Biblioteket er løftet om frihed

Udgivet den af

For mig spiller et velfungerende og aktivt folkebibliotek er stor rolle for et lokalområdes trivsel og for borgernes ve og vel. Med andre ord, ønsker man et velfungerende civilsamfund, så er biblioteket en hjørnesten og en central aktør.

Derfor faldt mig også lige for at spørge en af mine venner, der om nogen brænder for civilsamfundet, men også ofte er kritisk over for offentlige institutioner, om han ikke ville dele nogle af sine tanker om biblioteker med mig.

Den finurlige vej til et venskab

Man skulle måske ikke tro det, især ikke i disse dage, men en god diskussion om politik og litteratur på sociale medier kan føre til gode venskaber.

F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner, der for mange nok er kendt som en liberal og diskussionslysten debattør på ikke mindst de sociale medier.

Siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – både Søren og jeg er ikke just mænd af få ord -, at jeg endte med at dele samtalen op i en post om biblioteker her på DGBib.dk og en om bøger og læsning ovre på Bogsnak.dk.

Søren Kenner med egne ord

SP: Hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Tror for det meste på det gode i mennesker og mener, at man må og skal respektere alle menneskers individuelle frihedsrettigheder. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Livsnyder og meget rejsende – og vi har også efterhånden boet mange steder: Stevns, København, Malta, Los Angeles og nu Cambridge. Storforbruger af læseoplevelser og læser masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

SP: Hvad var dit første møde med biblioteket?

Søren: ”Jeg lærte at læse tidligt og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer og senere til Marshall McLuhan, Viktor Frankl, Hannah Arendt, Sartre, Simone de Beuvoir, Anais Nin, James Mitchener, Herbert Marcuse med flere.”

SP: Det lyder som om, at skolebiblioteket betød meget for dig?

Søren: “Det gjorde det. Mine forældre flyttede fra København til Vallø på Sydsjælland, da jeg var 10. Jeg var “kloge Aage” i en klasse fyldt med drenge, som var vant til at bruge kræfterne på gården, værkstedet og alle mulige andre steder. Det blev ret turbulent. De mobbede mig sindssygt og jeg fandt mig ikke i det, så slagsmål, slagsmål og endnu flere slagsmål – og brækkede arme med mere – og fortsat “helle” på det nye lokale skolebibliotek, som var okay, men ikke lige så godt som det, jeg kom fra.”

”Til gengæld kunne man cykle til biblioteket i Køge, som var veludstyret, og det gjorde jeg så i hvert fald en gang eller to om ugen. Eneste problem var ideen om en opdeling mellem “voksen” og “børn”, som var vanvittigt frustrerende. Jeg kunne låne debile Rasmus Klump og idiotiske Christiane F, men kunne ikke tage hverken Einstein, Rifbjerg eller Panduro med hjem.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Søren: ”Biblioteker er ikke kun en velfærdsydelse, men i realiteten noget meget mere essentielt og vigtigt. De er menneskehedens hukommelse, opsamlingen af den viden, vi besidder – og lever af – og intet er vel i virkeligheden vigtigere for en åben, demokratisk civilisation som vores end gode biblioteker med betydelig tyngde.”

”I et lille land som Danmark forfalder biblioteker ofte til at være arkiver over passeret litteratur eller accepteret faglighed, men i virkeligheden er de bedste biblioteker ekstremt brede i den forstand, at de både tilbyder den gode og lette læseoplevelse for novicen og samtidig adgangen til den ypperste viden, vi har og forudsætningen for at danne ny viden ud fra det, vi allerede ved.”

”Det er i øvrigt en af de gode ting ved at bo i Cambridge; bare tanken om at være indenfor få minutter af nogle af verdens bedste forskningsbiblioteker får mig til at sove bedre om natten.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Søren: ”At de redefinerer deres rolle og holder op med at tænke på sig selv som “underholdning” og får et bedre greb om det enorme (samfunds)ansvar der hviler på deres skuldre for så vidt angår adgang til bevidstgørelse, arkivering af det vi i det hele taget ved, stimulatorer af vidensbegær og redskaber der giver adgang til både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, altså, at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den.”

”Biblioteker er “repositories of knowledge” og med det følger et ansvar både for at formidle adgang, skabe interesse for litteraturen og selvfølgelig ikke mindst sikre, at det man har på hylderne, er relevant i en større sammenhæng og for det mestes vedkommende også kan gøres tilgængeligt digitalt.”

Biblioteket er mere end velfærd – det er frihed

Frihed er et begreb og et udtryk, der tolkes meget forskelligt og bærer kimen til mange indædte diskussioner i sig, men jeg har altid tænkt frihed som friheden til at leve sit liv, som man nu har lyst i fred for andres hævede pegefingre og utidige indblanding.

Derfor er frihed på mange måder lig med dannelse. Det kræver nogle gange mulighed for en pause, for et helle og det kræver især, at man forstår verden omkring sig. Ting, der giver en muligheden for at tage livet i egne hænder. Den mulighed hjælper bibliotekerne med til at give.

For biblioteket er et helle, det er et rum uden andre krav end et modikum af god opførsel og et sted, hvor man kan finde sig selv og blive klogere. Det er en vigtig del af civilsamfundet.

Som Søren er inde på, så er det vigtigt ”at forstå, hvordan verden virker, hvordan vi har indrettet den og hvordan vi oplever den” og viden og kultur, dannelse med andre ord, kan være med til at skabe forståelse mellem mennesker med forskellige meninger og holdning, men fremfor alt give dem et fundament af viden og selvtillid til at være de mennesker, de er, og frihed til at leve de liv, de gerne vil leve.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det i hvert fald svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Derfor er bibliotekerne løftet om frihed.

Det mangfoldige bibliotek

Udgivet den af

Folkebibliotekets evne til at ændre liv og give mennesker et sted at sunde, samle og finde sig selv holder aldrig op med at overraske og glæde mig.

Et godt eksempel – blandt mange – er Kristina Aamand.

Kristina Aamand (Foto: Sophia Uddin)

Jeg mødte Kristina første gang i forbindelse med en podcast, jeg lavede for BogMarkedet – du kan lytte til den her –, og jeg har sjældent klikket så godt og så hurtigt med et menneske. Kristina var sjov, charmerende og virkelig skarp. Hun havde altid en ekstra nuance eller vinkel på tingene, oftest på en skæg og skæv måde, og så var Kristina nærmest vokset op på et bibliotek.

Så kunne det næsten ikke blive mere oplagt end at spørge lidt ind til det. Og det humoristiske og skarpe fornægter sig da heller ikke i svarene.

Biblioteker og bøger ifølge Aamand

SP: Lad os som altid starte med at spørge, hvem er Kristina?

Kristina: ”Jo ældre jeg bliver, jo mindre ved jeg, hvem jeg er. Jeg håber, at det er udtryk for at mit ego mindskes, mens min ånd bliver større og dybere, men jeg er ikke sikker. Måske er jeg bare forvirret for tiden.
Hvis jeg var i den situation, at jeg skulle skrive en Tinder-profil, ville der stå noget i retning af: Moden humoristisk kvinde med et strejf af crazy, søger mand at vinterbade og eventuelt rejse jorden rundt med. Har du podcast udstyr vil det være en fordel, da vi skal interviewe shamaner på vejen.
På Aula ville det være: Mor til Njord, Mio, Bror, Liv, Noah og Sophia. Plus bonus mor til to.
På min fødselsattest, mor Anne og far Mustafa, Kristina Aamand, født 1972.
Mit CV: Forfatter, sygeplejerske, socialrådgiver, yogalærer, diplomuddannet underviser og fra marts 2020 sexolog. ”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Kristina: ”Jeg kan sige meget om mit barndomsbibliotek, for det var mit andet hjem. Avedøre bibliotek er stedet, hvor jeg lærte om livet og blev klogere på mig selv. Hvem er jeg, hvordan kan man leve og hvad er verden for et sted? Jeg læste alt lige fra tegneserier til feministisk kamplitteratur og jeg elskede det. Jeg fik lov til at gå rundt og være mig selv, no questions asked. Det var et fristed, ja nærmest et meditativt rum. Jeg har det stadig sådan at jeg bliver helt zen og rolig når jeg går mellem boghylder. ”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Kristina: ”Der er gået lidt for meget Borgerservice i den, hvis du spørger mig. Det er som at placere en DSB-automat i et yogastudie. Det ændrer energien. Ikke dermed sagt, at der er noget galt med Borgerservice og at jeg ikke selv har haft glæde af servicen og de venlige mennesker, der står ved skranken og gør deres job. Det er blot det, at der er sket noget med bogrummet, som jeg ikke er sikker på, at jeg kan lide. ”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Kristina: ”At bibliotekerne holder fast i deres største styrke, som i mine øjne, er det vidunderlige at alle har adgang til at læse. Også selv om dine forældre ikke har råd til at købe bøger. At du som barn, ung, voksen, kan gå ind i et rum, hvor der er fred, ro og masser af ord at tænke over og verdener at dykke ind i.”

SP: Er du den fødte læser?

Kristina; ”Jeg ved ikke, hvad der karakteriserer en født læser, men jeg har altid læst, så længe jeg kan huske tilbage. Da jeg var for lille til at tage på biblioteket selv, var det bøgerne i min mors bogreol. Leksika, Biblen, romaner som jeg ikke fattede noget som helst af. Alt blev læst og gransket.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet mor og forfatter, end tidligere?

Kristina: ”Ja, desværre. Når jeg selv skriver, er det svært at læse uden at være fagnørdet omkring teksten. Eksempelvis kan jeg blive irriteret over rytmen i en tekst, hvor jeg før tog historien for, hvad den var. Det kan næsten klø i min mave, hvis jeg synes, at der mangler en takt i en sætning. Uskylden er væk.
Jeg tror ikke, at mit moderskab har haft nogen betydning for bøger og læsning. Men jeg skal ikke kunne sige det. Jeg har jo været mor det meste af mit liv. Fik det første barn som 23-årig og det sidste som 43-årig. Den største forskel er måske tid til at læse. Det er der ikke så meget af. Derfor er jeg også blevet ret glad for lydbøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Kristina: ”Det er uden tvivl Fay Weldon. Hun har fulgt mig altid, og jeg begyndte at læse hendes bøger i en tidlig alder. ’Støvbold’ og ’Kvinder på kur’ er nok mine yndlingsbøger i bunken. Jeg har læst dem mange gange. Genlæser ca. hvert femte år. Jeg elsker både hendes sprog, fortællingerne og det, at hun ikke er nærig med hverken sine karakterer eller dramaet. En kvinde kan blive skilt, gift igen og dræbe sin mands ekskone på under en side. Det kan vi li’!”

Den positive energi

Kristina sætter ord på noget, jeg selv har tænkt eller ubevidst fornemmet, måske nærmere, nemlig at et steds energi betyder meget. Det betyder noget for den måde, man oplever et sted og for den måde stedet bliver opfattet.

Og der er en klar pointe i, at hardcore Borgerservice opgaver tiltrækker folk, der ikke nødvendigvis er i godt humør eller har lyst til at være omgivet af biblioteksgængere. Det ændrer energien, når der sidder en gruppe mennesker og ser småsure og lukkede ud. Jeg husker f.eks. selv, jeg kom ind i biblioteksrummet på Ringsted Bibliotek et lille stykke tid efter, at bibliotek og Borgerservice var blevet fusioneret, og man kunne simpelthen fysisk mærke den dårlige stemning, der emmede fra venteområde til Borgerservice.

MEN gør man det rigtig, så ligger der også en gevinst i, at der kommer en anden gruppe mennesker på bibliotek. En gruppe, der måske ellers aldrig ville have haft et møde med biblioteket. F.eks. lavede og udleverede vi pas på min gamle arbejdsplads i Odense, og grundet et legerum til børnene og det, at vi som bibliotekspersonale virkelig gjorde meget for at byde folk velkomne, fik vi åbnet biblioteket for mange ikke-brugere, især familier.

Så hvis man adskiller tunge Borgerserviceopgaver fra biblioteket og lader biblioteksansatte, eller folk med rødder i biblioteksvæsnet, håndtere de lette Borgerservice opgaver, så får man en masse nye muligheder. Ikke mindst muligheden for en god energi OG et mere mangfoldigt bibliotek, hvor en blandet skare af ikke-brugere får chancen for at opleve biblioteket.

Tænk hvis alle børn, unge og voksne fik lejlighed til at komme i et rum, ”hvor der er fred, ro og masser af ord at tænke over og verdener at dykke ind i,” og bare nyde at være sig selv. No questions asked.

Biblioteket som mødested

Udgivet den af

Er det i det hele taget nødvendigt med mødesteder i det offentlige rum? Kunne vi ikke bare mødes på cafeen, på nettet eller tage en hurtig snak nede i supermarkedet?

Eric Klinenberg vil sige nej. Neutrale, offentlige mødesteder – eller fælles byrum, om man vil – er nemlig en vigtig del af den sociale infrastruktur. De er med til at forme og skabe relationer mellem mennesker i en tid, hvor folk synes mere ensomme og alene end tidligere, og de fælles områder ser ud til at være på retræten.

Det er en opgave bibliotekerne søger at løfte gennem brætspilscafeer, samtalesaloner, strikkecafeer, læsekredse, lytteklubber, fællesspisning og lignende.

Og det gør de ret godt.

F.eks. fik jeg selv skabt nogle gode venskaber gennem en spilcafé på mit barndomsbibliotek i Haslev. Ikke mindst med Sune Sporring, som jeg den dag i dag over 30 år senere stadig er så heldig at tælle som min gode ven. Det er et bånd og et venskab, der i den grad har været med til at forme og præge min udvikling.

Sune Sporrings tanker om biblioteket

Netop fordi vi mødte hinanden på et bibliotek og begge to er grumt nørdede bog- og rollespilsnørder, så tænkte jeg, jeg ville plage min kammesjuk med et par spørgsmål om bøger og biblioteker.

Sune Sporring – en god ven med meninger.

Traditionen tro, så starter vi med at spørge ind til, hvem Sune er.

Sune: ”44 år, far til tre, videnskabsmand, kemiker, rollespiller, del af samfundets hamsterhjul, sur over ligegyldigheder, glad over det som tæller. Frit efter Kirkegaard; At have travlt er det dummeste man kan have.”

SP: Når man nævner Kirkegaard i flæng, så er det oplagt at spørge, om du er den fødte læser?

Sune: ”Haha, jeg har læst nok til, at der skal briller til efterhånden. Men læser faktisk ikke så hurtigt som andre. Tygger nok lidt på det hele.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Sune: ”Det var jo Haslev bibliotek. Vi lavede udstillinger om rollespil, lånte bøger og mødte mennesker. Dejligt lille sted på størrelse med en Facebook-korrekt murermestervilla i dag.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Sune: ”Meget effektivt, men har mistet lidt af charmen. Bibliotek i dag har en meget bredere betydning end bøger. Det er blevet et medborgerhus og et sted, hvor unge hænger ud på godt og ondt; et sted man fornyr sit pas; et sted gråhårede damer mødes og hører om måder at bruge deres tid på der resonerer med Alt For Damerne; et sted, hvor egoistgenerationen (68-erne) søger indhold i deres ellers meningsløse liv. Hvem sagde kæphest?”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Sune: ”At de finder deres plads for alvor i det virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice, de for tiden skal håndtere.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du er blevet far, end det havde, da du var barn?

Sune: ”Ja, nu læser jeg mest fagbøger. Man har også laaangt mindre tid, end man havde som barn. Men så på den anden side, har jeg fundet virkelig mange bøger med alle børnene, mens vi gik rundt blandt reolerne, som vi derefter læste hjemme om aftenen, inden man skulle sove, i stedet for at zombificere sig foran en skærm. Masser af gode bøger.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Sune: ”Der er tre: Tolkien, Kirkegaard og Rowling. Alle tre giver noget at tænke over og forestille sig.”

Et sted for egoister?!

En af de ting, jeg holder meget af ved Sune, er hans evne til at få mig til at tænke nærmere over tingene. Som i samtalen her, formår han altid at udfordre og oftest også provokere mig lidt.

Bl.a. med udtalelsen om egoistgenerationen og deres meningsløse liv. Jørgen Goul Andersen ville nok gøre indsigelser og hævde at 68’erne er langt fra egoister, om end jeg dog forstår, hvad Sune mener. Men er det ikke netop en del af bibliotekets rolle at hjælpe folk med at finde mening med tingene og vokse som mennesker? Er det i bund og grund ikke det, dannelse betyder?

Om ikke andet kan jeg godt lide tanken om, at folk mødes på biblioteket og finder ikke kun hinanden, men mening med tingene og måske endda verden.

Vi skal bare huske at holde fast i charmen, for jeg tænker, at Sune har en pointe. Bibliotekerne har en tendens til at blive strømlinede, pæne og måske også lidt for effektive. Selvbetjente biblioteker er et godt eksempel på at effektiviseringen og det knap så charmerede har taget overhånd.

Ganske som vi også skal være opmærksomme på at have et fokus på kernen i bibliotekernes virke. Det nytter ikke noget, at opgaven med at danne og oplyse forsvinder i et ”virvar af medietilbud, arrangementer og borgerservice.”

Men vigtigst af alt, hvis det ikke havde været for biblioteket som mødested, så ville jeg ikke have mødt Sune og i årene efter brugt en uendelighed på at diskutere verdens tilstand og spille rollespil.

Om at sige farvel …

Udgivet den af

For to måneder siden sagde jeg mit job i Odense Bibliotekerne op …

Det endte med 5 fantastiske år i det fynske, hvor jeg har fået lov at gøgle lystigt løs. Jeg har skrevet for aviser og blade. Været i radio og tv. Podcastet. Debatteret på Christiansborg. Holdt oplæg og stået på et hav af scener. Stablet shows, festivaler og arrangementer på benene. Rejst land og rige rundt. Alt sammen noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle foretage mig som bibliotekar, men som jeg fik mulighed for i Odense.

Det skyldes ikke mindst mine gode chefer, søde kolleger og den flok fantastiske ildsjæle, der er løs i Odense. Jeg skylder dem alle stor tak. Ikke kun for at have holdt mig ud, men også for både at have udfordret og støttet mig.

Jeg havde oprindeligt ikke tænkt mig at være mere end et par år på Fyn, men det blev til hele fem, og det vidner om den ånd og stemning, der er i Odense Bibliotekerne og, ikke at forglemme, Odense by. Ganske som et bibliotek kan gøre meget for byen, så betyder byen også meget for biblioteket.

Det er nok den vigtigste lektie, jeg har med mig fra Odense. Det lokale bibliotek har stor betydning – eller kan i hvert fald have det, hvis man vælger at fokusere på det – for lokalområdet og beboerne i nærområdet har stor betydning for biblioteket – eller bør i hvert fald have det.

F.eks. kom der jævnligt en ung somalisk far med sine to døtre på mit bibliotek, og en dag efter at have siddet længe i vores computerlokale, spurgte han, om jeg ikke ville læse hans jobansøgning igennem. Normalt er det ikke noget, vi gør det i, men han spurgte pænt, var en af vores faste brugere og lige den dag havde jeg god tid, så det gjorde jeg. Desværre kommer han ikke så tit mere, men heldigvis fordi han fik jobbet.

Det skyldes ikke mig, iler jeg med at indskyde. MEN biblioteket gav en skulder at læne sig op ad og en lille, venlig hjælpende hånd. Vi gjorde en forskel på biblioteket. En helt konkret forskel. Især efter at have læst Klinenbergs ’Palaces for the people’ står det mig klart, det er et vigtigt budskab.

Sedlen på billedet hang på min skærm på Tarup Bibliotek, og den efterlod jeg, da jeg rejste. Jeg håber, den også vil inspirere min afløser, som den inspirerede mig.

Stor tak skal i øvrigt lyde til Amdi Silvestri og David Ledstrup for at inspirere mig til at nedfælde mit nye mundheld. Amdi skrev på Instagram ”Du har et valg” om en seddel, han havde hængende. Sedlen skulle minde ham om ikke altid at følge den nemme og den slagne vej, når han skrev. Det er kloge ord, og de mindede mig om noget, David engang havde fortalt mig. Han havde en tanke om, at man skulle have en (imaginær) plakette eller lignende hængende over sit skrivebord med en kort sætning, der beskrev, hvorfor man gjorde, hvad man nu gjorde. Altså, kernen i ens virke. Så kunne man altid kigge op og blive ført tilbage på ret spor.

Sådan en plakette eller seddel – imaginær eller ikke – bør vi alle have hængende.

Og hvad så nu, spørger du sikkert? Pascal Merciers skriver det så smukt i ’Nattog til Lissabon’: ”Jeg har ingen anelse om hvad det nye skal være. Men det tåler ingen opsættelse, ikke den mindste. Min tid løber nemlig ud, og måske er der ikke så meget tilbage af den.”

Forhåbentlig bliver det et sted, hvor jeg kan gøre en forskel.

Når biblioteket betyder noget

Udgivet den af

Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at det måske kun er for mig og en snæver kreds af mine bognørdede kolleger, bibliotekerne betyder noget. Det er heldigvis tanker, der hurtigt manes bort, når man taler med folk rundt om.

Blandt andet med min barndomsven Vilhelm.

Et andet syn på verden

Vilhelm og jeg er meget forskellige. På overfladen tror jeg ikke, man kan finde to mennesker, der er mere forskellige end os, men – og måske i virkeligheden derfor – har jeg altid haft stor glæde af mine samtaler med Vilhelm og stor respekt for hans syn på verden.

Jeg har kendt Vilhelm længe. Helt tilbage fra mine skoletid, og det er efterhånden en rum tid siden. Vi rendte ikke rundt i de samme cirkler, så i ny og næ mistede vi kontakten, men for nogle år siden begyndt vi at tale sammen igen.

Og sjovt nok ofte om bøger og sidenhen biblioteker.

Derfor faldt det mig oplagt at tage en snak med min gamle ven. For en ting er jo, hvad jeg og mine kolleger i biblioteksvæsnet går rundt og tror om os selv. Noget andet er, hvordan verden ser os.

Men allerførst, hvem er Vilhelm?

Vilhelm Rytters glæde ved biblioteker

Vilhelm: ”Det er et godt spørgsmål, og jeg tror ikke, man kan komme med et endeligt svar, da jeg jo stadig udvikler mig som menneske og dermed også både bliver klogere og får andre holdninger… Så hvis man skal forsøge at sætte ord på må det være noget i stil med kompleks og nysgerrig …”

Vilhelm Rytter – en mand, der holder meget af biblioteker.

SP: Er du den fødte læser?

Vilhelm: ”Nej, jeg vil ikke mene, jeg er den fødte læser. Jeg har aldrig været den boglige type, og det var først, da jeg omkring 7. klasse fik en lærer, som lærte mig, hvad et bibliotek indeholdt udover tegneserier, og hvordan jeg fandt de ting, som fyldte min nysgerrighed, interesse og fantasi.”

SP: Kan du sige lidt om dit barndomsbibliotek?

Vilhelm: ”Selvom jeg ikke var den fødte læser, var mit barndomsbibliotek stadig et sted, jeg kom en del. Både for at læse tegneserier, men det var også lidt et sted, jeg kunne finde ro. Jeg kæmpede som ung med mit temperament, og biblioteket var netop et sted, jeg havde fred for de værste bøller og kunne finde en pause fra alt det, der skubbede en ud over kanten. Så for mig var biblioteket et sted, der betød mere, end jeg nok selv ville stå ved som barn.”

SP: Hvordan ser du på nutidens bibliotek?

Vilhelm: ”Som sagt før, så var det et sted, der betød meget, men som ikke handlede om bøger. I dag ser jeg nok lidt anderledes på biblioteket, da det for mig nu betyder viden, samt at slippe fantasien løs. Det er stadig et fristed, men nu er det ikke et sted, jeg søger tilflugt og gemmer mig mellem rækkerne, men et sted, hvor jeg finder inspiration og glæde. I dag ser jeg også biblioteket som et sted, hvor folk er i øjenhøjde, et sted hvor selv ung, gammel, dansk som udlænding, pludselig kan hjælpe hinanden på lige fod og med en næstekærlighed jeg tit synes mangler andre steder i vores samfund.”

SP: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde da du var barn?

Vilhelm: ”Det har helt sikkert en anden betydning i dag. Både fordi man med alderen har fået andre interesser og er blevet klogere på livet, men ja, det at blive far har nok også haft en virkning, da det også har været med til at gøre biblioteket til en “legeplads”, hvor man gennem leg og hygge har kunne inspirere sit barn til at se biblioteket som et sted, der kan give svar på praktisk talt alt i livet.”

SP: Hvad er dine håb for bibliotekerne fremover?

Vilhelm: ”Jeg håber og tror, at deres vigtighed igen vil fylde i bevidstheden. Vi ser i dag bibliotekerne lave en masse begivenheder for folk i alle alder, og jeg kan bare se på, hvad mit lokale bibliotek i Nykøbing F. har af tilbud i løbet af et år, og er sikker på, det er med til at gøre biblioteket til et tilholdssted, både i forbindelse med bøger, men også oplevelser, gruppeopgaver under uddannelse, og fristed til at fordybe sig. Jeg syntes jo, bibliotekerne gennem min levetid har udviklet sig fra at være et sted, man læste og var meget stille til et sted, hvor alt kan ske. Mange vil nok sige, at biblioteket er gået af mode grundet internettet, og den nemme genvej til løsninger og svar. Men det er kun kort tid siden, jeg sammen med en ven snakket om alt det, vi ikke kunne finde på nettet, grundet de er fra før EDB-tiden, mange af de ting føler vi os dog sikker på, man kan finde i bibliotekets arkiver … Så jeg tror også, biblioteket har sin plads i samfundet om 100 år.”

SP: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Vilhelm: ”Puha, den er svær. Kun en bog eller forfatter? Jeg vil nok sige at den, der har gjort mest i forbindelse med at få mig til at elske bøger, må være Dennis Jürgensen, og han skriver jo bøger til alle aldre. Jeg har da også læst netop nogle af hans bøger for min søn. For hvem kan leve uden bøvsende drager, grever, der drikker røde sodavand, og en ulv, der elsker musik? Men det er jo kun en forfatter og en meget lille del af den verden, bøger har givet mig.”

Bibliotekets fineste opgave

Jeg kan ikke andet end blive glad efter sådan en snak. Gamle venner vækker selvfølgelig altid glæde, men her får jeg også et skud energi rent professionelt. For Vilhelm peger på nogle af de ting, jeg 1) selv havde stor gavn af som ung og håber, bibliotekerne fortsat tilbyder, og 2) ser som bibliotekets fineste opgave og funktion som ældre. Biblioteket er et helle og et sted for alle. Det er et sted, der hjælper folk, høj som lav, og ikke har andre interesser end borgernes ve og vel.

Det er også sådan, det skal være. Bibliotekerne betyder nemlig noget.

 

Den gode kamp

Udgivet den af

Jeg er indrømmet lidt sent på den, men gode nyheder fortjener at blive råbt fra tagene. Især gode nyheder om biblioteker.

De gode borgere i Tarm har med succes forsvaret deres lokale bibliotek mod spare-ivrige politikere og embedsfolk, og fik sidste tirsdag byrådspolitikerne i Ringkøbing-Skjern til at sløjfe det meget omdiskuterede spareforslaget om at lukke biblioteket.

Tarm Bibliotek (Foto: Wikipedia)

Efter kommunesammenlægningerne ser det ud til, at kulturtilbud og meget af den sociale infrastruktur i øvrigt samles i de nye kommuners dominerende by, og den tendens synes desværre at leve i bedste velgående. Jeg forstår godt tilbøjeligheden til at tænke, at stort er bedre. Om ikke andet, så er det noget sjovere med store nye ting, som man kan prale med, end kedelig drift af eksisterende tilbud. Politisk monumentsyge er beklageligvis ikke nogen ny ting.

Men hvad borgerne i Tarm ved, og jeg tænker, du og jeg også er klar over, er, at det ikke nødvendigvis er en god ting med store forkromede hovedbiblioteker eller kraftigt centraliserede kultur- og læringstilbud. Det er ikke godt for mindre byer og bydele, hvis der ikke er en form for social infrastruktur. Byer og bydele fungerer bedst, hvis det er steder, hvor man ikke kun bor, men rent faktisk også lever.

For ti (10!) år siden skrev forfatter og journalist Bente Dalsbæk i Berlingske: ”Hvorom alting er bor ikke alle mennesker i Hovedstaden, endsige i en stor by. Det betyder, at nogle sociale funktioner på landet stadig varetages af bibliotekarer, postbude, brugsuddelere m.fl. De er de små samfunds omsorgsuddelere. Jeg synes ikke man skal undervurdere betydningen af et levende menneske bag disken eller skranken. Heller ikke i forhold til børn og unge, hvis sociale kompetencer mildt sagt kan miste lidt finesse. For man behøver ikke sige Tak eller Hav en god dag til en maskine. Den skal bare levere, synes de. Og hvis den ikke virker, kan den jo få et spark.”

Det er så sandt, som det er skrevet. Sammen med skoler, sundhedshuse, forsamlingshuse, svømme- og idrætshaller og den lokale købmand er biblioteker den lim, der binder lokalsamfund og dermed samfundet som sådan sammen. De skaber de fælles rum, der gør det muligt at møde andre mennesker og skabe nye fællesskaber. De elementer, der udgør civilsamfundet med andre ord.

Civilsamfundet er ikke, hvilket politikerne rundt om måske bør ihukomme, noget, der kun finder sted i eller udspring af større byer eller monumentale institutioner. Det er ikke noget, man kan centralisere eller skabe oppe fra. Det kræver spirende græsrødder og levende lokalsamfund.

I JydskeVestkysten fortæller Hanne Laier, en af hovedkræfterne bag modstanden mod at lukke biblioteket i Tarm: ”Det har været en taknemmelig sag at lave noget PR for, fordi folk generelt bakker op om deres bibliotek. Her i processen er det blevet meget tydeligt, hvor mange funktioner biblioteket har, og at mennesker i alle aldersgrupper bruger det.”

Det er dejligt at høre! Tillykke til Hanne og borgerne i Tarm. I skal have tak for indsatsen. Det er godt kæmpet.

 

 

 

 

Litteraturen lever og har det godt på bibliotekerne

Udgivet den af

Nogle gange får man det indtryk, de danske folkebiblioteker er dinosaurer, der ligger langsomt udåndende og uelskede i et glemt hjørne af samfundet. I hvert fald, hvis man læser noget skrevet af den serie af ældre mænd, der i ny og næ brillerer i medierne som selvbestaltede eksperter på området.

Igen og igen møder vi historien om faldende udlånstal, og som regel også et eller andet om keramik og biblioteksloven, hvis bølgerne går rigtig højt. Det, at udlånstallene falder på landsplan, bruges ofte til at vise, hvor grelt det står til, hvor utidssvarende og konkurrenceforvridende bibliotekerne er og hvordan de har glemt deres kerneopgave.

Som velbevandret i kildekritik og statistik, så ved man, at det naturligvis ikke er hele historien og at diverse skribenter skamløst og uden at blu ridder deres kæpheste. Bibliotekerne er nemlig ikke ens. De danske folkebibliotekerne er ikke homogene enheder med samme nærområder, opgaver, prioriteter og betjeningsniveau.

Djævlen findes med andre ord som altid i detaljen.

For nok er det sandt, at udlånstallet falder på landsplan, men det gælder langt fra alle steder. Men hvor det faldende udlån har flere årsager, så er der en række fællestræk og gennemgående faktorer ved de biblioteker, hvor udlånet er fladet ud eller ligefrem stigende.

Lad os kigge nærmere på dem.

4 fokuspunkter til at øge udlånet

Betjeningen, det vil sige det frontvendte personale, har en stor indflydelse på udlånstallet. En høj grad af service og fokus på litteraturen både til dagligt og ved arrangementer betyder noget. Det nytter ikke noget, der er år og dag mellem, man møder en bibliotekar eller at man skal bestille tid for at tale med en. Hvor længe ville du f.eks. vente på betjening i en butik? Ikke længe, tænker jeg.

Den lokale kobling har også relevans. Biblioteker med en stærk tilknytning til lokalområdet ser ud til at klare sig bedre, når det kommer til udlån af bøger. Mit bud er, det skyldes, folk er mere tilbøjelige til at komme på det lokale bibliotek, fordi det er et sted, man kan tage hen med familien og hvor man har et forhold til de ansatte. Det er Sams Bar effekten, der spiller ind her, og den skal man ikke undervurdere. Hvor ofte kommer du et sted, du har føler en forbindelse til og med? Og vender du tilbage igen og igen, hvis ikke du føler dig velkommen og taget godt imod? Nok ikke.

Nærområdet spiller også en stor rolle. Her tænker jeg ikke kun på tilgængelighed og sådan noget som parkeringspladser, om end begge dele har en betydning. Jeg tænker mere på, at der er en demografi med mange forskellige brugergrupper i området omkring biblioteket. Børn, unge, familier, ældre, studerende og ting som skoler, børnehaver og lignende giver en bred, differentieret brugerskare, der alle har behov for bøger i en eller anden grad. Eller i hvert fald et behov, der kan opdyrkes og giver mulighed for formidling og mersalg, så at sige.

Sidst, men ikke mindst betyder samlingen noget. Altså, udbuddet af bøger, deres stand og i hvor lang tid, de kan lånes. Mange kviklånsbøger – altså, nyere og populære bøger, der kun kan lånes i 14 dage – vil hjælpe med til at hæve omsætningshastigheden og dermed udlånstallet. Der kommer med andre ord flere lånere pr bog hurtigere. Det i sig selv virker ofte tiltrækkende på flere lånere. Man kan simpelthen få bøger hurtigere og man går sjældent forgæves.

Kort sagt, kend dit publikum, relater til dem, dyrk dem og køb ind til dem.

Desværre ser vi oftere og oftere den nye biblioteksstruktur med selvbetjening, mindre personale i udlånet og centraliseret materialeindkøb trækker i den modsatte retning. Vi kender ikke vores lånere, vi taler ikke med dem og vi køber, ikke ind i blinde, men ind efter nogle overordnede retningslinjer, der ikke nødvendigvis er, hvad bibliotek X har brug for, selvom bibliotek Y har det.

Det er trist, når alt tyder på, det er relationer og den tætte, målrettede kontakt, der betyder noget. Vi skal med andre ord have mere Sams Bar. Meget mere.

Den gode historie om biblioteket

Udgivet den af

Hvis man den seneste tid har fulgt med i medierne, så kunne man hurtig få det indtryk, det danske biblioteksvæsen står på kollapsets rand, og ingen låner endsige læser en fysisk bog mere. Enten er folk helt holdt op med at læse eller også er de alle blevet digitale.

Det er i hvert fald fortællingen.

Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. Det reelle billede er noget mere nuanceret. De danske folkebiblioteker er ingen homogen masse. Især ikke når man dykker ned i de større kommuners forskellige filialer, hvor stærke lokalsamfund og forhold spiller ind.

Tag nu bare Odense. Odense Biblioteker & Borgerservice består af flere enheder, hvoraf Hovedbiblioteket blot er en og derfor, sin størrelse til trods, på ingen måde repræsentativ. Tre af de andre biblioteker – de store lokalbiblioteker i Dalum, Tarup og Vollsmose – har stabile og svagt stigende udlånstal. I Tarups tilfælde endda flot stigende.

Det er med andre ord biblioteker, der går imod tendensen på landsplan og leverer fortsat stigende udlånstal. Interessen for den fysiske bog og for bibliotekerne er der altså stadig.

Bibliotekerne er dog mere end blot udlånet af bøger. Det er værd at ihukomme, at det drejer sig om dannelse og oplysning. Ganske som det står skrevet i bibliotekslovens første paragraf.

At måle på udlånet fremfor effekten af bibliotekerne svarer til at bedømme folkeskolen på antallet af lærebøger, der hvert år stikkes de håbefulde elever i poterne fremfor på karaktererne. Karaktererne er nemlig, lidt firkantet sagt, et udtryk for effekten af undervisningen, og dermed skolens og undervisernes aftryk. Det samme burde gøre sig gældende for bibliotekerne.

Så slipper vi også for den evige klagesang om faldende udlån og manglende relevans. For selvom det går godt på de odenseanske lokalbiblioteker, i Allerød, i Lyngby-Taarbæk, i Nyborg, i Ikast-Brande osv., så er det stadig en misvisende måde at opgøre bibliotekernes indsats på.

Indlægget er en bearbejdet udgave af et læserbrev i Fyens.

 

Lokalsamfund har brug for biblioteker

Udgivet den af

”Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Bibliotekerne og de som blev ladt tilbage

Udgivet den af

Folkebiblioteker spiller en ikke helt lille rolle i mindre byer og lokalsamfund. Det er der mange, der godt ved. Ikke mindst ude i de mindre byer og i de større byers lokalsamfund. Dog er der vanen tro en masse mennesker i administrationen og i de politiske lag, der ikke helt synes at have fanget det. I hvert fald hvis man skal dømme efter den måde bibliotekerne behandles i disse dage.

De burde næsten tvinges til at læse Eric Klinenbergs ’Palaces for the people’, som jeg har skrevet om andetsteds, eller Robert Wuthnows ‘The Left Behind’.

De som blev efterladt

Umiddelbart skulle man ikke tro, en bog som Robert Wuthnows ‘The Left Behind’ ville have noget med folkebiblioteker at gøre.

Men det har den. Om end indirekte.

Bogen undersøger, hvad der sker blandt de mindre byer på landet i USA, og hvordan folk tænker, lever og ser verden ude på de endeløse amerikanske vider.

Det er fascinerende læsning, ikke mindst når Wuthnow dykker ned i, hvad der får en by og et lokalsamfund til at hænge sammen og hvordan det giver sig til udtryk.

Her dukker biblioteket nemlig op.

Wuthnow beskriver på et tidspunkt en mindre by, hvor det går godt, og her fremhæver han, at “the library is well staffed”, byens park velholdt, skolen åben, kirken velbesøgt osv. Her peger Princetonprofessoren på de ting, Eric Klinenberg i ‘Palaces for the people’ kalder for social infrastruktur, og understreger dermed vigtigheden af, at hvis et lokalsamfund eller en by skal trives, så kræver det et rammeværk og samlingspunkter, så som skoler, biblioteker, parker osv.

I kontrast er det tydeligt, at de byer, der affolkes eller på anden vis oplever en deroute, ikke har nogen social infrastruktur eller har sparet den ihjel. Og det kan man se i den måde fællesskabet og lokalsamfundet fragmenteres og bliver mere og mere flosset i kanterne.

Den frygt og de bekymringer deler mange danskere også på deres by eller lokalområdes vegne. I mange tilfælde med god ret.

Men er det nu også vigtigt med en social infrastruktur?

Har man fulgt debatten sommer over i Ringkøbing-Skjern kommune, hvor byrådet synes endog meget opsat på at demontere enhver form for social infrastruktur i Tarm, heriblandt biblioteket, så forstår man til fulde, at folk kan være bekymrede for deres lokalsamfunds ve, vel og fremtid.

Den bekymring er både reel og forståelig; sociale infrastruktur er nemlig ikke uden betydning.

I ’Palaces for the people’ starter Klinenberg med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

I det tilfælde var social infrastruktur simpelthen et spørgsmål om liv og død.

Social infrastruktur er de rammer, der gør en by eller et lokalsamfund kan eksistere, trives og leve deres liv. Det er skoler, bibliotekerne, offentlig transport, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, kirker, bænke, fortove osv.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

Og det kræver en social infrastruktur at have et civilsamfund, og den kan ikke trylles frem eller skabes nedefra af græsrødder. Som en bekymret Tarmborger sagde på et borgermøde i juni; ”I siger, at tingene skal gro nedefra, men det er der ikke så meget ved, hvis I piller det ned ovenfra.”

Og det er en rigtig god pointe.

Vi må ikke glemme, der er forskel på at bo og leve et sted. At bo et sted betyder dybest set bare, det er der, man sover og spiser sine måltider, mens det sted, man lever, er der, hvor ens børn går i skole, hvor man går i parken på en sommerdag og hvor man møder sine naboer, når man handler eller går på biblioteket.

Hvis de muligheder altså er til stede.

I større byer og i mange kommuner efter kommunesammenlægningen er der langt mellem de, der træffer beslutningerne, og dem, det går ud over. Tilfældet Ringkjøbing-Skjern er et godt eksempel. Foruden borgmesteren hele tiden kom til at sige ”Skjern” i stedet for ”Tarm”, så var det tydeligt, at man på det fjerne rådhus havde nogle andre mere højtflyvende ambition end man havde lokalt. Her ville man bare gerne have sit bibliotek, og så betød fluffy fraser som ”Tarm som kulturby” og håndbold- og teatertiltag mindre.

Som Hanne Nørgaard lakonisk indskød på samme borgermøde; ”Jeg ved ikke, hvordan I vil gøre Tarm til en kulturby uden et bibliotek.”