Den gode kamp

Jeg er indrømmet lidt sent på den, men gode nyheder fortjener at blive råbt fra tagene. Især gode nyheder om biblioteker.

De gode borgere i Tarm har med succes forsvaret deres lokale bibliotek mod spare-ivrige politikere og embedsfolk, og fik sidste tirsdag byrådspolitikerne i Ringkøbing-Skjern til at sløjfe det meget omdiskuterede spareforslaget om at lukke biblioteket.

Tarm Bibliotek (Foto: Wikipedia)

Efter kommunesammenlægningerne ser det ud til, at kulturtilbud og meget af den sociale infrastruktur i øvrigt samles i de nye kommuners dominerende by, og den tendens synes desværre at leve i bedste velgående. Jeg forstår godt tilbøjeligheden til at tænke, at stort er bedre. Om ikke andet, så er det noget sjovere med store nye ting, som man kan prale med, end kedelig drift af eksisterende tilbud. Politisk monumentsyge er beklageligvis ikke nogen ny ting.

Men hvad borgerne i Tarm ved, og jeg tænker, du og jeg også er klar over, er, at det ikke nødvendigvis er en god ting med store forkromede hovedbiblioteker eller kraftigt centraliserede kultur- og læringstilbud. Det er ikke godt for mindre byer og bydele, hvis der ikke er en form for social infrastruktur. Byer og bydele fungerer bedst, hvis det er steder, hvor man ikke kun bor, men rent faktisk også lever.

For ti (10!) år siden skrev forfatter og journalist Bente Dalsbæk i Berlingske: ”Hvorom alting er bor ikke alle mennesker i Hovedstaden, endsige i en stor by. Det betyder, at nogle sociale funktioner på landet stadig varetages af bibliotekarer, postbude, brugsuddelere m.fl. De er de små samfunds omsorgsuddelere. Jeg synes ikke man skal undervurdere betydningen af et levende menneske bag disken eller skranken. Heller ikke i forhold til børn og unge, hvis sociale kompetencer mildt sagt kan miste lidt finesse. For man behøver ikke sige Tak eller Hav en god dag til en maskine. Den skal bare levere, synes de. Og hvis den ikke virker, kan den jo få et spark.”

Det er så sandt, som det er skrevet. Sammen med skoler, sundhedshuse, forsamlingshuse, svømme- og idrætshaller og den lokale købmand er biblioteker den lim, der binder lokalsamfund og dermed samfundet som sådan sammen. De skaber de fælles rum, der gør det muligt at møde andre mennesker og skabe nye fællesskaber. De elementer, der udgør civilsamfundet med andre ord.

Civilsamfundet er ikke, hvilket politikerne rundt om måske bør ihukomme, noget, der kun finder sted i eller udspring af større byer eller monumentale institutioner. Det er ikke noget, man kan centralisere eller skabe oppe fra. Det kræver spirende græsrødder og levende lokalsamfund.

I JydskeVestkysten fortæller Hanne Laier, en af hovedkræfterne bag modstanden mod at lukke biblioteket i Tarm: ”Det har været en taknemmelig sag at lave noget PR for, fordi folk generelt bakker op om deres bibliotek. Her i processen er det blevet meget tydeligt, hvor mange funktioner biblioteket har, og at mennesker i alle aldersgrupper bruger det.”

Det er dejligt at høre! Tillykke til Hanne og borgerne i Tarm. I skal have tak for indsatsen. Det er godt kæmpet.

 

 

 

 

Lokalsamfund har brug for biblioteker

Folkebiblioteket er tydeligvis blevet en velfærdsinstitution der kan prioriteres væk,” lyder overskriften, når CEPOS’ Henrik Christoffersen i Berlingske den 15. juli igen er ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Nok engang er CEPOS ude med riven efter de danske folkebiblioteker.

Humlen er bare, at tingene er lidt mere, skal vi sige, nuancerede end Christoffersen giver udtryk for. For det første, er det langt fra alle steder udlånet faldet. På mit bibliotek i Tarup er både udlånstal og besøgstal stigende, og den tendens ser ud til at fortsætte i år. Det til trods for en række besparelser de senere år.

Sekundært, så er det en kende optimistisk at mene, et nationalt digitalt udbud kan erstatte det fysiske bibliotek og den fysiske samling. Digitalt er det nemlig relativt få brugere, der låner meget. Sagt med andre ord, så låner de brugere, der er digitale og foretrækker e-bøger og lydbøger, mange titler.

Der er også et element af hønen og ægget i debatten om udlånstal. For er de mange bibliotekslukninger og selvbetjente timer måske i virkeligheden ikke skyld i udlånsfaldet? Uden et lokalbibliotek og personale til at inspirere og vejlede, så forstår man måske bedre, at udlånstallene mange steder falder.

Som Christoffersen godt ved, så er der forskel på korrelation og kausalitet, og det synes mig, der er lidt vel rigelig af det første og meget lidt af det sidste i forskningschefens mange skriverier om de danske folkebiblioteker.

Christoffersen ved også, håber jeg, at man får, hvad man måler på, og hvis man insisterer på at måle, omtale og konkludere på ét parameter, så som udlånstal, så får man et meget ensidigt billede af den situation, man undersøger.

Det skæve kultursyn

Man kan også diskutere Christoffersens kultursyn. Som liberalkonservativ, så får jeg nervøse trækninger ved at læse en linje som ”Det vitale nyskabende kulturlivs bevægelse imod en tydeligere bymæssig lokalisering passer aldeles ind i tidens centralisering.”

Er og skal kulturliv være nyskabende? Betyder det så, at museer også bare skal prioriteres væk? Klassikerne ligeså? Teatre, der ikke har kaospiloter ved roret også?  Det håber jeg ikke.

Og er centralisering nu også en god idé?

Læser man folk som Eric Klinenberg eller Robert Wuthnow, så ved man, at konsekvenserne af Christoffersens kultursyn er katastrofale. Lokalområder, kvarterer eller byer har brug for en form for social infrastruktur. De har brug for biblioteker og lignende institutioner. Det nytter ikke noget at centralisere kultur- og dannelsesinstitutioner, hvis man ønsker at skabe eller blot understøtte trivelige lokalsamfund og civilsamfundet i det hele taget.

Det ved borgerne i Tarm, Halsnæs, Kerteminde, Haraldslund, Dybbøl og mange andre steder. Måske Christoffersen skulle lytte lidt til dem, inden han begynder at demontere det halve af Danmark i sin misforståede iver efter at omkalfatre bibliotekssystemet.

Det er sært at opleve en borgerlig-liberal tænketank som CEPOS kaste sig ud i det ene svagt underbyggede frontalangreb på de danske folkebiblioteker efter det andet. Ikke mindst fordi, bibliotekerne på mange måder er liberale institutioner, der søger at understøtte borgerne og myndiggøre dem.

Blogposten er en redigeret udgave af en kommentar i Berlingske den 22. juli 2019.

Formidling der virker

I Odense arbejder vi en del med temaer. F.eks. er der ikke mange i biblioteksvæsnet, der ikke har hørt om Søren Dahls enormt succesfulde festival Magiske Dage eller den sprudlende fest, der er Det Store Bogshow. Men lad os kigge på nogle tiltag, der stadig befinder sig i vækstlaget så at sige.

Eksemplets magt – Strømninger og Skrækfest

Strømninger i Lyd & Litteratur er en foredragsrække sat i verden af Bogshowets Camilla Faieq Jensen og Claus Teglgaard Madsen, og fortæller med udgangspunkt i årtier om tendenser i musik og litteratur. Her er med andre ord igen tale om en tværmedial formidlingstilgang, hvor to medier bruges til at skabe interesse og nå to målgrupper på samme tid.

Strømninger i Lyd & Litteratur er et fremragende eksempel på tværmedial tematisk formidling.

Faieq Jensen fortæller: ”Strømninger i Lyd & Litteratur fokuserer i høj grad på at tegne det kontekstuelle billede af et givent årti med to tilsyneladende differentielle indgangsvinkler, men som på magisk vis alligevel er et symbiotisk par.” Ved at bruge et tema og fokusere på årtier giver man også mulighed for at tiltrække forskellige grupper af publikummer. ”Publikum kommer af mange forskellige grunde; interesse, nostalgi eller nysgerrighed, hvilket er en forfriskende oplevelse.” Og publikum ikke kun kommer, de er også ofte atypiske biblioteksgæster.

Den samme gør sig gældende for SKRÆKFEST, hvor et skarpt tematisk fokus på at sætter forskellige elementer af en genre – i dette tilfælde som navnet antyder gys og horror – i spil. SKRÆKFEST er der allerede skrevet og talt en del om, men det er på mange måder kulminationen af de erfaringer og tanker, festivalleder Niels Mark og jeg har gjort os.

Prisvindende Anne-Marie Vedsø Olesen kombinerede i sit oplæg på #SKRÆK18 litteratur og musik.

Fælles for de to eksempler er, at de trækker folk til, rammer nye målgrupper og bruger flere medier i sammenhæng. Ganske som man også ved at bruge en kombination af medier og oplæg kan skabe et naturligt flow under og op til arrangementet og dermed skabe interesse og buzz på flere planer.

I det hele taget er det værd at slå fast, at det er temaet og ikke mediet, der er i centrum.

Den lokale forankring og det gode samarbejde

En anden vigtig lektie er den lokale forankring i miljøer, der allerede eksisterer. Skal man udtrykke det kort, så giver det ingen mening at bruge en masse tid på at samle et publikum, hvis de allerede sidder hungrende og venter i kulissen.

Udover at understøtte allerede eksisterende lokale miljøer og trække på deres viden, så er det også en måde for biblioteket at skabe lokal sammenhængskraft og gøre sig til en ønskværdig partner og medaktør.

Oprindeligt var det også tanken med SKRÆKFEST. Her er Odense så heldig, at der netop er en underskov af forlag og et aktivt horrormiljø i byen. Selv om festivalen vokser og bliver mere orienteret mod hele Danmark frem for kun Fyn og Odense, så vil fundamentet være det lokale. Det er er her, publikum, ildsjælene og energien er.

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i eksempelvis det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne.

Få plads i mediebilledet

Det er nok ikke nogen overraskelse, at de fleste i kulturverdenen ser det som ekstremt attraktivt at få et samarbejde eller et makkerskab op at køre med et større medie. Ikke kun hjælper det med at finde vej til avisernes spalter eller på anden måde få omtale i medierne, man når også både længere og bredere ud.

I den forbindelse, så gav den tidligere redaktør på Ugeavisen Odense, Jan Bonde, det råd at fokusere på noget, som avislæserne kan forholde sig til, deltage i og bruge i deres hverdag. Lokale og regionale medier især beskæftiger sig helst med mennesker, altså den menneskelige vinkel. Kan man ramme den og sætte den ind i en større ramme, så er man allerede langt.

På spørgsmålet om, hvorfor det er interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i et større biblioteksarrangement, svarede Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Den linje følger den nye redaktør, Klaus Knakkergaard, også og samarbejdet mellem de lokale medier og biblioteket er kun blevet stærkere.

Her er den lokale forankring vigtig, ikke mindst hvis man samarbejder med de lokale og regionale medier. Mange medier har en klar interesse i et samarbejde med andre aktører og spille en aktiv i rolle i det kulturelle liv. Og i den sammenhæng spiller printmedier, selvom de er under pres, stadig en stor rolle. De giver en bred eksponering og adgang til grupper, som et bibliotek eksempelvis ikke altid vil kunne nå.

Den dybe tallerken ER opfundet …

Der er ingen grund til at gøre det sværere for sig selv end højest nødvendigt. Hvis der sidder et publikum klar i kulissen, så kan man i sine formidlingstiltag lige så godt tage udgangspunkt i dem og deres interesser fremfor at genopfinde den dybe tallerken igen og igen.

Tricket her er at fokusere på tematisk tværmedial formidling med forankring i det lokale område og miljø. De lokale kræfter sikre et publikumsfundament, sparringspartnere og frivillige hænder. Oftest vil lokale medier også gerne rapportere om og fra aktiviteter med en lokal vinkel.

Det er win-win hele vejen rundt.