Er liberalisme kun et spørgsmål om økonomi eller er det et spørgsmål om mennesker, om individer og frihedsrettigheder? Liberale, som mig selv, vil nok sige, det er et spørgsmål om mennesker, mens folkene omkring CEPOS ser ud til at have en anden opfattelse.

Med en halv livstid som liberal bag mig, så er det med stigende forundring, jeg læser det ene udfald efter det andet mod de danske folkebiblioteker fra CEPOS. Når det ikke er Henrik Christoffersen, så er det Martin Ågerup eller senest cheføkonom Mads Lundby Hansen, der igen og igen kritiserer bibliotekerne.

Kritikken falder så nemt og indædt, at man med rette kan spørge sig selv, hvornår  Folkebiblioteket er blevet det liberale Danmarks fjende.

Vi er endda nået til et punkt, hvor cheføkonomen i Danmarks mest prominente liberale tænketank frimodigt og uden at skamme sig melder ud, at der er skidt for økonomien, hvis arbejdsløse danskere bruger dagen på biblioteket eller museet.

Tænk, engang var man bange for, at ungdommen spildte deres tid med at hænge formålsløst på gadehjørnerne. Nu er man så bange for, danskerne bruger for meget tid på biblioteker og museer.

Der er – og det kan de fleste heldigvis godt se, hvis man skal dømme efter den medfart CEPOS har fået i medierne de seneste dage – noget galt med præmissen.

For sjovt nok så synes kritikken af bibliotekerne ikke at være møntet på, hvem der betaler og hvordan – for det synes jeg oprigtig godt, man kan diskutere -, men oftest mere om, hvad man egentlig skal med de der biblioteker.

Det er Lundby Hansens kommentar i Information et godt eksempel på. Her er fokus ene og alene på økonomi, ikke på mennesker. I Lundby Hansens optik, så fører bibliotekerne og muserne nemlig til, at arbejdsudbuddet er lavt og folk åbenbart pjatter tiden væk. Især hvis de er arbejdsløse.

MEN biblioteksvæsenet er til for de økonomisk svagest stillede i samfundet. Det er hele folkebibliotekets institutionelle raison d’etre at hjælpe dem, der er arbejdsløse, under uddannelse, eller på anden vis har behov for hjælp. Biblioteket hverken er eller har været ren kulturel flødeskum, men en institution for dannelse og for myndiggørelse af borgerne.

Der er for eksempel ikke meget flødeskum i den rolle, biblioteket spillede for Ahmed Akkari i hans rejse fra religiøs skråsikkerhed til nysgerrig humanisme. Heller ikke i Ahmad Mahmouds fortælling om, hvordan biblioteket hjalp ham til at finde sin vej i livet. I begge tilfælde spiller biblioteket en rolle som neutralt, åbent sted, hvor man kan finde viden og blive klogere på verden.

Godt hjulpet på vej af personalet i mange tilfælde.

Og selv veluddannede mennesker, der ellers har fundet deres plads i livet, har behov for hjælp. Det bliver ikke demonstreret bedre end i Berlingske i sidste måned, hvor professor Kristine Niss under overskriften ”Jeg er chokeret over, hvor svært det er at finde børnebøger om seje piger” ufrivilligt bliver et godt eksempel på, at særdeles højtuddannede mennesker heller ikke nødvendigvis kan navigere i det moderne medielandskab. Det er nemlig endog meget nemt at finde børnebøger om seje piger. Hvis man vel at mærke går til enten en bibliotekar eller en boghandler.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Umiddelbart skulle man jo mene, det var noget liberale kunne bakke op om over en bred kam. Det er i alles interesse, at vi danskere hele livet igennem har mulighed for at bliver klogere og lære noget. Især de af os, der har mindst og måske har det lidt svært.

Så hvad end man nu er arbejdsløs, akademiker eller liberal tænker, så er der behov for de danske folkebiblioteker.