Det moderne folkebibliotek er en arena

Mens jeg slog mine folder i Odense Bibliotekerne, var jeg tovholder på en lektiecafé, hvor en gruppe unge studerende uselvisk, med stor entusiasme og glæde kastede sig ud i at hjælpe områdets poder med deres lektier.

En af dem var Hanne, der på det tidspunkt var ved at tage sin kandidat. Derfor tænkte jeg, det kunne være interessant at høre Hannes holdning til bøger og biblioteker, samt hendes håb for dem i fremtiden. Bibliotekerne, altså.

Lad os som altid starte med at spørge, hvem Hanne M. Holsøe egentlig er.

Hanne M. Holsøe – biblioteksgænger, Cand. Mag. Pæd. og tidligere frivillig.

Prins Valiant var en favorit!

Hanne: ”I highlights er jeg: 31 år, single, bosiddende i Odense og uddannet Cand. Mag. Pæd.

Den lidt længere historie er, at jeg er fra en lille by ude på landet, på Sydvestfyn.

Jeg er en del af en dejligt stor familie, hvor jeg er nr. 5 i en søskendeflok på 8 – du ved dine, mine og vores børn -, og en af de efterhånden få privilegerede, der fik lov at lege uden opsyn, og til tider først kom hjem når mørket faldt på.

Jeg kan huske indførelsen af de første mobiltelefoner, de første modems der overtog fastnetforbindelsen, walk-mans – og hvordan man overspillede bånd med tape på kanten – og heldigvis, kan jeg også huske fornøjelsen af den faste rutine, det var at komme på biblioteket i den nærmeste by Glamsbjerg en gang om ugen.”

SP: Kan du sige lidt mere om dit barndomsbibliotek?

“Her kom jeg med min mor og brødre – de 3 af dem. Der blev flittigt lejet film – på VHS-bånd selvfølgelig – og utallige tegneserier, især Prins Valiant var en favorit!

Jeg kan huske, at biblioteket var delt op i forskellige sektioner, hvor børne-/ungeafdelingen lå i kælderen. Her fandt mine søskende og jeg hurtigt ned, mens vores mor tålmodigt ventede. Jeg husker ikke om det var vores mor, eller biblioteket der havde sat en grænse for hvor meget vi måtte låne pr. gang. men det endte i alt fald altid i store forhandlinger om, hvem man kunne overtale til at låne netop den ekstra ting, man gerne ville have med.”

SP: Er det anderledes i dag, tænker du?

Hanne: ”Ja, jeg husker biblioteket fra min barndom som et sted, hvor man var meget bevidst om at være stille og ellers nok skulle blive irettesat af den alvorlige bibliotekar. Så det var ikke for den gode stemnings skyld, vi kom, men for de mange film, tegneserier og bøger, der kunne blive vores for en uge. Den fristelse var for svær at modstå, til trods for den sure midaldrende dame, der kiggede surt og helt tydeligt ikke brød sig om børn.”

SP: Hvordan ser du så på nutidens bibliotek? Har stemningen ændret sig?

Hanne: ”I dag ser jeg biblioteket, nogle steder, som en meget mere levende arena. Her er plads til børn, nogle steder er der sågar legepladser inde i bibliotekerne. Der bliver budt indenfor til lektiecafeér, højtlæsning for store som små, der er studiepladser, udstillinger, foredrag og koncerter. Det er i højere grad, end jeg husker det fra barndommen, mange steder, gjort op med den selvhøjtidelige intellektualitet og der er i stedet blevet plads til en større kulturel udveksling.”

SP: Apropos det, hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Hanne: ”Mit håb for fremtidens biblioteker er, at de bliver ved med at udvikle på måden, der kan indgås tværkulturelle samarbejder på. Hvis biblioteker skal vedblive med at være en aktuel spiller i forhold til at udbrede kendskab til litteratur, kan man med fordel se mod det de tiltag, der igennem de seneste år har været på Odense hovedbibliotek. Der er herfra, jeg har kendskab til en del af de førnævnte eksempler og jeg håber, at de i høj grad kan tjene som inspiration for mange andre biblioteker. Jeg ser desværre ofte stadig mange eksempler på biblioteker, der i højere grad har karakter af mit barndomsbibliotek, end den levende arena jeg ser andre steder. ”

SP: Er du den fødte læser?

Hanne: ”Jeg har, som jeg husker det, altid været en ivrig læser. Som barn var det i høj grad tegneserier, der fangede mig.

I min ungdom var det i højere grad skønlitteratur og at kunne drømme sig væk i romantiske fortællinger om kærlighed og drama, der fangede min interesse. Derudover følte jeg på et tidspunkt en forpligtigelse til at læse, hvad jeg anså som klassikere. Det inkluderede f.eks. titler som ‘Oliver Twist’, ‘Den kroniske uskyld’ og lidt senere mere filosofiske værker som ‘Sofies verden’.

I mange år, har jeg primært læst biografiske eller historiske værker. Jeg har en stor forkærlighed for krigshistorie, primært 1. og 2. verdenskrig. Derudover læser jeg som nævnt ivrigt biografier. Det har indtil videre inkluderet alt fra rockmusikere til politikere, fodboldspillere, kriminalkommissærer m.m. Hvis de har noget spændende at fortælle, er jeg fanget.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du f.eks. er blevet færdiguddannet, end tidligere?

Hanne: ”De seneste par år hvor jeg har læst min Cand. Mag. har jeg desværre været meget sløv til at læse andet end faglitteratur.

Nu er jeg endelig det sidste års tid kommet i gang med at “læse” igen, men det har indtil for nyligt primært været i lydbogsformat.

Lige nu ligger Morten Papes ‘Planen’ dog på natbordet, venligst udlånt af en kær ven.

Det er en skønt endelig at læse og lytte for sin fornøjelses skyld igen!”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Hanne: ”En af de forfattere, der i høj grad brændte sig fast i mine ungdomsår, er Hanne-Vibeke Holst, specielt trilogien: ‘Til sommer’, ‘Nattens kys’ og ‘Hjertets renhed’. De bøger er blevet læst så mange gange, at det snart er svært at tyde omslaget på de paperbacks, jeg har stående i reolen.

En af de bøger der for nyligt har gjort størst indtryk er ‘Homo Deus – A Brief History of Tomorrow ‘ af Yuval Noah Harari. Den er klart et læs værd, men giv dig god tid, den er svær at slippe!”

Mere end blot et bibliotek

Jeg ville nok aldrig selv have tænkt på at bruge ordet “arena” i sammenhæng med biblioteket, men det giver god mening. Ikke mindst, når man beskriver det moderne folkebibliotek, hvor der klart er et element af cirkus og gøgl, men på et andet niveau er arena også et rammende udtryk.

Historisk har folkebiblioteket altid været en kampplads. Måske ikke for gladiatorer, men som scene for kampen om ideer, for meningsudvekslinger og tidernes kulturelle hundeslagsmål. Det var og, håber jeg fortsat, her folk kom for at klæde sig på til at møde verden med oprejst pande – eller slippe lidt væk fra livets mange krav gennem underholdning.

Ganske som Hannes ord også sætter en tyk streg under, hvorfor det er så vigtigt, at bibliotekerne er bevidst om at skabe en god stemning og tage godt imod folk. Især børn og unge. Ikke kun er de fremtidens biblioteksbrugere, men de er også på mange måder kernepublikummet, hvis man ønsker at skabe nye generationer af stærke læsere og engagerede, kritiske borgere.

Her er billedet af en arena igen sært passende, for her kommer man også i høj grad pga. stemningen og sammenholdet.

Så at se det moderne folkebibliotek, som en arena for liv, men også for debat, kulturudveksling og, naturligvis, gøgl og gæk er slet ikke nogen dum måde at se biblioteket på.

 

 

 

En kilde til bekymring – de gode og de dårlige tal

Efter år med faldende udlånstal, ser tendensen endelig ud til at vende. I hvert fald, hvad angår de trykte bøger, hvor udlånet er steget med ca. 45.000 fra 2018 til 2019.

De gode nyheder kommer dog ikke alene.

Udlånet falder dog fortsat, hvad angår film, musik, lydbøger og spil, men med streamingtjenesternes dominans og ikke mindst eReolens succes er det ikke svært at forstå, CD’er og DVD’er har det svært og utvivlsomt fortsat vil have det.

Værre er det dog, at de ellers konstant stigende besøgstal de seneste år er stagneret og nu faldet. Fra toppen i 2017 på lidt over 38.3 millioner årligt besøgende over 37.6 i 2018 til 37.3 millioner i 2019.

I procent er det ikke voldsomt, men med et fald på 1 million besøgende på 3 år er det ikke desto mindre en klar tendens, og en tendens, der er værd at holde et særdeles vågent øje med.

Besøgstallene har i mange år været et statistisk lyspunkt og et bevis på bibliotekernes popularitet, om end de ofte har været diskuteret lystigt af en række ældre bibliotekskritikere.

Værdien af et tal

Indrømmet, tallene tegner ikke hele billedet endsige siger noget om, hvilken effekt bibliotekerne har. CEPOS har tidligere insinueret, bibliotekerne ofte tjener som varmestue, og mange biblioteksansatte vil utvivlsomt også nikke genkendende til, at især i de ubetjente åbningstimer bliver bibliotekerne benyttet til alverdens ting, der dybest set ikke har med formålet at gøre.

Derfor kan man med nogen ret sige, at besøgstal, såvel som udlånstal ikke betyder det store. De siger i hvert fald ikke så meget om, hvilken nytte bibliotekerne gør eller hvilken effekt de har.

Og det er sådan set sandt nok, men tallene har nu en værdi, for de fortæller en historie om bibliotekernes popularitet og i hvor høj grad de er i kontakt med deres brugere. Ikke mindst, når vi kigger på tendenser. Kommer folk ikke på bibliotekerne, så mister de en vigtigt kontaktmulighed med brugerne, hvilket på længere sigt kan vise sig at være katastrofalt.

Det er det, vi kan ane konturerne af nu.

Lavthængende frugter, bøvl og mætning

Grunden til jeg er bekymret over de faldende besøgstal, sågar i en grad der overskygger min egen glæde ved det stigende udlån, er tofold.

For det første så mister vi i biblioteksvæsnet en vigtig kontaktmulighed, når folk ikke kommer på biblioteket. Det er uendeligt meget nemmere at tale med brugerne, når de er i huset, end man skal opsøge dem her og der. Der er en grund til, vi ikke længere ser dørsælgere slæbe kufferter fyldt med isenkram fra hus til hus.

Det er den lavpraktiske grund, men der er også en anden, mere overordnet og bekymrende grund. Nemlig at vi på bibliotekerne har hvilet lidt vel rigeligt på laurbærrene og dermed tabt en masse muligheder.

Med borgerservices indtog og udrulningen af ubetjente og ofte lange åbningstider skabte bibliotekerne sig en ny potentiel brugergruppe og åbnede op for nye intensive brugsmønstre. Det er lavthængende frugter, bibliotekerne måske en smule for nemt og ukritisk har høstet og nydt i årene op til 2017.

Men noget tyder på, det ikke er lykkedes lige godt alle steder at gøre brugere af borgerservice til egentlige biblioteksbrugere. Ganske som glæden ved det åbne bibliotek synes at aftage hastigt mange steder grundet uro, utryghed og manglen på personale.

Eksempelvis oplevede jeg for nyligt, at en håndarbejdsgruppe på biblioteket ønskede at flytte deres ugentlige mødedag til en dag, hvor personalet var der til lukketid. De brød sig simpelthen ikke om at være der alene, bl.a. pga. uro.

Noget tyder på, vi i biblioteksvæsnet, efter at have mæsket os i de lavthængende frugter, nu står i den situation, at der er meget lagt op til de næste grene. De ubetjente åbningstimer og adgangen til borgerservice er stadig populært, ingen tvivl om det, men i mange tilfælde bruges de blot til at hente og aflevere materialer eller pas og kørekort, og oftere og oftere oplever brugerne, at det ikke er rart at være på et personaleløst sted. Ganske som der heller ikke er hjælp at hente.

Og i sidste ende er det derfor, bibliotekerne er der. For at hjælpe folk. Det er ikke nemt uden den kontakt, som kommer af et biblioteksbesøg, mens personalet er der.

Det er også meget sigende, at de biblioteker, hvor der meldes om vækst i udlånet, oftest også er de steder, hvor der er fokus på service og personalets interaktion med brugerne. Eksempelvis melder Allerød, Lyngby-Taarbæk og Roskilde da også om både vækst i udlåns- og besøgstal.

 

Ovenstående er en bearbejdet udgave af en gæsteleder, jeg skrev til BogMarkedet for nyligt.

Dannelse er mere end litteratur

Præmissen om, at bibliotekerne står “i et vadested mellem klassisk litterær dannelse og en moderne digitaliseret livsstil”, som Niels Frid-Nielsen fremfører i Altinget den 1. marts, er ikke kun forsimplet, men dybest set forkert, og siger nok mere om Frid-Nielsens verdenssyn end om det danske folkebibliotek som institution.

Til tider er det trættende med den stadig strøm af metodeudfordrede ældre mænd, der nærmest kontinuerligt kloger sig på folkebibliotekernes vegne. Ikke mindst, når klogskaben er baseret på et enkelt biblioteksbesøg eller erindringer om barndommens biblioteker.

Vi er som individer ikke repræsentative og det er sjældent en god idé at tro, vores oplevelser er alment gældende.

Det er også værd at bemærke, at Frid-Nielsen sidst han skrev i Altinget den 3. februar tog fejl, når han skrev “hvor 57 procent af befolkningen ifølge Danmarks Statistik slet ikke kommer på folkebibliotekerne.” Faktum er, at 43 % af de adspurgte i den undersøgelse, som tallet stammer fra, havde været på biblioteket inden for de sidste 3 måneder. Det er ikke det samme som, at 57 % slet ikke kommer på bibliotekerne. Frid-Nielsen ser ud til at forsøge at skabe et billede af, at halvdelen af dansker ikke kommer på bibliotekerne, så det er nødvendigt at få ”den sidste halvdel af befolkningen med.”

Lad os tage den en gang mere; næsten halvdelen af samtlige danskere har inden for de sidste 3 måneder besøgt et bibliotek. Kombineret med 1,7 million aktive lånere og ca. 38 millioner årlige besøgende kan man roligt sige, danskerne flokkes til bibliotekerne.

Og de finder dem afgjort ikke støvede eller bedagede.

Sidst, men ikke mindst, er det værd at slå fast, at selvom udlånet af fysiske bøger fortsat falder, så er der flere og flere steder, hvor udlånet er stigende igen. Er man kulturdebattør og bor i København, skal man derfor huske at løfte blikket fra København og egen navle. Biblioteksvæsenet i København er nemlig ikke repræsentativt for alle landets biblioteker.

At sige det indlysende gør ikke en til et orakel

Frid-Nielsen har dog også en række valide kritikpunkter og gode iagttagelser, men for fagfolk kan det virke lettere provokerende at blive belært, selv kærligt belært, om, hvordan man skal passe sit job, og hvad man skal gøre.

Der svarer lidt til at fortælle en lærer, han skal undervise mere. En læge, hun skal kurere noget sygdom. Eller håndværkere, de skal bygge noget mere eller lignende. Det er derfor, de er der, og det gør de i forvejen.

Sådan er det også med bibliotekarer og bibliotekerne.

Godt nok kan vi i biblioteksvæsnet være uenige om, hvordan vi i detaljen skal gøre dette eller hint, men der er ingen, der vil benægte, at bibliotekerne bør være “omdrejningspunkter i de lokale kulturaktiviteter”, være mere opsøgende og gøre en forskel for lokalområdet og samfundet som helhed.

Tværtimod.

Kulturvaner og en ny virkelighed

Ser man på bibliotekernes udvikling de sidste 30 år, vil man se, hvor meget de har ændret sig og tilpasset sig forandringerne i samfundet og danskernes kulturvaner. Frid-Nielsen efterspørger altså noget, bibliotekerne altid har gjort. Nemlig at læse sit lokalområdes behov og understøtte det.

Fra dag 1 støttede bibliotekerne op om den digitale revolution. Det var her, borgerne gik hen for at låne en computer og i mange tilfælde for at få hjælp til at bruge den. Det var her resten af det offentlige vendte sig, da digitalpost skulle rulles ud. Bibliotekerne holdt kurser og hjalp borgere, foreninger og små virksomheder med den digitale omstilling og virkede dermed som et sikkerhedsnet for de knap så digitale.

Man kan også med rette postulere, at e-bøger og netlydbøger næppe ville have haft samme tag i danskerne uden bibliotekerne. For selv i en tid, hvor danskernes kulturvaner, især med hensyn til forbrug, ændrer sig hastigt, så er biblioteket stadig essentielt, besøgt og elsket takket være dets evne til at tilpasse sig og forblive relevant

Vil man spekulere over bibliotekernes fremtid, kan jeg anbefale at kigge på jobannoncerne. Blandt de nyligt opslåede stillinger vil man hurtigt se, hvad der er fokus på, og hvilke kompetencer bibliotekerne forventer at have behov for fremover. Der er også et stort fokus på formidling af litteratur, viden, kunst og børnekultur. F.eks. er jeg selv lige blevet ansat som “kulturformidler med blik for lokalområdet og fællesskaber.”

Vi skal være varsomme med at forveksle dannelse med litterært snobberi eller bruge lidet tidssvarende begreber som ”klassisk litterær dannelse”. Det klæder ingen at falde i Kathrine Diez-gryden og forveksle dannelse med kærlighed til klassisk litteratur.

Dannelse er mere end litteratur.

Og det er kultur også.

*

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af en replik, jeg havde i Altinget den 3. marts.

Det mangfoldige bibliotek

Folkebibliotekets evne til at ændre liv og give mennesker et sted at sunde, samle og finde sig selv holder aldrig op med at overraske og glæde mig.

Et godt eksempel – blandt mange – er Kristina Aamand.

Kristina Aamand (Foto: Sophia Uddin)

Jeg mødte Kristina første gang i forbindelse med en podcast, jeg lavede for BogMarkedet – du kan lytte til den her –, og jeg har sjældent klikket så godt og så hurtigt med et menneske. Kristina var sjov, charmerende og virkelig skarp. Hun havde altid en ekstra nuance eller vinkel på tingene, oftest på en skæg og skæv måde, og så var Kristina nærmest vokset op på et bibliotek.

Så kunne det næsten ikke blive mere oplagt end at spørge lidt ind til det. Og det humoristiske og skarpe fornægter sig da heller ikke i svarene.

Biblioteker og bøger ifølge Aamand

SP: Lad os som altid starte med at spørge, hvem er Kristina?

Kristina: ”Jo ældre jeg bliver, jo mindre ved jeg, hvem jeg er. Jeg håber, at det er udtryk for at mit ego mindskes, mens min ånd bliver større og dybere, men jeg er ikke sikker. Måske er jeg bare forvirret for tiden.
Hvis jeg var i den situation, at jeg skulle skrive en Tinder-profil, ville der stå noget i retning af: Moden humoristisk kvinde med et strejf af crazy, søger mand at vinterbade og eventuelt rejse jorden rundt med. Har du podcast udstyr vil det være en fordel, da vi skal interviewe shamaner på vejen.
På Aula ville det være: Mor til Njord, Mio, Bror, Liv, Noah og Sophia. Plus bonus mor til to.
På min fødselsattest, mor Anne og far Mustafa, Kristina Aamand, født 1972.
Mit CV: Forfatter, sygeplejerske, socialrådgiver, yogalærer, diplomuddannet underviser og fra marts 2020 sexolog. ”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Kristina: ”Jeg kan sige meget om mit barndomsbibliotek, for det var mit andet hjem. Avedøre bibliotek er stedet, hvor jeg lærte om livet og blev klogere på mig selv. Hvem er jeg, hvordan kan man leve og hvad er verden for et sted? Jeg læste alt lige fra tegneserier til feministisk kamplitteratur og jeg elskede det. Jeg fik lov til at gå rundt og være mig selv, no questions asked. Det var et fristed, ja nærmest et meditativt rum. Jeg har det stadig sådan at jeg bliver helt zen og rolig når jeg går mellem boghylder. ”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Kristina: ”Der er gået lidt for meget Borgerservice i den, hvis du spørger mig. Det er som at placere en DSB-automat i et yogastudie. Det ændrer energien. Ikke dermed sagt, at der er noget galt med Borgerservice og at jeg ikke selv har haft glæde af servicen og de venlige mennesker, der står ved skranken og gør deres job. Det er blot det, at der er sket noget med bogrummet, som jeg ikke er sikker på, at jeg kan lide. ”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Kristina: ”At bibliotekerne holder fast i deres største styrke, som i mine øjne, er det vidunderlige at alle har adgang til at læse. Også selv om dine forældre ikke har råd til at købe bøger. At du som barn, ung, voksen, kan gå ind i et rum, hvor der er fred, ro og masser af ord at tænke over og verdener at dykke ind i.”

SP: Er du den fødte læser?

Kristina; ”Jeg ved ikke, hvad der karakteriserer en født læser, men jeg har altid læst, så længe jeg kan huske tilbage. Da jeg var for lille til at tage på biblioteket selv, var det bøgerne i min mors bogreol. Leksika, Biblen, romaner som jeg ikke fattede noget som helst af. Alt blev læst og gransket.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet mor og forfatter, end tidligere?

Kristina: ”Ja, desværre. Når jeg selv skriver, er det svært at læse uden at være fagnørdet omkring teksten. Eksempelvis kan jeg blive irriteret over rytmen i en tekst, hvor jeg før tog historien for, hvad den var. Det kan næsten klø i min mave, hvis jeg synes, at der mangler en takt i en sætning. Uskylden er væk.
Jeg tror ikke, at mit moderskab har haft nogen betydning for bøger og læsning. Men jeg skal ikke kunne sige det. Jeg har jo været mor det meste af mit liv. Fik det første barn som 23-årig og det sidste som 43-årig. Den største forskel er måske tid til at læse. Det er der ikke så meget af. Derfor er jeg også blevet ret glad for lydbøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Kristina: ”Det er uden tvivl Fay Weldon. Hun har fulgt mig altid, og jeg begyndte at læse hendes bøger i en tidlig alder. ’Støvbold’ og ’Kvinder på kur’ er nok mine yndlingsbøger i bunken. Jeg har læst dem mange gange. Genlæser ca. hvert femte år. Jeg elsker både hendes sprog, fortællingerne og det, at hun ikke er nærig med hverken sine karakterer eller dramaet. En kvinde kan blive skilt, gift igen og dræbe sin mands ekskone på under en side. Det kan vi li’!”

Den positive energi

Kristina sætter ord på noget, jeg selv har tænkt eller ubevidst fornemmet, måske nærmere, nemlig at et steds energi betyder meget. Det betyder noget for den måde, man oplever et sted og for den måde stedet bliver opfattet.

Og der er en klar pointe i, at hardcore Borgerservice opgaver tiltrækker folk, der ikke nødvendigvis er i godt humør eller har lyst til at være omgivet af biblioteksgængere. Det ændrer energien, når der sidder en gruppe mennesker og ser småsure og lukkede ud. Jeg husker f.eks. selv, jeg kom ind i biblioteksrummet på Ringsted Bibliotek et lille stykke tid efter, at bibliotek og Borgerservice var blevet fusioneret, og man kunne simpelthen fysisk mærke den dårlige stemning, der emmede fra venteområde til Borgerservice.

MEN gør man det rigtig, så ligger der også en gevinst i, at der kommer en anden gruppe mennesker på bibliotek. En gruppe, der måske ellers aldrig ville have haft et møde med biblioteket. F.eks. lavede og udleverede vi pas på min gamle arbejdsplads i Odense, og grundet et legerum til børnene og det, at vi som bibliotekspersonale virkelig gjorde meget for at byde folk velkomne, fik vi åbnet biblioteket for mange ikke-brugere, især familier.

Så hvis man adskiller tunge Borgerserviceopgaver fra biblioteket og lader biblioteksansatte, eller folk med rødder i biblioteksvæsnet, håndtere de lette Borgerservice opgaver, så får man en masse nye muligheder. Ikke mindst muligheden for en god energi OG et mere mangfoldigt bibliotek, hvor en blandet skare af ikke-brugere får chancen for at opleve biblioteket.

Tænk hvis alle børn, unge og voksne fik lejlighed til at komme i et rum, ”hvor der er fred, ro og masser af ord at tænke over og verdener at dykke ind i,” og bare nyde at være sig selv. No questions asked.

Biblioteket som mødested

Er det i det hele taget nødvendigt med mødesteder i det offentlige rum? Kunne vi ikke bare mødes på cafeen, på nettet eller tage en hurtig snak nede i supermarkedet?

Eric Klinenberg vil sige nej. Neutrale, offentlige mødesteder – eller fælles byrum, om man vil – er nemlig en vigtig del af den sociale infrastruktur. De er med til at forme og skabe relationer mellem mennesker i en tid, hvor folk synes mere ensomme og alene end tidligere, og de fælles områder ser ud til at være på retræten.

Det er en opgave bibliotekerne søger at løfte gennem brætspilscafeer, samtalesaloner, strikkecafeer, læsekredse, lytteklubber, fællesspisning og lignende.

Og det gør de ret godt.

F.eks. fik jeg selv skabt nogle gode venskaber gennem en spilcafé på mit barndomsbibliotek i Haslev. Ikke mindst med Sune Sporring, som jeg den dag i dag over 30 år senere stadig er så heldig at tælle som min gode ven. Det er et bånd og et venskab, der i den grad har været med til at forme og præge min udvikling.

Sune Sporrings tanker om biblioteket

Netop fordi vi mødte hinanden på et bibliotek og begge to er grumt nørdede bog- og rollespilsnørder, så tænkte jeg, jeg ville plage min kammesjuk med et par spørgsmål om bøger og biblioteker.

Sune Sporring – en god ven med meninger.

Traditionen tro, så starter vi med at spørge ind til, hvem Sune er.

Sune: ”44 år, far til tre, videnskabsmand, kemiker, rollespiller, del af samfundets hamsterhjul, sur over ligegyldigheder, glad over det som tæller. Frit efter Kirkegaard; At have travlt er det dummeste man kan have.”

SP: Når man nævner Kirkegaard i flæng, så er det oplagt at spørge, om du er den fødte læser?

Sune: ”Haha, jeg har læst nok til, at der skal briller til efterhånden. Men læser faktisk ikke så hurtigt som andre. Tygger nok lidt på det hele.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Sune: ”Det var jo Haslev bibliotek. Vi lavede udstillinger om rollespil, lånte bøger og mødte mennesker. Dejligt lille sted på størrelse med en Facebook-korrekt murermestervilla i dag.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Sune: ”Meget effektivt, men har mistet lidt af charmen. Bibliotek i dag har en meget bredere betydning end bøger. Det er blevet et medborgerhus og et sted, hvor unge hænger ud på godt og ondt; et sted man fornyr sit pas; et sted gråhårede damer mødes og hører om måder at bruge deres tid på der resonerer med Alt For Damerne; et sted, hvor egoistgenerationen (68-erne) søger indhold i deres ellers meningsløse liv. Hvem sagde kæphest?”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Sune: ”At de finder deres plads for alvor i det virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice, de for tiden skal håndtere.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du er blevet far, end det havde, da du var barn?

Sune: ”Ja, nu læser jeg mest fagbøger. Man har også laaangt mindre tid, end man havde som barn. Men så på den anden side, har jeg fundet virkelig mange bøger med alle børnene, mens vi gik rundt blandt reolerne, som vi derefter læste hjemme om aftenen, inden man skulle sove, i stedet for at zombificere sig foran en skærm. Masser af gode bøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Sune: ”Der er tre: Tolkien, Kirkegaard og Rowling. Alle tre giver noget at tænke over og forestille sig.”

Et sted for egoister?!

En af de ting, jeg holder meget af ved Sune, er hans evne til at få mig til at tænke nærmere over tingene. Som i samtalen her, formår han altid at udfordre og oftest også provokere mig lidt.

Bl.a. med udtalelsen om egoistgenerationen og deres meningsløse liv. Jørgen Goul Andersen ville nok gøre indsigelser og hævde at 68’erne er langt fra egoister, om end jeg dog forstår, hvad Sune mener. Men er det ikke netop en del af bibliotekets rolle at hjælpe folk med at finde mening med tingene og vokse som mennesker? Er det i bund og grund ikke det, dannelse betyder?

Om ikke andet kan jeg godt lide tanken om, at folk mødes på biblioteket og finder ikke kun hinanden, men mening med tingene og måske endda verden.

Vi skal bare huske at holde fast i charmen, for jeg tænker, at Sune har en pointe. Bibliotekerne har en tendens til at blive strømlinede, pæne og måske også lidt for effektive. Selvbetjente biblioteker er et godt eksempel på at effektiviseringen og det knap så charmerede har taget overhånd.

Ganske som vi også skal være opmærksomme på at have et fokus på kernen i bibliotekernes virke. Det nytter ikke noget, at opgaven med at danne og oplyse forsvinder i et ”virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice.”

Men vigtigst af alt, hvis det ikke havde været for biblioteket som mødested, så ville jeg ikke have mødt Sune og i årene efter brugt en uendelighed på at diskutere verdens tilstand og spille rollespil.

Når biblioteket betyder noget

Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at det måske kun er for mig og en snæver kreds af mine bognørdede kolleger, bibliotekerne betyder noget. Det er heldigvis tanker, der hurtigt manes bort, når man taler med folk rundt om.

Blandt andet med min barndomsven Vilhelm.

Et andet syn på verden

Vilhelm og jeg er meget forskellige. På overfladen tror jeg ikke, man kan finde to mennesker, der er mere forskellige end os, men – og måske i virkeligheden derfor – har jeg altid haft stor glæde af mine samtaler med Vilhelm og stor respekt for hans syn på verden.

Jeg har kendt Vilhelm længe. Helt tilbage fra mine skoletid, og det er efterhånden en rum tid siden. Vi rendte ikke rundt i de samme cirkler, så i ny og næ mistede vi kontakten, men for nogle år siden begyndt vi at tale sammen igen.

Og sjovt nok ofte om bøger og sidenhen biblioteker.

Derfor faldt det mig oplagt at tage en snak med min gamle ven. For en ting er jo, hvad jeg og mine kolleger i biblioteksvæsnet går rundt og tror om os selv. Noget andet er, hvordan verden ser os.

Men allerførst, hvem er Vilhelm?

Vilhelm Rytters glæde ved biblioteker

Vilhelm: ”Det er et godt spørgsmål, og jeg tror ikke, man kan komme med et endeligt svar, da jeg jo stadig udvikler mig som menneske og dermed også både bliver klogere og får andre holdninger… Så hvis man skal forsøge at sætte ord på må det være noget i stil med kompleks og nysgerrig …”

Vilhelm Rytter – en mand, der holder meget af biblioteker.

SP: Er du den fødte læser?

Vilhelm: ”Nej, jeg vil ikke mene, jeg er den fødte læser. Jeg har aldrig været den boglige type, og det var først, da jeg omkring 7. klasse fik en lærer, som lærte mig, hvad et bibliotek indeholdt udover tegneserier, og hvordan jeg fandt de ting, som fyldte min nysgerrighed, interesse og fantasi.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Vilhelm: ”Selvom jeg ikke var den fødte læser, var mit barndomsbibliotek stadig et sted, jeg kom en del. Både for at læse tegneserier, men det var også lidt et sted, jeg kunne finde ro. Jeg kæmpede som ung med mit temperament, og biblioteket var netop et sted, jeg havde fred for de værste bøller og kunne finde en pause fra alt det, der skubbede en ud over kanten. Så for mig var biblioteket et sted, der betød mere, end jeg nok selv ville stå ved som barn.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Vilhelm: ”Som sagt før, så var det et sted, der betød meget, men som ikke handlede om bøger. I dag ser jeg nok lidt anderledes på biblioteket, da det for mig nu betyder viden, samt at slippe fantasien løs. Det er stadig et fristed, men nu er det ikke et sted, jeg søger tilflugt og gemmer mig mellem rækkerne, men et sted, hvor jeg finder inspiration og glæde. I dag ser jeg også biblioteket som et sted, hvor folk er i øjenhøjde, et sted hvor selv ung, gammel, dansk som udlænding, pludselig kan hjælpe hinanden på lige fod og med en næstekærlighed jeg tit synes mangler andre steder i vores samfund.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde da du var barn?

Vilhelm: ”Det har helt sikkert en anden betydning i dag. Både fordi man med alderen har fået andre interesser og er blevet klogere på livet, men ja, det at blive far har nok også haft en virkning, da det også har været med til at gøre biblioteket til en “legeplads”, hvor man gennem leg og hygge har kunne inspirere sit barn til at se biblioteket som et sted, der kan give svar på praktisk talt alt i livet.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Vilhelm: ”Jeg håber og tror, at deres vigtighed igen vil fylde i bevidstheden. Vi ser i dag bibliotekerne lave en masse begivenheder for folk i alle alder, og jeg kan bare se på, hvad mit lokale bibliotek i Nykøbing F. har af tilbud i løbet af et år, og er sikker på, det er med til at gøre biblioteket til et tilholdssted, både i forbindelse med bøger, men også oplevelser, gruppeopgaver under uddannelse, og fristed til at fordybe sig. Jeg syntes jo, bibliotekerne gennem min levetid har udviklet sig fra at være et sted, man læste og var meget stille til et sted, hvor alt kan ske. Mange vil nok sige, at biblioteket er gået af mode grundet internettet, og den nemme genvej til løsninger og svar. Men det er kun kort tid siden, jeg sammen med en ven snakket om alt det, vi ikke kunne finde på nettet, grundet de er fra før EDB-tiden, mange af de ting føler vi os dog sikker på, man kan finde i bibliotekets arkiver … Så jeg tror også, biblioteket har sin plads i samfundet om 100 år.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Vilhelm: ”Puha, den er svær. Kun en bog eller forfatter? Jeg vil nok sige at den, der har gjort mest i forbindelse med at få mig til at elske bøger, må være Dennis Jürgensen, og han skriver jo bøger til alle aldre. Jeg har da også læst netop nogle af hans bøger for min søn. For hvem kan leve uden bøvsende drager, grever, der drikker røde sodavand, og en ulv, der elsker musik? Men det er jo kun en forfatter og en meget lille del af den verden, bøger har givet mig.”

Bibliotekets fineste opgave

Jeg kan ikke andet end blive glad efter sådan en snak. Gamle venner vækker selvfølgelig altid glæde, men her får jeg også et skud energi rent professionelt. For Vilhelm peger på nogle af de ting, jeg 1) selv havde stor gavn af som ung og håber, bibliotekerne fortsat tilbyder, og 2) ser som bibliotekets fineste opgave og funktion som ældre. Biblioteket er et helle og et sted for alle. Det er et sted, der hjælper folk, høj som lav, og ikke har andre interesser end borgernes ve og vel.

Det er også sådan, det skal være. Bibliotekerne betyder nemlig noget.

 

Den gode kamp

Jeg er indrømmet lidt sent på den, men gode nyheder fortjener at blive råbt fra tagene. Især gode nyheder om biblioteker.

De gode borgere i Tarm har med succes forsvaret deres lokale bibliotek mod spare-ivrige politikere og embedsfolk, og fik sidste tirsdag byrådspolitikerne i Ringkøbing-Skjern til at sløjfe det meget omdiskuterede spareforslaget om at lukke biblioteket.

Tarm Bibliotek (Foto: Wikipedia)

Efter kommunesammenlægningerne ser det ud til, at kulturtilbud og meget af den sociale infrastruktur i øvrigt samles i de nye kommuners dominerende by, og den tendens synes desværre at leve i bedste velgående. Jeg forstår godt tilbøjeligheden til at tænke, at stort er bedre. Om ikke andet, så er det noget sjovere med store nye ting, som man kan prale med, end kedelig drift af eksisterende tilbud. Politisk monumentsyge er beklageligvis ikke nogen ny ting.

Men hvad borgerne i Tarm ved, og jeg tænker, du og jeg også er klar over, er, at det ikke nødvendigvis er en god ting med store forkromede hovedbiblioteker eller kraftigt centraliserede kultur- og læringstilbud. Det er ikke godt for mindre byer og bydele, hvis der ikke er en form for social infrastruktur. Byer og bydele fungerer bedst, hvis det er steder, hvor man ikke kun bor, men rent faktisk også lever.

For ti (10!) år siden skrev forfatter og journalist Bente Dalsbæk i Berlingske: ”Hvorom alting er bor ikke alle mennesker i Hovedstaden, endsige i en stor by. Det betyder, at nogle sociale funktioner på landet stadig varetages af bibliotekarer, postbude, brugsuddelere m.fl. De er de små samfunds omsorgsuddelere. Jeg synes ikke man skal undervurdere betydningen af et levende menneske bag disken eller skranken. Heller ikke i forhold til børn og unge, hvis sociale kompetencer mildt sagt kan miste lidt finesse. For man behøver ikke sige Tak eller Hav en god dag til en maskine. Den skal bare levere, synes de. Og hvis den ikke virker, kan den jo få et spark.”

Det er så sandt, som det er skrevet. Sammen med skoler, sundhedshuse, forsamlingshuse, svømme- og idrætshaller og den lokale købmand er biblioteker den lim, der binder lokalsamfund og dermed samfundet som sådan sammen. De skaber de fælles rum, der gør det muligt at møde andre mennesker og skabe nye fællesskaber. De elementer, der udgør civilsamfundet med andre ord.

Civilsamfundet er ikke, hvilket politikerne rundt om måske bør ihukomme, noget, der kun finder sted i eller udspring af større byer eller monumentale institutioner. Det er ikke noget, man kan centralisere eller skabe oppe fra. Det kræver spirende græsrødder og levende lokalsamfund.

I JydskeVestkysten fortæller Hanne Laier, en af hovedkræfterne bag modstanden mod at lukke biblioteket i Tarm: ”Det har været en taknemmelig sag at lave noget PR for, fordi folk generelt bakker op om deres bibliotek. Her i processen er det blevet meget tydeligt, hvor mange funktioner biblioteket har, og at mennesker i alle aldersgrupper bruger det.”

Det er dejligt at høre! Tillykke til Hanne og borgerne i Tarm. I skal have tak for indsatsen. Det er godt kæmpet.

 

 

 

 

Litteraturen lever og har det godt på bibliotekerne

Nogle gange får man det indtryk, de danske folkebiblioteker er dinosaurer, der ligger langsomt udåndende og uelskede i et glemt hjørne af samfundet. I hvert fald, hvis man læser noget skrevet af den serie af ældre mænd, der i ny og næ brillerer i medierne som selvbestaltede eksperter på området.

Igen og igen møder vi historien om faldende udlånstal, og som regel også et eller andet om keramik og biblioteksloven, hvis bølgerne går rigtig højt. Det, at udlånstallene falder på landsplan, bruges ofte til at vise, hvor grelt det står til, hvor utidssvarende og konkurrenceforvridende bibliotekerne er og hvordan de har glemt deres kerneopgave.

Som velbevandret i kildekritik og statistik, så ved man, at det naturligvis ikke er hele historien og at diverse skribenter skamløst og uden at blu ridder deres kæpheste. Bibliotekerne er nemlig ikke ens. De danske folkebibliotekerne er ikke homogene enheder med samme nærområder, opgaver, prioriteter og betjeningsniveau.

Djævlen findes med andre ord som altid i detaljen.

For nok er det sandt, at udlånstallet falder på landsplan, men det gælder langt fra alle steder. Men hvor det faldende udlån har flere årsager, så er der en række fællestræk og gennemgående faktorer ved de biblioteker, hvor udlånet er fladet ud eller ligefrem stigende.

Lad os kigge nærmere på dem.

4 fokuspunkter til at øge udlånet

Betjeningen, det vil sige det frontvendte personale, har en stor indflydelse på udlånstallet. En høj grad af service og fokus på litteraturen både til dagligt og ved arrangementer betyder noget. Det nytter ikke noget, der er år og dag mellem, man møder en bibliotekar eller at man skal bestille tid for at tale med en. Hvor længe ville du f.eks. vente på betjening i en butik? Ikke længe, tænker jeg.

Den lokale kobling har også relevans. Biblioteker med en stærk tilknytning til lokalområdet ser ud til at klare sig bedre, når det kommer til udlån af bøger. Mit bud er, det skyldes, folk er mere tilbøjelige til at komme på det lokale bibliotek, fordi det er et sted, man kan tage hen med familien og hvor man har et forhold til de ansatte. Det er Sams Bar effekten, der spiller ind her, og den skal man ikke undervurdere. Hvor ofte kommer du et sted, du har føler en forbindelse til og med? Og vender du tilbage igen og igen, hvis ikke du føler dig velkommen og taget godt imod? Nok ikke.

Nærområdet spiller også en stor rolle. Her tænker jeg ikke kun på tilgængelighed og sådan noget som parkeringspladser, om end begge dele har en betydning. Jeg tænker mere på, at der er en demografi med mange forskellige brugergrupper i området omkring biblioteket. Børn, unge, familier, ældre, studerende og ting som skoler, børnehaver og lignende giver en bred, differentieret brugerskare, der alle har behov for bøger i en eller anden grad. Eller i hvert fald et behov, der kan opdyrkes og giver mulighed for formidling og mersalg, så at sige.

Sidst, men ikke mindst betyder samlingen noget. Altså, udbuddet af bøger, deres stand og i hvor lang tid, de kan lånes. Mange kviklånsbøger – altså, nyere og populære bøger, der kun kan lånes i 14 dage – vil hjælpe med til at hæve omsætningshastigheden og dermed udlånstallet. Der kommer med andre ord flere lånere pr bog hurtigere. Det i sig selv virker ofte tiltrækkende på flere lånere. Man kan simpelthen få bøger hurtigere og man går sjældent forgæves.

Kort sagt, kend dit publikum, relater til dem, dyrk dem og køb ind til dem.

Desværre ser vi oftere og oftere den nye biblioteksstruktur med selvbetjening, mindre personale i udlånet og centraliseret materialeindkøb trækker i den modsatte retning. Vi kender ikke vores lånere, vi taler ikke med dem og vi køber, ikke ind i blinde, men ind efter nogle overordnede retningslinjer, der ikke nødvendigvis er, hvad bibliotek X har brug for, selvom bibliotek Y har det.

Det er trist, når alt tyder på, det er relationer og den tætte, målrettede kontakt, der betyder noget. Vi skal med andre ord have mere Sams Bar. Meget mere.

Lokalsamfund har brug for biblioteker

Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Er der patent på dannelse?

Ville et privat vagtværn, der klagede over konkurrence fra Politiet blive taget alvorligt? Ville du nikke og tænke ”det kan der være noget om”, hvis et privathospital klagede over unfair konkurrence fra det offentlige sygehusvæsen? Eller hvis et privat plejehjem klagede sig højlydt over det kommunale plejehjem?

Politi, sygehusvæsen, skoler og ældrepleje er det fundament Danmark hviler på. Vi efterspørger, forventer og betaler til, at disse institutioner findes. De er en naturlig del af samfundet og fællesskabet.

Sådan er det også med folkebibliotekerne.

Derfor undrer det mig såre, når direktøren fra FOF Aarhus, Søren Peter Hansen, uimodsagt i en af landets største aviser for nyligt konkluderede, at ”det er ulige konkurrence”, når de danske folkebiblioteker driver oplysende virksomhed.

For hvornår er dannelse og oplysning blevet et spørgsmål om penge? Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge?

Ikke en forretning

Bibliotekerne er ikke en forretning, men en offentlig institution, der er sat i verden for at oplyse og danne. Gerne, ikke mindst de senere år, med en lokalt forankret social funktion. Det står sågar tydeligt i biblioteksloven.

Når keramikere, lystfiskere, modelbyggere, strikkeklubber og mange andre mødes på bibliotekerne, så drejer det oftest om at skabe interesse, vise sig frem og i mange tilfælde blot at være sammen om en hobby. Det samme gør sig gældende, når bibliotekerne arrangerer festivaler eller events. Det drejer sig om at samle folk, skabe interesse og understøtte kultur og læring.

Bibliotekerne er for mange et første skridt på vejen mod at deltage i et kursus hos et oplysningsforbund eller en aftenskole. Vi indgår med andre ord i en fødekæde, der skaber en lyst til at blive klogere og lære mere. Man skal immervæk have en vis interesse for at strikke i forvejen før, man f.eks. er villig til at betale FOF Aarhus kroner 1.405,- for et strikkekursus.

FOF tager faktisk kroner 1.405,- for kurser i strik og quilting. Det er der ikke meget folkeoplysning over i min optik, og prislejet kunne måske forklare FOF’s problemer med at tiltrække kursister.

Interessant nok har Søren Peter Hansen tidligere i Århus Stiftstidende udtalt, at ”vi skal have folk til at mødes. Det er det, som betyder noget. Hver gang, mennesker mødes, bliver noget sat i gang, og folkeoplysning handler meget om at gå sammen om noget.”

Det lyder jo meget, som det bibliotekerne arbejder med, nemlig god gammeldaws folkeoplysning. Det er bibliotekerne særegent gode til. Vi må nemlig ikke glemme det folkelige element af bibliotekerne virke. Det hedder ikke folkebiblioteker uden grund.

Og det ved Hansen også godt.

I hvert fald, hvis man skal tage hans egne ord for gode vare. ”Det er folkerøsten. Et sted, der er åbent for alle, for oplysning om livet, et sted, vi kan mødes og tale sammen, ikke formel undervisning og ingen eksamen. For hvorfor skal man have tal på alt? Det handler om at komme ud i virkeligheden.”

Det lyder unægteligt som netop dét, bibliotekerne gør. Og altid har gjort. Uden at tage tusinder af kroner for det.

Med det in mente, så kunne jeg egentlig godt tænke mig nogle konkrete eksempler på kultur- eller læringsinstitutioner, der har oplevet konkurrence fra bibliotekerne. Min virkelighed er nemlig en anden. Jeg har samarbejdet med oplysningsforbund, aftenskoler, ungdomsskoler, biografer, boghandler, spillesteder, museer osv., og på intet tidspunkt har jeg hørt nogen klage over konkurrencen.

Hverken biblioteker, aftenskoler eller oplysningsforbund har patent på dannelse. Tværtimod, så supplerer og komplementerer diverse institutioner hinanden. Der er ingen konkurrence. De eksempler, der nævnes af Hansen og andre kritikere, overlapper heller ikke. Biblioteker, aftenskoler og oplysningsforbund tilbyder, når man kigger nærmere på tilbuddene, ikke de samme ting.

Der er ikke tale om gudgivne eller naturlige grænser mellem skoler, biblioteker og forbund, men et større fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Og sådan skal det være. Det handler nemlig ikke om os, men om danne og hjælpe vores medborgere.

 

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af et debatindlæg, der tidligere har været bragt i Arbejderen.