Biblioteket som mødested

Er det i det hele taget nødvendigt med mødesteder i det offentlige rum? Kunne vi ikke bare mødes på cafeen, på nettet eller tage en hurtig snak nede i supermarkedet?

Eric Klinenberg vil sige nej. Neutrale, offentlige mødesteder – eller fælles byrum, om man vil – er nemlig en vigtig del af den sociale infrastruktur. De er med til at forme og skabe relationer mellem mennesker i en tid, hvor folk synes mere ensomme og alene end tidligere, og de fælles områder ser ud til at være på retræten.

Det er en opgave bibliotekerne søger at løfte gennem brætspilscafeer, samtalesaloner, strikkecafeer, læsekredse, lytteklubber, fællesspisning og lignende.

Og det gør de ret godt.

F.eks. fik jeg selv skabt nogle gode venskaber gennem en spilcafé på mit barndomsbibliotek i Haslev. Ikke mindst med Sune Sporring, som jeg den dag i dag over 30 år senere stadig er så heldig at tælle som min gode ven. Det er et bånd og et venskab, der i den grad har været med til at forme og præge min udvikling.

Sune Sporrings tanker om biblioteket

Netop fordi vi mødte hinanden på et bibliotek og begge to er grumt nørdede bog- og rollespilsnørder, så tænkte jeg, jeg ville plage min kammesjuk med et par spørgsmål om bøger og biblioteker.

Sune Sporring – en god ven med meninger.

Traditionen tro, så starter vi med at spørge ind til, hvem Sune er.

Sune: ”44 år, far til tre, videnskabsmand, kemiker, rollespiller, del af samfundets hamsterhjul, sur over ligegyldigheder, glad over det som tæller. Frit efter Kirkegaard; At have travlt er det dummeste man kan have.”

SP: Når man nævner Kirkegaard i flæng, så er det oplagt at spørge, om du er den fødte læser?

Sune: ”Haha, jeg har læst nok til, at der skal briller til efterhånden. Men læser faktisk ikke så hurtigt som andre. Tygger nok lidt på det hele.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Sune: ”Det var jo Haslev bibliotek. Vi lavede udstillinger om rollespil, lånte bøger og mødte mennesker. Dejligt lille sted på størrelse med en Facebook-korrekt murermestervilla i dag.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Sune: ”Meget effektivt, men har mistet lidt af charmen. Bibliotek i dag har en meget bredere betydning end bøger. Det er blevet et medborgerhus og et sted, hvor unge hænger ud på godt og ondt; et sted man fornyr sit pas; et sted gråhårede damer mødes og hører om måder at bruge deres tid på der resonerer med Alt For Damerne; et sted, hvor egoistgenerationen (68-erne) søger indhold i deres ellers meningsløse liv. Hvem sagde kæphest?”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Sune: ”At de finder deres plads for alvor i det virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice, de for tiden skal håndtere.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du er blevet far, end det havde, da du var barn?

Sune: ”Ja, nu læser jeg mest fagbøger. Man har også laaangt mindre tid, end man havde som barn. Men så på den anden side, har jeg fundet virkelig mange bøger med alle børnene, mens vi gik rundt blandt reolerne, som vi derefter læste hjemme om aftenen, inden man skulle sove, i stedet for at zombificere sig foran en skærm. Masser af gode bøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Sune: ”Der er tre: Tolkien, Kirkegaard og Rowling. Alle tre giver noget at tænke over og forestille sig.”

Et sted for egoister?!

En af de ting, jeg holder meget af ved Sune, er hans evne til at få mig til at tænke nærmere over tingene. Som i samtalen her, formår han altid at udfordre og oftest også provokere mig lidt.

Bl.a. med udtalelsen om egoistgenerationen og deres meningsløse liv. Jørgen Goul Andersen ville nok gøre indsigelser og hævde at 68’erne er langt fra egoister, om end jeg dog forstår, hvad Sune mener. Men er det ikke netop en del af bibliotekets rolle at hjælpe folk med at finde mening med tingene og vokse som mennesker? Er det i bund og grund ikke det, dannelse betyder?

Om ikke andet kan jeg godt lide tanken om, at folk mødes på biblioteket og finder ikke kun hinanden, men mening med tingene og måske endda verden.

Vi skal bare huske at holde fast i charmen, for jeg tænker, at Sune har en pointe. Bibliotekerne har en tendens til at blive strømlinede, pæne og måske også lidt for effektive. Selvbetjente biblioteker er et godt eksempel på at effektiviseringen og det knap så charmerede har taget overhånd.

Ganske som vi også skal være opmærksomme på at have et fokus på kernen i bibliotekernes virke. Det nytter ikke noget, at opgaven med at danne og oplyse forsvinder i et ”virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice.”

Men vigtigst af alt, hvis det ikke havde været for biblioteket som mødested, så ville jeg ikke have mødt Sune og i årene efter brugt en uendelighed på at diskutere verdens tilstand og spille rollespil.