Bibliotekerne og de som blev ladt tilbage

Folkebiblioteker spiller en ikke helt lille rolle i mindre byer og lokalsamfund. Det er der mange, der godt ved. Ikke mindst ude i de mindre byer og i de større byers lokalsamfund. Dog er der vanen tro en masse mennesker i administrationen og i de politiske lag, der ikke helt synes at have fanget det. I hvert fald hvis man skal dømme efter den måde bibliotekerne behandles i disse dage.

De burde næsten tvinges til at læse Eric Klinenbergs ’Palaces for the people’, som jeg har skrevet om andetsteds, eller Robert Wuthnows ‘The Left Behind’.

De som blev efterladt

Umiddelbart skulle man ikke tro, en bog som Robert Wuthnows ‘The Left Behind’ ville have noget med folkebiblioteker at gøre.

Men det har den. Om end indirekte.

Bogen undersøger, hvad der sker blandt de mindre byer på landet i USA, og hvordan folk tænker, lever og ser verden ude på de endeløse amerikanske vider.

Det er fascinerende læsning, ikke mindst når Wuthnow dykker ned i, hvad der får en by og et lokalsamfund til at hænge sammen og hvordan det giver sig til udtryk.

Her dukker biblioteket nemlig op.

Wuthnow beskriver på et tidspunkt en mindre by, hvor det går godt, og her fremhæver han, at “the library is well staffed”, byens park velholdt, skolen åben, kirken velbesøgt osv. Her peger Princetonprofessoren på de ting, Eric Klinenberg i ‘Palaces for the people’ kalder for social infrastruktur, og understreger dermed vigtigheden af, at hvis et lokalsamfund eller en by skal trives, så kræver det et rammeværk og samlingspunkter, så som skoler, biblioteker, parker osv.

I kontrast er det tydeligt, at de byer, der affolkes eller på anden vis oplever en deroute, ikke har nogen social infrastruktur eller har sparet den ihjel. Og det kan man se i den måde fællesskabet og lokalsamfundet fragmenteres og bliver mere og mere flosset i kanterne.

Den frygt og de bekymringer deler mange danskere også på deres by eller lokalområdes vegne. I mange tilfælde med god ret.

Men er det nu også vigtigt med en social infrastruktur?

Har man fulgt debatten sommer over i Ringkøbing-Skjern kommune, hvor byrådet synes endog meget opsat på at demontere enhver form for social infrastruktur i Tarm, heriblandt biblioteket, så forstår man til fulde, at folk kan være bekymrede for deres lokalsamfunds ve, vel og fremtid.

Den bekymring er både reel og forståelig; sociale infrastruktur er nemlig ikke uden betydning.

I ’Palaces for the people’ starter Klinenberg med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

I det tilfælde var social infrastruktur simpelthen et spørgsmål om liv og død.

Social infrastruktur er de rammer, der gør en by eller et lokalsamfund kan eksistere, trives og leve deres liv. Det er skoler, bibliotekerne, offentlig transport, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, kirker, bænke, fortove osv.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

Og det kræver en social infrastruktur at have et civilsamfund, og den kan ikke trylles frem eller skabes nedefra af græsrødder. Som en bekymret Tarmborger sagde på et borgermøde i juni; ”I siger, at tingene skal gro nedefra, men det er der ikke så meget ved, hvis I piller det ned ovenfra.

Og det er en rigtig god pointe.

Vi må ikke glemme, der er forskel på at bo og leve et sted. At bo et sted betyder dybest set bare, det er der, man sover og spiser sine måltider, mens det sted, man lever, er der, hvor ens børn går i skole, hvor man går i parken på en sommerdag og hvor man møder sine naboer, når man handler eller går på biblioteket.

Hvis de muligheder altså er til stede.

I større byer og i mange kommuner efter kommunesammenlægningen er der langt mellem de, der træffer beslutningerne, og dem, det går ud over. Tilfældet Ringkjøbing-Skjern er et godt eksempel. Foruden borgmesteren hele tiden kom til at sige ”Skjern” i stedet for ”Tarm”, så var det tydeligt, at man på det fjerne rådhus havde nogle andre mere højtflyvende ambition end man havde lokalt. Her ville man bare gerne have sit bibliotek, og så betød fluffy fraser som ”Tarm som kulturby” og håndbold- og teatertiltag mindre.

Som Hanne Nørgaard lakonisk indskød på samme borgermøde; ”Jeg ved ikke, hvordan I vil gøre Tarm til en kulturby uden et bibliotek.”

 

1 thought on “Bibliotekerne og de som blev ladt tilbage

  1. Pingback: Lokalsamfund har brug for biblioteker - Den Grå BibliotekarDen Grå Bibliotekar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *