Om at være på valg

Jeg stiller op til Bibliotekarforbundets Hovedbestyrelse.

Ord, jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre mig selv ytre, men jeg er glad for, jeg for det første blev spurgt og for det andet sagde ja.

Normalvis er jeg ikke synderlig pjattet med fagforeninger, men Bibliotekarforbundet er en fagforening, andre forbund kan tage ved lære af og som jeg er stolt af at være medlem af. Ikke nok med den er oprigtig apolitisk – selv forhærdede liberale som jeg har en plads her -, så er det også en fagforening, der arbejder for at opkvalificere medlemmerne og hjælpe dem, der pt. Ikke er i arbejde. Især sidstnævnte er prisværdigt.

Dog er der tre områder, der fortjener lidt mere opmærksomhed og også har min interesse.

3 områder af særlig interesse

Som bibliotekar med base på et folkebibliotek, så er der naturligvis en masse emner, der er relevante for ens daglige virke, men der er særligt tre områder, der interesserer mig.

1) Bibliotekarens position i samfundet.

2) Koblingen mellem uddannelsesinstitutionerne og bibliotekerne.

3) Bibliotekets rolle og forankring i lokalområdet.

En del af bibliotekarernes “problemer” som faggruppe bunder i, hvordan vi og især folkebibliotekerne bliver opfattet. Vi fylder simpelthen ikke nok og er alt for ofte associeret med kulturelt flødeskum. Faget skal synliggøres og autoriteten genrejses. Når der f.eks. på DR tales om de positive effekter af bøger og et hjem med bugnende bogreoler, så skal det falde naturligt at invitere en bibliotekar i studiet. Når der tales misinformation, så skal der sidde en bibliotekar med ved bordet. Når talen falder på læsevaner, så bør bibliotekarer være det første, der tænkes på.

Og så videre …

Et sted, vi kan vise klokkeklare resultater og at vores faglighed virkelig spiller en rolle, er på uddannelsesinstitutionerne. Her tænker jeg, vi bør rette et stærkt fokus og associere faget mere med læring end kultur. Det vil i min optik højne vores status og (gen)skabe en autoritet og rolle for bibliotekaren i både samfundet og på arbejdsmarkedet.

Personligt tror jeg aldrig, jeg har oplevet at have større faglig slagkraft, end da jeg arbejdede med ungdomsuddannelserne som en del af en målrettet indsats i Ringsted. Ved at indgå i et tæt samarbejde med gymnasierne blev biblioteket og de ansatte meget synlige for elever, undervisere og forældre.

Er bibliotekernes rolle i samfundet OG lokalområdet tydelig, og bliver de ansatte set som værende essentielle for dets ve og vel, så er det ikke kun sværere at spare dem ihjel, det er også sværere at sætte spørgsmålstegn ved, hvad bibliotekerne egentlig nytter.

Men hvad kan du så bibringe?

Min baggrund er nok en kende anderledes end mange af mine kollegers. Min far var selvstændig snedkermester og min mor arbejdede i mange år i hjemmeplejen. Det har givet mig en dyb respekt for små erhvervsdrivende og en vis mistro til regler og skrankepaver.

Folkebiblioteket og dets ansatte har betydet alt for mig – det håber jeg at kunne give videre.

Vi væltede ikke just i penge i mit barndomshjem, men bøger og viden betød noget, og jeg endte med at tilbringe en stor del af min barndom på Haslev Bibliotek med at pløje mig gennem samlingen af sci-fi, fantasy, historie og tegneserier.

Så vidt jeg ved, er jeg den eneste i min familie med en kandidatgrad og det tilskriver jeg helt klart den læsekultur, der var i mit barndomshjem og som biblioteket understøttede.

Det forklarer sikkert også min liberale grundholdning og store glæde ved folkebiblioteket som institution. Ikke at det er bedre eller værre, men det giver mig et andet perspektiv på verden og bibliotekerne.

Uden Haslev Bibliotek, dets ansatte og glæden ved læsning og læring ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.

At vælge eller ikke at vælge …

Hvad end du nu stemmer på mig eller ej, så husk at stemme. Medlemsdemokratier er, hvad vi gør dem til.

Med folk som Jacob Krogsøe, Sarah Hvidberg, Martin Schmidt-Nielsen, Kristine Sofie Højen, Daniel Ackey m.fl. på valg, så er det et i særklasse stærkt felt, og hvordan stemmerne end lander, så får Bibliotekarforbundet en ekstraordinært duelig kommende hovedbestyrelse.

Og det fortjener BF.

(Er du ikke BF’er, så send din yndlingsbibliotekar en tanke eller rend en tur på biblioteket og sig hej, lån en bog, læs avisen eller deltag i et arrangement.)