Præmissen om, at bibliotekerne står “i et vadested mellem klassisk litterær dannelse og en moderne digitaliseret livsstil”, som Niels Frid-Nielsen fremfører i Altinget den 1. marts, er ikke kun forsimplet, men dybest set forkert, og siger nok mere om Frid-Nielsens verdenssyn end om det danske folkebibliotek som institution.

Til tider er det trættende med den stadig strøm af metodeudfordrede ældre mænd, der nærmest kontinuerligt kloger sig på folkebibliotekernes vegne. Ikke mindst, når klogskaben er baseret på et enkelt biblioteksbesøg eller erindringer om barndommens biblioteker.

Vi er som individer ikke repræsentative og det er sjældent en god idé at tro, vores oplevelser er alment gældende.

Det er også værd at bemærke, at Frid-Nielsen sidst han skrev i Altinget den 3. februar tog fejl, når han skrev “hvor 57 procent af befolkningen ifølge Danmarks Statistik slet ikke kommer på folkebibliotekerne.” Faktum er, at 43 % af de adspurgte i den undersøgelse, som tallet stammer fra, havde været på biblioteket inden for de sidste 3 måneder. Det er ikke det samme som, at 57 % slet ikke kommer på bibliotekerne. Frid-Nielsen ser ud til at forsøge at skabe et billede af, at halvdelen af dansker ikke kommer på bibliotekerne, så det er nødvendigt at få ”den sidste halvdel af befolkningen med.”

Lad os tage den en gang mere; næsten halvdelen af samtlige danskere har inden for de sidste 3 måneder besøgt et bibliotek. Kombineret med 1,7 million aktive lånere og ca. 38 millioner årlige besøgende kan man roligt sige, danskerne flokkes til bibliotekerne.

Og de finder dem afgjort ikke støvede eller bedagede.

Sidst, men ikke mindst, er det værd at slå fast, at selvom udlånet af fysiske bøger fortsat falder, så er der flere og flere steder, hvor udlånet er stigende igen. Er man kulturdebattør og bor i København, skal man derfor huske at løfte blikket fra København og egen navle. Biblioteksvæsenet i København er nemlig ikke repræsentativt for alle landets biblioteker.

At sige det indlysende gør ikke en til et orakel

Frid-Nielsen har dog også en række valide kritikpunkter og gode iagttagelser, men for fagfolk kan det virke lettere provokerende at blive belært, selv kærligt belært, om, hvordan man skal passe sit job, og hvad man skal gøre.

Der svarer lidt til at fortælle en lærer, han skal undervise mere. En læge, hun skal kurere noget sygdom. Eller håndværkere, de skal bygge noget mere eller lignende. Det er derfor, de er der, og det gør de i forvejen.

Sådan er det også med bibliotekarer og bibliotekerne.

Godt nok kan vi i biblioteksvæsnet være uenige om, hvordan vi i detaljen skal gøre dette eller hint, men der er ingen, der vil benægte, at bibliotekerne bør være “omdrejningspunkter i de lokale kulturaktiviteter”, være mere opsøgende og gøre en forskel for lokalområdet og samfundet som helhed.

Tværtimod.

Kulturvaner og en ny virkelighed

Ser man på bibliotekernes udvikling de sidste 30 år, vil man se, hvor meget de har ændret sig og tilpasset sig forandringerne i samfundet og danskernes kulturvaner. Frid-Nielsen efterspørger altså noget, bibliotekerne altid har gjort. Nemlig at læse sit lokalområdes behov og understøtte det.

Fra dag 1 støttede bibliotekerne op om den digitale revolution. Det var her, borgerne gik hen for at låne en computer og i mange tilfælde for at få hjælp til at bruge den. Det var her resten af det offentlige vendte sig, da digitalpost skulle rulles ud. Bibliotekerne holdt kurser og hjalp borgere, foreninger og små virksomheder med den digitale omstilling og virkede dermed som et sikkerhedsnet for de knap så digitale.

Man kan også med rette postulere, at e-bøger og netlydbøger næppe ville have haft samme tag i danskerne uden bibliotekerne. For selv i en tid, hvor danskernes kulturvaner, især med hensyn til forbrug, ændrer sig hastigt, så er biblioteket stadig essentielt, besøgt og elsket takket være dets evne til at tilpasse sig og forblive relevant

Vil man spekulere over bibliotekernes fremtid, kan jeg anbefale at kigge på jobannoncerne. Blandt de nyligt opslåede stillinger vil man hurtigt se, hvad der er fokus på, og hvilke kompetencer bibliotekerne forventer at have behov for fremover. Der er også et stort fokus på formidling af litteratur, viden, kunst og børnekultur. F.eks. er jeg selv lige blevet ansat som “kulturformidler med blik for lokalområdet og fællesskaber.”

Vi skal være varsomme med at forveksle dannelse med litterært snobberi eller bruge lidet tidssvarende begreber som ”klassisk litterær dannelse”. Det klæder ingen at falde i Kathrine Diez-gryden og forveksle dannelse med kærlighed til klassisk litteratur.

Dannelse er mere end litteratur.

Og det er kultur også.

*

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af en replik, jeg havde i Altinget den 3. marts.