pointe. Bibliotekerne har en tendens til at blive strømlinede, pæne og måske også lidt for effektive. Selvbetjente biblioteker er et godt eksempel på at effektiviseringen og det knap så charmerede har taget overhånd.

Ganske som vi også skal være opmærksomme på at have et fokus på kernen i bibliotekernes virke. Det nytter ikke noget, at opgaven med at danne og oplyse forsvinder i et ”virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice.”

Men vigtigst af alt, hvis det ikke havde været for biblioteket som mødested, så ville jeg ikke have mødt Sune og i årene efter brugt en uendelighed på at diskutere verdens tilstand og spille rollespil.

Om at sige farvel …

For to måneder siden sagde jeg mit job i Odense Bibliotekerne op …

Det endte med 5 fantastiske år i det fynske, hvor jeg har fået lov at gøgle lystigt løs. Jeg har skrevet for aviser og blade. Været i radio og tv. Podcastet. Debatteret på Christiansborg. Holdt oplæg og stået på et hav af scener. Stablet shows, festivaler og arrangementer på benene. Rejst land og rige rundt. Alt sammen noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle foretage mig som bibliotekar, men som jeg fik mulighed for i Odense.

Det skyldes ikke mindst mine gode chefer, søde kolleger og den flok fantastiske ildsjæle, der er løs i Odense. Jeg skylder dem alle stor tak. Ikke kun for at have holdt mig ud, men også for både at have udfordret og støttet mig.

Jeg havde oprindeligt ikke tænkt mig at være mere end et par år på Fyn, men det blev til hele fem, og det vidner om den ånd og stemning, der er i Odense Bibliotekerne og, ikke at forglemme, Odense by. Ganske som et bibliotek kan gøre meget for byen, så betyder byen også meget for biblioteket.

Det er nok den vigtigste lektie, jeg har med mig fra Odense. Det lokale bibliotek har stor betydning – eller kan i hvert fald have det, hvis man vælger at fokusere på det – for lokalområdet og beboerne i nærområdet har stor betydning for biblioteket – eller bør i hvert fald have det.

F.eks. kom der jævnligt en ung somalisk far med sine to døtre på mit bibliotek, og en dag efter at have siddet længe i vores computerlokale, spurgte han, om jeg ikke ville læse hans jobansøgning igennem. Normalt er det ikke noget, vi gør det i, men han spurgte pænt, var en af vores faste brugere og lige den dag havde jeg god tid, så det gjorde jeg. Desværre kommer han ikke så tit mere, men heldigvis fordi han fik jobbet.

Det skyldes ikke mig, iler jeg med at indskyde. MEN biblioteket gav en skulder at læne sig op ad og en lille, venlig hjælpende hånd. Vi gjorde en forskel på biblioteket. En helt konkret forskel. Især efter at have læst Klinenbergs ’Palaces for the people’ står det mig klart, det er et vigtigt budskab.

Sedlen på billedet hang på min skærm på Tarup Bibliotek, og den efterlod jeg, da jeg rejste. Jeg håber, den også vil inspirere min afløser, som den inspirerede mig.

Stor tak skal i øvrigt lyde til Amdi Silvestri og David Ledstrup for at inspirere mig til at nedfælde mit nye mundheld. Amdi skrev på Instagram ”Du har et valg” om en seddel, han havde hængende. Sedlen skulle minde ham om ikke altid at følge den nemme og den slagne vej, når han skrev. Det er kloge ord, og de mindede mig om noget, David engang havde fortalt mig. Han havde en tanke om, at man skulle have en (imaginær) plakette eller lignende hængende over sit skrivebord med en kort sætning, der beskrev, hvorfor man gjorde, hvad man nu gjorde. Altså, kernen i ens virke. Så kunne man altid kigge op og blive ført tilbage på ret spor.

Sådan en plakette eller seddel – imaginær eller ikke – bør vi alle have hængende.

Og hvad så nu, spørger du sikkert? Pascal Merciers skriver det så smukt i ’Nattog til Lissabon’: ”Jeg har ingen anelse om hvad det nye skal være. Men det tåler ingen opsættelse, ikke den mindste. Min tid løber nemlig ud, og måske er der ikke så meget tilbage af den.”

Forhåbentlig bliver det et sted, hvor jeg kan gøre en forskel.

Når biblioteket betyder noget

Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at det måske kun er for mig og en snæver kreds af mine bognørdede kolleger, bibliotekerne betyder noget. Det er heldigvis tanker, der hurtigt manes bort, når man taler med folk rundt om.

Blandt andet med min barndomsven Vilhelm.

Et andet syn på verden

Vilhelm og jeg er meget forskellige. På overfladen tror jeg ikke, man kan finde to mennesker, der er mere forskellige end os, men – og måske i virkeligheden derfor – har jeg altid haft stor glæde af mine samtaler med Vilhelm og stor respekt for hans syn på verden.

Jeg har kendt Vilhelm længe. Helt tilbage fra mine skoletid, og det er efterhånden en rum tid siden. Vi rendte ikke rundt i de samme cirkler, så i ny og næ mistede vi kontakten, men for nogle år siden begyndt vi at tale sammen igen.

Og sjovt nok ofte om bøger og sidenhen biblioteker.

Derfor faldt det mig oplagt at tage en snak med min gamle ven. For en ting er jo, hvad jeg og mine kolleger i biblioteksvæsnet går rundt og tror om os selv. Noget andet er, hvordan verden ser os.

Men allerførst, hvem er Vilhelm?

Vilhelm Rytters glæde ved biblioteker

Vilhelm: ”Det er et godt spørgsmål, og jeg tror ikke, man kan komme med et endeligt svar, da jeg jo stadig udvikler mig som menneske og dermed også både bliver klogere og får andre holdninger… Så hvis man skal forsøge at sætte ord på må det være noget i stil med kompleks og nysgerrig …”

Vilhelm Rytter – en mand, der holder meget af biblioteker.

SP: Er du den fødte læser?

Vilhelm: ”Nej, jeg vil ikke mene, jeg er den fødte læser. Jeg har aldrig været den boglige type, og det var først, da jeg omkring 7. klasse fik en lærer, som lærte mig, hvad et bibliotek indeholdt udover tegneserier, og hvordan jeg fandt de ting, som fyldte min nysgerrighed, interesse og fantasi.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Vilhelm: ”Selvom jeg ikke var den fødte læser, var mit barndomsbibliotek stadig et sted, jeg kom en del. Både for at læse tegneserier, men det var også lidt et sted, jeg kunne finde ro. Jeg kæmpede som ung med mit temperament, og biblioteket var netop et sted, jeg havde fred for de værste bøller og kunne finde en pause fra alt det, der skubbede en ud over kanten. Så for mig var biblioteket et sted, der betød mere, end jeg nok selv ville stå ved som barn.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Vilhelm: ”Som sagt før, så var det et sted, der betød meget, men som ikke handlede om bøger. I dag ser jeg nok lidt anderledes på biblioteket, da det for mig nu betyder viden, samt at slippe fantasien løs. Det er stadig et fristed, men nu er det ikke et sted, jeg søger tilflugt og gemmer mig mellem rækkerne, men et sted, hvor jeg finder inspiration og glæde. I dag ser jeg også biblioteket som et sted, hvor folk er i øjenhøjde, et sted hvor selv ung, gammel, dansk som udlænding, pludselig kan hjælpe hinanden på lige fod og med en næstekærlighed jeg tit synes mangler andre steder i vores samfund.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde da du var barn?

Vilhelm: ”Det har helt sikkert en anden betydning i dag. Både fordi man med alderen har fået andre interesser og er blevet klogere på livet, men ja, det at blive far har nok også haft en virkning, da det også har været med til at gøre biblioteket til en “legeplads”, hvor man gennem leg og hygge har kunne inspirere sit barn til at se biblioteket som et sted, der kan give svar på praktisk talt alt i livet.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Vilhelm: ”Jeg håber og tror, at deres vigtighed igen vil fylde i bevidstheden. Vi ser i dag bibliotekerne lave en masse begivenheder for folk i alle alder, og jeg kan bare se på, hvad mit lokale bibliotek i Nykøbing F. har af tilbud i løbet af et år, og er sikker på, det er med til at gøre biblioteket til et tilholdssted, både i forbindelse med bøger, men også oplevelser, gruppeopgaver under uddannelse, og fristed til at fordybe sig. Jeg syntes jo, bibliotekerne gennem min levetid har udviklet sig fra at være et sted, man læste og var meget stille til et sted, hvor alt kan ske. Mange vil nok sige, at biblioteket er gået af mode grundet internettet, og den nemme genvej til løsninger og svar. Men det er kun kort tid siden, jeg sammen med en ven snakket om alt det, vi ikke kunne finde på nettet, grundet de er fra før EDB-tiden, mange af de ting føler vi os dog sikker på, man kan finde i bibliotekets arkiver … Så jeg tror også, biblioteket har sin plads i samfundet om 100 år.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Vilhelm: ”Puha, den er svær. Kun en bog eller forfatter? Jeg vil nok sige at den, der har gjort mest i forbindelse med at få mig til at elske bøger, må være Dennis Jürgensen, og han skriver jo bøger til alle aldre. Jeg har da også læst netop nogle af hans bøger for min søn. For hvem kan leve uden bøvsende drager, grever, der drikker røde sodavand, og en ulv, der elsker musik? Men det er jo kun en forfatter og en meget lille del af den verden, bøger har givet mig.”

Bibliotekets fineste opgave

Jeg kan ikke andet end blive glad efter sådan en snak. Gamle venner vækker selvfølgelig altid glæde, men her får jeg også et skud energi rent professionelt. For Vilhelm peger på nogle af de ting, jeg 1) selv havde stor gavn af som ung og håber, bibliotekerne fortsat tilbyder, og 2) ser som bibliotekets fineste opgave og funktion som ældre. Biblioteket er et helle og et sted for alle. Det er et sted, der hjælper folk, høj som lav, og ikke har andre interesser end borgernes ve og vel.

Det er også sådan, det skal være. Bibliotekerne betyder nemlig noget.

 

Litteraturen lever og har det godt på bibliotekerne

Nogle gange får man det indtryk, de danske folkebiblioteker er dinosaurer, der ligger langsomt udåndende og uelskede i et glemt hjørne af samfundet. I hvert fald, hvis man læser noget skrevet af den serie af ældre mænd, der i ny og næ brillerer i medierne som selvbestaltede eksperter på området.

Igen og igen møder vi historien om faldende udlånstal, og som regel også et eller andet om keramik og biblioteksloven, hvis bølgerne går rigtig højt. Det, at udlånstallene falder på landsplan, bruges ofte til at vise, hvor grelt det står til, hvor utidssvarende og konkurrenceforvridende bibliotekerne er og hvordan de har glemt deres kerneopgave.

Som velbevandret i kildekritik og statistik, så ved man, at det naturligvis ikke er hele historien og at diverse skribenter skamløst og uden at blu ridder deres kæpheste. Bibliotekerne er nemlig ikke ens. De danske folkebibliotekerne er ikke homogene enheder med samme nærområder, opgaver, prioriteter og betjeningsniveau.

Djævlen findes med andre ord som altid i detaljen.

For nok er det sandt, at udlånstallet falder på landsplan, men det gælder langt fra alle steder. Men hvor det faldende udlån har flere årsager, så er der en række fællestræk og gennemgående faktorer ved de biblioteker, hvor udlånet er fladet ud eller ligefrem stigende.

Lad os kigge nærmere på dem.

4 fokuspunkter til at øge udlånet

Betjeningen, det vil sige det frontvendte personale, har en stor indflydelse på udlånstallet. En høj grad af service og fokus på litteraturen både til dagligt og ved arrangementer betyder noget. Det nytter ikke noget, der er år og dag mellem, man møder en bibliotekar eller at man skal bestille tid for at tale med en. Hvor længe ville du f.eks. vente på betjening i en butik? Ikke længe, tænker jeg.

Den lokale kobling har også relevans. Biblioteker med en stærk tilknytning til lokalområdet ser ud til at klare sig bedre, når det kommer til udlån af bøger. Mit bud er, det skyldes, folk er mere tilbøjelige til at komme på det lokale bibliotek, fordi det er et sted, man kan tage hen med familien og hvor man har et forhold til de ansatte. Det er Sams Bar effekten, der spiller ind her, og den skal man ikke undervurdere. Hvor ofte kommer du et sted, du har føler en forbindelse til og med? Og vender du tilbage igen og igen, hvis ikke du føler dig velkommen og taget godt imod? Nok ikke.

Nærområdet spiller også en stor rolle. Her tænker jeg ikke kun på tilgængelighed og sådan noget som parkeringspladser, om end begge dele har en betydning. Jeg tænker mere på, at der er en demografi med mange forskellige brugergrupper i området omkring biblioteket. Børn, unge, familier, ældre, studerende og ting som skoler, børnehaver og lignende giver en bred, differentieret brugerskare, der alle har behov for bøger i en eller anden grad. Eller i hvert fald et behov, der kan opdyrkes og giver mulighed for formidling og mersalg, så at sige.

Sidst, men ikke mindst betyder samlingen noget. Altså, udbuddet af bøger, deres stand og i hvor lang tid, de kan lånes. Mange kviklånsbøger – altså, nyere og populære bøger, der kun kan lånes i 14 dage – vil hjælpe med til at hæve omsætningshastigheden og dermed udlånstallet. Der kommer med andre ord flere lånere pr bog hurtigere. Det i sig selv virker ofte tiltrækkende på flere lånere. Man kan simpelthen få bøger hurtigere og man går sjældent forgæves.

Kort sagt, kend dit publikum, relater til dem, dyrk dem og køb ind til dem.

Desværre ser vi oftere og oftere den nye biblioteksstruktur med selvbetjening, mindre personale i udlånet og centraliseret materialeindkøb trækker i den modsatte retning. Vi kender ikke vores lånere, vi taler ikke med dem og vi køber, ikke ind i blinde, men ind efter nogle overordnede retningslinjer, der ikke nødvendigvis er, hvad bibliotek X har brug for, selvom bibliotek Y har det.

Det er trist, når alt tyder på, det er relationer og den tætte, målrettede kontakt, der betyder noget. Vi skal med andre ord have mere Sams Bar. Meget mere.

Er der patent på dannelse?

Ville et privat vagtværn, der klagede over konkurrence fra Politiet blive taget alvorligt? Ville du nikke og tænke ”det kan der være noget om”, hvis et privathospital klagede over unfair konkurrence fra det offentlige sygehusvæsen? Eller hvis et privat plejehjem klagede sig højlydt over det kommunale plejehjem?

Politi, sygehusvæsen, skoler og ældrepleje er det fundament Danmark hviler på. Vi efterspørger, forventer og betaler til, at disse institutioner findes. De er en naturlig del af samfundet og fællesskabet.

Sådan er det også med folkebibliotekerne.

Derfor undrer det mig såre, når direktøren fra FOF Aarhus, Søren Peter Hansen, uimodsagt i en af landets største aviser for nyligt konkluderede, at ”det er ulige konkurrence”, når de danske folkebiblioteker driver oplysende virksomhed.

For hvornår er dannelse og oplysning blevet et spørgsmål om penge? Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge?

Ikke en forretning

Bibliotekerne er ikke en forretning, men en offentlig institution, der er sat i verden for at oplyse og danne. Gerne, ikke mindst de senere år, med en lokalt forankret social funktion. Det står sågar tydeligt i biblioteksloven.

Når keramikere, lystfiskere, modelbyggere, strikkeklubber og mange andre mødes på bibliotekerne, så drejer det oftest om at skabe interesse, vise sig frem og i mange tilfælde blot at være sammen om en hobby. Det samme gør sig gældende, når bibliotekerne arrangerer festivaler eller events. Det drejer sig om at samle folk, skabe interesse og understøtte kultur og læring.

Bibliotekerne er for mange et første skridt på vejen mod at deltage i et kursus hos et oplysningsforbund eller en aftenskole. Vi indgår med andre ord i en fødekæde, der skaber en lyst til at blive klogere og lære mere. Man skal immervæk have en vis interesse for at strikke i forvejen før, man f.eks. er villig til at betale FOF Aarhus kroner 1.405,- for et strikkekursus.

FOF tager faktisk kroner 1.405,- for kurser i strik og quilting. Det er der ikke meget folkeoplysning over i min optik, og prislejet kunne måske forklare FOF’s problemer med at tiltrække kursister.

Interessant nok har Søren Peter Hansen tidligere i Århus Stiftstidende udtalt, at ”vi skal have folk til at mødes. Det er det, som betyder noget. Hver gang, mennesker mødes, bliver noget sat i gang, og folkeoplysning handler meget om at gå sammen om noget.”

Det lyder jo meget, som det bibliotekerne arbejder med, nemlig god gammeldaws folkeoplysning. Det er bibliotekerne særegent gode til. Vi må nemlig ikke glemme det folkelige element af bibliotekerne virke. Det hedder ikke folkebiblioteker uden grund.

Og det ved Hansen også godt.

I hvert fald, hvis man skal tage hans egne ord for gode vare. ”Det er folkerøsten. Et sted, der er åbent for alle, for oplysning om livet, et sted, vi kan mødes og tale sammen, ikke formel undervisning og ingen eksamen. For hvorfor skal man have tal på alt? Det handler om at komme ud i virkeligheden.”

Det lyder unægteligt som netop dét, bibliotekerne gør. Og altid har gjort. Uden at tage tusinder af kroner for det.

Med det in mente, så kunne jeg egentlig godt tænke mig nogle konkrete eksempler på kultur- eller læringsinstitutioner, der har oplevet konkurrence fra bibliotekerne. Min virkelighed er nemlig en anden. Jeg har samarbejdet med oplysningsforbund, aftenskoler, ungdomsskoler, biografer, boghandler, spillesteder, museer osv., og på intet tidspunkt har jeg hørt nogen klage over konkurrencen.

Hverken biblioteker, aftenskoler eller oplysningsforbund har patent på dannelse. Tværtimod, så supplerer og komplementerer diverse institutioner hinanden. Der er ingen konkurrence. De eksempler, der nævnes af Hansen og andre kritikere, overlapper heller ikke. Biblioteker, aftenskoler og oplysningsforbund tilbyder, når man kigger nærmere på tilbuddene, ikke de samme ting.

Der er ikke tale om gudgivne eller naturlige grænser mellem skoler, biblioteker og forbund, men et større fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Og sådan skal det være. Det handler nemlig ikke om os, men om danne og hjælpe vores medborgere.

 

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af et debatindlæg, der tidligere har været bragt i Arbejderen.