Folkets bibliotek – dengang, nu og i fremtiden

At starte med ”der var engang” er efterhånden en nærmest utilgivelig kliche, men når det gælder de danske folkebiblioteker, så virker det alligevel svært passende.

Ikke fordi der er meget kliche over nutidens bibliotek, men fordi der er tale om en nærmest eventyrlig historie om små forhutlede bogsamlinger i landets mørke kroge, der endte med at blive smukke, moderne huse fulde af liv og litteratur.

Men desværre også fordi, bibliotekerne ikke længere er, som de engang var. Og nok aldrig bliver det igen.

Fra små kår

De spæde stik til et biblioteksvæsen blev taget af lokale ildsjæle med et ønske om at styrke folkets evne til at gebærde sig, så med udspring i den europæiske oplysningstanke stablede man ude i mange af landets sogne små bogsamlinger på benene.

Med andre ord, menigmand skulle dannes og have mulighed for at bedre sine kår, og blive et rationelt og velfunderet helt menneske. En god borger, altså.

Den tanke greb stille og roligt an, og i 1882 begyndte staten at støtte de vordende biblioteker. En støtte, der kulminerede i biblioteksloven af 1920, hvor man kunne ane konturerne af nutidens biblioteksvæsen.

Det mægtige folkebibliotek

Med en bibliotekslov, og fra 1961 et kulturministerium, i ryggen voksede folkebibliotekerne og bibliotekstanken sig for alvor stor og stærk. Folkebiblioteket spillede eksempelvis en vigtig rolle i Julius Bomholts tanker om et bredt netværk af kulturcentre landet over, hvor kultur skulle gøres tilgængelig for høj som lav. Fra 1964 blev det endda obligatorisk for en kommune at have et bibliotek med fri og lige adgang for borgene, hvor borgerne er.

På mange måder er 1960’erne og 70’erne det danske folkebiblioteks guldalder og det udbygges som en integreret del af det velfærdssamfund, der i samme periode tager sin form.

Men alt var naturligvis ikke lyserøde skyer og dansende enhjørninger. 60’erne og 70’erne lagde også grunden til det grå og småstøvede bibliotek. Der var ikke nødvendigvis meget sjov i datidens bibliotek. Litteratur skulle være opbyggelig, ikke frivolt fjas. Groft sagt, så var dannelse og litteratur alvorlige sager, der fordrede en alvorlig tilgang. Det tankesæt måtte bibliotekerne kæmpe længe med at slippe af med, og selv da de gjorde, så hang det ved i mange danskeres øjne.

De gode tider kom dog til en ende først i 80’erne. 1983 var et skelsættende år, der på godt og ondt satte gang i en udvikling, som vi i dag for alvor ser konsekvenserne af. Her overgik biblioteksdriften helt og holdent til kommunerne, inkl. finansiering, og selvom biblioteksloven fortsat satte rammerne, så fik kommunerne nu mulighed for at justere og tilpasse bibliotekstilbuddet efter lokale forhold.

Kulturhusets sejr

Kommunernes forskellige tilgange til og prioritering af bibliotekerne ses i niveauet af finansiering og i, hvad bibliotekerne bruges til. Det betød og betyder i højere og højere grad at bibliotekstilbuddet og serviceniveauet er meget forskelligt – ironisk nok bl.a. adgangen til digitale ressourcer.

I efterhånden langt de fleste af landets kommuner er Borgerservice i forskellig grad rykket ind på bibliotekerne, mens brugen af ubetjente åbningstimer spreder sig. Ganske som et sammensurium af tilnærmelsesvist kulturrelaterede tiltag samles i kulturhuse, hvor biblioteket kun er et delelement og ikke engang nødvendigvis det dominerende.

Men institutionen sejrede sig også ihjel. Folkebiblioteket blev en del af hverdagen og noget helt naturligt. Biblioteket blev noget almindeligt, noget hverdags, og et velfærdsgode som så mange andre kommunale tilbud.

Tilbud, der kunne beskæres, bruges som en del af det politiske arbejde og naturligvis kritiseres for dette og hint på lige linje med folkeskolen, sygehusvæsnet, beskæftigelses- og integrationsindsatsen osv. osv.

Er biblioteket fremtiden?

Kigger vi mod fremtiden, så synes den udfordringerne til trods umiddelbart lys. Det grå og støvede er for længst kastet af sig, og demokratiseringen af kultur og litteratur, samt ideen om et dannelsens hus for folket har slået rod og grebet an. For mange mennesker er folkebiblioteket simpelthen blevet stedet, man går hen, når man har behov for hjælp med dette eller hint.

Det moderne folkebibliotek er også en trofast og driftssikker makker i forbindelse med diverse større offentlige indsatser, som f.eks. digitaliseringsindsatsen for små 10 år siden, hvor folkebibliotekerne stod i forreste linje for at hjælpe borgerne med at blive mere digitale gennem introduktionen af NemID, digitalpost mm.. Det er ikke for meget at sige, bibliotekerne bærer en stor del af ansvaret for, at Danmark i dag er et meget digitalt land sammenlignet med flere af vore nabolande.

Samtidigt er biblioteket landets ubestridt mest populære og besøgte kulturinstitution, der som noget helt naturligt griber nye muligheder og formidlingsformer. Uden folkebibliotekerne ville e-bøger og især lydbøger ikke havde fundet samme udbredelse, som de nu har. Bibliotekernes evne til at formidle ny teknologi og skabe tryghed om udviklingen er en af facetterne ved det danske biblioteksvæsen, der alt for sjældent tales om.

Men det klassiske bibliotek og selve bibliotekarprofessionen er døende. Det er eksempelvis ikke længere muligt at uddanne sig til bibliotekar, og på mange biblioteker har man enten meget bevidst eller tvunget af omstændighederne valgt at gå kulturhusvejen eller bare sparet den bibliotekariske service væk.

Allerødskolen kontra Københavnerskolen

Kigger man på tendenserne, så tegner der sig to overordne veje for biblioteksvæsnet – med en grumset mellemvej i form af netop kulturhuset. Der er, lad os kalde det Allerødskolen, hvor personalet, borgerne og det fysiske møde mellem dem er i fokus, og så er der Københavnerskolen, hvor det digitale og selvbetjente er i fokus og ikke-faglærte værter erstatter bibliotekarerne. Førstnævnte formår at fastholde og sågar udbygge biblioteks position som en populær og relevant kultur- og læringsinstitution, mens sidstnævnte mere synes at være i gang med at afhænde et dødsbo, hvor besøgs- og udlånstal, samt opbakning og relevans stille og roligt falder.

Heldigvis er der ting, der trækker i en anden retning, hvor det klassiske bibliotek og hele bibliotekstanken stadig er i fokus og prioriteres. Det er netop Allerød og eksempelvis Lyngby-Taarbæk gode eksempler på. Det er her, man finder folkebiblioteks fremtid. Og de synes også at ramme tidsånden, hvor ønsket om fordybelse og dannelse ser ud til at have fået en renæssance.

Det ville da også være ærgerligt, hvis folkebiblioteket såvel som bibliotekaren endte som et eventyr; en god historie om bedre tider, som man i ny og næ fortæller til hinanden med udgangspunkt i, hvad der engang var, men ikke længere er.

Originaludgaven af ‘Folkets bibliotek – dengang, nu og i fremtiden’ kan læses i den fysiske udgave af BogMarkedet, der udkom op til årets BogForum.

Kronikken er en bearbejdet version af den, der har været trykt i den fysiske udgave af BogMarkedet, der udkom i forbindelse med BogForum.