Månedsarkiv: marts 2020

Må biblioteket bestå for evigt!

Udgivet den af

Krystalgade midt i København har betydet meget for mig. Da jeg boede i København, kom jeg her ofte. Bl.a. på grund af Hovedbiblioteket, hvor jeg da også endte med arbejde, men især på grund af den fantastisk hyggelige frokostbeværtning, der ligger i kælderen lige ved siden af.

Og det var her på Halvvejen – er det i øvrigt ikke et fantastisk navn til en beværtning? – jeg mødte Lotte Eskildsen for første gang for over 20 år siden.

Vi har altså kendt hinanden længe, Lotte og jeg. Det kan måske overraske folk, der kender os, for på mange måder er vi meget forskellige.

En ting, udover en stor glæde ved at komme på Halvvejen, vi dog havde til fælles var glæden ved bøger og derigennem også biblioteker.

Blogs, bøger og biblioteker

Derfor tænkte jeg, det var oplagt at tage en kort snak med min veninde om netop bøger og biblioteker.

Men lad os som altid starte med en kort introduktion.

Lotte Eskildsen – bogblogger og bibliotekselsker

SP: Hvem er Lotte?

Lotte: ”44 år, nørd, bogblogger, konsulent i politiet og p.t. underlagt den moderne verdens største trussel: stress. Ses ofte med en kop kaffe i hånden og med ufattelige mængder kattehår på tøjet.”

SP: Hvad kan du sige om dit barndomsbibliotek?

Lotte: ”Skolebiblioteket i tilknytning til Holmegårdsskolen i Hvidovre. En uendelig verden af viden, oplevelser og ro. Det var ikke et sted hvor man kom for at møde andre, men et sted man kunne bruge timer på at lede gennem hylderne.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Lotte: ”Nutidens biblioteker har udviklet sig med stor fart, men har i rejsen mistet noget af sin tiltrækningskraft. I mine øjne, altså. I dag skal biblioteker for at kunne retfærdiggøre deres eksistens rumme alle de rigtige elementer i effektivitetens navn.

Med fare for at lyde ældgammel, så savner jeg at kunne udforske biblioteket i fred og ro. At kunne slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger. I dag er biblioteket mere café, studiegrupper og Borgerservice.
Dog er ”mit” bibliotek (Københavns Hovedbibliotek) stadig i stand til at overraske mig og få mig i andre læseretninger. Senest da jeg var på jagt efter en Chris Carter roman, men endte med en bog om Holocaust.”

SP: Hvad er dit håb for fremtidens biblioteker?

Lotte: ”Mit største håb er, at de består! Og at der ikke indføres brugerbetaling, for i mine øjne er biblioteket stadig den ypperste form for tilgang til viden og generel dannelse. Derfor er det også dejligt, at København alligevel ikke lukker for Filmstriben, der netop tilbyder film udover de blockbusters eks. biografen tilbyder.”

SP: Er du den fødte læser?

Lotte: ”Som introvert og særligt sensitiv kan svaret kun være et stort JA. Så længe jeg kan huske har jeg fundet fred og ro i bøgernes verden, og har også fundet inspiration i mine forældres bibliotek. Bøger kan underholde, overraske, chokere og lære mig noget, og det skal man ikke kimse ad.”

SP: Gør dit virke som bogblogger, at bøger har en anden betydning i dag?

Lotte: ”Ja, på nogle måder gør det faktisk. Jeg læser bøgerne på en anden måde, og tænker mere over flere ting. Måske kan man sige, at blogning har givet mig mere grundlag til at reflektere over de bøger jeg læser.”

SP: Hvilken bog eller forfatter har givet dig den helt store læseoplevelse eller haft en særlig betydning for dig?

Lotte: ”Puha, det er svært at svare på, for der ryger mellem 150-170 bøger gennem læsefilteret om året.

Som yngre var det specielt Hans Kirk, hvor specielt ’Fisker’ og ’Daglejerne’ ramte godt. De stod på mine forældres hylder, og er sikkert blevet valgt grundet mangel på andet. Også Jørn Riels bøger blev slugt, fordi min far – før min fødsel og senere i livet – boede og arbejde på Grønland.

Da min yngste storebror stadig boede hjemme, lå der en bog som støtte under hjørnet på hans klædeskab. Jeg glædede mig til han flyttede hjemmefra – for så kunne jeg endeligt få fingre i den bog! Sådan var min læselyst som barn og i dag. Bogen var ’Børnene i Nyskoven’ og blev læst flere gange de følgende år.

Generelt kan jeg godt lide bøger der overrasker mig eller lærer mig noget – selvom jeg absolut også er til underholdende krimier.”

Ro på! Biblioteket er til for alle …

En ting, jeg har med fra min samtale med Lotte, er, at mit bibliotekssyn måske trænger til en lille justering. Jeg tror, jeg har undervurderet bibliotekets betydning som ”stillezone”, altså som et sted, man søger hen for at få lidt fred, komme en kende ned i gear og føle en vis ro om sig.

Selv er jeg stor fan af det moderne og livlige folkebibliotek, og det er jeg fortsat. Dog vil jeg have in mente, at biblioteket også har en rolle som fristed for en travl og støjende verden. En rolle, det kun kan opfylde, hvis der er ro og plads til nyde sit eget selskab. Ikke i form af mine ellers så elskede læsesale, men i form af et biblioteksrum, der også giver plads til, at man kan ”slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger” uden alt for meget kalas og ståhej.

Du kan følge Lotte blog Cats, Books and Coffee her, og det bør du klart gøre. Den er sjældent velskrevet og går med stor indsigt i dybden med de anmeldte bøger uden at blive akademikertør.

At drømme om et trofast sværd og en nævefuld magi

Udgivet den af

Det ligger dybt i vores natur at drømme. At drømme om bedre tider, at drømme om magt eller bare at drømme os andre steder hen.

Mens det er den store styrke i litteratur generelt, så er det i genrelitteratur og særligt i fantasygenren, man for alvor kan drømme. Her kan man drømme sig til en svunden tid eller til andre verdener, hvor drager krydser himlen, hvor guder besvarer dine bønner, hvor mægtige troldmænd kogler fra høje tårne, hvor riddere kækt drager ud på heltetogt og så videre …

Klicheerne står nærmest i kø, og selv om de unægteligt er en del af fantasy, så er genren meget mere end det.

Antologien er et fremragende eksempel på styrken i velskreven genrelitteratur.

Lad os dykke ned i, hvad fantasy er, kan være, og hvori tiltrækningskraften består.

Den spæde begyndelse – sandaler, sværd og nye verdener

De tidligste spæde fantasyskridt blev taget med det babylonske helteepos ’Gilgamesh’, men det var med de gamle grækere, at de første fantasyfortællinger i form af myter og sagn slap ud i verden og tog en form, vi i dag kan nikke genkendende til. Homers ’Odysseen’ og de mange andre fortællinger om gamle grækere, der drog hærgende rundt og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre er i bund og grund fantasy.

God fantasy endda, men det skal man nok være varsom med at sige til sin oldtidskundskabslærer.

Vi skal dog helt frem til Robert E. Howards ikonisk Conan-figur i 1930’erne, før vi får en sand fantasyfortælling. Nok låner Howard fra gamle myter, men fortællingerne er hans egne og introducerer en række af de typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem mennesker og guder, skurkagtige troldmænd og forsvundne civilisationer. Conan er i dag nok bedste kendt for filmatiseringerne med hhv. Arnold Schwarzenegger i starten af 1980’erne og senere Jason Momoa 2011, men bøgernes indflydelse på genren må ikke underkendes.

Den mere moderne vinkel på fantasy tog form med J.R.R. Tolkiens ’Hobbitten’ og ikke mindst ’Ringenes Herre’ i 1950’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre de skikkelser, vi har set i et hav af bøger efterfølgende. Her ændrede fantasy sig lidt og blev til kampen mellem det gode og det onde. De grå nuancer svandt til fordel for en mere klar konflikt.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor endnu et gennemgående tematisk træk blev introduceret nemlig den alternative virkelighed og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens rejse oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serie om ’Fionavar-Gobelinen’, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Genren har taget nogle gevaldige skridt siden pionerernes første togter udi det fantastiske, og fantasy har bevæget sig fra at være ugleset eskapisme til at blive betragtet som rigtig litteratur. Men der er ingen tvivl om, at den fantastiske indpakning og netop klicheerne har gjort det svært for genren at blive taget alvorligt og accepteret som ”rigtig” litteratur.

Men hvorfor egentlig det? Hvorfor har fantasy haft det så hårdt?

Klicheer eller ej – drager må der til

Som genrenavnet mere end antyder, så hviler fantasy på et fundament af fantastiske elementer. Det har gjort det svært for mange at tage genren alvorligt og se de litterære kvaliteter, der ganske ofte er at finde i bøgerne. Især når det kommer til børne- og ungdomslitteratur, hvor mere voksne typer gerne kalder på opbyggelig hverdagsrealisme, og ser det fantastiske og muligheden for at drømme sig bort som noget negativt og uden værdi.

Fantasy er da også noget nær en direkte modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget social- eller hverdagsrealisme at hente i fantasy. Medmindre det bruges til at tegne forskellen op og vise helten eller heltindens grå, trælse hverdag, inden alt det fede (eller skræmmende) indtræffer.

Og tak guderne for det!

Harry Potter havde eksempelvis været jævnt træls at komme igennem, hvis ikke det meste af handlingen havde udspillet sig i det magiske univers. Nok er familien Dursley og Harrys prøvelser i den virkelige verden ret underholdende, men mest som afsæt for resten af historien, for det fantastiske. Netop den fantastiske ramme giver mulighed for at belyse en problemstilling på nye måder, og fortælle de store historier uden den bagage, som en almindelig skønlitterær bog ville have i læserens øjne. En læser vil hurtig danne sig et forhåndsindtryk af eller have forventninger til en historie sat i eksempelvis Vollsmose med Mohammed i hovedrollen. De fordomme vil en læser ikke have med, lad os sige, Kalmira fra Oliandeskoven, og det giver forfattere af fantasy stor frihed.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur, som f.eks. horror og science fiction. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”.

Oftest vil det være en helt, der starter som ung, fanget i en verden, der ikke forstår ham eller hende, og oftest også uden nogen indflydelse på egen skæbne. Derefter følger så en fantastisk dannelsesrejse fyldt med prøvelser. Her ligger også et element af identitetsudvikling, som især er tydeligt i værker, der omhandler yngre hovedpersoner.

Rejsen fra noget nær ingenting til mægtig helt eller i hvert fald til egen skæbnes mester og sjæls kaptajn er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier. Vi har Pevensie-børnenes eventyr i ’Narnia’. Vi har de små, uskyldsrene og naive hobbitter i ’Ringenes herre’. De unge studerende i ‘Fionavar-Gobelinen’. ’Harry Potter’ har bogstaveligt talt en række børn, der gennem serien bliver voksne. De gennemgår ikke kun heltens rejse, men også en åndelig udvikling. Helten vokser både fysisk og psykisk undervejs i historien.

Det tema binder overordnet set antologien, du sidder med, sammen og går igen i de enkelte noveller. Hele rejsen fra intet til noget, det umiddelbart identificerbare, eskapismen og den åndelige vækst er blot nogle af grundene til, at fantasy har en bred appel på tværs af aldre, kulturer og geografi.

Vores egen historie – nu med et godt sværd og en nævefuld magi

Tolkien sagde engang, at han ikke brød sig om allegorier og lignelser, men foretrak historie – I much prefer history – med alle de mange fortolkningsmuligheder, der er i en fortælling baseret på en, indrømmet, fiktiv historie fremfor at være koblet direkte op på et eller andet konkret tema med rod i nutiden.

Og det er jeg ganske enig i.

Vi bringer nemlig alle vore egne historier ind i de fortællinger, vi læser, hører og ser. Vi kan identificere os med heltens trængsler og fornemmelsen af at være fanget et sted, hvor vi ønsker mere indflydelse eller selvkontrol.

Alt for ofte forveksles anvendelighed desværre med sammenligninger, hvilket berøver læseren en mulighed for at se sig selv i fortællingen. Det første giver læseren mulighed for at spejle sig i historien, mens det sidste knytter fortællingen til forfatterens hensigt, og i god fantasy, så bør læseren være i fokus.

Det giver også ofte fortællinger med en længere holdbarhed.

Man kunne fristes til at indskyde, at det moderne liv, hvor alt er reguleret, og hvor ens livsvej på mange måder ligger fast, kun gør fantasy til en om muligt endnu mere appellerende genre. For nok er historierne fantastiske og virkelighedsfjerne på overfladen, men de bedre fortællinger har en psykologisk realisme. Det gælder ikke mindst, når det kommer til ungdomslitteratur, hvor identitetsdannelse for alvor kommer i centrum.

Vi kan altså, som Tolkien ville sige, anvende de gode fantasyhistorier på vores eget liv og på vores egne præmisser, og på den måde lære noget nyt om os selv, om verden og få næring til vores drømme.

Fantasybøger giver læseren mulighed for at blive klogere, finde sin egen vej og identitet, om ikke ligefrem sin skæbne. Det er muligt at finde normer i fantasy, drømme sig væk og finde sine rollemodeller blandt helte, heltinder, skurke og de mange karakterer, der er lidt af hvert på samme tid. Alt sammen noget, der vækker en dyb klangbund hos publikum.

For, hånden på hjertet, hvem har ikke drømt om at pløje sin egen vej gennem livets forhindringer og stå imod store uretfærdigheder ved brug af sit trofaste sværd og en nævefuld magi, og på den måde vinde kontrollen med sin skæbne?

*

Teksten er en lettere bearbejdet udgave af det forord, jeg skrev til Ulven og Uglens fantasyantologi ’Ind i det ukendte’.

 

 

 

 

Dannelse er mere end litteratur

Udgivet den af

Præmissen om, at bibliotekerne står “i et vadested mellem klassisk litterær dannelse og en moderne digitaliseret livsstil”, som Niels Frid-Nielsen fremfører i Altinget den 1. marts, er ikke kun forsimplet, men dybest set forkert, og siger nok mere om Frid-Nielsens verdenssyn end om det danske folkebibliotek som institution.

Til tider er det trættende med den stadig strøm af metodeudfordrede ældre mænd, der nærmest kontinuerligt kloger sig på folkebibliotekernes vegne. Ikke mindst, når klogskaben er baseret på et enkelt biblioteksbesøg eller erindringer om barndommens biblioteker.

Vi er som individer ikke repræsentative og det er sjældent en god idé at tro, vores oplevelser er alment gældende.

Det er også værd at bemærke, at Frid-Nielsen sidst han skrev i Altinget den 3. februar tog fejl, når han skrev “hvor 57 procent af befolkningen ifølge Danmarks Statistik slet ikke kommer på folkebibliotekerne.” Faktum er, at 43 % af de adspurgte i den undersøgelse, som tallet stammer fra, havde været på biblioteket inden for de sidste 3 måneder. Det er ikke det samme som, at 57 % slet ikke kommer på bibliotekerne. Frid-Nielsen ser ud til at forsøge at skabe et billede af, at halvdelen af dansker ikke kommer på bibliotekerne, så det er nødvendigt at få ”den sidste halvdel af befolkningen med.”

Lad os tage den en gang mere; næsten halvdelen af samtlige danskere har inden for de sidste 3 måneder besøgt et bibliotek. Kombineret med 1,7 million aktive lånere og ca. 38 millioner årlige besøgende kan man roligt sige, danskerne flokkes til bibliotekerne.

Og de finder dem afgjort ikke støvede eller bedagede.

Sidst, men ikke mindst, er det værd at slå fast, at selvom udlånet af fysiske bøger fortsat falder, så er der flere og flere steder, hvor udlånet er stigende igen. Er man kulturdebattør og bor i København, skal man derfor huske at løfte blikket fra København og egen navle. Biblioteksvæsenet i København er nemlig ikke repræsentativt for alle landets biblioteker.

At sige det indlysende gør ikke en til et orakel

Frid-Nielsen har dog også en række valide kritikpunkter og gode iagttagelser, men for fagfolk kan det virke lettere provokerende at blive belært, selv kærligt belært, om, hvordan man skal passe sit job, og hvad man skal gøre.

Der svarer lidt til at fortælle en lærer, han skal undervise mere. En læge, hun skal kurere noget sygdom. Eller håndværkere, de skal bygge noget mere eller lignende. Det er derfor, de er der, og det gør de i forvejen.

Sådan er det også med bibliotekarer og bibliotekerne.

Godt nok kan vi i biblioteksvæsnet være uenige om, hvordan vi i detaljen skal gøre dette eller hint, men der er ingen, der vil benægte, at bibliotekerne bør være “omdrejningspunkter i de lokale kulturaktiviteter”, være mere opsøgende og gøre en forskel for lokalområdet og samfundet som helhed.

Tværtimod.

Kulturvaner og en ny virkelighed

Ser man på bibliotekernes udvikling de sidste 30 år, vil man se, hvor meget de har ændret sig og tilpasset sig forandringerne i samfundet og danskernes kulturvaner. Frid-Nielsen efterspørger altså noget, bibliotekerne altid har gjort. Nemlig at læse sit lokalområdes behov og understøtte det.

Fra dag 1 støttede bibliotekerne op om den digitale revolution. Det var her, borgerne gik hen for at låne en computer og i mange tilfælde for at få hjælp til at bruge den. Det var her resten af det offentlige vendte sig, da digitalpost skulle rulles ud. Bibliotekerne holdt kurser og hjalp borgere, foreninger og små virksomheder med den digitale omstilling og virkede dermed som et sikkerhedsnet for de knap så digitale.

Man kan også med rette postulere, at e-bøger og netlydbøger næppe ville have haft samme tag i danskerne uden bibliotekerne. For selv i en tid, hvor danskernes kulturvaner, især med hensyn til forbrug, ændrer sig hastigt, så er biblioteket stadig essentielt, besøgt og elsket takket være dets evne til at tilpasse sig og forblive relevant

Vil man spekulere over bibliotekernes fremtid, kan jeg anbefale at kigge på jobannoncerne. Blandt de nyligt opslåede stillinger vil man hurtigt se, hvad der er fokus på, og hvilke kompetencer bibliotekerne forventer at have behov for fremover. Der er også et stort fokus på formidling af litteratur, viden, kunst og børnekultur. F.eks. er jeg selv lige blevet ansat som “kulturformidler med blik for lokalområdet og fællesskaber.”

Vi skal være varsomme med at forveksle dannelse med litterært snobberi eller bruge lidet tidssvarende begreber som ”klassisk litterær dannelse”. Det klæder ingen at falde i Kathrine Diez-gryden og forveksle dannelse med kærlighed til klassisk litteratur.

Dannelse er mere end litteratur.

Og det er kultur også.

*

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af en replik, jeg havde i Altinget den 3. marts.