Må biblioteket bestå for evigt!

Krystalgade midt i København har betydet meget for mig. Da jeg boede i København, kom jeg her ofte. Bl.a. på grund af Hovedbiblioteket, hvor jeg da også endte med arbejde, men især på grund af den fantastisk hyggelige frokostbeværtning, der ligger i kælderen lige ved siden af.

Og det var her på Halvvejen – er det i øvrigt ikke et fantastisk navn til en beværtning? – jeg mødte Lotte Eskildsen for første gang for over 20 år siden.

Vi har altså kendt hinanden længe, Lotte og jeg. Det kan måske overraske folk, der kender os, for på mange måder er vi meget forskellige.

En ting, udover en stor glæde ved at komme på Halvvejen, vi dog havde til fælles var glæden ved bøger og derigennem også biblioteker.

Blogs, bøger og biblioteker

Derfor tænkte jeg, det var oplagt at tage en kort snak med min veninde om netop bøger og biblioteker.

Men lad os som altid starte med en kort introduktion.

Lotte Eskildsen – bogblogger og bibliotekselsker

SP: Hvem er Lotte?

Lotte: ”44 år, nørd, bogblogger, konsulent i politiet og p.t. underlagt den moderne verdens største trussel: stress. Ses ofte med en kop kaffe i hånden og med ufattelige mængder kattehår på tøjet.”

SP: Hvad kan du sige om dit barndomsbibliotek?

Lotte: ”Skolebiblioteket i tilknytning til Holmegårdsskolen i Hvidovre. En uendelig verden af viden, oplevelser og ro. Det var ikke et sted hvor man kom for at møde andre, men et sted man kunne bruge timer på at lede gennem hylderne.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Lotte: ”Nutidens biblioteker har udviklet sig med stor fart, men har i rejsen mistet noget af sin tiltrækningskraft. I mine øjne, altså. I dag skal biblioteker for at kunne retfærdiggøre deres eksistens rumme alle de rigtige elementer i effektivitetens navn.

Med fare for at lyde ældgammel, så savner jeg at kunne udforske biblioteket i fred og ro. At kunne slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger. I dag er biblioteket mere café, studiegrupper og Borgerservice.
Dog er ”mit” bibliotek (Københavns Hovedbibliotek) stadig i stand til at overraske mig og få mig i andre læseretninger. Senest da jeg var på jagt efter en Chris Carter roman, men endte med en bog om Holocaust.”

SP: Hvad er dit håb for fremtidens biblioteker?

Lotte: ”Mit største håb er, at de består! Og at der ikke indføres brugerbetaling, for i mine øjne er biblioteket stadig den ypperste form for tilgang til viden og generel dannelse. Derfor er det også dejligt, at København alligevel ikke lukker for Filmstriben, der netop tilbyder film udover de blockbusters eks. biografen tilbyder.”

SP: Er du den fødte læser?

Lotte: ”Som introvert og særligt sensitiv kan svaret kun være et stort JA. Så længe jeg kan huske har jeg fundet fred og ro i bøgernes verden, og har også fundet inspiration i mine forældres bibliotek. Bøger kan underholde, overraske, chokere og lære mig noget, og det skal man ikke kimse ad.”

SP: Gør dit virke som bogblogger, at bøger har en anden betydning i dag?

Lotte: ”Ja, på nogle måder gør det faktisk. Jeg læser bøgerne på en anden måde, og tænker mere over flere ting. Måske kan man sige, at blogning har givet mig mere grundlag til at reflektere over de bøger jeg læser.”

SP: Hvilken bog eller forfatter har givet dig den helt store læseoplevelse eller haft en særlig betydning for dig?

Lotte: ”Puha, det er svært at svare på, for der ryger mellem 150-170 bøger gennem læsefilteret om året.

Som yngre var det specielt Hans Kirk, hvor specielt ’Fisker’ og ’Daglejerne’ ramte godt. De stod på mine forældres hylder, og er sikkert blevet valgt grundet mangel på andet. Også Jørn Riels bøger blev slugt, fordi min far – før min fødsel og senere i livet – boede og arbejde på Grønland.

Da min yngste storebror stadig boede hjemme, lå der en bog som støtte under hjørnet på hans klædeskab. Jeg glædede mig til han flyttede hjemmefra – for så kunne jeg endeligt få fingre i den bog! Sådan var min læselyst som barn og i dag. Bogen var ’Børnene i Nyskoven’ og blev læst flere gange de følgende år.

Generelt kan jeg godt lide bøger der overrasker mig eller lærer mig noget – selvom jeg absolut også er til underholdende krimier.”

Ro på! Biblioteket er til for alle …

En ting, jeg har med fra min samtale med Lotte, er, at mit bibliotekssyn måske trænger til en lille justering. Jeg tror, jeg har undervurderet bibliotekets betydning som ”stillezone”, altså som et sted, man søger hen for at få lidt fred, komme en kende ned i gear og føle en vis ro om sig.

Selv er jeg stor fan af det moderne og livlige folkebibliotek, og det er jeg fortsat. Dog vil jeg have in mente, at biblioteket også har en rolle som fristed for en travl og støjende verden. En rolle, det kun kan opfylde, hvis der er ro og plads til nyde sit eget selskab. Ikke i form af mine ellers så elskede læsesale, men i form af et biblioteksrum, der også giver plads til, at man kan ”slentre rundt mellem hylderne eller blive udfordret af bibliotekets forskellige udstillinger” uden alt for meget kalas og ståhej.

Du kan følge Lotte blog Cats, Books and Coffee her, og det bør du klart gøre. Den er sjældent velskrevet og går med stor indsigt i dybden med de anmeldte bøger uden at blive akademikertør.

Biblioteket er løftet om frihed

For mig spiller et velfungerende og aktivt folkebibliotek er stor rolle for et lokalområdes trivsel og for borgernes ve og vel. Med andre ord, ønsker man et velfungerende civilsamfund, så er biblioteket en hjørnesten og en central aktør.

Derfor faldt mig også lige for at spørge en af mine venner, der om nogen brænder for civilsamfundet, men også ofte er kritisk over for offentlige institutioner, om han ikke ville dele nogle af sine tanker om biblioteker med mig.

Den finurlige vej til et venskab

Man skulle måske ikke tro det, især ikke i disse dage, men en god diskussion om politik og litteratur på sociale medier kan føre til gode venskaber.

F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner, der for mange nok er kendt som en liberal og diskussionslysten debattør på ikke mindst de sociale medier.

Siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – både Søren og jeg er ikke just mænd af få ord -, at jeg endte med at dele samtalen op i en post om biblioteker her på DGBib.dk og en om bøger og læsning ovre på Bogsnak.dk.

Søren Kenner med egne ord

SP: Hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Tror for det meste på det gode i mennesker og mener, at man må og skal respektere alle menneskers individuelle frihedsrettigheder. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Livsnyder og meget rejsende – og vi har også efterhånden boet mange steder: Stevns, København, Malta, Los Angeles og nu Cambridge. Storforbruger af læseoplevelser og læser masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

SP: Hvad var dit første møde med biblioteket?

Søren: ”Jeg lærte at læse tidligt og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer og senere til Marshall McLuhan, Viktor Frankl, Hannah Arendt, Sartre, Simone de Beuvoir, Anais Nin, James Mitchener, Herbert Marcuse med flere.”

SP: Det lyder som om, at skolebiblioteket betød meget for dig?

Søren: “Det gjorde det. Mine forældre flyttede fra København til Vallø på Sydsjælland, da jeg var 10. Jeg var “kloge Aage” i en klasse fyldt med drenge, som var vant til at bruge kræfterne på gården, værkstedet og alle mulige andre steder. Det blev ret turbulent. De mobbede mig sindssygt og jeg fandt mig ikke i det, så slagsmål, slagsmål og endnu flere slagsmål – og brækkede arme med mere – og fortsat “helle” på det nye lokale skolebibliotek, som var okay, men ikke lige så godt som det, jeg kom fra.”

”Til gengæld kunne man cykle til biblioteket i Køge, som var veludstyret, og det gjorde jeg så i hvert fald en gang eller to om ugen. Eneste problem var ideen om en opdeling mellem “voksen” og “børn”, som var vanvittigt frustrerende. Jeg kunne låne debile Rasmus Klump og idiotiske Christiane F, men kunne ikke tage hverken Einstein, Rifbjerg eller Panduro med hjem.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Søren: ”Biblioteker er ikke kun en velfærdsydelse, men i realiteten noget meget mere essentielt og vigtigt. De er menneskehedens hukommelse, opsamlingen af den viden, vi besidder – og lever af – og intet er vel i virkeligheden vigtigere for en åben, demokratisk civilisation som vores end gode biblioteker med betydelig tyngde.”

”I et lille land som Danmark forfalder biblioteker ofte til at være arkiver over passeret litteratur eller accepteret faglighed, men i virkeligheden er de bedste biblioteker ekstremt brede i den forstand, at de både tilbyder den gode og lette læseoplevelse for novicen og samtidig adgangen til den ypperste viden, vi har og forudsætningen for at danne ny viden ud fra det, vi allerede ved.”

”Det er i øvrigt en af de gode ting ved at bo i Cambridge; bare tanken om at være indenfor få minutter af nogle af verdens bedste forskningsbiblioteker får mig til at sove bedre om natten.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Søren: ”At de redefinerer deres rolle og holder op med at tænke på sig selv som “underholdning” og får et bedre greb om det enorme (samfunds)ansvar der hviler på deres skuldre for så vidt angår adgang til bevidstgørelse, arkivering af det vi i det hele taget ved, stimulatorer af vidensbegær og redskaber der giver adgang til både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, altså, at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den.”

”Biblioteker er “repositories of knowledge” og med det følger et ansvar både for at formidle adgang, skabe interesse for litteraturen og selvfølgelig ikke mindst sikre, at det man har på hylderne, er relevant i en større sammenhæng og for det mestes vedkommende også kan gøres tilgængeligt digitalt.”

Biblioteket er mere end velfærd – det er frihed

Frihed er et begreb og et udtryk, der tolkes meget forskelligt og bærer kimen til mange indædte diskussioner i sig, men jeg har altid tænkt frihed som friheden til at leve sit liv, som man nu har lyst i fred for andres hævede pegefingre og utidige indblanding.

Derfor er frihed på mange måder lig med dannelse. Det kræver nogle gange mulighed for en pause, for et helle og det kræver især, at man forstår verden omkring sig. Ting, der giver en muligheden for at tage livet i egne hænder. Den mulighed hjælper bibliotekerne med til at give.

For biblioteket er et helle, det er et rum uden andre krav end et modikum af god opførsel og et sted, hvor man kan finde sig selv og blive klogere. Det er en vigtig del af civilsamfundet.

Som Søren er inde på, så er det vigtigt ”at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den” og viden og kultur, dannelse med andre ord, kan være med til at skabe forståelse mellem mennesker med forskellige meninger og holdning, men fremfor alt give dem et fundament af viden og selvtillid til at være de mennesker, de er, og frihed til at leve de liv, de gerne vil leve.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det i hvert fald svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Derfor er bibliotekerne løftet om frihed.

Det mangfoldige bibliotek

Folkebibliotekets evne til at ændre liv og give mennesker et sted at sunde, samle og finde sig selv holder aldrig op med at overraske og glæde mig.

Et godt eksempel – blandt mange – er Kristina Aamand.

Kristina Aamand (Foto: Sophia Uddin)

Jeg mødte Kristina første gang i forbindelse med en podcast, jeg lavede for BogMarkedet – du kan lytte til den her –, og jeg har sjældent klikket så godt og så hurtigt med et menneske. Kristina var sjov, charmerende og virkelig skarp. Hun havde altid en ekstra nuance eller vinkel på tingene, oftest på en skæg og skæv måde, og så var Kristina nærmest vokset op på et bibliotek.

Så kunne det næsten ikke blive mere oplagt end at spørge lidt ind til det. Og det humoristiske og skarpe fornægter sig da heller ikke i svarene.

Biblioteker og bøger ifølge Aamand

SP: Lad os som altid starte med at spørge, hvem er Kristina?

Kristina: ”Jo ældre jeg bliver, jo mindre ved jeg, hvem jeg er. Jeg håber, at det er udtryk for at mit ego mindskes, mens min ånd bliver større og dybere, men jeg er ikke sikker. Måske er jeg bare forvirret for tiden.
Hvis jeg var i den situation, at jeg skulle skrive en Tinder-profil, ville der stå noget i retning af: Moden humoristisk kvinde med et strejf af crazy, søger mand at vinterbade og eventuelt rejse jorden rundt med. Har du podcast udstyr vil det være en fordel, da vi skal interviewe shamaner på vejen.
På Aula ville det være: Mor til Njord, Mio, Bror, Liv, Noah og Sophia. Plus bonus mor til to.
På min fødselsattest, mor Anne og far Mustafa, Kristina Aamand, født 1972.
Mit CV: Forfatter, sygeplejerske, socialrådgiver, yogalærer, diplomuddannet underviser og fra marts 2020 sexolog. ”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Kristina: ”Jeg kan sige meget om mit barndomsbibliotek, for det var mit andet hjem. Avedøre bibliotek er stedet, hvor jeg lærte om livet og blev klogere på mig selv. Hvem er jeg, hvordan kan man leve og hvad er verden for et sted? Jeg læste alt lige fra tegneserier til feministisk kamplitteratur og jeg elskede det. Jeg fik lov til at gå rundt og være mig selv, no questions asked. Det var et fristed, ja nærmest et meditativt rum. Jeg har det stadig sådan at jeg bliver helt zen og rolig når jeg går mellem boghylder. ”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Kristina: ”Der er gået lidt for meget Borgerservice i den, hvis du spørger mig. Det er som at placere en DSB-automat i et yogastudie. Det ændrer energien. Ikke dermed sagt, at der er noget galt med Borgerservice og at jeg ikke selv har haft glæde af servicen og de venlige mennesker, der står ved skranken og gør deres job. Det er blot det, at der er sket noget med bogrummet, som jeg ikke er sikker på, at jeg kan lide. ”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Kristina: ”At bibliotekerne holder fast i deres største styrke, som i mine øjne, er det vidunderlige at alle har adgang til at læse. Også selv om dine forældre ikke har råd til at købe bøger. At du som barn, ung, voksen, kan gå ind i et rum, hvor der er fred, ro og masser af ord at tænke over og verdener at dykke ind i.”

SP: Er du den fødte læser?

Kristina; ”Jeg ved ikke, hvad der karakteriserer en født læser, men jeg har altid læst, så længe jeg kan huske tilbage. Da jeg var for lille til at tage på biblioteket selv, var det bøgerne i min mors bogreol. Leksika, Biblen, romaner som jeg ikke fattede noget som helst af. Alt blev læst og gransket.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet mor og forfatter, end tidligere?

Kristina: ”Ja, desværre. Når jeg selv skriver, er det svært at læse uden at være fagnørdet omkring teksten. Eksempelvis kan jeg blive irriteret over rytmen i en tekst, hvor jeg før tog historien for, hvad den var. Det kan næsten klø i min mave, hvis jeg synes, at der mangler en takt i en sætning. Uskylden er væk.
Jeg tror ikke, at mit moderskab har haft nogen betydning for bøger og læsning. Men jeg skal ikke kunne sige det. Jeg har jo været mor det meste af mit liv. Fik det første barn som 23-årig og det sidste som 43-årig. Den største forskel er måske tid til at læse. Det er der ikke så meget af. Derfor er jeg også blevet ret glad for lydbøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Kristina: ”Det er uden tvivl Fay Weldon. Hun har fulgt mig altid, og jeg begyndte at læse hendes bøger i en tidlig alder. ’Støvbold’ og ’Kvinder på kur’ er nok mine yndlingsbøger i bunken. Jeg har læst dem mange gange. Genlæser ca. hvert femte år. Jeg elsker både hendes sprog, fortællingerne og det, at hun ikke er nærig med hverken sine karakterer eller dramaet. En kvinde kan blive skilt, gift igen og dræbe sin mands ekskone på under en side. Det kan vi li’!”

Den positive energi

Kristina sætter ord på noget, jeg selv har tænkt eller ubevidst fornemmet, måske nærmere, nemlig at et steds energi betyder meget. Det betyder noget for den måde, man oplever et sted og for den måde stedet bliver opfattet.

Og der er en klar pointe i, at hardcore Borgerservice opgaver tiltrækker folk, der ikke nødvendigvis er i godt humør eller har lyst til at være omgivet af biblioteksgængere. Det ændrer energien, når der sidder en gruppe mennesker og ser småsure og lukkede ud. Jeg husker f.eks. selv, jeg kom ind i biblioteksrummet på Ringsted Bibliotek et lille stykke tid efter, at bibliotek og Borgerservice var blevet fusioneret, og man kunne simpelthen fysisk mærke den dårlige stemning, der emmede fra venteområde til Borgerservice.

MEN gør man det rigtig, så ligger der også en gevinst i, at der kommer en anden gruppe mennesker på bibliotek. En gruppe, der måske ellers aldrig ville have haft et møde med biblioteket. F.eks. lavede og udleverede vi pas på min gamle arbejdsplads i Odense, og grundet et legerum til børnene og det, at vi som bibliotekspersonale virkelig gjorde meget for at byde folk velkomne, fik vi åbnet biblioteket for mange ikke-brugere, især familier.

Så hvis man adskiller tunge Borgerserviceopgaver fra biblioteket og lader biblioteksansatte, eller folk med rødder i biblioteksvæsnet, håndtere de lette Borgerservice opgaver, så får man en masse nye muligheder. Ikke mindst muligheden for en god energi OG et mere mangfoldigt bibliotek, hvor en blandet skare af ikke-brugere får chancen for at opleve biblioteket.

Tænk hvis alle børn, unge og voksne fik lejlighed til at komme i et rum, ”hvor der er fred, ro og masser af ord at tænke over og verdener at dykke ind i,” og bare nyde at være sig selv. No questions asked.

Biblioteket som mødested

Er det i det hele taget nødvendigt med mødesteder i det offentlige rum? Kunne vi ikke bare mødes på cafeen, på nettet eller tage en hurtig snak nede i supermarkedet?

Eric Klinenberg vil sige nej. Neutrale, offentlige mødesteder – eller fælles byrum, om man vil – er nemlig en vigtig del af den sociale infrastruktur. De er med til at forme og skabe relationer mellem mennesker i en tid, hvor folk synes mere ensomme og alene end tidligere, og de fælles områder ser ud til at være på retræten.

Det er en opgave bibliotekerne søger at løfte gennem brætspilscafeer, samtalesaloner, strikkecafeer, læsekredse, lytteklubber, fællesspisning og lignende.

Og det gør de ret godt.

F.eks. fik jeg selv skabt nogle gode venskaber gennem en spilcafé på mit barndomsbibliotek i Haslev. Ikke mindst med Sune Sporring, som jeg den dag i dag over 30 år senere stadig er så heldig at tælle som min gode ven. Det er et bånd og et venskab, der i den grad har været med til at forme og præge min udvikling.

Sune Sporrings tanker om biblioteket

Netop fordi vi mødte hinanden på et bibliotek og begge to er grumt nørdede bog- og rollespilsnørder, så tænkte jeg, jeg ville plage min kammesjuk med et par spørgsmål om bøger og biblioteker.

Sune Sporring – en god ven med meninger.

Traditionen tro, så starter vi med at spørge ind til, hvem Sune er.

Sune: ”44 år, far til tre, videnskabsmand, kemiker, rollespiller, del af samfundets hamsterhjul, sur over ligegyldigheder, glad over det som tæller. Frit efter Kirkegaard; At have travlt er det dummeste man kan have.”

SP: Når man nævner Kirkegaard i flæng, så er det oplagt at spørge, om du er den fødte læser?

Sune: ”Haha, jeg har læst nok til, at der skal briller til efterhånden. Men læser faktisk ikke så hurtigt som andre. Tygger nok lidt på det hele.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Sune: ”Det var jo Haslev bibliotek. Vi lavede udstillinger om rollespil, lånte bøger og mødte mennesker. Dejligt lille sted på størrelse med en Facebook-korrekt murermestervilla i dag.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Sune: ”Meget effektivt, men har mistet lidt af charmen. Bibliotek i dag har en meget bredere betydning end bøger. Det er blevet et medborgerhus og et sted, hvor unge hænger ud på godt og ondt; et sted man fornyr sit pas; et sted gråhårede damer mødes og hører om måder at bruge deres tid på der resonerer med Alt For Damerne; et sted, hvor egoistgenerationen (68-erne) søger indhold i deres ellers meningsløse liv. Hvem sagde kæphest?”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Sune: ”At de finder deres plads for alvor i det virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice, de for tiden skal håndtere.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du er blevet far, end det havde, da du var barn?

Sune: ”Ja, nu læser jeg mest fagbøger. Man har også laaangt mindre tid, end man havde som barn. Men så på den anden side, har jeg fundet virkelig mange bøger med alle børnene, mens vi gik rundt blandt reolerne, som vi derefter læste hjemme om aftenen, inden man skulle sove, i stedet for at zombificere sig foran en skærm. Masser af gode bøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Sune: ”Der er tre: Tolkien, Kirkegaard og Rowling. Alle tre giver noget at tænke over og forestille sig.”

Et sted for egoister?!

En af de ting, jeg holder meget af ved Sune, er hans evne til at få mig til at tænke nærmere over tingene. Som i samtalen her, formår han altid at udfordre og oftest også provokere mig lidt.

Bl.a. med udtalelsen om egoistgenerationen og deres meningsløse liv. Jørgen Goul Andersen ville nok gøre indsigelser og hævde at 68’erne er langt fra egoister, om end jeg dog forstår, hvad Sune mener. Men er det ikke netop en del af bibliotekets rolle at hjælpe folk med at finde mening med tingene og vokse som mennesker? Er det i bund og grund ikke det, dannelse betyder?

Om ikke andet kan jeg godt lide tanken om, at folk mødes på biblioteket og finder ikke kun hinanden, men mening med tingene og måske endda verden.

Vi skal bare huske at holde fast i charmen, for jeg tænker, at Sune har en pointe. Bibliotekerne har en tendens til at blive strømlinede, pæne og måske også lidt for effektive. Selvbetjente biblioteker er et godt eksempel på at effektiviseringen og det knap så charmerede har taget overhånd.

Ganske som vi også skal være opmærksomme på at have et fokus på kernen i bibliotekernes virke. Det nytter ikke noget, at opgaven med at danne og oplyse forsvinder i et ”virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice.”

Men vigtigst af alt, hvis det ikke havde været for biblioteket som mødested, så ville jeg ikke have mødt Sune og i årene efter brugt en uendelighed på at diskutere verdens tilstand og spille rollespil.

Når biblioteket betyder noget

Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at det måske kun er for mig og en snæver kreds af mine bognørdede kolleger, bibliotekerne betyder noget. Det er heldigvis tanker, der hurtigt manes bort, når man taler med folk rundt om.

Blandt andet med min barndomsven Vilhelm.

Et andet syn på verden

Vilhelm og jeg er meget forskellige. På overfladen tror jeg ikke, man kan finde to mennesker, der er mere forskellige end os, men – og måske i virkeligheden derfor – har jeg altid haft stor glæde af mine samtaler med Vilhelm og stor respekt for hans syn på verden.

Jeg har kendt Vilhelm længe. Helt tilbage fra mine skoletid, og det er efterhånden en rum tid siden. Vi rendte ikke rundt i de samme cirkler, så i ny og næ mistede vi kontakten, men for nogle år siden begyndt vi at tale sammen igen.

Og sjovt nok ofte om bøger og sidenhen biblioteker.

Derfor faldt det mig oplagt at tage en snak med min gamle ven. For en ting er jo, hvad jeg og mine kolleger i biblioteksvæsnet går rundt og tror om os selv. Noget andet er, hvordan verden ser os.

Men allerførst, hvem er Vilhelm?

Vilhelm Rytters glæde ved biblioteker

Vilhelm: ”Det er et godt spørgsmål, og jeg tror ikke, man kan komme med et endeligt svar, da jeg jo stadig udvikler mig som menneske og dermed også både bliver klogere og får andre holdninger… Så hvis man skal forsøge at sætte ord på må det være noget i stil med kompleks og nysgerrig …”

Vilhelm Rytter – en mand, der holder meget af biblioteker.

SP: Er du den fødte læser?

Vilhelm: ”Nej, jeg vil ikke mene, jeg er den fødte læser. Jeg har aldrig været den boglige type, og det var først, da jeg omkring 7. klasse fik en lærer, som lærte mig, hvad et bibliotek indeholdt udover tegneserier, og hvordan jeg fandt de ting, som fyldte min nysgerrighed, interesse og fantasi.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Vilhelm: ”Selvom jeg ikke var den fødte læser, var mit barndomsbibliotek stadig et sted, jeg kom en del. Både for at læse tegneserier, men det var også lidt et sted, jeg kunne finde ro. Jeg kæmpede som ung med mit temperament, og biblioteket var netop et sted, jeg havde fred for de værste bøller og kunne finde en pause fra alt det, der skubbede en ud over kanten. Så for mig var biblioteket et sted, der betød mere, end jeg nok selv ville stå ved som barn.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Vilhelm: ”Som sagt før, så var det et sted, der betød meget, men som ikke handlede om bøger. I dag ser jeg nok lidt anderledes på biblioteket, da det for mig nu betyder viden, samt at slippe fantasien løs. Det er stadig et fristed, men nu er det ikke et sted, jeg søger tilflugt og gemmer mig mellem rækkerne, men et sted, hvor jeg finder inspiration og glæde. I dag ser jeg også biblioteket som et sted, hvor folk er i øjenhøjde, et sted hvor selv ung, gammel, dansk som udlænding, pludselig kan hjælpe hinanden på lige fod og med en næstekærlighed jeg tit synes mangler andre steder i vores samfund.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde da du var barn?

Vilhelm: ”Det har helt sikkert en anden betydning i dag. Både fordi man med alderen har fået andre interesser og er blevet klogere på livet, men ja, det at blive far har nok også haft en virkning, da det også har været med til at gøre biblioteket til en “legeplads”, hvor man gennem leg og hygge har kunne inspirere sit barn til at se biblioteket som et sted, der kan give svar på praktisk talt alt i livet.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Vilhelm: ”Jeg håber og tror, at deres vigtighed igen vil fylde i bevidstheden. Vi ser i dag bibliotekerne lave en masse begivenheder for folk i alle alder, og jeg kan bare se på, hvad mit lokale bibliotek i Nykøbing F. har af tilbud i løbet af et år, og er sikker på, det er med til at gøre biblioteket til et tilholdssted, både i forbindelse med bøger, men også oplevelser, gruppeopgaver under uddannelse, og fristed til at fordybe sig. Jeg syntes jo, bibliotekerne gennem min levetid har udviklet sig fra at være et sted, man læste og var meget stille til et sted, hvor alt kan ske. Mange vil nok sige, at biblioteket er gået af mode grundet internettet, og den nemme genvej til løsninger og svar. Men det er kun kort tid siden, jeg sammen med en ven snakket om alt det, vi ikke kunne finde på nettet, grundet de er fra før EDB-tiden, mange af de ting føler vi os dog sikker på, man kan finde i bibliotekets arkiver … Så jeg tror også, biblioteket har sin plads i samfundet om 100 år.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Vilhelm: ”Puha, den er svær. Kun en bog eller forfatter? Jeg vil nok sige at den, der har gjort mest i forbindelse med at få mig til at elske bøger, må være Dennis Jürgensen, og han skriver jo bøger til alle aldre. Jeg har da også læst netop nogle af hans bøger for min søn. For hvem kan leve uden bøvsende drager, grever, der drikker røde sodavand, og en ulv, der elsker musik? Men det er jo kun en forfatter og en meget lille del af den verden, bøger har givet mig.”

Bibliotekets fineste opgave

Jeg kan ikke andet end blive glad efter sådan en snak. Gamle venner vækker selvfølgelig altid glæde, men her får jeg også et skud energi rent professionelt. For Vilhelm peger på nogle af de ting, jeg 1) selv havde stor gavn af som ung og håber, bibliotekerne fortsat tilbyder, og 2) ser som bibliotekets fineste opgave og funktion som ældre. Biblioteket er et helle og et sted for alle. Det er et sted, der hjælper folk, høj som lav, og ikke har andre interesser end borgernes ve og vel.

Det er også sådan, det skal være. Bibliotekerne betyder nemlig noget.