Det moderne folkebibliotek er en arena

Mens jeg slog mine folder i Odense Bibliotekerne, var jeg tovholder på en lektiecafé, hvor en gruppe unge studerende uselvisk, med stor entusiasme og glæde kastede sig ud i at hjælpe områdets poder med deres lektier.

En af dem var Hanne, der på det tidspunkt var ved at tage sin kandidat. Derfor tænkte jeg, det kunne være interessant at høre Hannes holdning til bøger og biblioteker, samt hendes håb for dem i fremtiden. Bibliotekerne, altså.

Lad os som altid starte med at spørge, hvem Hanne M. Holsøe egentlig er.

Hanne M. Holsøe – biblioteksgænger, Cand. Mag. Pæd. og tidligere frivillig.

Prins Valiant var en favorit!

Hanne: ”I highlights er jeg: 31 år, single, bosiddende i Odense og uddannet Cand. Mag. Pæd.

Den lidt længere historie er, at jeg er fra en lille by ude på landet, på Sydvestfyn.

Jeg er en del af en dejligt stor familie, hvor jeg er nr. 5 i en søskendeflok på 8 – du ved dine, mine og vores børn -, og en af de efterhånden få privilegerede, der fik lov at lege uden opsyn, og til tider først kom hjem når mørket faldt på.

Jeg kan huske indførelsen af de første mobiltelefoner, de første modems der overtog fastnetforbindelsen, walk-mans – og hvordan man overspillede bånd med tape på kanten – og heldigvis, kan jeg også huske fornøjelsen af den faste rutine, det var at komme på biblioteket i den nærmeste by Glamsbjerg en gang om ugen.”

SP: Kan du sige lidt mere om dit barndomsbibliotek?

“Her kom jeg med min mor og brødre – de 3 af dem. Der blev flittigt lejet film – på VHS-bånd selvfølgelig – og utallige tegneserier, især Prins Valiant var en favorit!

Jeg kan huske, at biblioteket var delt op i forskellige sektioner, hvor børne-/ungeafdelingen lå i kælderen. Her fandt mine søskende og jeg hurtigt ned, mens vores mor tålmodigt ventede. Jeg husker ikke om det var vores mor, eller biblioteket der havde sat en grænse for hvor meget vi måtte låne pr. gang. men det endte i alt fald altid i store forhandlinger om, hvem man kunne overtale til at låne netop den ekstra ting, man gerne ville have med.”

SP: Er det anderledes i dag, tænker du?

Hanne: ”Ja, jeg husker biblioteket fra min barndom som et sted, hvor man var meget bevidst om at være stille og ellers nok skulle blive irettesat af den alvorlige bibliotekar. Så det var ikke for den gode stemnings skyld, vi kom, men for de mange film, tegneserier og bøger, der kunne blive vores for en uge. Den fristelse var for svær at modstå, til trods for den sure midaldrende dame, der kiggede surt og helt tydeligt ikke brød sig om børn.”

SP: Hvordan ser du så på nutidens bibliotek? Har stemningen ændret sig?

Hanne: ”I dag ser jeg biblioteket, nogle steder, som en meget mere levende arena. Her er plads til børn, nogle steder er der sågar legepladser inde i bibliotekerne. Der bliver budt indenfor til lektiecafeér, højtlæsning for store som små, der er studiepladser, udstillinger, foredrag og koncerter. Det er i højere grad, end jeg husker det fra barndommen, mange steder, gjort op med den selvhøjtidelige intellektualitet og der er i stedet blevet plads til en større kulturel udveksling.”

SP: Apropos det, hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Hanne: ”Mit håb for fremtidens biblioteker er, at de bliver ved med at udvikle på måden, der kan indgås tværkulturelle samarbejder på. Hvis biblioteker skal vedblive med at være en aktuel spiller i forhold til at udbrede kendskab til litteratur, kan man med fordel se mod det de tiltag, der igennem de seneste år har været på Odense hovedbibliotek. Der er herfra, jeg har kendskab til en del af de førnævnte eksempler og jeg håber, at de i høj grad kan tjene som inspiration for mange andre biblioteker. Jeg ser desværre ofte stadig mange eksempler på biblioteker, der i højere grad har karakter af mit barndomsbibliotek, end den levende arena jeg ser andre steder. ”

SP: Er du den fødte læser?

Hanne: ”Jeg har, som jeg husker det, altid været en ivrig læser. Som barn var det i høj grad tegneserier, der fangede mig.

I min ungdom var det i højere grad skønlitteratur og at kunne drømme sig væk i romantiske fortællinger om kærlighed og drama, der fangede min interesse. Derudover følte jeg på et tidspunkt en forpligtigelse til at læse, hvad jeg anså som klassikere. Det inkluderede f.eks. titler som ‘Oliver Twist’, ‘Den kroniske uskyld’ og lidt senere mere filosofiske værker som ‘Sofies verden’.

I mange år, har jeg primært læst biografiske eller historiske værker. Jeg har en stor forkærlighed for krigshistorie, primært 1. og 2. verdenskrig. Derudover læser jeg som nævnt ivrigt biografier. Det har indtil videre inkluderet alt fra rockmusikere til politikere, fodboldspillere, kriminalkommissærer m.m. Hvis de har noget spændende at fortælle, er jeg fanget.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du f.eks. er blevet færdiguddannet, end tidligere?

Hanne: ”De seneste par år hvor jeg har læst min Cand. Mag. har jeg desværre været meget sløv til at læse andet end faglitteratur.

Nu er jeg endelig det sidste års tid kommet i gang med at “læse” igen, men det har indtil for nyligt primært været i lydbogsformat.

Lige nu ligger Morten Papes ‘Planen’ dog på natbordet, venligst udlånt af en kær ven.

Det er en skønt endelig at læse og lytte for sin fornøjelses skyld igen!”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Hanne: ”En af de forfattere, der i høj grad brændte sig fast i mine ungdomsår, er Hanne-Vibeke Holst, specielt trilogien: ‘Til sommer’, ‘Nattens kys’ og ‘Hjertets renhed’. De bøger er blevet læst så mange gange, at det snart er svært at tyde omslaget på de paperbacks, jeg har stående i reolen.

En af de bøger der for nyligt har gjort størst indtryk er ‘Homo Deus – A Brief History of Tomorrow ‘ af Yuval Noah Harari. Den er klart et læs værd, men giv dig god tid, den er svær at slippe!”

Mere end blot et bibliotek

Jeg ville nok aldrig selv have tænkt på at bruge ordet “arena” i sammenhæng med biblioteket, men det giver god mening. Ikke mindst, når man beskriver det moderne folkebibliotek, hvor der klart er et element af cirkus og gøgl, men på et andet niveau er arena også et rammende udtryk.

Historisk har folkebiblioteket altid været en kampplads. Måske ikke for gladiatorer, men som scene for kampen om ideer, for meningsudvekslinger og tidernes kulturelle hundeslagsmål. Det var og, håber jeg fortsat, her folk kom for at klæde sig på til at møde verden med oprejst pande – eller slippe lidt væk fra livets mange krav gennem underholdning.

Ganske som Hannes ord også sætter en tyk streg under, hvorfor det er så vigtigt, at bibliotekerne er bevidst om at skabe en god stemning og tage godt imod folk. Især børn og unge. Ikke kun er de fremtidens biblioteksbrugere, men de er også på mange måder kernepublikummet, hvis man ønsker at skabe nye generationer af stærke læsere og engagerede, kritiske borgere.

Her er billedet af en arena igen sært passende, for her kommer man også i høj grad pga. stemningen og sammenholdet.

Så at se det moderne folkebibliotek, som en arena for liv, men også for debat, kulturudveksling og, naturligvis, gøgl og gæk er slet ikke nogen dum måde at se biblioteket på.

 

 

 

En kilde til bekymring – de gode og de dårlige tal

Efter år med faldende udlånstal, ser tendensen endelig ud til at vende. I hvert fald, hvad angår de trykte bøger, hvor udlånet er steget med ca. 45.000 fra 2018 til 2019.

De gode nyheder kommer dog ikke alene.

Udlånet falder dog fortsat, hvad angår film, musik, lydbøger og spil, men med streamingtjenesternes dominans og ikke mindst eReolens succes er det ikke svært at forstå, CD’er og DVD’er har det svært og utvivlsomt fortsat vil have det.

Værre er det dog, at de ellers konstant stigende besøgstal de seneste år er stagneret og nu faldet. Fra toppen i 2017 på lidt over 38.3 millioner årligt besøgende over 37.6 i 2018 til 37.3 millioner i 2019.

I procent er det ikke voldsomt, men med et fald på 1 million besøgende på 3 år er det ikke desto mindre en klar tendens, og en tendens, der er værd at holde et særdeles vågent øje med.

Besøgstallene har i mange år været et statistisk lyspunkt og et bevis på bibliotekernes popularitet, om end de ofte har været diskuteret lystigt af en række ældre bibliotekskritikere.

Værdien af et tal

Indrømmet, tallene tegner ikke hele billedet endsige siger noget om, hvilken effekt bibliotekerne har. CEPOS har tidligere insinueret, bibliotekerne ofte tjener som varmestue, og mange biblioteksansatte vil utvivlsomt også nikke genkendende til, at især i de ubetjente åbningstimer bliver bibliotekerne benyttet til alverdens ting, der dybest set ikke har med formålet at gøre.

Derfor kan man med nogen ret sige, at besøgstal, såvel som udlånstal ikke betyder det store. De siger i hvert fald ikke så meget om, hvilken nytte bibliotekerne gør eller hvilken effekt de har.

Og det er sådan set sandt nok, men tallene har nu en værdi, for de fortæller en historie om bibliotekernes popularitet og i hvor høj grad de er i kontakt med deres brugere. Ikke mindst, når vi kigger på tendenser. Kommer folk ikke på bibliotekerne, så mister de en vigtigt kontaktmulighed med brugerne, hvilket på længere sigt kan vise sig at være katastrofalt.

Det er det, vi kan ane konturerne af nu.

Lavthængende frugter, bøvl og mætning

Grunden til jeg er bekymret over de faldende besøgstal, sågar i en grad der overskygger min egen glæde ved det stigende udlån, er tofold.

For det første så mister vi i biblioteksvæsnet en vigtig kontaktmulighed, når folk ikke kommer på biblioteket. Det er uendeligt meget nemmere at tale med brugerne, når de er i huset, end man skal opsøge dem her og der. Der er en grund til, vi ikke længere ser dørsælgere slæbe kufferter fyldt med isenkram fra hus til hus.

Det er den lavpraktiske grund, men der er også en anden, mere overordnet og bekymrende grund. Nemlig at vi på bibliotekerne har hvilet lidt vel rigeligt på laurbærrene og dermed tabt en masse muligheder.

Med borgerservices indtog og udrulningen af ubetjente og ofte lange åbningstider skabte bibliotekerne sig en ny potentiel brugergruppe og åbnede op for nye intensive brugsmønstre. Det er lavthængende frugter, bibliotekerne måske en smule for nemt og ukritisk har høstet og nydt i årene op til 2017.

Men noget tyder på, det ikke er lykkedes lige godt alle steder at gøre brugere af borgerservice til egentlige biblioteksbrugere. Ganske som glæden ved det åbne bibliotek synes at aftage hastigt mange steder grundet uro, utryghed og manglen på personale.

Eksempelvis oplevede jeg for nyligt, at en håndarbejdsgruppe på biblioteket ønskede at flytte deres ugentlige mødedag til en dag, hvor personalet var der til lukketid. De brød sig simpelthen ikke om at være der alene, bl.a. pga. uro.

Noget tyder på, vi i biblioteksvæsnet, efter at have mæsket os i de lavthængende frugter, nu står i den situation, at der er meget lagt op til de næste grene. De ubetjente åbningstimer og adgangen til borgerservice er stadig populært, ingen tvivl om det, men i mange tilfælde bruges de blot til at hente og aflevere materialer eller pas og kørekort, og oftere og oftere oplever brugerne, at det ikke er rart at være på et personaleløst sted. Ganske som der heller ikke er hjælp at hente.

Og i sidste ende er det derfor, bibliotekerne er der. For at hjælpe folk. Det er ikke nemt uden den kontakt, som kommer af et biblioteksbesøg, mens personalet er der.

Det er også meget sigende, at de biblioteker, hvor der meldes om vækst i udlånet, oftest også er de steder, hvor der er fokus på service og personalets interaktion med brugerne. Eksempelvis melder Allerød, Lyngby-Taarbæk og Roskilde da også om både vækst i udlåns- og besøgstal.

 

Ovenstående er en bearbejdet udgave af en gæsteleder, jeg skrev til BogMarkedet for nyligt.

Biblioteket er løftet om frihed

For mig spiller et velfungerende og aktivt folkebibliotek er stor rolle for et lokalområdes trivsel og for borgernes ve og vel. Med andre ord, ønsker man et velfungerende civilsamfund, så er biblioteket en hjørnesten og en central aktør.

Derfor faldt mig også lige for at spørge en af mine venner, der om nogen brænder for civilsamfundet, men også ofte er kritisk over for offentlige institutioner, om han ikke ville dele nogle af sine tanker om biblioteker med mig.

Den finurlige vej til et venskab

Man skulle måske ikke tro det, især ikke i disse dage, men en god diskussion om politik og litteratur på sociale medier kan føre til gode venskaber.

F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner, der for mange nok er kendt som en liberal og diskussionslysten debattør på ikke mindst de sociale medier.

Siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – både Søren og jeg er ikke just mænd af få ord -, at jeg endte med at dele samtalen op i en post om biblioteker her på DGBib.dk og en om bøger og læsning ovre på Bogsnak.dk.

Søren Kenner med egne ord

SP: Hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Tror for det meste på det gode i mennesker og mener, at man må og skal respektere alle menneskers individuelle frihedsrettigheder. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Livsnyder og meget rejsende – og vi har også efterhånden boet mange steder: Stevns, København, Malta, Los Angeles og nu Cambridge. Storforbruger af læseoplevelser og læser masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

SP: Hvad var dit første møde med biblioteket?

Søren: ”Jeg lærte at læse tidligt og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer og senere til Marshall McLuhan, Viktor Frankl, Hannah Arendt, Sartre, Simone de Beuvoir, Anais Nin, James Mitchener, Herbert Marcuse med flere.”

SP: Det lyder som om, at skolebiblioteket betød meget for dig?

Søren: “Det gjorde det. Mine forældre flyttede fra København til Vallø på Sydsjælland, da jeg var 10. Jeg var “kloge Aage” i en klasse fyldt med drenge, som var vant til at bruge kræfterne på gården, værkstedet og alle mulige andre steder. Det blev ret turbulent. De mobbede mig sindssygt og jeg fandt mig ikke i det, så slagsmål, slagsmål og endnu flere slagsmål – og brækkede arme med mere – og fortsat “helle” på det nye lokale skolebibliotek, som var okay, men ikke lige så godt som det, jeg kom fra.”

”Til gengæld kunne man cykle til biblioteket i Køge, som var veludstyret, og det gjorde jeg så i hvert fald en gang eller to om ugen. Eneste problem var ideen om en opdeling mellem “voksen” og “børn”, som var vanvittigt frustrerende. Jeg kunne låne debile Rasmus Klump og idiotiske Christiane F, men kunne ikke tage hverken Einstein, Rifbjerg eller Panduro med hjem.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Søren: ”Biblioteker er ikke kun en velfærdsydelse, men i realiteten noget meget mere essentielt og vigtigt. De er menneskehedens hukommelse, opsamlingen af den viden, vi besidder – og lever af – og intet er vel i virkeligheden vigtigere for en åben, demokratisk civilisation som vores end gode biblioteker med betydelig tyngde.”

”I et lille land som Danmark forfalder biblioteker ofte til at være arkiver over passeret litteratur eller accepteret faglighed, men i virkeligheden er de bedste biblioteker ekstremt brede i den forstand, at de både tilbyder den gode og lette læseoplevelse for novicen og samtidig adgangen til den ypperste viden, vi har og forudsætningen for at danne ny viden ud fra det, vi allerede ved.”

”Det er i øvrigt en af de gode ting ved at bo i Cambridge; bare tanken om at være indenfor få minutter af nogle af verdens bedste forskningsbiblioteker får mig til at sove bedre om natten.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Søren: ”At de redefinerer deres rolle og holder op med at tænke på sig selv som “underholdning” og får et bedre greb om det enorme (samfunds)ansvar der hviler på deres skuldre for så vidt angår adgang til bevidstgørelse, arkivering af det vi i det hele taget ved, stimulatorer af vidensbegær og redskaber der giver adgang til både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, altså, at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den.”

”Biblioteker er “repositories of knowledge” og med det følger et ansvar både for at formidle adgang, skabe interesse for litteraturen og selvfølgelig ikke mindst sikre, at det man har på hylderne, er relevant i en større sammenhæng og for det mestes vedkommende også kan gøres tilgængeligt digitalt.”

Biblioteket er mere end velfærd – det er frihed

Frihed er et begreb og et udtryk, der tolkes meget forskelligt og bærer kimen til mange indædte diskussioner i sig, men jeg har altid tænkt frihed som friheden til at leve sit liv, som man nu har lyst i fred for andres hævede pegefingre og utidige indblanding.

Derfor er frihed på mange måder lig med dannelse. Det kræver nogle gange mulighed for en pause, for et helle og det kræver især, at man forstår verden omkring sig. Ting, der giver en muligheden for at tage livet i egne hænder. Den mulighed hjælper bibliotekerne med til at give.

For biblioteket er et helle, det er et rum uden andre krav end et modikum af god opførsel og et sted, hvor man kan finde sig selv og blive klogere. Det er en vigtig del af civilsamfundet.

Som Søren er inde på, så er det vigtigt ”at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den” og viden og kultur, dannelse med andre ord, kan være med til at skabe forståelse mellem mennesker med forskellige meninger og holdning, men fremfor alt give dem et fundament af viden og selvtillid til at være de mennesker, de er, og frihed til at leve de liv, de gerne vil leve.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det i hvert fald svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Derfor er bibliotekerne løftet om frihed.

Når biblioteket betyder noget

Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at det måske kun er for mig og en snæver kreds af mine bognørdede kolleger, bibliotekerne betyder noget. Det er heldigvis tanker, der hurtigt manes bort, når man taler med folk rundt om.

Blandt andet med min barndomsven Vilhelm.

Et andet syn på verden

Vilhelm og jeg er meget forskellige. På overfladen tror jeg ikke, man kan finde to mennesker, der er mere forskellige end os, men – og måske i virkeligheden derfor – har jeg altid haft stor glæde af mine samtaler med Vilhelm og stor respekt for hans syn på verden.

Jeg har kendt Vilhelm længe. Helt tilbage fra mine skoletid, og det er efterhånden en rum tid siden. Vi rendte ikke rundt i de samme cirkler, så i ny og næ mistede vi kontakten, men for nogle år siden begyndt vi at tale sammen igen.

Og sjovt nok ofte om bøger og sidenhen biblioteker.

Derfor faldt det mig oplagt at tage en snak med min gamle ven. For en ting er jo, hvad jeg og mine kolleger i biblioteksvæsnet går rundt og tror om os selv. Noget andet er, hvordan verden ser os.

Men allerførst, hvem er Vilhelm?

Vilhelm Rytters glæde ved biblioteker

Vilhelm: ”Det er et godt spørgsmål, og jeg tror ikke, man kan komme med et endeligt svar, da jeg jo stadig udvikler mig som menneske og dermed også både bliver klogere og får andre holdninger… Så hvis man skal forsøge at sætte ord på må det være noget i stil med kompleks og nysgerrig …”

Vilhelm Rytter – en mand, der holder meget af biblioteker.

SP: Er du den fødte læser?

Vilhelm: ”Nej, jeg vil ikke mene, jeg er den fødte læser. Jeg har aldrig været den boglige type, og det var først, da jeg omkring 7. klasse fik en lærer, som lærte mig, hvad et bibliotek indeholdt udover tegneserier, og hvordan jeg fandt de ting, som fyldte min nysgerrighed, interesse og fantasi.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Vilhelm: ”Selvom jeg ikke var den fødte læser, var mit barndomsbibliotek stadig et sted, jeg kom en del. Både for at læse tegneserier, men det var også lidt et sted, jeg kunne finde ro. Jeg kæmpede som ung med mit temperament, og biblioteket var netop et sted, jeg havde fred for de værste bøller og kunne finde en pause fra alt det, der skubbede en ud over kanten. Så for mig var biblioteket et sted, der betød mere, end jeg nok selv ville stå ved som barn.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Vilhelm: ”Som sagt før, så var det et sted, der betød meget, men som ikke handlede om bøger. I dag ser jeg nok lidt anderledes på biblioteket, da det for mig nu betyder viden, samt at slippe fantasien løs. Det er stadig et fristed, men nu er det ikke et sted, jeg søger tilflugt og gemmer mig mellem rækkerne, men et sted, hvor jeg finder inspiration og glæde. I dag ser jeg også biblioteket som et sted, hvor folk er i øjenhøjde, et sted hvor selv ung, gammel, dansk som udlænding, pludselig kan hjælpe hinanden på lige fod og med en næstekærlighed jeg tit synes mangler andre steder i vores samfund.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde da du var barn?

Vilhelm: ”Det har helt sikkert en anden betydning i dag. Både fordi man med alderen har fået andre interesser og er blevet klogere på livet, men ja, det at blive far har nok også haft en virkning, da det også har været med til at gøre biblioteket til en “legeplads”, hvor man gennem leg og hygge har kunne inspirere sit barn til at se biblioteket som et sted, der kan give svar på praktisk talt alt i livet.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Vilhelm: ”Jeg håber og tror, at deres vigtighed igen vil fylde i bevidstheden. Vi ser i dag bibliotekerne lave en masse begivenheder for folk i alle alder, og jeg kan bare se på, hvad mit lokale bibliotek i Nykøbing F. har af tilbud i løbet af et år, og er sikker på, det er med til at gøre biblioteket til et tilholdssted, både i forbindelse med bøger, men også oplevelser, gruppeopgaver under uddannelse, og fristed til at fordybe sig. Jeg syntes jo, bibliotekerne gennem min levetid har udviklet sig fra at være et sted, man læste og var meget stille til et sted, hvor alt kan ske. Mange vil nok sige, at biblioteket er gået af mode grundet internettet, og den nemme genvej til løsninger og svar. Men det er kun kort tid siden, jeg sammen med en ven snakket om alt det, vi ikke kunne finde på nettet, grundet de er fra før EDB-tiden, mange af de ting føler vi os dog sikker på, man kan finde i bibliotekets arkiver … Så jeg tror også, biblioteket har sin plads i samfundet om 100 år.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Vilhelm: ”Puha, den er svær. Kun en bog eller forfatter? Jeg vil nok sige at den, der har gjort mest i forbindelse med at få mig til at elske bøger, må være Dennis Jürgensen, og han skriver jo bøger til alle aldre. Jeg har da også læst netop nogle af hans bøger for min søn. For hvem kan leve uden bøvsende drager, grever, der drikker røde sodavand, og en ulv, der elsker musik? Men det er jo kun en forfatter og en meget lille del af den verden, bøger har givet mig.”

Bibliotekets fineste opgave

Jeg kan ikke andet end blive glad efter sådan en snak. Gamle venner vækker selvfølgelig altid glæde, men her får jeg også et skud energi rent professionelt. For Vilhelm peger på nogle af de ting, jeg 1) selv havde stor gavn af som ung og håber, bibliotekerne fortsat tilbyder, og 2) ser som bibliotekets fineste opgave og funktion som ældre. Biblioteket er et helle og et sted for alle. Det er et sted, der hjælper folk, høj som lav, og ikke har andre interesser end borgernes ve og vel.

Det er også sådan, det skal være. Bibliotekerne betyder nemlig noget.

 

Litteraturen lever og har det godt på bibliotekerne

Nogle gange får man det indtryk, de danske folkebiblioteker er dinosaurer, der ligger langsomt udåndende og uelskede i et glemt hjørne af samfundet. I hvert fald, hvis man læser noget skrevet af den serie af ældre mænd, der i ny og næ brillerer i medierne som selvbestaltede eksperter på området.

Igen og igen møder vi historien om faldende udlånstal, og som regel også et eller andet om keramik og biblioteksloven, hvis bølgerne går rigtig højt. Det, at udlånstallene falder på landsplan, bruges ofte til at vise, hvor grelt det står til, hvor utidssvarende og konkurrenceforvridende bibliotekerne er og hvordan de har glemt deres kerneopgave.

Som velbevandret i kildekritik og statistik, så ved man, at det naturligvis ikke er hele historien og at diverse skribenter skamløst og uden at blu ridder deres kæpheste. Bibliotekerne er nemlig ikke ens. De danske folkebibliotekerne er ikke homogene enheder med samme nærområder, opgaver, prioriteter og betjeningsniveau.

Djævlen findes med andre ord som altid i detaljen.

For nok er det sandt, at udlånstallet falder på landsplan, men det gælder langt fra alle steder. Men hvor det faldende udlån har flere årsager, så er der en række fællestræk og gennemgående faktorer ved de biblioteker, hvor udlånet er fladet ud eller ligefrem stigende.

Lad os kigge nærmere på dem.

4 fokuspunkter til at øge udlånet

Betjeningen, det vil sige det frontvendte personale, har en stor indflydelse på udlånstallet. En høj grad af service og fokus på litteraturen både til dagligt og ved arrangementer betyder noget. Det nytter ikke noget, der er år og dag mellem, man møder en bibliotekar eller at man skal bestille tid for at tale med en. Hvor længe ville du f.eks. vente på betjening i en butik? Ikke længe, tænker jeg.

Den lokale kobling har også relevans. Biblioteker med en stærk tilknytning til lokalområdet ser ud til at klare sig bedre, når det kommer til udlån af bøger. Mit bud er, det skyldes, folk er mere tilbøjelige til at komme på det lokale bibliotek, fordi det er et sted, man kan tage hen med familien og hvor man har et forhold til de ansatte. Det er Sams Bar effekten, der spiller ind her, og den skal man ikke undervurdere. Hvor ofte kommer du et sted, du har føler en forbindelse til og med? Og vender du tilbage igen og igen, hvis ikke du føler dig velkommen og taget godt imod? Nok ikke.

Nærområdet spiller også en stor rolle. Her tænker jeg ikke kun på tilgængelighed og sådan noget som parkeringspladser, om end begge dele har en betydning. Jeg tænker mere på, at der er en demografi med mange forskellige brugergrupper i området omkring biblioteket. Børn, unge, familier, ældre, studerende og ting som skoler, børnehaver og lignende giver en bred, differentieret brugerskare, der alle har behov for bøger i en eller anden grad. Eller i hvert fald et behov, der kan opdyrkes og giver mulighed for formidling og mersalg, så at sige.

Sidst, men ikke mindst betyder samlingen noget. Altså, udbuddet af bøger, deres stand og i hvor lang tid, de kan lånes. Mange kviklånsbøger – altså, nyere og populære bøger, der kun kan lånes i 14 dage – vil hjælpe med til at hæve omsætningshastigheden og dermed udlånstallet. Der kommer med andre ord flere lånere pr bog hurtigere. Det i sig selv virker ofte tiltrækkende på flere lånere. Man kan simpelthen få bøger hurtigere og man går sjældent forgæves.

Kort sagt, kend dit publikum, relater til dem, dyrk dem og køb ind til dem.

Desværre ser vi oftere og oftere den nye biblioteksstruktur med selvbetjening, mindre personale i udlånet og centraliseret materialeindkøb trækker i den modsatte retning. Vi kender ikke vores lånere, vi taler ikke med dem og vi køber, ikke ind i blinde, men ind efter nogle overordnede retningslinjer, der ikke nødvendigvis er, hvad bibliotek X har brug for, selvom bibliotek Y har det.

Det er trist, når alt tyder på, det er relationer og den tætte, målrettede kontakt, der betyder noget. Vi skal med andre ord have mere Sams Bar. Meget mere.

Lokalsamfund har brug for biblioteker

Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Er der patent på dannelse?

Ville et privat vagtværn, der klagede over konkurrence fra Politiet blive taget alvorligt? Ville du nikke og tænke ”det kan der være noget om”, hvis et privathospital klagede over unfair konkurrence fra det offentlige sygehusvæsen? Eller hvis et privat plejehjem klagede sig højlydt over det kommunale plejehjem?

Politi, sygehusvæsen, skoler og ældrepleje er det fundament Danmark hviler på. Vi efterspørger, forventer og betaler til, at disse institutioner findes. De er en naturlig del af samfundet og fællesskabet.

Sådan er det også med folkebibliotekerne.

Derfor undrer det mig såre, når direktøren fra FOF Aarhus, Søren Peter Hansen, uimodsagt i en af landets største aviser for nyligt konkluderede, at ”det er ulige konkurrence”, når de danske folkebiblioteker driver oplysende virksomhed.

For hvornår er dannelse og oplysning blevet et spørgsmål om penge? Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge?

Ikke en forretning

Bibliotekerne er ikke en forretning, men en offentlig institution, der er sat i verden for at oplyse og danne. Gerne, ikke mindst de senere år, med en lokalt forankret social funktion. Det står sågar tydeligt i biblioteksloven.

Når keramikere, lystfiskere, modelbyggere, strikkeklubber og mange andre mødes på bibliotekerne, så drejer det oftest om at skabe interesse, vise sig frem og i mange tilfælde blot at være sammen om en hobby. Det samme gør sig gældende, når bibliotekerne arrangerer festivaler eller events. Det drejer sig om at samle folk, skabe interesse og understøtte kultur og læring.

Bibliotekerne er for mange et første skridt på vejen mod at deltage i et kursus hos et oplysningsforbund eller en aftenskole. Vi indgår med andre ord i en fødekæde, der skaber en lyst til at blive klogere og lære mere. Man skal immervæk have en vis interesse for at strikke i forvejen før, man f.eks. er villig til at betale FOF Aarhus kroner 1.405,- for et strikkekursus.

FOF tager faktisk kroner 1.405,- for kurser i strik og quilting. Det er der ikke meget folkeoplysning over i min optik, og prislejet kunne måske forklare FOF’s problemer med at tiltrække kursister.

Interessant nok har Søren Peter Hansen tidligere i Århus Stiftstidende udtalt, at ”vi skal have folk til at mødes. Det er det, som betyder noget. Hver gang, mennesker mødes, bliver noget sat i gang, og folkeoplysning handler meget om at gå sammen om noget.”

Det lyder jo meget, som det bibliotekerne arbejder med, nemlig god gammeldaws folkeoplysning. Det er bibliotekerne særegent gode til. Vi må nemlig ikke glemme det folkelige element af bibliotekerne virke. Det hedder ikke folkebiblioteker uden grund.

Og det ved Hansen også godt.

I hvert fald, hvis man skal tage hans egne ord for gode vare. ”Det er folkerøsten. Et sted, der er åbent for alle, for oplysning om livet, et sted, vi kan mødes og tale sammen, ikke formel undervisning og ingen eksamen. For hvorfor skal man have tal på alt? Det handler om at komme ud i virkeligheden.”

Det lyder unægteligt som netop dét, bibliotekerne gør. Og altid har gjort. Uden at tage tusinder af kroner for det.

Med det in mente, så kunne jeg egentlig godt tænke mig nogle konkrete eksempler på kultur- eller læringsinstitutioner, der har oplevet konkurrence fra bibliotekerne. Min virkelighed er nemlig en anden. Jeg har samarbejdet med oplysningsforbund, aftenskoler, ungdomsskoler, biografer, boghandler, spillesteder, museer osv., og på intet tidspunkt har jeg hørt nogen klage over konkurrencen.

Hverken biblioteker, aftenskoler eller oplysningsforbund har patent på dannelse. Tværtimod, så supplerer og komplementerer diverse institutioner hinanden. Der er ingen konkurrence. De eksempler, der nævnes af Hansen og andre kritikere, overlapper heller ikke. Biblioteker, aftenskoler og oplysningsforbund tilbyder, når man kigger nærmere på tilbuddene, ikke de samme ting.

Der er ikke tale om gudgivne eller naturlige grænser mellem skoler, biblioteker og forbund, men et større fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Og sådan skal det være. Det handler nemlig ikke om os, men om danne og hjælpe vores medborgere.

 

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af et debatindlæg, der tidligere har været bragt i Arbejderen.

 

Undskyld, er der en bibliotekar tilstede?

Er det et autoværksted uden en mekaniker? Et snedkeri uden en snedker? Eller en god cafe uden betjening?

Tænk på din yndlingsbutik eller forretning. Hvad ser du for dig? En bygning? Et rum? Varerne? Eller får du mere en fornemmelse. En fornemmelse af at være velkommen, værdsat og i gode hænder?

Ja, så tænker du nok på personalet.

Tænk nu på tallet 316. Så mange åbne eller måske mere korrekt selvbetjente biblioteker er der i skrivende stund i Danmark. 316 ud af 416 folkebiblioteker.  Omkring 75 % af landets biblioteker er altså uden bemanding i større dele af deres åbningstid.

Og det tal ser ikke ud til at falde.

Debatten om de selvbetjente biblioteker er igen yderst aktuel med truslen om store besparelser på biblioteksområdet i Græsted, Kerteminde og nu også Greve. Fælles for de tre kommuner synes at være en tanke om, at selvbetjente biblioteker er en fin måde at spare nogle penge på.

Og det kan der umiddelbart være noget om.

Selve konceptet med åbne bibliotek er som udgangspunkt solidt og tænkt som brugerorienteret. Det er, som det skal være. Kunderne først.

Men, og sådan et er der naturligvis. Et ret stort et endda.

Nutidens store problem er ikke en manglende adgang til litteratur, viden og læring, men at navigere i informationsstrømmen og blive inspireret til at læse og lære. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed.

Her spiller personalet – mennesker, om du vil – en stor rolle. Hvem skal ellers hjælpe den studerende med at finde rundt i databaserne, den specialestuderende med at finde statistikker, børnefamilien med at finde bøger til at fremme den første læsning osv. osv.?

Bibliotekerne og de ansatte GØR en forskel

På et tidspunkt havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en række af min hjembys ungdomsuddannelser. Her gjorde det personlige møde er stor forskel. Ikke kun for mig, men også for flere af eleverne. Især de måske lidt bogligt svage. Et fint eksempel er en ung gut fra HF, der efter et oplæg jeg holdt på hans skole, kom på biblioteket for første gang. Oven i købet i selskab med et par medstuderende. De studerende fortsatte med at komme på biblioteket og endte med en ganske flot eksamen.

Derfor er den personlige betjening og service vigtig. Det er vigtigt for os i biblioteksvæsnet – på den måde lærer vi vore brugere at kende og skaber fællesskaber. Og det er lige så vigtigt, om ikke vigtigere for brugerne. For uden os, hvordan skal de så komme længere end til det i forvejen kendte, lære noget nyt eller lade sig inspirere.

Vi knytter os til mennesker, ikke steder, og ønsker vi i biblioteksvæsnet kontakt til vores brugere, så skal vi være der for dem. Ønsker vore brugere at få hjælp, inspiration og vejledning, så gælder det samme. Det kræver et menneske. Det kræver samtale. Det kræver kontakt.

Den oplagte løsning er naturligvis flere betjente åbningstimer eller mere opsøgende arbejde. Her er det, vi internt er nødt til at prioritere den daglige drift og publikumskontakten højere. Ganske som vi også må investere i mere intuitive søgesystemer og en indretning, der er understøtter brugernes færden i det ubetjente biblioteksrum. Måske vi kan lære af vore kolleger i museerne. Det er i hvert fald en tanke.

Men en ting er sikkert, selvbetjente biblioteker er ikke i sig selv en løsning og vil medføre, at bibliotekerne mister relevans, status og, værre endnu, at Danmark bliver dummere.

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af en kronik, der tidligere har været bragt i Berlingske. Desværre ser det ud til at være mere aktuelt end nogensinde før.

En verden uden biblioteker

Hvordan ville en verden uden biblioteker se ud?

For mig er det ikke just en opløftende tanke, for verden ville se grum og mørk ud, men nu er jeg selvfølgelig også bibliotekar og måske en smule forudindtaget.

Bare en smule.

MEN det er et spørgsmål borgerne i Kerteminde Kommune i disse dage enten spørger sig selv eller snart bliver nødt til at se i øjnene. Der cirkulerer nemlig et spareforslag, hvor bibliotekerne i Kerteminde noget nær rundbarberes.

Interessant nok er spareforslaget udarbejdet af et konsulentfirma, ikke engang af kommunes egne folk eller politikere. Den prioritering kan man mene meget om, men jeg vil overlade det til andre at konkludere på det. Men sigende er det, at man hellere vil klatte penge væk på konsulenttimer og -rapporter end investere i borgerne.

Er det sådan fremtidens biblioteker kommer til at se ud? Tomme, livløse skaller. (Foto: Pixabay)

Hvordan ville verden se ud for f.eks. dig? Ville det betyde noget, hvis bibliotekerne ikke var der? Mit bud er, mange nok umiddelbart ville svar nej. Og i en travl hverdag, så betydet et bibliotek måske ikke det store.

Begynder du at tænke lidt over det, så tror og håber jeg, du pludselig vil huske de gode oplevelser på biblioteket, menneskene, du har mødt og vigtig viden, du har tillært dig. Hvordan du i din studietid har fundet plads og hjælp på biblioteket. Hvordan som barn havde frirum og måske endda også fandt noget fantastisk læsestof. Måske er du også kommet på biblioteket med dine børn eller børnebørn.

Og det er gode billeder på, hvad bibliotekerne gør og kan.

For uden bibliotekerne og de ansatte, hvem skal så …

… hjælpe studerende med kilder, statistikker og databaser?

… hjælper børn og unge, samt deres forældre, med stimulere læselyst og underbygge læseindsatsen?

… hjælpe ældre medborgere, der ikke er så digitale?

… sikre et frit, bredt udbud af aviser, tidsskrifter og andre materialer?

… skabe rammerne for oplæg om litteratur, videnskab og politik?

… og mange, mange andre ting …

Har vi lyst til at leve i et Danmark, hvor vi ikke nødvendigvis bliver dummere, men hvor vi heller ikke har mulighed for at blive klogere? Hvor information er begrænset til de få? Hvor nyhedskanalerne bliver færre og fremfor alt mindre tilgængelige? Og hvor vi ikke kan være sikre på, at der ikke ligger en skjult motivation bag de nyheder eller den information, vi får serveret?

For lukker vi folkebibliotekerne eller begrænser adgangen til dem, så er det konsekvensen. I en tid med misinformation, stigende digitalisering og flere og flere krav fra bl.a. det offentlige, så er det måske ikke rette tidspunkt at fratage borgerne i en kommune muligheden for at væbne sig mod uvidenhed og magtesløshed.

Inden man afskriver det moderne bibliotek som et frivolt sted for gøgl og gæk, bør man spørge sig selv, hvad ville der ske, hvis de ikke var der? Ville danskerne læse mere? Ville dannelsesniveauet stige? Ville vi blive mere oplyste? Ville børn og unge blive mere kildekritiske og bedre læsere? Ville karaktererne stige på uddannelsesinstitutionerne? Ville pengene blive brugt bedre andetsteds?

Nok næppe.

Men konsulenterne vil utvivlsomt have kronede dage.

De gode, gamle dage på biblioteket

Husker du biblioteket i 80’erne? Eller 90’erne?

Jeg husker søde, men stille og lidt skræmmende bibliotekarer. De var autoriteter, men også smagsdommere.

Jeg husker tungt belæssede reoler med rygvendte og oftest ens indbundne bøger i samme matte farvepalet. De var ikke just indbydende og man fik ikke meget ud af at græsse mellem dem.

Jeg husker også stilheden, manglen på liv, kartotekskort i armlange skuffer og skrankerne. Dem må vi ikke glemme, skrankerne. Skanserne, hvorfra mine fortidige kolleger holdt verden på afstand og sikrede ro og orden.

Er det virkelig det bibliotek, vi ønsker tilbage?

Nej, vel?

Nok elskede jeg min barndoms bibliotek. Det gjorde jeg virkelig. Bibliotekarerne var søde og hjælpsomme. Især elskede jeg det helle, jeg fandt der. Det Ahmed Akkari kalder det ”tavse dannelsesrum for den enkelte,” tænker jeg.

MEN jeg elsker nutidens levende, pulserende, støjende og opsøgende bibliotek endnu mere. Og det gør bibliotekets brugere også. I rapport efter rapport hiver bibliotekerne lovprisning på lovprisning hjem.

Hvilket vi også oplever dagligt. Der er især en episode, der rinder mig i hu, hvor en ældre herre kom hen til mig på min udlånsvagt. Han så en smule brysk ud, og jeg tænkte, han muligvis ville kommentere på de, indrømmet, lidt vel livlige poder, der buldrede rundt i børnebiblioteket. Det er nok ingen hemmelighed af avislæsere og horder af børn ikke altid er den bedste kombination på et bibliotek. Men nej. I stedet udtrykker han sin store glæde over, at biblioteket var fyldt med liv, glæde og grin.

Fantastisk!

Inden man afskriver det moderne bibliotek som et frivolt sted for gøgl og gæk, bør man spørge sig selv, hvad ville der ske, hvis det ikke var der? Ville danskerne læse mere? Ville dannelsesniveauet stige? Ville vi blive mere oplyste? Ville børn og unge blive mere kildekritiske og bedre læsere? Ville karaktererne stige på uddannelsesinstitutionerne? Ville de, indrømmet, mange penge blive brugt bedre andetsteds?

Nok næppe.

Derfor skal vi vare os mod at købe fortællingen om et bibliotek i krise. Et bibliotek uden relevans, identitet og fremtid. For nok er der udfordringer, men brugerne elsker os og de kommer i hobetal.

Så, kære kritikere, hvad end I nu sidder i tænketanke, diverse forfatterforeninger eller med forbavsende mangel på selvironi kalder jer biblioteksvenner, måske I skulle besøge et bibliotek en dag. Opleve, hvor levende og hvor fuld af mennesker det er. Hvor glade folk er, unge som ældre. Eller, hvis det er for meget at forlange, så i det mindste kigger på fakta og holder jer til dem næste gang, I føler trang til at brokke jer.

Biblioteket er nemlig i live, har det godt og er fuld af vaskeægte levende mennesker. Ganske som det bør være.