Tag-arkiv: Folkebiblioteket

Litteraturen lever og har det godt på bibliotekerne

Udgivet den af

Nogle gange får man det indtryk, de danske folkebiblioteker er dinosaurer, der ligger langsomt udåndende og uelskede i et glemt hjørne af samfundet. I hvert fald, hvis man læser noget skrevet af den serie af ældre mænd, der i ny og næ brillerer i medierne som selvbestaltede eksperter på området.

Igen og igen møder vi historien om faldende udlånstal, og som regel også et eller andet om keramik og biblioteksloven, hvis bølgerne går rigtig højt. Det, at udlånstallene falder på landsplan, bruges ofte til at vise, hvor grelt det står til, hvor utidssvarende og konkurrenceforvridende bibliotekerne er og hvordan de har glemt deres kerneopgave.

Som velbevandret i kildekritik og statistik, så ved man, at det naturligvis ikke er hele historien og at diverse skribenter skamløst og uden at blu ridder deres kæpheste. Bibliotekerne er nemlig ikke ens. De danske folkebibliotekerne er ikke homogene enheder med samme nærområder, opgaver, prioriteter og betjeningsniveau.

Djævlen findes med andre ord som altid i detaljen.

For nok er det sandt, at udlånstallet falder på landsplan, men det gælder langt fra alle steder. Men hvor det faldende udlån har flere årsager, så er der en række fællestræk og gennemgående faktorer ved de biblioteker, hvor udlånet er fladet ud eller ligefrem stigende.

Lad os kigge nærmere på dem.

4 fokuspunkter til at øge udlånet

Betjeningen, det vil sige det frontvendte personale, har en stor indflydelse på udlånstallet. En høj grad af service og fokus på litteraturen både til dagligt og ved arrangementer betyder noget. Det nytter ikke noget, der er år og dag mellem, man møder en bibliotekar eller at man skal bestille tid for at tale med en. Hvor længe ville du f.eks. vente på betjening i en butik? Ikke længe, tænker jeg.

Den lokale kobling har også relevans. Biblioteker med en stærk tilknytning til lokalområdet ser ud til at klare sig bedre, når det kommer til udlån af bøger. Mit bud er, det skyldes, folk er mere tilbøjelige til at komme på det lokale bibliotek, fordi det er et sted, man kan tage hen med familien og hvor man har et forhold til de ansatte. Det er Sams Bar effekten, der spiller ind her, og den skal man ikke undervurdere. Hvor ofte kommer du et sted, du har føler en forbindelse til og med? Og vender du tilbage igen og igen, hvis ikke du føler dig velkommen og taget godt imod? Nok ikke.

Nærområdet spiller også en stor rolle. Her tænker jeg ikke kun på tilgængelighed og sådan noget som parkeringspladser, om end begge dele har en betydning. Jeg tænker mere på, at der er en demografi med mange forskellige brugergrupper i området omkring biblioteket. Børn, unge, familier, ældre, studerende og ting som skoler, børnehaver og lignende giver en bred, differentieret brugerskare, der alle har behov for bøger i en eller anden grad. Eller i hvert fald et behov, der kan opdyrkes og giver mulighed for formidling og mersalg, så at sige.

Sidst, men ikke mindst betyder samlingen noget. Altså, udbuddet af bøger, deres stand og i hvor lang tid, de kan lånes. Mange kviklånsbøger – altså, nyere og populære bøger, der kun kan lånes i 14 dage – vil hjælpe med til at hæve omsætningshastigheden og dermed udlånstallet. Der kommer med andre ord flere lånere pr bog hurtigere. Det i sig selv virker ofte tiltrækkende på flere lånere. Man kan simpelthen få bøger hurtigere og man går sjældent forgæves.

Kort sagt, kend dit publikum, relater til dem, dyrk dem og køb ind til dem.

Desværre ser vi oftere og oftere den nye biblioteksstruktur med selvbetjening, mindre personale i udlånet og centraliseret materialeindkøb trækker i den modsatte retning. Vi kender ikke vores lånere, vi taler ikke med dem og vi køber, ikke ind i blinde, men ind efter nogle overordnede retningslinjer, der ikke nødvendigvis er, hvad bibliotek X har brug for, selvom bibliotek Y har det.

Det er trist, når alt tyder på, det er relationer og den tætte, målrettede kontakt, der betyder noget. Vi skal med andre ord have mere Sams Bar. Meget mere.

Lokalsamfund har brug for biblioteker

Udgivet den af

”Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Er der patent på dannelse?

Udgivet den af

Ville et privat vagtværn, der klagede over konkurrence fra Politiet blive taget alvorligt? Ville du nikke og tænke ”det kan der være noget om”, hvis et privathospital klagede over unfair konkurrence fra det offentlige sygehusvæsen? Eller hvis et privat plejehjem klagede sig højlydt over det kommunale plejehjem?

Politi, sygehusvæsen, skoler og ældrepleje er det fundament Danmark hviler på. Vi efterspørger, forventer og betaler til, at disse institutioner findes. De er en naturlig del af samfundet og fællesskabet.

Sådan er det også med folkebibliotekerne.

Derfor undrer det mig såre, når direktøren fra FOF Aarhus, Søren Peter Hansen, uimodsagt i en af landets største aviser for nyligt konkluderede, at ”det er ulige konkurrence”, når de danske folkebiblioteker driver oplysende virksomhed.

For hvornår er dannelse og oplysning blevet et spørgsmål om penge? Er det at drive oplysende virke i Danmark ikke længere et spørgsmål om at ville danne og hjælpe sine medborgere, men et spørgsmål om at tjene penge?

Ikke en forretning

Bibliotekerne er ikke en forretning, men en offentlig institution, der er sat i verden for at oplyse og danne. Gerne, ikke mindst de senere år, med en lokalt forankret social funktion. Det står sågar tydeligt i biblioteksloven.

Når keramikere, lystfiskere, modelbyggere, strikkeklubber og mange andre mødes på bibliotekerne, så drejer det oftest om at skabe interesse, vise sig frem og i mange tilfælde blot at være sammen om en hobby. Det samme gør sig gældende, når bibliotekerne arrangerer festivaler eller events. Det drejer sig om at samle folk, skabe interesse og understøtte kultur og læring.

Bibliotekerne er for mange et første skridt på vejen mod at deltage i et kursus hos et oplysningsforbund eller en aftenskole. Vi indgår med andre ord i en fødekæde, der skaber en lyst til at blive klogere og lære mere. Man skal immervæk have en vis interesse for at strikke i forvejen før, man f.eks. er villig til at betale FOF Aarhus kroner 1.405,- for et strikkekursus.

FOF tager faktisk kroner 1.405,- for kurser i strik og quilting. Det er der ikke meget folkeoplysning over i min optik, og prislejet kunne måske forklare FOF’s problemer med at tiltrække kursister.

Interessant nok har Søren Peter Hansen tidligere i Århus Stiftstidende udtalt, at ”vi skal have folk til at mødes. Det er det, som betyder noget. Hver gang, mennesker mødes, bliver noget sat i gang, og folkeoplysning handler meget om at gå sammen om noget.”

Det lyder jo meget, som det bibliotekerne arbejder med, nemlig god gammeldaws folkeoplysning. Det er bibliotekerne særegent gode til. Vi må nemlig ikke glemme det folkelige element af bibliotekerne virke. Det hedder ikke folkebiblioteker uden grund.

Og det ved Hansen også godt.

I hvert fald, hvis man skal tage hans egne ord for gode vare. ”Det er folkerøsten. Et sted, der er åbent for alle, for oplysning om livet, et sted, vi kan mødes og tale sammen, ikke formel undervisning og ingen eksamen. For hvorfor skal man have tal på alt? Det handler om at komme ud i virkeligheden.”

Det lyder unægteligt som netop dét, bibliotekerne gør. Og altid har gjort. Uden at tage tusinder af kroner for det.

Med det in mente, så kunne jeg egentlig godt tænke mig nogle konkrete eksempler på kultur- eller læringsinstitutioner, der har oplevet konkurrence fra bibliotekerne. Min virkelighed er nemlig en anden. Jeg har samarbejdet med oplysningsforbund, aftenskoler, ungdomsskoler, biografer, boghandler, spillesteder, museer osv., og på intet tidspunkt har jeg hørt nogen klage over konkurrencen.

Hverken biblioteker, aftenskoler eller oplysningsforbund har patent på dannelse. Tværtimod, så supplerer og komplementerer diverse institutioner hinanden. Der er ingen konkurrence. De eksempler, der nævnes af Hansen og andre kritikere, overlapper heller ikke. Biblioteker, aftenskoler og oplysningsforbund tilbyder, når man kigger nærmere på tilbuddene, ikke de samme ting.

Der er ikke tale om gudgivne eller naturlige grænser mellem skoler, biblioteker og forbund, men et større fællesskab, hvor vi støtter hinanden.

Og sådan skal det være. Det handler nemlig ikke om os, men om danne og hjælpe vores medborgere.

 

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af et debatindlæg, der tidligere har været bragt i Arbejderen.

 

Undskyld, er der en bibliotekar tilstede?

Udgivet den af

Er det et autoværksted uden en mekaniker? Et snedkeri uden en snedker? Eller en god cafe uden betjening?

Tænk på din yndlingsbutik eller forretning. Hvad ser du for dig? En bygning? Et rum? Varerne? Eller får du mere en fornemmelse. En fornemmelse af at være velkommen, værdsat og i gode hænder?

Ja, så tænker du nok på personalet.

Tænk nu på tallet 316. Så mange åbne eller måske mere korrekt selvbetjente biblioteker er der i skrivende stund i Danmark. 316 ud af 416 folkebiblioteker.  Omkring 75 % af landets biblioteker er altså uden bemanding i større dele af deres åbningstid.

Og det tal ser ikke ud til at falde.

Debatten om de selvbetjente biblioteker er igen yderst aktuel med truslen om store besparelser på biblioteksområdet i Græsted, Kerteminde og nu også Greve. Fælles for de tre kommuner synes at være en tanke om, at selvbetjente biblioteker er en fin måde at spare nogle penge på.

Og det kan der umiddelbart være noget om.

Selve konceptet med åbne bibliotek er som udgangspunkt solidt og tænkt som brugerorienteret. Det er, som det skal være. Kunderne først.

Men, og sådan et er der naturligvis. Et ret stort et endda.

Nutidens store problem er ikke en manglende adgang til litteratur, viden og læring, men at navigere i informationsstrømmen og blive inspireret til at læse og lære. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed.

Her spiller personalet – mennesker, om du vil – en stor rolle. Hvem skal ellers hjælpe den studerende med at finde rundt i databaserne, den specialestuderende med at finde statistikker, børnefamilien med at finde bøger til at fremme den første læsning osv. osv.?

Bibliotekerne og de ansatte GØR en forskel

På et tidspunkt havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en række af min hjembys ungdomsuddannelser. Her gjorde det personlige møde er stor forskel. Ikke kun for mig, men også for flere af eleverne. Især de måske lidt bogligt svage. Et fint eksempel er en ung gut fra HF, der efter et oplæg jeg holdt på hans skole, kom på biblioteket for første gang. Oven i købet i selskab med et par medstuderende. De studerende fortsatte med at komme på biblioteket og endte med en ganske flot eksamen.

Derfor er den personlige betjening og service vigtig. Det er vigtigt for os i biblioteksvæsnet – på den måde lærer vi vore brugere at kende og skaber fællesskaber. Og det er lige så vigtigt, om ikke vigtigere for brugerne. For uden os, hvordan skal de så komme længere end til det i forvejen kendte, lære noget nyt eller lade sig inspirere.

Vi knytter os til mennesker, ikke steder, og ønsker vi i biblioteksvæsnet kontakt til vores brugere, så skal vi være der for dem. Ønsker vore brugere at få hjælp, inspiration og vejledning, så gælder det samme. Det kræver et menneske. Det kræver samtale. Det kræver kontakt.

Den oplagte løsning er naturligvis flere betjente åbningstimer eller mere opsøgende arbejde. Her er det, vi internt er nødt til at prioritere den daglige drift og publikumskontakten højere. Ganske som vi også må investere i mere intuitive søgesystemer og en indretning, der er understøtter brugernes færden i det ubetjente biblioteksrum. Måske vi kan lære af vore kolleger i museerne. Det er i hvert fald en tanke.

Men en ting er sikkert, selvbetjente biblioteker er ikke i sig selv en løsning og vil medføre, at bibliotekerne mister relevans, status og, værre endnu, at Danmark bliver dummere.

 

PS: Blogindlægget er en redigeret udgave af en kronik, der tidligere har været bragt i Berlingske. Desværre ser det ud til at være mere aktuelt end nogensinde før.

En verden uden biblioteker

Udgivet den af

Hvordan ville en verden uden biblioteker se ud?

For mig er det ikke just en opløftende tanke, for verden ville se grum og mørk ud, men nu er jeg selvfølgelig også bibliotekar og måske en smule forudindtaget.

Bare en smule.

MEN det er et spørgsmål borgerne i Kerteminde Kommune i disse dage enten spørger sig selv eller snart bliver nødt til at se i øjnene. Der cirkulerer nemlig et spareforslag, hvor bibliotekerne i Kerteminde noget nær rundbarberes.

Interessant nok er spareforslaget udarbejdet af et konsulentfirma, ikke engang af kommunes egne folk eller politikere. Den prioritering kan man mene meget om, men jeg vil overlade det til andre at konkludere på det. Men sigende er det, at man hellere vil klatte penge væk på konsulenttimer og -rapporter end investere i borgerne.

Er det sådan fremtidens biblioteker kommer til at se ud? Tomme, livløse skaller. (Foto: Pixabay)

Hvordan ville verden se ud for f.eks. dig? Ville det betyde noget, hvis bibliotekerne ikke var der? Mit bud er, mange nok umiddelbart ville svar nej. Og i en travl hverdag, så betydet et bibliotek måske ikke det store.

Begynder du at tænke lidt over det, så tror og håber jeg, du pludselig vil huske de gode oplevelser på biblioteket, menneskene, du har mødt og vigtig viden, du har tillært dig. Hvordan du i din studietid har fundet plads og hjælp på biblioteket. Hvordan som barn havde frirum og måske endda også fandt noget fantastisk læsestof. Måske er du også kommet på biblioteket med dine børn eller børnebørn.

Og det er gode billeder på, hvad bibliotekerne gør og kan.

For uden bibliotekerne og de ansatte, hvem skal så …

… hjælpe studerende med kilder, statistikker og databaser?

… hjælper børn og unge, samt deres forældre, med stimulere læselyst og underbygge læseindsatsen?

… hjælpe ældre medborgere, der ikke er så digitale?

… sikre et frit, bredt udbud af aviser, tidsskrifter og andre materialer?

… skabe rammerne for oplæg om litteratur, videnskab og politik?

… og mange, mange andre ting …

Har vi lyst til at leve i et Danmark, hvor vi ikke nødvendigvis bliver dummere, men hvor vi heller ikke har mulighed for at blive klogere? Hvor information er begrænset til de få? Hvor nyhedskanalerne bliver færre og fremfor alt mindre tilgængelige? Og hvor vi ikke kan være sikre på, at der ikke ligger en skjult motivation bag de nyheder eller den information, vi får serveret?

For lukker vi folkebibliotekerne eller begrænser adgangen til dem, så er det konsekvensen. I en tid med misinformation, stigende digitalisering og flere og flere krav fra bl.a. det offentlige, så er det måske ikke rette tidspunkt at fratage borgerne i en kommune muligheden for at væbne sig mod uvidenhed og magtesløshed.

Inden man afskriver det moderne bibliotek som et frivolt sted for gøgl og gæk, bør man spørge sig selv, hvad ville der ske, hvis de ikke var der? Ville danskerne læse mere? Ville dannelsesniveauet stige? Ville vi blive mere oplyste? Ville børn og unge blive mere kildekritiske og bedre læsere? Ville karaktererne stige på uddannelsesinstitutionerne? Ville pengene blive brugt bedre andetsteds?

Nok næppe.

Men konsulenterne vil utvivlsomt have kronede dage.

De gode, gamle dage på biblioteket

Udgivet den af

Husker du biblioteket i 80’erne? Eller 90’erne?

Jeg husker søde, men stille og lidt skræmmende bibliotekarer. De var autoriteter, men også smagsdommere.

Jeg husker tungt belæssede reoler med rygvendte og oftest ens indbundne bøger i samme matte farvepalet. De var ikke just indbydende og man fik ikke meget ud af at græsse mellem dem.

Jeg husker også stilheden, manglen på liv, kartotekskort i armlange skuffer og skrankerne. Dem må vi ikke glemme, skrankerne. Skanserne, hvorfra mine fortidige kolleger holdt verden på afstand og sikrede ro og orden.

Er det virkelig det bibliotek, vi ønsker tilbage?

Nej, vel?

Nok elskede jeg min barndoms bibliotek. Det gjorde jeg virkelig. Bibliotekarerne var søde og hjælpsomme. Især elskede jeg det helle, jeg fandt der. Det Ahmed Akkari kalder det ”tavse dannelsesrum for den enkelte,” tænker jeg.

MEN jeg elsker nutidens levende, pulserende, støjende og opsøgende bibliotek endnu mere. Og det gør bibliotekets brugere også. I rapport efter rapport hiver bibliotekerne lovprisning på lovprisning hjem.

Hvilket vi også oplever dagligt. Der er især en episode, der rinder mig i hu, hvor en ældre herre kom hen til mig på min udlånsvagt. Han så en smule brysk ud, og jeg tænkte, han muligvis ville kommentere på de, indrømmet, lidt vel livlige poder, der buldrede rundt i børnebiblioteket. Det er nok ingen hemmelighed af avislæsere og horder af børn ikke altid er den bedste kombination på et bibliotek. Men nej. I stedet udtrykker han sin store glæde over, at biblioteket var fyldt med liv, glæde og grin.

Fantastisk!

Inden man afskriver det moderne bibliotek som et frivolt sted for gøgl og gæk, bør man spørge sig selv, hvad ville der ske, hvis det ikke var der? Ville danskerne læse mere? Ville dannelsesniveauet stige? Ville vi blive mere oplyste? Ville børn og unge blive mere kildekritiske og bedre læsere? Ville karaktererne stige på uddannelsesinstitutionerne? Ville de, indrømmet, mange penge blive brugt bedre andetsteds?

Nok næppe.

Derfor skal vi vare os mod at købe fortællingen om et bibliotek i krise. Et bibliotek uden relevans, identitet og fremtid. For nok er der udfordringer, men brugerne elsker os og de kommer i hobetal.

Så, kære kritikere, hvad end I nu sidder i tænketanke, diverse forfatterforeninger eller med forbavsende mangel på selvironi kalder jer biblioteksvenner, måske I skulle besøge et bibliotek en dag. Opleve, hvor levende og hvor fuld af mennesker det er. Hvor glade folk er, unge som ældre. Eller, hvis det er for meget at forlange, så i det mindste kigger på fakta og holder jer til dem næste gang, I føler trang til at brokke jer.

Biblioteket er nemlig i live, har det godt og er fuld af vaskeægte levende mennesker. Ganske som det bør være.

Med venner som disse …

Udgivet den af

Med venner som den selverklærede biblioteksven, Ole Münster, eller de ellers gode folk i tænketanken CEPOS har det danske biblioteksvæsen ikke behov for fjender. Om end man som tingene står selvfølgelig kan diskutere, hvor gode venner af biblioteksvæsnet, der egentlig er tale om.

Heldigvis hviler folkebiblioteket på et solidt fundament, både fagligt og historisk. Et fundament, der rækker længere end til blot bøgerne, som ellers synes at være bibliotekets raison d’etre i manges øjne. Ikke mindst de såkaldte biblioteksvenner.

MEN, kan jeg næsten høre et hav af stemme indskyde, er et biblioteket ikke et sted for bøger. Er det ikke det navnet betyder?  Det korte svar er nej; alene af den grund, at oldtidens grækere gjorde det mere i bogruller end bøger, og de gamle romere tillagde ordet bibliotheca betydningen af en litteraturliste. Lektien heri er, at ord ændrer betydning med tiden og udviklingen, og nutidens bibliotek derfor er et andet sted end for bare 20 år siden.

Vi må nemlig huske, at bibliotekerne handler om dannelse, og her er bøgerne midlet, ikke målet. Det er også klart formuleret i den første bibliotekslov, hvor der står, at bibliotekerne skal ”udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. Formålet er altså ikke at have bøger på hylderne eller låne dem ud, men at danne, myndiggøre og oplyse borgerne.

Det gælder også den nyeste bibliotekslov. Her er formålet ligeledes klart. ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.” Bid her mærke i ”andre egnede materialer.”

Der er altså en klar adskillelse af formål og metode, selv i loven. Ganske som biblioteksloven også gør klart, at folkebibliotekerne har til opgave af formidle ”… information om samfundsforhold i øvrigt.” Der er med andre ord intet i vejen for, at bibliotekerne udlåner robotstøvsugere for nu at tage et konkret eksempel – det kan være med til at afmystificere ny teknologi og udbrede den blandt borgere, der normalvis vil være svært berøringsangst overfor den slags.

Humlen er, at når diverse kritikere taler om, at biblioteket bevæger sig væk fra det traditionelle, så tager de fejl. Det traditionelle bibliotek handler som skrevet ovenover ikke om bøger eller materialer, men om formål, funktion og resultater. Bibliotekstænkeren R. David Lankes skriver da også, at et tomt lokale med en bibliotekar er et bibliotek, mens et lokale fyldt med bøger uden en bibliotekar blot er et rum med bøger.

Derfor undrer det mig også såre, der fortsat snakkes og skrives så meget om netop bibliotekernes metoder og brug af værktøjer. CEPOS ynder eksempelvis at bringe yoga og de famøse robostøvsugere frem, når de er ude med riven, mens Münster gerne taler om CD’er og bøger.

Når vi taler håndværk, så taler vi om produktet og håndværkerens færdigheder, ikke værktøjet. Hvis formålet er at bygge et hus, bedømmer vi husets kvalitet og kundens tilfredshed, ikke de værktøjer mureren bruger. Kunne man forestille sig en lang debat om murerskeer i medierne? Om tænketanke, murervenner og dagblade, der skrev, bloggede og højlydt klagede sig over murerskeer? Nej, vel?

Det ville klæde debatten og diverse biblioteksvenner, at fokusere mindre på bibliotekets metoder og mere på formålet, på resultaterne og på brugerne. Ikke mindst, når vi til efteråret skal til at tale om en eventuel revision af biblioteksloven. Det moderne bibliotek er nemlig så meget mere end blot en bogsamling. Det er en portal mod verden. Det er uegennyttig formidling. Det er borgernes hus.

Og det vedbliver det forhåbentlig med at være.

 

Biblioteket er også til for de liberale

Udgivet den af

Er liberalisme kun et spørgsmål om økonomi eller er det et spørgsmål om mennesker, om individer og frihedsrettigheder? Liberale, som mig selv, vil nok sige, det er et spørgsmål om mennesker, mens folkene omkring CEPOS ser ud til at have en anden opfattelse.

Med en halv livstid som liberal bag mig, så er det med stigende forundring, jeg læser det ene udfald efter det andet mod de danske folkebiblioteker fra CEPOS. Når det ikke er Henrik Christoffersen, så er det Martin Ågerup eller senest cheføkonom Mads Lundby Hansen, der igen og igen kritiserer bibliotekerne.

Kritikken falder så nemt og indædt, at man med rette kan spørge sig selv, hvornår  Folkebiblioteket er blevet det liberale Danmarks fjende.

Vi er endda nået til et punkt, hvor cheføkonomen i Danmarks mest prominente liberale tænketank frimodigt og uden at skamme sig melder ud, at der er skidt for økonomien, hvis arbejdsløse danskere bruger dagen på biblioteket eller museet.

Tænk, engang var man bange for, at ungdommen spildte deres tid med at hænge formålsløst på gadehjørnerne. Nu er man så bange for, danskerne bruger for meget tid på biblioteker og museer.

Der er – og det kan de fleste heldigvis godt se, hvis man skal dømme efter den medfart CEPOS har fået i medierne de seneste dage – noget galt med præmissen.

For sjovt nok så synes kritikken af bibliotekerne ikke at være møntet på, hvem der betaler og hvordan – for det synes jeg oprigtig godt, man kan diskutere -, men oftest mere om, hvad man egentlig skal med de der biblioteker.

Det er Lundby Hansens kommentar i Information et godt eksempel på. Her er fokus ene og alene på økonomi, ikke på mennesker. I Lundby Hansens optik, så fører bibliotekerne og muserne nemlig til, at arbejdsudbuddet er lavt og folk åbenbart pjatter tiden væk. Især hvis de er arbejdsløse.

MEN biblioteksvæsenet er til for de økonomisk svagest stillede i samfundet. Det er hele folkebibliotekets institutionelle raison d’etre at hjælpe dem, der er arbejdsløse, under uddannelse, eller på anden vis har behov for hjælp. Biblioteket hverken er eller har været ren kulturel flødeskum, men en institution for dannelse og for myndiggørelse af borgerne.

Der er for eksempel ikke meget flødeskum i den rolle, biblioteket spillede for Ahmed Akkari i hans rejse fra religiøs skråsikkerhed til nysgerrig humanisme. Heller ikke i Ahmad Mahmouds fortælling om, hvordan biblioteket hjalp ham til at finde sin vej i livet. I begge tilfælde spiller biblioteket en rolle som neutralt, åbent sted, hvor man kan finde viden og blive klogere på verden.

Godt hjulpet på vej af personalet i mange tilfælde.

Og selv veluddannede mennesker, der ellers har fundet deres plads i livet, har behov for hjælp. Det bliver ikke demonstreret bedre end i Berlingske i sidste måned, hvor professor Kristine Niss under overskriften ”Jeg er chokeret over, hvor svært det er at finde børnebøger om seje piger” ufrivilligt bliver et godt eksempel på, at særdeles højtuddannede mennesker heller ikke nødvendigvis kan navigere i det moderne medielandskab. Det er nemlig endog meget nemt at finde børnebøger om seje piger. Hvis man vel at mærke går til enten en bibliotekar eller en boghandler.

Kan man ikke navigere i tidens informationsstrøm eller lider af vrangforestillinger om tingenes tilstand, så er det svært at være borger i dagens Danmark. At være et selvstændigt, myndigt individ fordrer, man kan træffe valg på et oplyst grundlag.

Umiddelbart skulle man jo mene, det var noget liberale kunne bakke op om over en bred kam. Det er i alles interesse, at vi danskere hele livet igennem har mulighed for at bliver klogere og lære noget. Især de af os, der har mindst og måske har det lidt svært.

Så hvad end man nu er arbejdsløs, akademiker eller liberal tænker, så er der behov for de danske folkebiblioteker.