Lokalsamfund har brug for biblioteker

Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Biblioteket er også til for de liberale

Er liberalisme kun et spørgsmål om økonomi eller er det et spørgsmål om mennesker, om individer og frihedsrettigheder? Liberale, som mig selv, vil nok sige, det er et spørgsmål om mennesker, mens folkene omkring CEPOS ser ud til at have en anden opfattelse.

Med en halv livstid som liberal bag mig, så er det med stigende forundring, jeg læser det ene udfald efter det andet mod de danske folkebiblioteker fra CEPOS. Når det ikke er Henrik Christoffersen, så er det Martin Ågerup eller senest cheføkonom Mads Lundby Hansen, der igen og igen kritiserer bibliotekerne.

Kritikken falder så nemt og indædt, at man med rette kan spørge sig selv, hvornår  Folkebiblioteket er blevet det liberale Danmarks fjende.

Vi er endda nået til et punkt, hvor cheføkonomen i Danmarks mest prominente liberale tænketank frimodigt og uden at skamme sig melder ud, at der er skidt for økonomien, hvis arbejdsløse danskere bruger dagen på biblioteket eller museet.

Tænk, engang var man bange for, at ungdommen spildte deres tid med at hænge formålsløst på gadehjørnerne. Nu er man så bange for, danskerne bruger for meget tid på biblioteker og museer.

Der er – og det kan de fleste heldigvis godt se, hvis man skal dømme efter den medfart CEPOS har fået i medierne de seneste dage – noget galt med præmissen.

For sjovt nok så synes kritikken af bibliotekerne ikke at være møntet på, hvem der betaler og hvordan – for det synes jeg oprigtig godt, man kan diskutere -, men oftest mere om, hvad man egentlig skal med de der biblioteker.

Det er Lundby Hansens kommentar i Information et godt eksempel på. Her er fokus ene og alene på økonomi, ikke på mennesker. I Lundby Hansens optik, så fører bibliotekerne og muserne nemlig til, at arbejdsudbuddet er lavt og fok åbenbart pjatter tiden væk. Især hvis de er arbejdsløse.

MEN biblioteksvæsenet er til for de økonomisk svagest stillede i samfundet. Det er hele folkebibliotekets institutionelle raison d’etre at hjælpe dem, der er arbejdsløse, under uddannelse, eller på anden vis har behov for hjælp. Biblioteket hverken er eller har været ren kulturel flødeskum, men en institution for dannelse og for myndiggørelse af borgerne.

Der er for eksempel ikke meget flødeskum i den rolle, biblioteket spillede for Ahmed Akkari i hans rejse fra religiøs skråsikkerhed til nysgerrig humanisme. Heller ikke i Ahmad Mahmouds fortælling om, hvordan biblioteket hjalp ham til at finde sin vej i livet. I begge tilfælde spiller biblioteket en rolle som neutralt, åbent sted, hvor man kan finde viden og blive klogere på verden.

Godt hjulpet på vej af personalet i mange tilfælde.

Og selv veluddannede mennesker, der ellers har fundet deres plads i livet, har behov for hjælp. Det bliver ikke demonstreret bedre end i Berlingske i sidste måned, hvor professor Kristine Niss under overskriften ”Jeg er chokeret over, hvor svært det er at finde børnebøger om seje piger” ufrivilligt bliver et godt eksempel på, at særdeles højtuddannede mennesker heller ikke nødvendigvis kan navigere i det moderne medielandskab. Det er nemlig endog meget nemt at finde børnebøger om seje piger. Hvis man vel at mærke går til enten en bibliotekar eller en boghandler.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Umiddelbart skulle man jo mene, det var noget liberale kunne bakke op om over en bred kam. Det er i alles interesse, at vi danskere hele livet igennem har mulighed for at bliver klogere og lære noget. Især de af os, der har mindst og måske har det lidt svært.

Så hvad end man nu er arbejdsløs, akademiker eller liberal tænker, så er der behov for de danske folkebiblioteker.