Det ligger dybt i vores natur at drømme. At drømme om bedre tider, at drømme om magt eller bare at drømme os andre steder hen.

Mens det er den store styrke i litteratur generelt, så er det i genrelitteratur og særligt i fantasygenren, man for alvor kan drømme. Her kan man drømme sig til en svunden tid eller til andre verdener, hvor drager krydser himlen, hvor guder besvarer dine bønner, hvor mægtige troldmænd kogler fra høje tårne, hvor riddere kækt drager ud på heltetogt og så videre …

Klicheerne står nærmest i kø, og selv om de unægteligt er en del af fantasy, så er genren meget mere end det.

Lad os dykke ned i, hvad fantasy er, kan være, og hvori tiltrækningskraften består.

Den spæde begyndelse – sandaler, sværd og nye verdener

De tidligste spæde fantasyskridt blev taget med det babylonske helteepos ’Gilgamesh’, men det var med de gamle grækere, at de første fantasyfortællinger i form af myter og sagn slap ud i verden og tog en form, vi i dag kan nikke genkendende til. Homers ’Odysseen’ og de mange andre fortællinger om gamle grækere, der drog hærgende rundt og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre er i bund og grund fantasy.

God fantasy endda, men det skal man nok være varsom med at sige til sin oldtidskundskabslærer.

Vi skal dog helt frem til Robert E. Howards ikonisk Conan-figur i 1930’erne, før vi får en sand fantasyfortælling. Nok låner Howard fra gamle myter, men fortællingerne er hans egne og introducerer en række af de typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem mennesker og guder, skurkagtige troldmænd og forsvundne civilisationer. Conan er i dag nok bedste kendt for filmatiseringerne med hhv. Arnold Schwarzenegger i starten af 1980’erne og senere Jason Momoa 2011, men bøgernes indflydelse på genren må ikke underkendes.

Den mere moderne vinkel på fantasy tog form med J.R.R. Tolkiens ’Hobbitten’ og ikke mindst ’Ringenes Herre’ i 1950’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre de skikkelser, vi har set i et hav af bøger efterfølgende. Her ændrede fantasy sig lidt og blev til kampen mellem det gode og det onde. De grå nuancer svandt til fordel for en mere klar konflikt.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor endnu et gennemgående tematisk træk blev introduceret nemlig den alternative virkelighed og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens rejse oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serie om ’Fionavar-Gobelinen’, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Genren har taget nogle gevaldige skridt siden pionerernes første togter udi det fantastiske, og fantasy har bevæget sig fra at være ugleset eskapisme til at blive betragtet som rigtig litteratur. Men der er ingen tvivl om, at den fantastiske indpakning og netop klicheerne har gjort det svært for genren at blive taget alvorligt og accepteret som ”rigtig” litteratur.

Men hvorfor egentlig det? Hvorfor har fantasy haft det så hårdt?

Klicheer eller ej – drager må der til

Som genrenavnet mere end antyder, så hviler fantasy på et fundament af fantastiske elementer. Det har gjort det svært for mange at tage genren alvorligt og se de litterære kvaliteter, der ganske ofte er at finde i bøgerne. Især når det kommer til børne- og ungdomslitteratur, hvor mere voksne typer gerne kalder på opbyggelig hverdagsrealisme, og ser det fantastiske og muligheden for at drømme sig bort som noget negativt og uden værdi.

Fantasy er da også noget nær en direkte modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget social- eller hverdagsrealisme at hente i fantasy. Medmindre det bruges til at tegne forskellen op og vise helten eller heltindens grå, trælse hverdag, inden alt det fede (eller skræmmende) indtræffer.

Og tak guderne for det!

Harry Potter havde eksempelvis været jævnt træls at komme igennem, hvis ikke det meste af handlingen havde udspillet sig i det magiske univers. Nok er familien Dursley og Harrys prøvelser i den virkelige verden ret underholdende, men mest som afsæt for resten af historien, for det fantastiske. Netop den fantastiske ramme giver mulighed for at belyse en problemstilling på nye måder, og fortælle de store historier uden den bagage, som en almindelig skønlitterær bog ville have i læserens øjne. En læser vil hurtig danne sig et forhåndsindtryk af eller have forventninger til en historie sat i eksempelvis Vollsmose med Mohammed i hovedrollen. De fordomme vil en læser ikke have med, lad os sige, Kalmira fra Oliandeskoven, og det giver forfattere af fantasy stor frihed.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur, som f.eks. horror og science fiction. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”.

Oftest vil det være en helt, der starter som ung, fanget i en verden, der ikke forstår ham eller hende, og oftest også uden nogen indflydelse på egen skæbne. Derefter følger så en fantastisk dannelsesrejse fyldt med prøvelser. Her ligger også et element af identitetsudvikling, som især er tydeligt i værker, der omhandler yngre hovedpersoner.

Rejsen fra noget nær ingenting til mægtig helt eller i hvert fald til egen skæbnes mester og sjæls kaptajn er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier. Vi har Pevensie-børnenes eventyr i ’Narnia’. Vi har de små, uskyldsrene og naive hobbitter i ’Ringenes herre’. De unge studerende i ‘Fionavar-Gobelinen’. ’Harry Potter’ har bogstaveligt talt en række børn, der gennem serien bliver voksne. De gennemgår ikke kun heltens rejse, men også en åndelig udvikling. Helten vokser både fysisk og psykisk undervejs i historien.

Det tema binder overordnet set antologien, du sidder med, sammen og går igen i de enkelte noveller. Hele rejsen fra intet til noget, det umiddelbart identificerbare, eskapismen og den åndelige vækst er blot nogle af grundene til, at fantasy har en bred appel på tværs af aldre, kulturer og geografi.

Vores egen historie – nu med et godt sværd og en nævefuld magi

Tolkien sagde engang, at han ikke brød sig om allegorier og lignelser, men foretrak historie – I much prefer history – med alle de mange fortolkningsmuligheder, der er i en fortælling baseret på en, indrømmet, fiktiv historie fremfor at være koblet direkte op på et eller andet konkret tema med rod i nutiden.

Og det er jeg ganske enig i.

Vi bringer nemlig alle vore egne historier ind i de fortællinger, vi læser, hører og ser. Vi kan identificere os med heltens trængsler og fornemmelsen af at være fanget et sted, hvor vi ønsker mere indflydelse eller selvkontrol.

Alt for ofte forveksles anvendelighed desværre med sammenligninger, hvilket berøver læseren en mulighed for at se sig selv i fortællingen. Det første giver læseren mulighed for at spejle sig i historien, mens det sidste knytter fortællingen til forfatterens hensigt, og i god fantasy, så bør læseren være i fokus.

Det giver også ofte fortællinger med en længere holdbarhed.

Man kunne fristes til at indskyde, at det moderne liv, hvor alt er reguleret, og hvor ens livsvej på mange måder ligger fast, kun gør fantasy til en om muligt endnu mere appellerende genre. For nok er historierne fantastiske og virkelighedsfjerne på overfladen, men de bedre fortællinger har en psykologisk realisme. Det gælder ikke mindst, når det kommer til ungdomslitteratur, hvor identitetsdannelse for alvor kommer i centrum.

Vi kan altså, som Tolkien ville sige, anvende de gode fantasyhistorier på vores eget liv og på vores egne præmisser, og på den måde lære noget nyt om os selv, om verden og få næring til vores drømme.

Fantasybøger giver læseren mulighed for at blive klogere, finde sin egen vej og identitet, om ikke ligefrem sin skæbne. Det er muligt at finde normer i fantasy, drømme sig væk og finde sine rollemodeller blandt helte, heltinder, skurke og de mange karakterer, der er lidt af hvert på samme tid. Alt sammen noget, der vækker en dyb klangbund hos publikum.

For, hånden på hjertet, hvem har ikke drømt om at pløje sin egen vej gennem livets forhindringer og stå imod store uretfærdigheder ved brug af sit trofaste sværd og en nævefuld magi, og på den måde vinde kontrollen med sin skæbne?

*

Teksten er en lettere bearbejdet udgave af det forord, jeg skrev til Ulven og Uglens fantasyantologi ’Ind i det ukendte’.