Månedsarkiv: november 2018

Er der patent på dannelse?

Udgivet den af

Ville et privat vagtværn, der klagede over konkurrence fra Politiet blive taget alvorligt? Ville du nikke og tænke ”det kan der være noget om”, hvis et privathospital klagede over unfair konkurrence fra det offentlige sygehusvæsen? Eller hvis et privat plejehjem klagede sig højlydt over det kommunale plejehjem?

Politi, sygehusvæsen, skoler og ældrepleje er det fundament Danmark hviler på. Vi efterspørger, forventer og betaler til, at disse institutioner findes. De er en naturlig del af samfundet og fællesskabet.

Sådan er det også med folkebibliotekerne.

Derfor undrer det mig såre, når direktøren fra FOF Aarhus, Søren Peter Hansen, uimodsagt i en af landets største aviser for nyligt konkluderede, at ”det er ulige konkurrence”, når de danske folkebiblioteker driver oplysende virksomhed.

For hvornår er dannelse og oplysning blevet et spørgsmål om penge? Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge?

Ikke en forretning

Bibliotekerne er ikke en forretning, men en offentlig institution, der er sat i verden for at oplyse og danne. Gerne, ikke mindst de senere år, med en lokalt forankret social funktion. Det står sågar tydeligt i biblioteksloven.

Når keramikere, lystfiskere, modelbyggere, strikkeklubber og mange andre mødes på bibliotekerne, så drejer det oftest om at skabe interesse, vise sig frem og i mange tilfælde blot at være sammen om en hobby. Det samme gør sig gældende, når bibliotekerne arrangerer festivaler eller events. Det drejer sig om at samle folk, skabe interesse og understøtte kultur og læring.

Bibliotekerne er for mange et første skridt på vejen mod at deltage i et kursus hos et oplysningsforbund eller en aftenskole. Vi indgår med andre ord i en fødekæde, der skaber en lyst til at blive klogere og lære mere. Man skal immervæk have en vis interesse for at strikke i forvejen før, man f.eks. er villig til at betale FOF Aarhus kroner 1.405,- for et strikkekursus.

FOF tager faktisk kroner 1.405,- for kurser i strik og quilting. Det er der ikke meget folkeoplysning over i min optik, og prislejet kunne måske forklare FOF’s problemer med at tiltrække kursister.

Interessant nok har Søren Peter Hansen tidligere i Århus Stiftstidende udtalt, at ”vi skal have folk til at mødes. Det er det, som betyder noget. Hver gang, mennesker mødes, bliver noget sat i gang, og folkeoplysning handler meget om at gå sammen om noget.”

Det lyder jo meget, som det bibliotekerne arbejder med, nemlig god gammeldaws folkeoplysning. Det er bibliotekerne særegent gode til. Vi må nemlig ikke glemme det folkelige element af bibliotekerne virke. Det hedder ikke folkebiblioteker uden grund.

Og det ved Hansen også godt.

I hvert fald, hvis man skal tage hans egne ord for gode vare. ”Det er folkerøsten. Et sted, der er åbent for alle, for oplysning om livet, et sted, vi kan mødes og tale sammen, ikke formel undervisning og ingen eksamen. For hvorfor skal man have tal på alt? Det handler om at komme ud i virkeligheden.”

Det lyder unægteligt som netop dét, bibliotekerne gør. Og altid har gjort. Uden at tage tusinder af kroner for det.

Med det in mente, så kunne jeg egentlig godt tænke mig nogle konkrete eksempler på kultur- eller læringsinstitutioner, der har oplevet konkurrence fra bibliotekerne. Min virkelighed er nemlig en anden. Jeg har samarbejdet med oplysningsforbund, aftenskoler, ungdomsskoler, biografer, boghandler, spillesteder, museer osv., og på intet tidspunkt har jeg hørt nogen klage over konkurrencen.

Hverken biblioteker, aftenskoler eller oplysningsforbund har patent på dannelse. Tværtimod, så supplerer og komplementerer diverse institutioner hinanden. Der er ingen konkurrence. De eksempler, der nævnes af Hansen og andre kritikere, overlapper heller ikke. Biblioteker, aftenskoler og oplysningsforbund tilbyder, når man kigger nærmere på tilbuddene, ikke de samme ting.

Der er ikke tale om gudgivne eller naturlige grænser mellem skoler, biblioteker og forbund, men et større fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Og sådan skal det være. Det handler nemlig ikke om os, men om danne og hjælpe vores medborgere.

 

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af et debatindlæg, der tidligere har været bragt i Arbejderen.

 

Om at være på valg

Udgivet den af

Jeg stiller op til Bibliotekarforbundets Hovedbestyrelse.

Ord, jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre mig selv ytre, men jeg er glad for, jeg for det første blev spurgt og for det andet sagde ja.

Normalvis er jeg ikke synderlig pjattet med fagforeninger, men Bibliotekarforbundet er en fagforening, andre forbund kan tage ved lære af og som jeg er stolt af at være medlem af. Ikke nok med den er oprigtig apolitisk – selv forhærdede liberale som jeg har en plads her -, så er det også en fagforening, der arbejder for at opkvalificere medlemmerne og hjælpe dem, der pt. Ikke er i arbejde. Især sidstnævnte er prisværdigt.

Dog er der tre områder, der fortjener lidt mere opmærksomhed og også har min interesse.

3 områder af særlig interesse

Som bibliotekar med base på et folkebibliotek, så er der naturligvis en masse emner, der er relevante for ens daglige virke, men der er særligt tre områder, der interesserer mig.

1) Bibliotekarens position i samfundet.

2) Koblingen mellem uddannelsesinstitutionerne og bibliotekerne.

3) Bibliotekets rolle og forankring i lokalområdet.

En del af bibliotekarernes “problemer” som faggruppe bunder i, hvordan vi og især folkebibliotekerne bliver opfattet. Vi fylder simpelthen ikke nok og er alt for ofte associeret med kulturelt flødeskum. Faget skal synliggøres og autoriteten genrejses. Når der f.eks. på DR tales om de positive effekter af bøger og et hjem med bugnende bogreoler, så skal det falde naturligt at invitere en bibliotekar i studiet. Når der tales misinformation, så skal der sidde en bibliotekar med ved bordet. Når talen falder på læsevaner, så bør bibliotekarer være det første, der tænkes på.

Og så videre …

Et sted, vi kan vise klokkeklare resultater og at vores faglighed virkelig spiller en rolle, er på uddannelsesinstitutionerne. Her tænker jeg, vi bør rette et stærkt fokus og associere faget mere med læring end kultur. Det vil i min optik højne vores status og (gen)skabe en autoritet og rolle for bibliotekaren i både samfundet og på arbejdsmarkedet.

Personligt tror jeg aldrig, jeg har oplevet at have større faglig slagkraft, end da jeg arbejdede med ungdomsuddannelserne som en del af en målrettet indsats i Ringsted. Ved at indgå i et tæt samarbejde med gymnasierne blev biblioteket og de ansatte meget synlige for elever, undervisere og forældre.

Er bibliotekernes rolle i samfundet OG lokalområdet tydelig, og bliver de ansatte set som værende essentielle for dets ve og vel, så er det ikke kun sværere at spare dem ihjel, det er også sværere at sætte spørgsmålstegn ved, hvad bibliotekerne egentlig nytter.

Men hvad kan du så bibringe?

Min baggrund er nok en kende anderledes end mange af mine kollegers. Min far var selvstændig snedkermester og min mor arbejdede i mange år i hjemmeplejen. Det har givet mig en dyb respekt for små erhvervsdrivende og en vis mistro til regler og skrankepaver.

Folkebiblioteket og dets ansatte har betydet alt for mig – det håber jeg at kunne give videre.

Vi væltede ikke just i penge i mit barndomshjem, men bøger og viden betød noget, og jeg endte med at tilbringe en stor del af min barndom på Haslev Bibliotek med at pløje mig gennem samlingen af sci-fi, fantasy, historie og tegneserier.

Så vidt jeg ved, er jeg den eneste i min familie med en kandidatgrad og det tilskriver jeg helt klart den læsekultur, der var i mit barndomshjem og som biblioteket understøttede.

Det forklarer sikkert også min liberale grundholdning og store glæde ved folkebiblioteket som institution. Ikke at det er bedre eller værre, men det giver mig et andet perspektiv på verden og bibliotekerne.

Uden Haslev Bibliotek, dets ansatte og glæden ved læsning og læring ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.

At vælge eller ikke at vælge …

Hvad end du nu stemmer på mig eller ej, så husk at stemme. Medlemsdemokratier er, hvad vi gør dem til.

Med folk som Jacob Krogsøe, Sarah Hvidberg, Martin Schmidt-Nielsen, Kristine Sofie Højen, Daniel Ackey m.fl. på valg, så er det et i særklasse stærkt felt, og hvordan stemmerne end lander, så får Bibliotekarforbundet en ekstraordinært duelig kommende hovedbestyrelse.

Og det fortjener BF.

(Er du ikke BF’er, så send din yndlingsbibliotekar en tanke eller rend en tur på biblioteket og sig hej, lån en bog, læs avisen eller deltag i et arrangement.)