Selv for en gammel, forhærdet bibliotekar som mig, kan det nogle gange være mere end almindelig svært at sætte fingeren på og kommunikere, ikke at forglemme, hvad det er kultur kan og hvorfor det er så vigtigt.

Måske fordi kultur i den offentlige debat ofte bliver ligestillet med eller endda forvekslet med kunst.

Nuvel, det er en anden snak.

Men kan man ikke nødvendigvis umiddelbart pege på fordelen ved kultur, så kan man skyde sig ind på det ved at se på, hvad der sker, når et samfunds kultur og historie enten undergraves eller ligefrem ødelægges.

George Orwell har sågar gjort en stor del af arbejdet for mig.

‘1984’ er om mulig endnu mere relevant, end da den blev skrevet i 1948 og udgivet året efter.

Orwell og manglen på kultur

Orwells ’1984’ har altid stået for mig som en potent advarsel mod overvågnings-samfundet, men i virkeligheden advarer Orwell mod noget meget værre, nemlig det kultur- og historieløse samfund, hvor man er bange for ord og frygter tanker.

Et evigt nutidigt og totalitært samfund uden tilknytning til fortiden, der bevidst skaber et sprog, der er renset for nuancer eller kulturelt betingede referencer, og ene og alene er der for at skabe og underbygge den nye virkelighed, som Partiet ønsker. Et samfund og en virkelighed, hvor selvstændig tænkning ikke længere er muligt, for både værktøjerne og færdighederne – historisk viden og sproget – til at udtrykke dissens er væk.

Et sprog, der ikke kan beskrive verden, er ikke kun ligegyldigt, det er også ufarligt … for magthaverne.

Men Nysprog er én ting.

Kulturen som hele noget andet. Og meget større.

For kommunister, nazister, islamister og lignende yderliggående tankeretninger, så må virkeligheden rette ind efter ledernes tanker, ikke omvendt, og derfor er fortiden, historien, sproget og fælles referencerammer – kulturen med andre ord – farlig, for her ser man, hvor besværlig og ubelejlig et samfunds kulturelle fælleshukommelse kan være for en flok verdensomvæltende revolutionære.

Så svaret er selvfølgelig at nedbryde kulturen og tilpasse virkeligheden til de revolutionære ideologier og hensigter, hvilket da også er det, Orwell så skræmmende og rammende beskriver i ‘1984’.

Kina – eksemplets magt

For nyligt påpegede en af mine venner, at udviklingen i hhv. Taiwan og Kina kunne være interessant at kigge på, hvis man ville have et indblik i betydningen af kultur, og han havde ret. Da nationalisterne flygtede fra fastlandet til Taiwan, tog de et væld af Kinas kulturskatte med. Nogle vil sige, de tyvstjal dem, andre at de reddede dem.

Med Kulturrevolutionen in mente, hælder jeg selv til sidstnævnte.

Fælles for kommunister, nazister og islamister er en sær frygt for fortiden. I Kina gav den sig udtryk i en hærgen og ødelæggelse, der fysisk og mentalt næsten udslettede det gamle Kinas kultur og historie til fordel for en ny, mere passende, nemlig en om Bonden, om Arbejderen og om Partiet.

I Taiwan derimod forsøgte man at værne om sin kultur og historie. Det er der mange grunde til, ikke mindst at Kuomintang var nationalister, men det havde den afledte effekt, at Taiwan og Kina udviklede sig på to meget forskellige måder. Og ikke kun i tilgangen til økonomi og politik, men helt grundlæggende og menneskeligt.

Kina hviler på en ideologi, der søger at erstatte det eksisterende og ikke tåler en konfrontation med egen historie, mens Taiwan hviler på klassiske kinesiske dyder og er et, ja, kulturelt og civiliseret sted. Det er et sted, der ikke er bange for sin fortid eller frygter sin historie, og derfor også et sted med sammenhold og samfundssind.

Og et åbent sind overfor anderledestænkende mennesker og forandringer.

Det er naturligvis meget hårdt tegnet op, og der findes naturligvis et hav af undtagelser, men samme udvikling ses i lande, hvor andre ekstreme ismer har slået rod. Seneste i Levanten med Islamisk Stat, mens ellers er Det Tredje Rige, Sovjetunionen og i nogen grad Iran fine skræmmebilleder på, hvordan fortiden er forsøgt ændret og en ny ideologi forsøgt indskrevet i historien.

Hver eneste gang har det ført til utallige lidelser og et mere korrupt, uempatisk og brutalt samfund, hvor man brændte bøger, begrænsede udtryksformer, smadrede monumenter, manipulerede billeder, fjernede kilder, omskrev historien osv. osv.

Alt sammen i et forsøg på at ensrette og kontrollerer befolkningen og måden mennesker tænker på.

Orwell beskriver det så rammende med følgende ord: ”Alle beretninger og optegnelser er blevet tilintetgjort eller forfalsket, alle bøger er blevet skrevet om, alle malerier er blevet ændret, alle statuer, gader og bygninger er blevet døbt om, alle kendsgerninger er blevet forandret. Og denne proces fortsætter dag for dag og minut for minut. Historiens gang er standset. Der eksisterer kun en nutid, hvor Partiet altid har ret.”

Her kunne man fristes til at se nogle paralleller til den flokmentalitet, der trives på de sociale medier. De tilbøjeligheder til i en eller anden sags navn at omskrive historien og forkaste kulturarven, selv de meste grumme, pinlige og bedagede elementer, må vi kæmpe imod. For hvor skal vi ellers lære af vore fejl og synder? Forstå fortiden og give kommende generationer noget at lære af?

Man forstår pludseligt hvorfor Chaplin var skræmt ved tanken om det brutale hovedløse monster, en pøbel udgør.

Uden historien, kulturen og et levende, frit sprog, så befinder vi os i en endeløs nutid. En brutal hovedløs en af slagsen.

Er man i tvivl om, hvor horribelt det ville være, så er ’1984’ værd at læse.

(I år er det i øvrigt 75 år siden, Orwells ’Animal Farm’ (’Kammerat Napoleon’) udkom, og ganske som med ’1984’ er den både værd at læse og blive klog af.)