Tag-arkiv: det moderne folkebibliotek

Folkets bibliotek – dengang, nu og i fremtiden

Udgivet den af

At starte med ”der var engang” er efterhånden en nærmest utilgivelig kliche, men når det gælder de danske folkebiblioteker, så virker det alligevel svært passende.

Ikke fordi der er meget kliche over nutidens bibliotek, men fordi der er tale om en nærmest eventyrlig historie om små forhutlede bogsamlinger i landets mørke kroge, der endte med at blive smukke, moderne huse fulde af liv og litteratur.

Men desværre også fordi, bibliotekerne ikke længere er, som de engang var. Og nok aldrig bliver det igen.

Fra små kår

De spæde stik til et biblioteksvæsen blev taget af lokale ildsjæle med et ønske om at styrke folkets evne til at gebærde sig, så med udspring i den europæiske oplysningstanke stablede man ude i mange af landets sogne små bogsamlinger på benene.

Med andre ord, menigmand skulle dannes og have mulighed for at bedre sine kår, og blive et rationelt og velfunderet helt menneske. En god borger, altså.

Den tanke greb stille og roligt an, og i 1882 begyndte staten at støtte de vordende biblioteker. En støtte, der kulminerede i biblioteksloven af 1920, hvor man kunne ane konturerne af nutidens biblioteksvæsen.

Det mægtige folkebibliotek

Med en bibliotekslov, og fra 1961 et kulturministerium, i ryggen voksede folkebibliotekerne og bibliotekstanken sig for alvor stor og stærk. Folkebiblioteket spillede eksempelvis en vigtig rolle i Julius Bomholts tanker om et bredt netværk af kulturcentre landet over, hvor kultur skulle gøres tilgængelig for høj som lav. Fra 1964 blev det endda obligatorisk for en kommune at have et bibliotek med fri og lige adgang for borgene, hvor borgerne er.

På mange måder er 1960’erne og 70’erne det danske folkebiblioteks guldalder og det udbygges som en integreret del af det velfærdssamfund, der i samme periode tager sin form.

Men alt var naturligvis ikke lyserøde skyer og dansende enhjørninger. 60’erne og 70’erne lagde også grunden til det grå og småstøvede bibliotek. Der var ikke nødvendigvis meget sjov i datidens bibliotek. Litteratur skulle være opbyggelig, ikke frivolt fjas. Groft sagt, så var dannelse og litteratur alvorlige sager, der fordrede en alvorlig tilgang. Det tankesæt måtte bibliotekerne kæmpe længe med at slippe af med, og selv da de gjorde, så hang det ved i mange danskeres øjne.

De gode tider kom dog til en ende først i 80’erne. 1983 var et skelsættende år, der på godt og ondt satte gang i en udvikling, som vi i dag for alvor ser konsekvenserne af. Her overgik biblioteksdriften helt og holdent til kommunerne, inkl. finansiering, og selvom biblioteksloven fortsat satte rammerne, så fik kommunerne nu mulighed for at justere og tilpasse bibliotekstilbuddet efter lokale forhold.

Kulturhusets sejr

Kommunernes forskellige tilgange til og prioritering af bibliotekerne ses i niveauet af finansiering og i, hvad bibliotekerne bruges til. Det betød og betyder i højere og højere grad at bibliotekstilbuddet og serviceniveauet er meget forskelligt – ironisk nok bl.a. adgangen til digitale ressourcer.

I efterhånden langt de fleste af landets kommuner er Borgerservice i forskellig grad rykket ind på bibliotekerne, mens brugen af ubetjente åbningstimer spreder sig. Ganske som et sammensurium af tilnærmelsesvist kulturrelaterede tiltag samles i kulturhuse, hvor biblioteket kun er et delelement og ikke engang nødvendigvis det dominerende.

Men institutionen sejrede sig også ihjel. Folkebiblioteket blev en del af hverdagen og noget helt naturligt. Biblioteket blev noget almindeligt, noget hverdags, og et velfærdsgode som så mange andre kommunale tilbud.

Tilbud, der kunne beskæres, bruges som en del af det politiske arbejde og naturligvis kritiseres for dette og hint på lige linje med folkeskolen, sygehusvæsnet, beskæftigelses- og integrationsindsatsen osv. osv.

Er biblioteket fremtiden?

Kigger vi mod fremtiden, så synes den udfordringerne til trods umiddelbart lys. Det grå og støvede er for længst kastet af sig, og demokratiseringen af kultur og litteratur, samt ideen om et dannelsens hus for folket har slået rod og grebet an. For mange mennesker er folkebiblioteket simpelthen blevet stedet, man går hen, når man har behov for hjælp med dette eller hint.

Det moderne folkebibliotek er også en trofast og driftssikker makker i forbindelse med diverse større offentlige indsatser, som f.eks. digitaliseringsindsatsen for små 10 år siden, hvor folkebibliotekerne stod i forreste linje for at hjælpe borgerne med at blive mere digitale gennem introduktionen af NemID, digitalpost mm.. Det er ikke for meget at sige, bibliotekerne bærer en stor del af ansvaret for, at Danmark i dag er et meget digitalt land sammenlignet med flere af vore nabolande.

Samtidigt er biblioteket landets ubestridt mest populære og besøgte kulturinstitution, der som noget helt naturligt griber nye muligheder og formidlingsformer. Uden folkebibliotekerne ville e-bøger og især lydbøger ikke havde fundet samme udbredelse, som de nu har. Bibliotekernes evne til at formidle ny teknologi og skabe tryghed om udviklingen er en af facetterne ved det danske biblioteksvæsen, der alt for sjældent tales om.

Men det klassiske bibliotek og selve bibliotekarprofessionen er døende. Det er eksempelvis ikke længere muligt at uddanne sig til bibliotekar, og på mange biblioteker har man enten meget bevidst eller tvunget af omstændighederne valgt at gå kulturhusvejen eller bare sparet den bibliotekariske service væk.

Allerødskolen kontra Københavnerskolen

Kigger man på tendenserne, så tegner der sig to overordne veje for biblioteksvæsnet – med en grumset mellemvej i form af netop kulturhuset. Der er, lad os kalde det Allerødskolen, hvor personalet, borgerne og det fysiske møde mellem dem er i fokus, og så er der Københavnerskolen, hvor det digitale og selvbetjente er i fokus og ikke-faglærte værter erstatter bibliotekarerne. Førstnævnte formår at fastholde og sågar udbygge biblioteks position som en populær og relevant kultur- og læringsinstitution, mens sidstnævnte mere synes at være i gang med at afhænde et dødsbo, hvor besøgs- og udlånstal, samt opbakning og relevans stille og roligt falder.

Heldigvis er der ting, der trækker i en anden retning, hvor det klassiske bibliotek og hele bibliotekstanken stadig er i fokus og prioriteres. Det er netop Allerød og eksempelvis Lyngby-Taarbæk gode eksempler på. Det er her, man finder folkebiblioteks fremtid. Og de synes også at ramme tidsånden, hvor ønsket om fordybelse og dannelse ser ud til at have fået en renæssance.

Det ville da også være ærgerligt, hvis folkebiblioteket såvel som bibliotekaren endte som et eventyr; en god historie om bedre tider, som man i ny og næ fortæller til hinanden med udgangspunkt i, hvad der engang var, men ikke længere er.

Originaludgaven af ‘Folkets bibliotek – dengang, nu og i fremtiden’ kan læses i den fysiske udgave af BogMarkedet, der udkom op til årets BogForum.

Kronikken er en bearbejdet version af den, der har været trykt i den fysiske udgave af BogMarkedet, der udkom i forbindelse med BogForum.

 

 

Det moderne folkebibliotek er en arena

Udgivet den af

Mens jeg slog mine folder i Odense Bibliotekerne, var jeg tovholder på en lektiecafé, hvor en gruppe unge studerende uselvisk, med stor entusiasme og glæde kastede sig ud i at hjælpe områdets poder med deres lektier.

En af dem var Hanne, der på det tidspunkt var ved at tage sin kandidat. Derfor tænkte jeg, det kunne være interessant at høre Hannes holdning til bøger og biblioteker, samt hendes håb for dem i fremtiden. Bibliotekerne, altså.

Lad os som altid starte med at spørge, hvem Hanne M. Holsøe egentlig er.

Hanne M. Holsøe – biblioteksgænger, Cand. Mag. Pæd. og tidligere frivillig.

Prins Valiant var en favorit!

Hanne: ”I highlights er jeg: 31 år, single, bosiddende i Odense og uddannet Cand. Mag. Pæd.

Den lidt længere historie er, at jeg er fra en lille by ude på landet, på Sydvestfyn.

Jeg er en del af en dejligt stor familie, hvor jeg er nr. 5 i en søskendeflok på 8 – du ved dine, mine og vores børn -, og en af de efterhånden få privilegerede, der fik lov at lege uden opsyn, og til tider først kom hjem når mørket faldt på.

Jeg kan huske indførelsen af de første mobiltelefoner, de første modems der overtog fastnetforbindelsen, walk-mans – og hvordan man overspillede bånd med tape på kanten – og heldigvis, kan jeg også huske fornøjelsen af den faste rutine, det var at komme på biblioteket i den nærmeste by Glamsbjerg en gang om ugen.”

SP: Kan du sige lidt mere om dit barndomsbibliotek?

“Her kom jeg med min mor og brødre – de 3 af dem. Der blev flittigt lejet film – på VHS-bånd selvfølgelig – og utallige tegneserier, især Prins Valiant var en favorit!

Jeg kan huske, at biblioteket var delt op i forskellige sektioner, hvor børne-/ungeafdelingen lå i kælderen. Her fandt mine søskende og jeg hurtigt ned, mens vores mor tålmodigt ventede. Jeg husker ikke om det var vores mor, eller biblioteket der havde sat en grænse for hvor meget vi måtte låne pr. gang. men det endte i alt fald altid i store forhandlinger om, hvem man kunne overtale til at låne netop den ekstra ting, man gerne ville have med.”

SP: Er det anderledes i dag, tænker du?

Hanne: ”Ja, jeg husker biblioteket fra min barndom som et sted, hvor man var meget bevidst om at være stille og ellers nok skulle blive irettesat af den alvorlige bibliotekar. Så det var ikke for den gode stemnings skyld, vi kom, men for de mange film, tegneserier og bøger, der kunne blive vores for en uge. Den fristelse var for svær at modstå, til trods for den sure midaldrende dame, der kiggede surt og helt tydeligt ikke brød sig om børn.”

SP: Hvordan ser du så på nutidens bibliotek? Har stemningen ændret sig?

Hanne: ”I dag ser jeg biblioteket, nogle steder, som en meget mere levende arena. Her er plads til børn, nogle steder er der sågar legepladser inde i bibliotekerne. Der bliver budt indenfor til lektiecafeér, højtlæsning for store som små, der er studiepladser, udstillinger, foredrag og koncerter. Det er i højere grad, end jeg husker det fra barndommen, mange steder, gjort op med den selvhøjtidelige intellektualitet og der er i stedet blevet plads til en større kulturel udveksling.”

SP: Apropos det, hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Hanne: ”Mit håb for fremtidens biblioteker er, at de bliver ved med at udvikle på måden, der kan indgås tværkulturelle samarbejder på. Hvis biblioteker skal vedblive med at være en aktuel spiller i forhold til at udbrede kendskab til litteratur, kan man med fordel se mod det de tiltag, der igennem de seneste år har været på Odense hovedbibliotek. Der er herfra, jeg har kendskab til en del af de førnævnte eksempler og jeg håber, at de i høj grad kan tjene som inspiration for mange andre biblioteker. Jeg ser desværre ofte stadig mange eksempler på biblioteker, der i højere grad har karakter af mit barndomsbibliotek, end den levende arena jeg ser andre steder. ”

SP: Er du den fødte læser?

Hanne: ”Jeg har, som jeg husker det, altid været en ivrig læser. Som barn var det i høj grad tegneserier, der fangede mig.

I min ungdom var det i højere grad skønlitteratur og at kunne drømme sig væk i romantiske fortællinger om kærlighed og drama, der fangede min interesse. Derudover følte jeg på et tidspunkt en forpligtigelse til at læse, hvad jeg anså som klassikere. Det inkluderede f.eks. titler som ‘Oliver Twist’, ‘Den kroniske uskyld’ og lidt senere mere filosofiske værker som ‘Sofies verden’.

I mange år, har jeg primært læst biografiske eller historiske værker. Jeg har en stor forkærlighed for krigshistorie, primært 1. og 2. verdenskrig. Derudover læser jeg som nævnt ivrigt biografier. Det har indtil videre inkluderet alt fra rockmusikere til politikere, fodboldspillere, kriminalkommissærer m.m. Hvis de har noget spændende at fortælle, er jeg fanget.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du f.eks. er blevet færdiguddannet, end tidligere?

Hanne: ”De seneste par år hvor jeg har læst min Cand. Mag. har jeg desværre været meget sløv til at læse andet end faglitteratur.

Nu er jeg endelig det sidste års tid kommet i gang med at “læse” igen, men det har indtil for nyligt primært været i lydbogsformat.

Lige nu ligger Morten Papes ‘Planen’ dog på natbordet, venligst udlånt af en kær ven.

Det er en skønt endelig at læse og lytte for sin fornøjelses skyld igen!”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Hanne: ”En af de forfattere, der i høj grad brændte sig fast i mine ungdomsår, er Hanne-Vibeke Holst, specielt trilogien: ‘Til sommer’, ‘Nattens kys’ og ‘Hjertets renhed’. De bøger er blevet læst så mange gange, at det snart er svært at tyde omslaget på de paperbacks, jeg har stående i reolen.

En af de bøger der for nyligt har gjort størst indtryk er ‘Homo Deus – A Brief History of Tomorrow ‘ af Yuval Noah Harari. Den er klart et læs værd, men giv dig god tid, den er svær at slippe!”

Mere end blot et bibliotek

Jeg ville nok aldrig selv have tænkt på at bruge ordet “arena” i sammenhæng med biblioteket, men det giver god mening. Ikke mindst, når man beskriver det moderne folkebibliotek, hvor der klart er et element af cirkus og gøgl, men på et andet niveau er arena også et rammende udtryk.

Historisk har folkebiblioteket altid været en kampplads. Måske ikke for gladiatorer, men som scene for kampen om ideer, for meningsudvekslinger og tidernes kulturelle hundeslagsmål. Det var og, håber jeg fortsat, her folk kom for at klæde sig på til at møde verden med oprejst pande – eller slippe lidt væk fra livets mange krav gennem underholdning.

Ganske som Hannes ord også sætter en tyk streg under, hvorfor det er så vigtigt, at bibliotekerne er bevidst om at skabe en god stemning og tage godt imod folk. Især børn og unge. Ikke kun er de fremtidens biblioteksbrugere, men de er også på mange måder kernepublikummet, hvis man ønsker at skabe nye generationer af stærke læsere og engagerede, kritiske borgere.

Her er billedet af en arena igen sært passende, for her kommer man også i høj grad pga. stemningen og sammenholdet.

Så at se det moderne folkebibliotek, som en arena for liv, men også for debat, kulturudveksling og, naturligvis, gøgl og gæk er slet ikke nogen dum måde at se biblioteket på.