Med venner som den selverklærede biblioteksven, Ole Münster, eller de ellers gode folk i tænketanken CEPOS har det danske biblioteksvæsen ikke behov for fjender. Om end man som tingene står selvfølgelig kan diskutere, hvor gode venner af biblioteksvæsnet, der egentlig er tale om.
Heldigvis hviler folkebiblioteket på et solidt fundament, både fagligt og historisk. Et fundament, der rækker længere end til blot bøgerne, som ellers synes at være bibliotekets raison d’etre i manges øjne. Ikke mindst de såkaldte biblioteksvenner.
MEN, kan jeg næsten høre et hav af stemme indskyde, er et biblioteket ikke et sted for bøger. Er det ikke det navnet betyder? Det korte svar er nej; alene af den grund, at oldtidens grækere gjorde det mere i bogruller end bøger, og de gamle romere tillagde ordet bibliotheca betydningen af en litteraturliste. Lektien heri er, at ord ændrer betydning med tiden og udviklingen, og nutidens bibliotek derfor er et andet sted end for bare 20 år siden.
Vi må nemlig huske, at bibliotekerne handler om dannelse, og her er bøgerne midlet, ikke målet. Det er også klart formuleret i den første bibliotekslov, hvor der står, at bibliotekerne skal ”udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. Formålet er altså ikke at have bøger på hylderne eller låne dem ud, men at danne, myndiggøre og oplyse borgerne.
Det gælder også den nyeste bibliotekslov. Her er formålet ligeledes klart. ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.” Bid her mærke i ”andre egnede materialer.”
Der er altså en klar adskillelse af formål og metode, selv i loven. Ganske som biblioteksloven også gør klart, at folkebibliotekerne har til opgave af formidle ”… information om samfundsforhold i øvrigt.” Der er med andre ord intet i vejen for, at bibliotekerne udlåner robotstøvsugere for nu at tage et konkret eksempel – det kan være med til at afmystificere ny teknologi og udbrede den blandt borgere, der normalvis vil være svært berøringsangst overfor den slags.
Humlen er, at når diverse kritikere taler om, at biblioteket bevæger sig væk fra det traditionelle, så tager de fejl. Det traditionelle bibliotek handler som skrevet ovenover ikke om bøger eller materialer, men om formål, funktion og resultater. Bibliotekstænkeren R. David Lankes skriver da også, at et tomt lokale med en bibliotekar er et bibliotek, mens et lokale fyldt med bøger uden en bibliotekar blot er et rum med bøger.
Derfor undrer det mig også såre, der fortsat snakkes og skrives så meget om netop bibliotekernes metoder og brug af værktøjer. CEPOS ynder eksempelvis at bringe yoga og de famøse robostøvsugere frem, når de er ude med riven, mens Münster gerne taler om CD’er og bøger.
Når vi taler håndværk, så taler vi om produktet og håndværkerens færdigheder, ikke værktøjet. Hvis formålet er at bygge et hus, bedømmer vi husets kvalitet og kundens tilfredshed, ikke de værktøjer mureren bruger. Kunne man forestille sig en lang debat om murerskeer i medierne? Om tænketanke, murervenner og dagblade, der skrev, bloggede og højlydt klagede sig over murerskeer? Nej, vel?
Det ville klæde debatten og diverse biblioteksvenner, at fokusere mindre på bibliotekets metoder og mere på formålet, på resultaterne og på brugerne. Ikke mindst, når vi til efteråret skal til at tale om en eventuel revision af biblioteksloven. Det moderne bibliotek er nemlig så meget mere end blot en bogsamling. Det er en portal mod verden. Det er uegennyttig formidling. Det er borgernes hus.
Og det vedbliver det forhåbentlig med at være.