Månedsarkiv: juli 2019

Lokalsamfund har brug for biblioteker

Udgivet den af

”Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Bibliotekerne og de som blev ladt tilbage

Udgivet den af

Folkebiblioteker spiller en ikke helt lille rolle i mindre byer og lokalsamfund. Det er der mange, der godt ved. Ikke mindst ude i de mindre byer og i de større byers lokalsamfund. Dog er der vanen tro en masse mennesker i administrationen og i de politiske lag, der ikke helt synes at have fanget det. I hvert fald hvis man skal dømme efter den måde bibliotekerne behandles i disse dage.

De burde næsten tvinges til at læse Eric Klinenbergs ’Palaces for the people’, som jeg har skrevet om andetsteds, eller Robert Wuthnows ‘The Left Behind’.

De som blev efterladt

Umiddelbart skulle man ikke tro, en bog som Robert Wuthnows ‘The Left Behind’ ville have noget med folkebiblioteker at gøre.

Men det har den. Om end indirekte.

Bogen undersøger, hvad der sker blandt de mindre byer på landet i USA, og hvordan folk tænker, lever og ser verden ude på de endeløse amerikanske vider.

Det er fascinerende læsning, ikke mindst når Wuthnow dykker ned i, hvad der får en by og et lokalsamfund til at hænge sammen og hvordan det giver sig til udtryk.

Her dukker biblioteket nemlig op.

Wuthnow beskriver på et tidspunkt en mindre by, hvor det går godt, og her fremhæver han, at “the library is well staffed”, byens park velholdt, skolen åben, kirken velbesøgt osv. Her peger Princetonprofessoren på de ting, Eric Klinenberg i ‘Palaces for the people’ kalder for social infrastruktur, og understreger dermed vigtigheden af, at hvis et lokalsamfund eller en by skal trives, så kræver det et rammeværk og samlingspunkter, så som skoler, biblioteker, parker osv.

I kontrast er det tydeligt, at de byer, der affolkes eller på anden vis oplever en deroute, ikke har nogen social infrastruktur eller har sparet den ihjel. Og det kan man se i den måde fællesskabet og lokalsamfundet fragmenteres og bliver mere og mere flosset i kanterne.

Den frygt og de bekymringer deler mange danskere også på deres by eller lokalområdes vegne. I mange tilfælde med god ret.

Men er det nu også vigtigt med en social infrastruktur?

Har man fulgt debatten sommer over i Ringkøbing-Skjern kommune, hvor byrådet synes endog meget opsat på at demontere enhver form for social infrastruktur i Tarm, heriblandt biblioteket, så forstår man til fulde, at folk kan være bekymrede for deres lokalsamfunds ve, vel og fremtid.

Den bekymring er både reel og forståelig; sociale infrastruktur er nemlig ikke uden betydning.

I ’Palaces for the people’ starter Klinenberg med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

I det tilfælde var social infrastruktur simpelthen et spørgsmål om liv og død.

Social infrastruktur er de rammer, der gør en by eller et lokalsamfund kan eksistere, trives og leve deres liv. Det er skoler, bibliotekerne, offentlig transport, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, kirker, bænke, fortove osv.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

Og det kræver en social infrastruktur at have et civilsamfund, og den kan ikke trylles frem eller skabes nedefra af græsrødder. Som en bekymret Tarmborger sagde på et borgermøde i juni; ”I siger, at tingene skal gro nedefra, men det er der ikke så meget ved, hvis I piller det ned ovenfra.”

Og det er en rigtig god pointe.

Vi må ikke glemme, der er forskel på at bo og leve et sted. At bo et sted betyder dybest set bare, det er der, man sover og spiser sine måltider, mens det sted, man lever, er der, hvor ens børn går i skole, hvor man går i parken på en sommerdag og hvor man møder sine naboer, når man handler eller går på biblioteket.

Hvis de muligheder altså er til stede.

I større byer og i mange kommuner efter kommunesammenlægningen er der langt mellem de, der træffer beslutningerne, og dem, det går ud over. Tilfældet Ringkjøbing-Skjern er et godt eksempel. Foruden borgmesteren hele tiden kom til at sige ”Skjern” i stedet for ”Tarm”, så var det tydeligt, at man på det fjerne rådhus havde nogle andre mere højtflyvende ambition end man havde lokalt. Her ville man bare gerne have sit bibliotek, og så betød fluffy fraser som ”Tarm som kulturby” og håndbold- og teatertiltag mindre.

Som Hanne Nørgaard lakonisk indskød på samme borgermøde; ”Jeg ved ikke, hvordan I vil gøre Tarm til en kulturby uden et bibliotek.”