For to måneder siden sagde jeg mit job i Odense Bibliotekerne op …

Det endte med 5 fantastiske år i det fynske, hvor jeg har fået lov at gøgle lystigt løs. Jeg har skrevet for aviser og blade. Været i radio og tv. Podcastet. Debatteret på Christiansborg. Holdt oplæg og stået på et hav af scener. Stablet shows, festivaler og arrangementer på benene. Rejst land og rige rundt. Alt sammen noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle foretage mig som bibliotekar, men som jeg fik mulighed for i Odense.

Det skyldes ikke mindst mine gode chefer, søde kolleger og den flok fantastiske ildsjæle, der er løs i Odense. Jeg skylder dem alle stor tak. Ikke kun for at have holdt mig ud, men også for både at have udfordret og støttet mig.

Jeg havde oprindeligt ikke tænkt mig at være mere end et par år på Fyn, men det blev til hele fem, og det vidner om den ånd og stemning, der er i Odense Bibliotekerne og, ikke at forglemme, Odense by. Ganske som et bibliotek kan gøre meget for byen, så betyder byen også meget for biblioteket.

Det er nok den vigtigste lektie, jeg har med mig fra Odense. Det lokale bibliotek har stor betydning – eller kan i hvert fald have det, hvis man vælger at fokusere på det – for lokalområdet og beboerne i nærområdet har stor betydning for biblioteket – eller bør i hvert fald have det.

F.eks. kom der jævnligt en ung somalisk far med sine to døtre på mit bibliotek, og en dag efter at have siddet længe i vores computerlokale, spurgte han, om jeg ikke ville læse hans jobansøgning igennem. Normalt er det ikke noget, vi gør det i, men han spurgte pænt, var en af vores faste brugere og lige den dag havde jeg god tid, så det gjorde jeg. Desværre kommer han ikke så tit mere, men heldigvis fordi han fik jobbet.

Det skyldes ikke mig, iler jeg med at indskyde. MEN biblioteket gav en skulder at læne sig op ad og en lille, venlig hjælpende hånd. Vi gjorde en forskel på biblioteket. En helt konkret forskel. Især efter at have læst Klinenbergs ’Palaces for the people’ står det mig klart, det er et vigtigt budskab.

Sedlen på billedet hang på min skærm på Tarup Bibliotek, og den efterlod jeg, da jeg rejste. Jeg håber, den også vil inspirere min afløser, som den inspirerede mig.

Stor tak skal i øvrigt lyde til Amdi Silvestri og David Ledstrup for at inspirere mig til at nedfælde mit nye mundheld. Amdi skrev på Instagram ”Du har et valg” om en seddel, han havde hængende. Sedlen skulle minde ham om ikke altid at følge den nemme og den slagne vej, når han skrev. Det er kloge ord, og de mindede mig om noget, David engang havde fortalt mig. Han havde en tanke om, at man skulle have en (imaginær) plakette eller lignende hængende over sit skrivebord med en kort sætning, der beskrev, hvorfor man gjorde, hvad man nu gjorde. Altså, kernen i ens virke. Så kunne man altid kigge op og blive ført tilbage på ret spor.

Sådan en plakette eller seddel – imaginær eller ikke – bør vi alle have hængende.

Og hvad så nu, spørger du sikkert? Pascal Merciers skriver det så smukt i ’Nattog til Lissabon’: ”Jeg har ingen anelse om hvad det nye skal være. Men det tåler ingen opsættelse, ikke den mindste. Min tid løber nemlig ud, og måske er der ikke så meget tilbage af den.”

Forhåbentlig bliver det et sted, hvor jeg kan gøre en forskel.