Når biblioteket betyder noget

Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at det måske kun er for mig og en snæver kreds af mine bognørdede kolleger bibliotekerne betyder noget. Det er heldigvis tanker, der hurtigt manes bort, når man taler med folk rundet om.

Blandt andet med min barndomsven Vilhelm.

Et andet syn på verden

Vilhelm og jeg er meget forskellige. På overfladen tror jeg ikke, man kan finde to mennesker, der er mere forskellige end os, men – og måske i virkeligheden derfor – har jeg altid haft stor glæde af mine samtaler med Vilhelm og stor respekt for hans syn på verden.

Jeg har kendt Vilhelm længe. Helt tilbage fra mine skoletid, og det er efterhånden en rum tid siden. Vi rendte ikke rundt i de samme cirkler, så i ny og næ mistede vi kontakten, men for nogle år siden begyndt vi at tale sammen igen.

Og sjovt nok ofte om bøger og sidenhen biblioteker.

Derfor faldt det mig oplagt at tage en snak med min gamle ven. For en ting er jo, hvad jeg og mine kolleger i biblioteksvæsnet går rundt og tror om os selv. Noget andet er, hvordan verden ser os.

Men allerførst, hvem er Vilhelm?

Vilhelm Rytters glæde ved biblioteker
Vilhelm: ”Det er et godt spørgsmål, og jeg tror ikke, man kan komme med et endeligt svar, da jeg jo stadig udvikler mig som menneske og dermed også både bliver klogere og får andre holdninger… Så hvis man skal forsøge at sætte ord på må det være noget i stil med kompleks og nysgerrig …”

Vilhelm Rytter – en mand, der holder meget af biblioteker.

SP: Er du den fødte læser?

Vilhelm: ”Nej, jeg vil ikke mene, jeg er den fødte læser. Jeg har aldrig været den boglige type, og det var først, da jeg omkring 7. klasse fik en lærer, som lærte mig, hvad et bibliotek indeholdt udover tegneserier, og hvordan jeg fandt de ting, som fyldte min nysgerrighed, interesse og fantasi.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Vilhelm: ”Selvom jeg ikke var den fødte læser, var mit barndomsbibliotek stadig et sted, jeg kom en del. Både for at læse tegneserier, men det var også lidt et sted, jeg kunne finde ro. Jeg kæmpede som ung med mit temperament, og biblioteket var netop et sted, jeg havde fred for de værste bøller og kunne finde en pause fra alt det, der skubbede en ud over kanten. Så for mig var biblioteket et sted, der betød mere, end jeg nok selv ville stå ved som barn.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Vilhelm: ”Som sagt før, så var det et sted, der betød meget, men som ikke handlede om bøger. I dag ser jeg nok lidt anderledes på biblioteket, da det for mig nu betyder viden, samt at slippe fantasien løs. Det er stadig et fristed, men nu er det ikke et sted, jeg søger tilflugt og gemmer mig mellem rækkerne, men et sted, hvor jeg finder inspiration og glæde. I dag ser jeg også biblioteket som et sted, hvor folk er i øjenhøjde, et sted hvor selv ung, gammel, dansk som udlænding, pludselig kan hjælpe hinanden på lige fod og med en næstekærlighed jeg tit synes mangler andre steder i vores samfund.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde da du var barn?

Vilhelm: ”Det har helt sikkert en anden betydning i dag. Både fordi man med alderen har fået andre interesser og er blevet klogere på livet, men ja, det at blive far har nok også haft en virkning, da det også har været med til at gøre biblioteket til en “legeplads”, hvor man gennem leg og hygge har kunne inspirere sit barn til at se biblioteket som et sted, der kan give svar på praktisk talt alt i livet.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Vilhelm: ”Jeg håber og tror, at deres vigtighed igen vil fylde i bevidstheden. Vi ser i dag bibliotekerne lave en masse begivenheder for folk i alle alder, og jeg kan bare se på, hvad mit lokale bibliotek i Nykøbing F. har af tilbud i løbet af et år, og er sikker på, det er med til at gøre biblioteket til et tilholdssted, både i forbindelse med bøger, men også oplevelser, gruppeopgaver under uddannelse, og fristed til at fordybe sig. Jeg syntes jo, bibliotekerne gennem min levetid har udviklet sig fra at være et sted, man læste og var meget stille til et sted, hvor alt kan ske. Mange vil nok sige, at biblioteket er gået af mode grundet internettet, og den nemme genvej til løsninger og svar. Men det er kun kort tid siden, jeg sammen med en ven snakket om alt det, vi ikke kunne finde på nettet, grundet de er fra før EDB-tiden, mange af de ting føler vi os dog sikker på, man kan finde i bibliotekets arkiver … Så jeg tror også, biblioteket har sin plads i samfundet om 100 år.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Vilhelm: ”Puha, den er svær. Kun en bog eller forfatter? Jeg vil nok sige at den, der har gjort mest i forbindelse med at få mig til at elske bøger, må være Dennis Jürgensen, og han skriver jo bøger til alle aldre. Jeg har da også læst netop nogle af hans bøger for min søn. For hvem kan leve uden bøvsende drager, grever, der drikker røde sodavand, og en ulv, der elsker musik? Men det er jo kun en forfatter og en meget lille del af den verden, bøger har givet mig.”

Opsamling …

Jeg kan ikke andet end blive glad efter sådan en snak. Gamle venner vækker selvfølgelig altid glæde, men her får jeg også et skud energi rent professionelt. For Vilhelm peger på nogle af de ting, jeg 1) selv havde stor gavn af som ung og håber, bibliotekerne fortsat tilbyder, og 2) ser som bibliotekets fineste opgave og funktion som ældre. Biblioteket er et helle og et sted for alle. Det er et sted, der hjælper folk, høj som lav, og ikke har andre interesser end borgernes ve og vel.

Det er også sådan, det skal være. Bibliotekerne betyder nemlig noget.

 

Den gode kamp

Jeg er indrømmet lidt sent på den, men gode nyheder fortjener at blive råbt fra tagene. Især gode nyheder om biblioteker.

De gode borgere i Tarm har med succes forsvaret deres lokale bibliotek mod spare-ivrige politikere og embedsfolk, og fik sidste tirsdag byrådspolitikerne i Ringkøbing-Skjern til at sløjfe det meget omdiskuterede spareforslaget om at lukke biblioteket.

Tarm Bibliotek (Foto: Wikipedia)

Efter kommunesammenlægningerne ser det ud til, at kulturtilbud og meget af den sociale infrastruktur i øvrigt samles i de nye kommuners dominerende by, og den tendens synes desværre at leve i bedste velgående. Jeg forstår godt tilbøjeligheden til at tænke, at stort er bedre. Om ikke andet, så er det noget sjovere med store nye ting, som man kan prale med, end kedelig drift af eksisterende tilbud. Politisk monumentsyge er beklageligvis ikke nogen ny ting.

Men hvad borgerne i Tarm ved, og jeg tænker, du og jeg også er klar over, er, at det ikke nødvendigvis er en god ting med store forkromede hovedbiblioteker eller kraftigt centraliserede kultur- og læringstilbud. Det er ikke godt for mindre byer og bydele, hvis der ikke er en form for social infrastruktur. Byer og bydele fungerer bedst, hvis det er steder, hvor man ikke kun bor, men rent faktisk også lever.

For ti (10!) år siden skrev forfatter og journalist Bente Dalsbæk i Berlingske: ”Hvorom alting er bor ikke alle mennesker i Hovedstaden, endsige i en stor by. Det betyder, at nogle sociale funktioner på landet stadig varetages af bibliotekarer, postbude, brugsuddelere m.fl. De er de små samfunds omsorgsuddelere. Jeg synes ikke man skal undervurdere betydningen af et levende menneske bag disken eller skranken. Heller ikke i forhold til børn og unge, hvis sociale kompetencer mildt sagt kan miste lidt finesse. For man behøver ikke sige Tak eller Hav en god dag til en maskine. Den skal bare levere, synes de. Og hvis den ikke virker, kan den jo få et spark.”

Det er så sandt, som det er skrevet. Sammen med skoler, sundhedshuse, forsamlingshuse, svømme- og idrætshaller og den lokale købmand er biblioteker den lim, der binder lokalsamfund og dermed samfundet som sådan sammen. De skaber de fælles rum, der gør det muligt at møde andre mennesker og skabe nye fællesskaber. De elementer, der udgør civilsamfundet med andre ord.

Civilsamfundet er ikke, hvilket politikerne rundt om måske bør ihukomme, noget, der kun finder sted i eller udspring af større byer eller monumentale institutioner. Det er ikke noget, man kan centralisere eller skabe oppe fra. Det kræver spirende græsrødder og levende lokalsamfund.

I JydskeVestkysten fortæller Hanne Laier, en af hovedkræfterne bag modstanden mod at lukke biblioteket i Tarm: ”Det har været en taknemmelig sag at lave noget PR for, fordi folk generelt bakker op om deres bibliotek. Her i processen er det blevet meget tydeligt, hvor mange funktioner biblioteket har, og at mennesker i alle aldersgrupper bruger det.”

Det er dejligt at høre! Tillykke til Hanne og borgerne i Tarm. I skal have tak for indsatsen. Det er godt kæmpet.