Hvis man den seneste tid har fulgt med i medierne, så kunne man hurtig få det indtryk, det danske biblioteksvæsen står på kollapsets rand, og ingen låner endsige læser en fysisk bog mere. Enten er folk helt holdt op med at læse eller også er de alle blevet digitale.

Det er i hvert fald fortællingen.

Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. Det reelle billede er noget mere nuanceret. De danske folkebiblioteker er ingen homogen masse. Især ikke når man dykker ned i de større kommuners forskellige filialer, hvor stærke lokalsamfund og forhold spiller ind.

Tag nu bare Odense. Odense Biblioteker & Borgerservice består af flere enheder, hvoraf Hovedbiblioteket blot er en og derfor, sin størrelse til trods, på ingen måde repræsentativ. Tre af de andre biblioteker – de store lokalbiblioteker i Dalum, Tarup og Vollsmose – har stabile og svagt stigende udlånstal. I Tarups tilfælde endda flot stigende.

Det er med andre ord biblioteker, der går imod tendensen på landsplan og leverer fortsat stigende udlånstal. Interessen for den fysiske bog og for bibliotekerne er der altså stadig.

Bibliotekerne er dog mere end blot udlånet af bøger. Det er værd at ihukomme, at det drejer sig om dannelse og oplysning. Ganske som det står skrevet i bibliotekslovens første paragraf.

At måle på udlånet fremfor effekten af bibliotekerne svarer til at bedømme folkeskolen på antallet af lærebøger, der hvert år stikkes de håbefulde elever i poterne fremfor på karaktererne. Karaktererne er nemlig, lidt firkantet sagt, et udtryk for effekten af undervisningen, og dermed skolens og undervisernes aftryk. Det samme burde gøre sig gældende for bibliotekerne.

Så slipper vi også for den evige klagesang om faldende udlån og manglende relevans. For selvom det går godt på de odenseanske lokalbiblioteker, i Allerød, i Lyngby-Taarbæk, i Nyborg, i Ikast-Brande osv., så er det stadig en misvisende måde at opgøre bibliotekernes indsats på.

Indlægget er en bearbejdet udgave af et læserbrev i Fyens.